Profile
Blog
Photos
Videos
Selvom torsdag også er en af mine fridage fra universitet, skulle jeg denne dag tidligt op, da jeg skulle checke ud fra hostellet og flytte ind i min nye lejlighed. Det var så dejligt at flytte sine ting ind i et mere privat sted og især når det er et dejligt sted. Efter jeg havde fået mine ting lidt på plads i deleværelset, mødtes jeg med Sophie da vi bor relativt tæt på hinanden - begge i centrum af byen. Vi besøgte et outlet-center rigtig tæt på hvor jeg bor. Vi fandt en ret god butik hvor jeg fik en lækker varm trøje og nogle søde ballerinasko for kun 200 DKK i alt! Hanna kom også og mødtes med os og vi gik en tur rundt i byen og spiste sushi til frokost. Senere på eftermiddagen tog vi ud på Hawthorn Hotel til et get-together arrangement med vores business fakultet og bagefter SwinMates. Der var gratis pizza, sodavand og øl og vi fik snakket med endnu nogle nye ansigter fra gruppen af internationale studerende - amerikanerne og briterne kunne virkelig diskutere hvad der var 'rigtig' engelsk, hvad man spiser til pandekager osv. Det var sjovt at opleve ;)
En del af de andre tog vist videre i byen, men da jeg havde lovet udlejeren at han kunne komme forbi og hente depositumet kl. 20, blev jeg nødt til at tage tidligt hjem. Johnny, Blaise og Allison var hjemme og jeg spiste aftensmad i sofaen imens vi alle så komiske reality shows i fjernsynet. Det var rigtig hyggeligt og afslappende. De er alle tre i midten af 20'erne, meget søde, hjælpsomme og nemme at være sammen med, så jeg følte mig straks hjemme i lejligheden. Det eneste problem er at når de snakker lidt hurtigt er det ikke altid jeg kan forstå hvad de siger da de har meget stærke engelske og irske accenter, men det vænner jeg mig nok til :) Det er forresten Allison fra Irland som jeg deler værelse med lige nu og hun har boet i Australien i 1,5 år så hun kan hjælpe med råd og tips til lidt af hvert. Parret Blaise og Johnny har boet her siden maj. Den sidste fyr har jeg ikke set så meget til og ved ikke rigtig andet end at han hedder Victor, og at det er ham jeg skal overtage værelset efter omkring d. 21 august.
- comments