Profile
Blog
Photos
Videos
Vi havde en rolig morgen inden vi tog ud til Mamu Canopy Walkway ved åbningstid. Det var en god gåtur på en højt ophævet boardwalk igennem regnskov. På gåturen fik man oplysninger omkring cyckloners påvirkning, som gennem væltede træer, banede vej gennem regnskovens ufremkommelighed. Dette gav mulighed for den skånsomme opbygning af dette boardwalk, der blev bygget uden at ødelægge noget af den eksisterende natur. Derudover fik man indsigt i dyrenenes føde og kendskab til regnskovens træer og frugter. På gåturen så vi mange smukke og store sommerfugle.
Da vejret var gråt, havde vi lånt paraplyer fra receptionen. Uheldigvis fik vi brug for dem, hvilket resulterede i at vi ikke så mere af dyrelivet udover et par frøer. Hvis vejret klarede op, ville vi komme tilbage hertil.
Ved Millae Millae Waterfalls Circuit, kom vi forbi tre flotte vandfald. Herfra kørte vi mod Ravenshoe, hvor vi havde et mindre stop ved Pepina Falls.
Ved Ravenshoe tog vi på Highest Pub in Queensland, hvor Finn har været for mange år tilbage. Vi havde glædet os til besøget her, men fandt stedet halvtomt med inventar. Det vidste sig desværre at pubben har skiftet ejer nogle gange siden, og vi fandt ikke nogen der vidste noget om stedets historie. Vi nød os dog en dejlig kold øl, mens KP ivrigt fik orienteret sig i Formel 1.
Herfra tog vi ud til et campsite, hvor vi kunne sidde ud til floden. Her spiste vi aftensmad og spilllede spil. Ved mørkets frembrud, lagde vi os ind i bilen for at læse og sove.
Da vi havde en aftale med Margit ved Lumholtz Lodge, stod vi tidligt op for at nå omkring Millstream Falls National Park inden aftalen. Vi gik nogle små ture for at nå ud til Millstream Falls (Australiens bredeste vandfald), samt Little Millstream Falls. Da vi stadig havde tid tilovers inden vores aftale, tog vi en kort gåtur i Hipipamee National Park, på udkig efter Lumholtz tree-kangaroos.
Vi ankom til Lumholtz Lodge og mødtes med Margit. Hun tager sig af dyr, der ikke kan klare sig selv i naturen. Primært modtager hun små unger, der har overlevet i moderes pung ved et roadkill. Da vi fortalte at vi på vejen havde kørt forbi et par roadkills på vejen, gav hun os oplysninger omkring hvad man skal gøre når man støder på et roadkill - nemlig at undersøge om der er en unge gemt i pungen. Da Margit ikke selv havde tid, tilbød vi at køre tilbage for at undersøge dyrene.
Besøget hos Margit var rigtig spændende. I huset hoppede der en red-legged pademelon rundt. Derudover var der en lille og mega sød pademelon gemt i en stofpung, som heldigvis tittede nysgerrigt frem for at kigge. Margit havde snart en Lumholtz tree-kangaroo siddende på hendes ene skulder med kløerne i hendes hår og den lange hale ned langs hendes ryg. Kimberly var en to år gammel tree-kangaroo. Da en tree-kangaroo er ved sin mor i tre år, har Margit den derfor et år endnu, inden den slippes helt fri i naturen. Margit har lært den at klatre og den sættes nu ud i naturen hver dag (de er nemlig dagsaktive), men er fortsat indendørs om natten. Denne morgen havde Kimberly dog ikke lyst til at komme ud i det fri. Margit måtte derfor vandre rundt med kænguruen fra træ til træ, mens den sad veltilpas på hendes skuldre. Hun prøvede også at lokke den med bær. Efter mange forsøg, hoppede den endelig op i et træ (endda et af de første træer de havde været omkring :D). Kimberly kravlede ligeså stille opad træstammen. Selvom man holdte øje efter den, var den stadigvæk svær at få øje på.
Imens vi kiggede op efter Kimberly, kom den lille pademelon Becky hoppende hen til Maiken og krammede hendes ben (og Maikens hjerte smeltede - Det mindede hende også lidt om Magnus på hans 1-års fødselsdag).
Det er fedt at se de søde dyr og fedt at formålet er at dyrene sættes tilbage i det fri. Efter den dejlige og unikke oplevelse, kørte vi tilbage for at opsøge de to roadkills. Vi fik identificeret en død possum og en død pademelon. Da den lille pademelon var en han, var der tydeligvis heller ingen unge. Dog var det rart at få afklaret.
Vi kørte igen til Hipipamee National Park, hvor vi selvfølgelig stadig var på udkig efter Lumholtz tree-kangaroos. Denne gang gik gåturen dog også omkring områdets krater og Dinner Falls. Vi blev der til hen på eftermiddagen, hvorefter vi begav os videre. På vejen gjorde vi et stop ved en frugtbod, hvilket blev en oplevelse med blandede følelser. Frugten var som altid uimodståelig og lækker - til gengæld mødte vi en mand med de vildeste konspirationsteorier om blandet andet at verden regeres af 300 indavlede europæiske royale, som igen styres af en kerne af kloner. Disse prøver at slå 95% af verdens befolkning ihjel og skulle være skyld i alle verdens naturkatastrofer, samt sygdomme. Der er desuden menneskekolonier på mars, venus, saturn og jupiter (vi har ikke engang nævnt halvdelen af hans teorier). Desuden var han modstander af penges værdi, så vi undlod derfor pænt at nævne at KP var uddannet økonom:D Vi kørte grinende derfra, men syntes samtidig også at det var et skræmmende og trist livssyn.
Vi tog omkring Hasties Swamp for at spise lidt af den dejlige frugt, mens vi holdte udkig efter fuglene i et skjul. Kort tid efter begav vi os til The Bat Hospital, hvor vi også her havde en aftale. Vi så en videopræsentation om den frivillige organisation, inden at vi blev vist rundt på stedet. Vi fik set de mange flagermus og et par sjove og anderledes arter. Det var meget imponerende at guiden kunne genkende flagermusene fra hinanden med navne.
De fleste flagermus kommer her pga. tick paralysis, som er en tæge med dødelig konsekvens for flagermusene. Stedet modtager omkring 100 flagermus dagligt, når det er tægesæson. Her er der mange tilfælde, hvor moderen dør og ungen er ladt tilbage. Stedet er derfor indrettet til at kunne passe de hundredvis af unger med en god mængde varme, da flagermus de første uger ikke selv kan holde sig varm og er afhængig af moderens varme.
Vi fik indsigt i at flagermus er de eneste flyvende pattedyr, samt at de spiller en livsvigtig rolle for en stor del af den australske vegetation. Flagermus er nemlig de eneste langdistance bestøvere af blandt andet eucalyptustræer og er derudover med til at holde insektbestanden nede. Det var et spændende og oplysende besøg.
Efter besøget var dagen på hæld, og vi fandt et sted at overnatte.
- comments