Profile
Blog
Photos
Videos
Vi kørte et godt stykke for at komme til Urangan Pier ved Hervey Bay. Dette er 1,2 km. lang mole ud i vandet, hvor der er mulighed for at se stingrays, fisk og skildpadder. Der var kæmpe stimer af små fisk, der svømmer i så tæt flok, at det så helt kunsterisk ud. Vandet blev levende af de hoppende små fisk, hver gang skyggen af en fugl ramte henover stimen. Vi nåede ud til enden, hvor vi også havde set nogle store fisk på vejen. På turen tilbage så vi dog det bedste! En hel flok af små, mørke stingrays, samt en enkelt med hvide pletter. Det var så sejt!
I højt humør kørte vi videre til Bundaberg, hvor vi fik booket os en tur til at se skildpaddeunger udklækkes på stranden den efterfølgende aften. Den varme eftermiddag sluttede med et visit hos sodavandsfabrikanten The Bundaberg Barrel. Selve rundturen var kedelig og halvhjertet. Vi var derfor igennem på ganske kort tid for at få de afkølende smagsprøver af deres seksten forskellige sodavand og cider. Herefter kunne man udvælge seks af sine favoritter til at tage med sig hjem - vores absolutte favorit var Ginger Beer. Det bliver dejligt at have til de varme dage:)
Vi kørte ud til et gratis campsite i nærheden, hvor vi brugte den sidste rest dagslys til at gå en tur i regnskoven, samt at få lavet os noget aftensmad.
Næste morgen kørte vi ud til Mystery Rocks, som er et lille område med kraterlignende huller. Forskere har ikke kunnet finde en forklaring bag stenformationen og man hører derfor om de forskellige teorier. Lige fra de sandsynlige muligheder om metoritregn til kæmpemæssige dinosaurfodspor og aliens :)
Vejret var blevet rigtig hedt, så vi tog ned i botanisk have for at spise af den enorme vandmelon, som KP gladeligt havde valgt:) Vi gik en tur igennem haven, hvor vi nød at se skildpadderne i vandet. Vi kaldte den ene "Plaske", da en af skildpadderne plaskede rundt nedenfor os:)
Efter botanisk have fandt vi en campingplads, hvorefter vi gik ud til Bundaberg rum destilleriet. Turen bestod af tre dele.
Første del var en selv-guidet tur i deres museum omkring bryggeriets historie. I de 125 år Bundaberg har eksisteret, har det brændt til grunden to gange. Ved den ene brand løb en stor del af deres rom ud i den nærliggende flod. Byens beboere hentede derfor spande og flasker af fortyndet (og mudret) rom fra floden:D Hvad gør man ikke, når det er gratis:D
Den anden del var en guidet tur gennem destilleriet, hvor processerne blev forklaret undervejs. Under rundturen, fik vi mulighed for at smage molassen, som smagte godt af lakrids.
Tredje del var den bedste - Nemlig to store smagsprøver af deres udvalg af rom. KP skulle selvfølgelig have rommen ren, imens Maiken først fik en drink med Ginger Beer, samt en lækker dessertlikør med fløde på toppen. KP fik på grund af sin charme, tilbudt en ekstra drink. I godt humør, slentrede vi tilbage til campingpladsen, hvor vi hyggede og fik svømmet i poolen.
Om aftenen lige før mørkets frembrud, ankom vi til Mon Repos Regional Park for at se Loggerhead skildpaddeungerne. Da vi havde booket sent kom vi i femte og sidste gruppe til at komme ned på stranden. Ventetiden brugte vi på stedets museum og national geograhpic dokumentar omkring skildpadder. Her fik man mange gode facts, som at skildpadderne kan orientere sig gennem jordens magnetfelter. Derudover vokser de kun 3cm. årligt og de starter først med at formere sig når de når en alder på omkring 30 år.
Efter 3½ times venten var det endelig vores tur. Vi gik spændte ned på Mon Repos strand og fandt frem til skildpaddereden. Desværre havde skildpaddeungerne allerede forladt reden. Dog gravede en ranger ned i det dybe hul i sandet for at hente de loggerheads skildpadder op, som ikke havde lykkedes i at komme op ad reden. De er så utroligt små og søde. Her på det mørke og varme sand på Mon Repos strand, udklækkes der primært hunskildpadder. Skildpaddernes køn er nemlig afhængig af temperatur. På de køligere strande vil der derfor udklækkes flest hanner.
Et par af skildpadderne blev vist frem og her var stemningen ikke helt som forventet. Der blev taget billeder med kraftigt lys, så man blev helt blændet. Derudover var gruppen så stor, at vi havde svært ved at høre hvad rangeren sagde. Vi kunne mærke at det ikke helt faldt i vores ånd at opleve naturen på denne måde. Dog fik vi det bedste ud af det.
Man fik mulighed for at mærke de små skildpadder, som er overraskende stærke. Efter at alle ungerne var gravet op, stillede hele gruppen sig i en række ned mod havet, hvor de små unger blev sat fri. Her kunne vi observere sildpadderne søge ned mod havet - efter mange omveje og sommetider i den forkerte retning. Under denne proces er det vigtigt at skildpaddeungerne ikke generes af lys, da de som nyudklækkede søger mod den laveste lyskilde i horisonten. Kunstig belysning kan derfor gøre skildpaddeungerne desorienteret - endda selv lyset fra byerne. Vi så skildpadderne begive sig ud i bølgerne og forsvinde. Herfra svømmer de ud mod det åbne hav og svømmer hele tre dage uden pause. De små skildpadder driver med strømmen til Sydamerika og der går op mod 20 år af deres liv, inden de igen vender tilbage til Australiens kyst.
Vi var heldige og fik derfor igen muligheden at se skildpaddeungerne blive reddet ud ved to reder, inden vi sent om aftenen tog tilbage til campingpladsen for at sove.
- comments