En cycklon har hærget længere nordpå den seneste uge inden den tog kurs mod havet. Da vejrudsigten viste at cycklonen igen skifter kurs tilbage mod nordaustralien, hastede vi derfor til Cairns med planer om at dykke inden cycklonen ville ramme området. Desværre er vejret uforudsigeligt, så cycklonen bevægede sig hurtigere mod Australien end forventet. Med den øgede vindstyrke ville vi få større udbytte med at vente med dykning. Vi ændrede derfor planerne endnu engang og fik booket en dykning til senere på rejsen.

Herefter tog vi forbi mekanikeren, som skiftede alle fire af de slidte hjul på bilen (uden omkostning for os). Ventetiden blev brugt ved et bageri i nærheden. Med bilen så god som ny, tog vi ned i byen og gik en tur i gaderne i Cairns. Vi var bl.a. Aboriginal Art Centre. Malerierne var alle vidt forskellige, hvor tegnestilen, farver og mønstre er afhængig af stammeoprindelse og personlighed. Vi forelskede os særligt i malerierne af kunstneren Malla. Vi så masser af flagermus sidde oppe i træerne. Ved Mt. Whitfield Conservation Park gik vi turen op ad en masse trapper, hvilket er populært blandt løbere i byen.

Dagen gik hurtigt selvom dykning ikke var muligt. Vi fandt en campingplads, hvor det viste sig at være held i uheld at vi var kommet til Cairns. Vi mødte nemlig det israelske par igen:) Derudover faldt vi i snak med en rigtig flink tysker. Snakken gik derfor til langt ud på aftenen.

Om morgenen ville både os og tyskeren lave æg og brød til morgenmad. Det blev derfor fællesspisning, hvor vi lavede orientalsk krydret scrambled eggs og han lavede en omelet med løg, peberfrugt, ost og skinke. Det var virkelig hyggeligt med masser af snak, samt sjovt at smage hinandens versioner.

Tiden løb fra os med hygge, så det var derfor hen på formiddagen før vi begav os til Tjapukai Aboriginal Cultural Park. Det israelske par havde sovet længe, men vi nåede at få sagt farvel inden vi tog afsted.

Ved Tjapukai fik vi set Aboriginal dans og musik, samt didgeridoo show. Didgeridoos blev brugt til ceromonier og spilles kun for musikkens skyld. Vi blev vist hvordan og fik også selv muligheden for at prøve. Det kedede os dog hurtigt, da vi ikke kunne finde ud af det:)

Kvinderne gav en introduktion til mad og medicin fra "bushen", hvor der her var et udvalg af ukendte frugter og planter fra regnskoven. Både giftige og spiselige blev brugt i husholdningerne. Black Beans stenhårde skal blev brudt, for at bønnerne kunne males til mel til bagværk. Derudover bruges "lim" fra kangaroo-tails, samt "sandpapir" fra barken af et træ. Det var fascinerende, hvordan man kan bruge naturens ressourcer.

VI fik indsigt i brugen af boomeranger. Nogle bruges som musikinstrumenter, andre til jagt og til krig. Det var interessant med de mange forskellige udformninger og formål. Vi prøvede at kaste med boomerang, hvor KP fik sin boomerang til rimeligt at komme tilbage mod ham selv igen. Ved spydkast mod skydeskiver formet som kænguruer, fik KP også hurtigt fat i at kaste spyddet godt fremad. Dog var der ikke meget præcision i kastene. Maiken vil helst ikke kommentere hendes kast:D

Dog var det mest spændende at få indsigt i Tjapukai Aboriginals historie. Det startede med en filmpræsentation fra både gulv og loft om det moderne og europæiske Australien, som hurtigt blev suget ind mod et sort hul midt i gulvet. Bagved lå den virkelige historie omkring Australien. Aboriginals kom frem og fortalte om deres tro, om jordens oprindelse og deres kultur. Da vi var de eneste, opstod der derfor en god og personlig snak mellem os og aboriginals efter showet. De fortalte om baggrunden for deres arbejde her, som er at oplyse om deres kultur og eksistens. Aboriginals har levet i Australien i 40.000 år og alligevel bliver Australien omtalt som et af verdens yngste lande. I de australske skoler undervises der ikke i Australiens oprindelige sprog eller i tiden før europæernes ankomst til Australien. Dog er der ved at ske en langsom ændring, hvor der i skolerne omkring Tjapukai må undervises i dette. Deres formål er at synliggøre aboriginals og være med til at vise de mange tegn på aboriginals lange historie frem.

Vi tror at vores interesse gav indtryk, for da vi senere på dagen var på vej afsted, kom en aboriginal hen til os i mængden af mennesker for at give os hånden. Han takkede os og opfordrede os til at oplyse andre om aboriginals historie.

Det var både en oplysende og givende oplevelse. Det har fået os til at tænke mere om Australiens brutale historie helt op til den dag i dag. Jo længere nordpå vi er kørt, desto mere er aborignals en synlig og accepteret del af samfundet. Siden europæernes ankomst er flere af de sydlige stammer blevet udryddet. Der er stadig flere hundrede stammer tilbage i Australien - hver især med sine stolte traditioner. Mange har taget meget af den vestlige kultur til sig, men de er dog stadig et stammefolk med bevarelse af sit originalsprog, samt videregivelse af arv, hvor børn i en tidlig alder oplæres i stammelivet.

Det meste af dagen var gået ved Tjapukai, så da vi ankom til Kuranda, var næsten alle butikker og markeder lukket ned. Dog var et Doongaal Aboriginal Art Gallery åbent. Vi kiggede på kunsten og fandt igen billeder fra Malla. Vi købte 2 af hans billeder med næbdyr, echidna og goanna, inden vi kørte videre mod et campsite.