Saa er der nyt fra mig her i det sydamerikanske. Dette indlaeg kommer primaert til at handle om Merida.

Efter vores besoeg i Lodgen i Orinoco Deltaet tog vi tilbage til vores camp for at slappe lidt af og goere klar til Merida. 15. januar besoegte vi nabobyen til Playa Colorada, Cumana. Her legede vi turister for en dag og var b.la. paa musuem (til afveksling for al vores adventure), paa en borg og ved kysten for at smage lokal seafood.

17. jan: Dagen startede med en frisk loebetur op i vildnisset modsat stranden. Der gaar en lille bjergvej op gennem en lille lokal landsby, hvorefter vejen bliver til sti, som senere naesten ophoerer. Jeg naede toppen af vores lille bjerg her og har vist fundet en vej rundt paa toppen af nogle bjergkamme - det maa jeg udforske naermere naar vi kommer tilbage engang i starten af februar.
Efter laekker morgenmad lavet af vores kokke-dame Carolina drog vi mod Merida. Turen foregik i en luksusbus hvor saederne kunne laegges naesten helt ned. Det var dog ikke nok til at jeg kunne sove i bussen, hvorfor turen blev meget lang. Vi tog afsted torsdag middag og var foerst fremme fredag kl 10 om morgenen - altsaa en tur paa 22 timer. Jeg fik ikke sovet overhovedet, saa jeg var paent traet resten af fredagen.
Vi blev indlogeret 5km uden for byen, lidt oppe i bjergene (1800m mod 1550 i byen). Et hyggeligt lille hostel beliggende paa en mark som (bortset fra de omkringliggende bjerge) ligesaa godt kunne have ligget i Dk. For foerste gang paa turen fik vi vaerelser og kunne sove indenfor - det var egentlig meget rart. Det var selvsagt en del koeligere her end hvad vi indtil videre havde vaeret vant til. Maks. temp paa 22-23 grader og kun en 16-17 stykker om natten.

Om loerdagen startede vores program her i Merida. Det er tilrettelagt saadan, at vi starter ud med hvad man kan kalde det mindre vilde og slutter med det helt vilde. Loerdagen bestod saaledes af en omgang canopy. For dem der ikke hvad det gaar ud paa, kommer her en lille forklaring: Liner er mellem traer spaendt ud saa man kan svaeve fra trae til trae 10-50m over jorden. Aktiviteten foregik lidt oppe i bjergene hos et lille familie-ejet foretagende. De var vaeldig flinke og efter tjek af udstyr mm gik turen yderligere op ad en meget stejl og smal vej (standard bjergvej her i Venezuela). Selve turen rundt mellem traerne var vaeldig sjov, men ogsaa praeget af en del ventetid fordi kun en kunne svaeve ad gangen. Vi havde 9 svaev fra trae til trae, som tog ca. 4 timer. Senere paa dagen var der dog stor enighed om at det havde vaeret sjovt trods ventetiden.
Senere samme dag tog vi ned til byen med vores guide Yuru for at oeve vores spansk og snakke med tilfaeldige folk. Det var yderst sjovt og udfordrende og en god afveksling fra tavle-undervisning.
Om aftenen stod den paa udforskning af Meridas natteliv. Efter lidt opvarmning i campen tog vi vores nu vilde partybus ned til byen. Efter et bar-besoeg som var mindre vellykket kom vi ind paa et stort diskotek med 2 etager. Virkelig flot og moderne i forhold til standarden hernede. Her blev vi og dansede med de lokale hele natten. Kulturen her er meget anderledes i forhold til hvad vi er vant til. Hernede, selv paa et diskotek danser man pardans.
Saa det var ud paa dansegulvet, byde en dame op til dans og saa ellers finde de ikke-eksisterende salsa-rytmer frem. Det fik vi rigtig meget sjov ud af. Efter et par forsoeg fandt jeg en meget taalmodig pige, som laerte mig hvordan man danser i Venezuela.

Soendagen stod paa toemmermand og paintball om eftermiddagen. Sikkerheden er, som med saa mange andre ting, ikke nogen prioritet hernede. Banen bestod af nogle forhindringer paa en 75x30m bane med net til kun den ene side (tilskuersiden).
Jeg kom paa hold med Christian (vores guide), Magnus og Malin. Vi nailede modstanderne med 4-2 og foelte os rigtig Rambo-agtige. Vinderne skulle pludselig spille mod et lokalt hold som viste sig at vaere nogle rigtig snydekale. Normalt raekker man en haand i vejret som tegn paa at man er skudt og ude af spillet, men disse gutter spillede bare videre og stoppede foerst naar de havde gennemhullet en totalt med kugler. Pludselig gjaldt det liv og doed (naesten) og med gtod taktisk snilde formaede vi faktisk at slaa dem i en runde.

