Fra Ocotal næste morgen var Lisas og min plan så hurtigt som muligt at komme til Utila i Honduras, en ø ud for østkysten. Vi vidste at det var en lang tur, men hvor lang den skulle vise stod at blive, havde ingen af os forudset. Der er ikke voldsomt meget at se i Honduras, så der kan godt være ret langt mellem hvert "stop", i modsætning til Panama eller Nicaragua - og det specielt når man tager kyllingebusser som vi gjorde. Desuden er det mellemamerikas farligste land - enhver backpacker fra en af nabolandene synes at kunne fortælle rædselshistorier om oplevelser i Honduras, selvom de nu ikke selv har været der.
Første tydelige forandring da vi kom over grænsen til Honduras var ikke menneskenes udseende, men nærmere backpackerne - eller rettere sagt manglen på dem. Der skulle rent faktisk vise sig at gå hele 3 dage før vi så den første hvide mand.
Vi ankom midt på dagen til Ocotal efter problemfri grænseovergang, men så hobede de sig også op. Da vi ankom til hovedstaden Tegucigalpa (som har mange områder hvor man ikke kan rende rundt som Hvid gringo) anede vi ikke hvor vi blev sat af. Der er ingen central busterminal, hvilket gør det utrolig uoverskueligt at skulle videre med ny bus. Vi havde ingen planer om at blive i byen længere end nødvendigt.
Desværre viste det sig at vi var blevet sat af adskillige kilometer fra centrum i en skummel del af byen. Vi var derfor nødsaget til at betale en taxichauffør i dyre domme for at komme ind til centrum, noget der bestemt ikke passer en backpackers budget!
Vi fandt ingen ATM og havde derfor kun dollars til at betale, hvilket gjorde det hele endnu dyrere. I al hast fik Lisa købt frokost ind, mens bussen var ved at køre fra hende med mig og al bagage.
Nogle timer senere, lidt mere rolige og mætte, blev vi sat af på panamericanaen (motorvejen) og fandt dagens sidste bus til en lille by, hvor vi ville overnatte. Her fandt vi endelig en ATM, men den virkede selvfølgelig ikke og vi var efterhånden ret desperate efter at få fat i nogle penge. Til al held fik jeg dog vekslet 50 dollars i et apotek (ja, du læste rigtigt). De dollars har virkelig reddet os nogle gange og det skulle ikke blive sidste gang.
Vi fandt et billigt hotel og fik os en enorm lækker gang gademad. Som noget nyt stiftede vi bekendtskab med baleadas. Baleadas er en lille tortilla der bliver direkte håndlavet på panden, som regel i et udendørskøkken og fyldt med flydende bønner, æg, kød, guacamole og andet godt. De koster mellem 50 og $90c afhængig af indhold og mætter fantastisk. Det var mere eller mindre vores kost de næste 5 dage.

Hele næste dag gik med 4 forskellige kyllingebusser, som altid proppet med lokale, rissække, kyllinger og andet habengut. Selvom det virker meget at sidde 2 dage i busser, kedede vi os sjældent, da der altid er noget at se på og observere. For ikke at nævne det ofte spændende og meget varierede valg af musik der brager ud af de splinternye højtalere i en ellers 30-årig gammel, faldefærdig bus.
Desværre missede vi den sidste færge fra havnebyen La Ceiba og ud til Utila, så vi måtte blive en nat i denne noget skumle og beskidte by. Efter kl 19 forsvandt alle mennesker fra gaden, hvilket ikke er det bedste tegn. Vi MÅTTE dog ud og have aftensmad efter ikke at have spist siden middag. Flere baleadas...
Utila næste dag var en anden verden. Efter at have bandet og svoret over den latterligt dyre færge derud ($27 one way, hvilket er 10 gange dyrere end en tilsvarende i Nicaragua) og endelig fundet "The gringo trail", blev vi straks blown away, i bogstaveligste forstand. Alle backpackerne blev overfaldet af agenter for forskellige dykkerskoler. Det meste på denne ø handler om dykning og der er stor konkurrence, hvilket gør det til verdens billigste sted at tage PADI-certifikat.
Øen er ganske enkelt fantastisk og det mærkede vi fra første øjeblik. Kun én hyggelig hovedgade hvor det vrimler med dykkerskoler, gadekøkkener og hostels. Vi fandt Utila Dive Center det mest attraktive og eftersom Lisa skulle dykke, fik vi 2 nætter på deres tilknyttede hostel for kun $4 pr nat. Og hvilket hostel, faktisk nærmere et hotel. Vi havde den lækreste pool, en balkon med hængekøjer, små lækre 4-mands dorms og en lækker bar/restaurant - kort og godt ganske luksus efter 3-4 dage på farten!
Med en altid stram plan gik vi ved ankomst en tur langs promenaden og lidt ud af byen, til stranden. Hvilken strand! Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg nogensinde havde set noget lignende. Azurblåt, roligt hav, smal strand med hængekøjer spredt ud mellem palmerne og det lækreste sand. Vi var kommet til paradis!
Senere på eftermiddagen tog Lisa ud at dykke og jeg var med på båden for at snorkle. Der var rigtig god stemning på dykkerbåden og man kunne virkelig mærke hvordan alle brændte for det de gjorde. Kaptajnen var en af de lokale og en sjov fætter. Alle indfødte her på øen snakker engelsk, da de fleste nedstammer fra afrikanske slaver. De har dog udviklet deres egen accent, som jeg blev helt pjattet, lidt ala Bocas Del Toro i Panama.

