Profile
Blog
Photos
Videos
Tirsdag d. 30. juli startede med at Peter inviterede mig ud på brunch på Grand Hotel. Det var rigtig hyggeligt og dejligt at tilbringe de sidste timer i Danmark med ham. Han kørte mig til togstationen hvor jeg skulle tage toget til Kastrup. Det var sindsygt hårdt at forlade ham, men jeg kunne trøste mig selv med at han kommer og besøger mig i slutningen af august :)
I Kastrup mødtes jeg med mor og far, som havde været på ferie på Bornholm. Vi spiste frokost sammen og gav derefter farvel-krammere. I lufthavnen mødte jeg også Mathias som jeg skulle følges med til Australien og fik også hilst på hans familie. Vi fik checket in og kom ombord på et rigtig lækkert Emirates fly.
Flyveturen tog ca. 6 timer og rigtig behagelig da vi hver havde vores egen lille 'underholdningsstation' med masser af film, tv-serier osv. Maden ombord var desuden overraskende god! Vi landede i Dubai omkring midnat og skulle gå fra flyet til transferbussen - det var noget af en overraskelse da vi gik ud i 37 graders varme på den tid af dagen! I Dubai skulle vi desværre vente i 10 timer på vores fly til Melbourne, men så var det godt at vi havde hinanden. Vi spillede bl.a et gammelt Mario nintendo spil hvilket var ret sjovt. Flyveturen til Melbourne tog ca. 13 timer, men det var heldigvis også et lækkert fly. Jeg havde dog svært ved at sove, da sommerfuglene for alvor begyndte at flyve rundt i maven over det eventyr jeg var på vej ud på....
- comments