Om mandagen tog Magnus, Malin og jeg med Christian og Yuru i fitness-center. Som en af de foerste ting hernede, ligner det danske forhold.
Efter fitness havde vi igen spansk hvor vi denne gang fik smaa opgaver der skulle loeses. Opgaverne kunne lyde: Find 5 laeger, 5 bosiddende i Caracas eller spoerge mindre boern hvilken klasse de gaar i. Med vores meget sparsomme spansk kaempede vi os igennem og fik snakket lidt med folk. De er alle meget venlige og imoedekommende naar de ser, at der er turister i naerheden.
Om eftermiddagen tog vi lidt ud af byen for at paraglide. Koereturen derud var virkelig udfordrende for vores bus, som trods alt ikke er nogen 4x4. Op ad de hidtil stejleste smaa grusveje kom vi dog. Maria blev daarlig paa vej op og det maatte jeg tage skylden for. Jeg havde nemlig bedt Yuru om at tage den "sjove" vej op. Oppe i 1900m's hoejde, hvor der for oevrigt var en virkelig flot udsigt over Merida og de omkringliggende bjerge. Vi blev delt op i 4 hold med 4 personer for hver drage og jeg var den sidste paa mit hold. Da det endelig blev min tur, var spaendingen faldet lidt pga. ventetiden og responsen fra de andre. Det var imidlertid en sjov oplevelse at loebe ud over kanten af et bjerg 500m over byen og bare svaeve derudaf som en fugl. Jeg fik taget en masse gode billeder og virkelig nydt turen, der vel varede en 15-20 min. Jeg fik pludselig at vide, at vinden ikke var tilstraekkelig til at lande paa toppen af bjerget igen, saa vi maatte lande nede paa en mark naer bjerget. Sammen med 2 andre gik jeg, i tusmoerke med piloten tilbage til firmaets udgangspunkt, et lille hus med laekre saekkestole. Mens vi ventede paa de andre, saa vi vores billeder og video (som piloten havde taget).
Vi naade foerst hjem lidt efter 20 efter en meget lang og begivenhedsrig dag - nok den bedste so far.

23. janaur skulle vise sig at blive turens hoejdepunkt so far - det var nemlig pendulum-dag! Pendulum er en afart af bungyjump, hvor man hopper ud fra en platform og svinger ned under den. I merida hopper man ud fra en bro midt i byen fra en lille platform der er gjort fast til broen. Jeg havde meldt mig som 1. mand til at proeve og fik hurtigt udstyret paa. Egentlig ikke nervoes, bare lidt spaendt. Da jeg kravlede over raekvaerket, naermede mig kanten og kiggede 40-45m ned paa en flod med masser af klipper i midten fik jeg dog lidt (laes MEGET) kilder i maven. Paa ingen tid havde der samlet sig hobevis af tilskuere og en bus var stoppet midt i trafikken lige bag mig for at se springet. Efter at have kigget frem og ned et par gange, tog jeg mod til mig og sprang. Med det vildeste sus i maven faldt jeg ca. 35m og svingede rundt under broen. Hold da kaeft! Saa har man ogsaa sprunget ud fra en bro helt frivilligt :) Et par minutter faegten med alverdens liner og karabinhager daempede adreanalin-niveauet en smule, men da jeg kom ned paa fast grund var jeg stadig helt hoej og oppe at koere.
Efter at have set de andre springe (paa flottere vis end mig) havde jeg aabenbart ikke faaet nokt. Jeg var ikke helt tilfreds med udfoerslen af hoppet, saa op paa "planken" igen, kig frem, ned, frem og saa ellers hoppe (denne gang med hovedet foerst). Det var lige saa ubeskriveligt vildt anden gang, hvis ikke mere - hold nu op!

En anden sjov historie fra samme dag skal i da ikke snydes for. Vi var inde i centrum for at have endnu en interaktiv spansk-time. I gruppe med Michelle fik vi til opgave at finde en bestemt ting og smage den. Efter et kig i ordbogen blev vi enige om, at det nok var en juice eller anden drik. For at faa lys over sagen gik jeg resolut hen til en aeldre mand paa gadehjoernet og spuergte om denne drik. Han smilede stort og inden for 20 sekunder havde han fundet netop den flaske sprut frem vi spurgte om, skaenket 2 glas og rakt dem frem mod os. Helt perplekse tog vi imod den og smagte paa en aldeles forfaerdelig rom. Hvad er oddsene lige for en saaden episode??

Dagen efter pendulum-dagen, d. 24. januar kom Magnus, Jakob, Marie og jeg, trods en del toemmermand fra en ret vild bytur faa timer forinden op paa en mountainbike, som jeg kaekt dagen inden havde arrengeret at leje, inklusiv en guide (der vidste jeg ikke at vi skulle i byen til den lyse morgen). Med vores utrolig venlige, ca. 150cm hoeje guide som jeg ikke kan huske navnet paa begav vi os ud paa en 3t lang cykeltur gennem smaa hyggelige, smaa landsbyer, paa bittesmaa veje eller grusstier med trappetrin overalt. En vaeldig hyggelig tur der endte med at tage pippet fra os alle, ikke kun pga. toemmernemaendene.

Saa er der ikke mere for den 25-oere!
Naeste gang kommer det til at handle om vores bestigning af Pan de Azucar, ogsaa kaldt sukkertoppen. Det skal i glaede jer til.