Selve snorkelingen var fantastisk. Efter at have vænnet mig til at der var pænt store bølger overalt, tog jeg nogle gode dyk og fik set utallige flotte koraller, store og små fisk i farvestrålende nuancer - det var en helt ny verden der gemte sig dernede!
Inden lidt aftenhygge fandt jeg tid til en løbetur, som blev helt magisk. Her kan man snakke om runners high! Søde hilsende mennesker og enestående natur, som jeg aldrig har set det før. Det er næsten umuligt for mig at beskrive, alting var bare "über geil". 17km var piece of cake at komme igennem på trods af varmen.
Til aftensmad spiste vi selvfølgelig flere baleadas. Efter det blev der hygget i hængekøjen med en lille flaske rom, godt selskab og en fabelagtig udsigt.
Næste dag stod i dykningens tegn. Min nysgerrighed var blevet vakt dagen før og nu skulle det prøves. Der var ikke tid til et fuldt certifikat, så jeg tog blot et enkelt dyk med en instruktør. Jeg blev først afhørt i en masse teori inden den praktiske del gik igang. Så stod den på lidt træning i vandet omkring dykkerskolen og dernæst var det ombord på båden og afsted med de andre dykkere. Der er altid briefing og debriefing på båden og en god stemning - man føler sig nærmest som del af et team der skal ud i det ukendte og udforske.
Lisa var taget med og skulle snorkle, dog primært for at tage billeder af mig. Da vi nåede vores location i ikke så få og voldsomme bølger blev jeg gjort klar med våddragt, vægtskiver, maske og tasken med ilttank og andet udstyr. Efter få minutter lå vi i vandoverfladen og gjorde klar til nedstigning. Vi tog det stille og roligt da mine ører plejer at være mindre glade for at komme mere end et par meter under vand. Efter flere forsøg og en del trykken og udligning i ørene nåede jeg dog ned på en 8-10m, hvor der virkelig var noget at se. Alt hvad jeg havde spottet lidt fra afstand, snorklende dagen før, var nu helt tæt på og inden for en armslængde. Fisk i alle farver, kæmpe koraller og planter - kort sagt helt fantastisk. Jeg har aldrig før set så azurblåt og smukt et hav som her, så jeg var helt i ekstase det meste af tiden.
Efter hvad der føltes som 10 min var tiden gået og vi var med hastige skridt på vej op igen. De andre dykkere var også helt vilde med forholdene her på Utila. Vi blev sejlet hen til næste spot hvor de andre tog et dyk mere, mens Lisa og jeg lå og tannede i solen.
Senere på dagen fik jeg lokket Lisa med på løbetur langs en helt fantastisk strand, ikke ret bred men med roligt vand, palmer overalt og en masse hængekøjer at slappe af i. Hvis ikke dette var paradis, så ved jeg ikke. Aftenen stod på mere afslapning i hængekøjen..

Næste morgen besluttede vi at tage tilbage til fastlandet for at nærme os Guatemala og Copan ruinerne på grænsen mellem Honduras og Guate. Inden nåede jeg dog endnu en løbetur i det fantastiske terræn på øen, denne gang var jeg dog ved at overophede.
Farvel til en fantastisk ø og videre til næste attraktion, Copan...