Den 20. marts om formiddagen nåede jeg den nicaraguanske grænse ved Peñas Blancas. Efter at have betalt den vanvittige sum af $12 for at få lov til at komme ind, blev jeg straks antastet fra højre og venstre med tilbud om busser. En fyr viste mig over til alle busserne, som så var TICA busser og andre nationale, private selskaber, der koster ca 10x så meget som kyllingebusserne. Jeg fandt dog over til den "rigtige" busterminal hvor der absolut ingen andre gringos var og følte mig pludselig lidt alene. Det hele var lidt overvældende og nu når jeg ser tilbage nogle dage efter, ser jeg hvorfor. Det fungerer sådan ved en enhver terminal at buschaufførens hjælper, der samler penge ind og har styr på bagagen på taget mm, råber destinationerne på sin bus så højt han kan. Forestil dig så 20 hjælpere der råber på samme tid, alt imens buschaufførene trykker hornet i bund og gasser vildt op inden de afgår, så der er sort os overalt. Oven i hatten er man ved at blive overfaldet af folk der sælger alskens mad og drikkevarer, både udenfor og inde i bussen. Alt dette lagt sammen giver en temmelig hektisk oplevelse, men som jeg nu har fundet ud af, er de her kyllingebusser nærmest indbegrebet af Mellemamerika. Så jeg har lært at nyde det og se det mere som en oplevelse end transport. På den måde bliver det en hel rejse at køre rundt med kyllingebusser og opleve landet gennem ruderne på disse gamle, ofte totalt nedslidte amerikanske skolebusser. Jeg kom af bussen i rette tid efter at have nærstuderet samtlige skilte vi havde kørt forbi vi noget tid. Planen var at tage ud til Isla De Ometepe, som er en ægte Robinson Crusoe ø med masser af jungle og to store vulkaner. Straks da jeg ankom til færgelejet faldt jeg i snak med Liza fra Tyskland og Charly og Kasper fra henholdsvis Berlin og København. God start på Nicaragua! Turen derover var mægtig flot og vulkanerne blev ikke mindre imponerende, ses tættere vi kom på dem. Ved ankomst fik vi os en god frokost og noget koldt at drikke. Det var nemlig rimelig lummert, vel en 33-34 grader med bagende sol. Turen gik til den anden side af øen ø, selvfølgelig med kyllingebus og vi følte allerede at vi havde set en masse da vi nåede frem. Efter en del diskuteren frem og tilbage, endte vi med at tage imod et tilbud fra en fyr som ville køre os ned til Santa Cruz, hvor der tilsyneladende skulle være mere at se og flere backpackere. I en lille jeep var vi så 6 voksne plus fyrens lille søn på en 5-6år og al vores baggage. Jeg er glad for at jeg havde min i skødet og ikke oppe på taget (for de kunne ikke spændes fast deroppe, men sad bare i klem). Der var en ret mørk køretur, da det efterhånden var blevet aften, så jeg vi havde en smuk stjernehimmel at se op på. Efter at have set det første hotel han foreslog anede vi at han fik kommission, så vi takkede nej tak og betalte for køreturen. Herefter begav vi os med pandelamper længere op ad vejen og fandt os et andet sted at bo, kaldet Las Marias. Ejeren var en sød ældre dame og vi følte os rigtig velkomne, selvom vi ankom så sent. Allerede næste morgen fik jeg udforsket lidt af øen på en morgentur. Det var en ganske anden verden der mødte mig her i forhold til mine dage i Panama og Costa Rica. Små fattige landsbyer med de sødeste mennesker der altid hilser og børn der råber "hola, hola!". Jeg kan huske hvordan jeg tænkte at "her kunne jeg bruge lang tid" (på øen red.). Efter inspiration fra et fransk par, besluttede Lisa og jeg at vi da skulle ud og køre motorcykel. På den måde kunne vi hurtigt komme rundt omkring, samtidig med at få lidt vind i håret. Inden længe sad vi på hver vores motorcykel, jeg lidt nervøs for hvordan det skulle gå. Det var jo trods alt en lidt vild oplevelse for et år i siden i Bolivia, da jeg for første gang kørte rundt på sådan et dyr. Ikke desto mindre startede vi roligt ud og efter lidt kyndig instruktion fra Lisa kørte det som smurt. Der gik dog ikke længe før asfalten hørte op og jeg kom på prøve. Grus jo, det går fint nok, men når der er store klippestykker og halve meter dybe huller overalt, skal man altså være lidt oppe på dupperne! Første stop var et vandfald, som skulle være værd at se. Vi betalte lydigt indgangen for både os selv og cyklerne, men fik så til gengæld lov at køre halvdelen af vejen op på en fed grussti, der til tider var ikke så lidt udfordrende. Op kom vi hvor der ventede os et lækkert, velfortjent bad i vandfaldet, som nu også var ganske flot. Men føj hvor var der altså varmt! Det var her Lisa foreslog at vi rejste sammen videre, da vi klingede rigtig godt sammen og havde noget af den samme rejsementalitet. Jeg måtte i tænkeboks. Hendes plan om at se det meste af Mellemamerika på få uger lød noget ambitiøs i mit hoved, men hvis der er noget man kan kalde hende, så må det være ambitiøs. På denne dag havde hun 15 dage tilbage af sin tur og skulle nå at se Nicaragua, Honduras og Guatemala. Det tog mig ikke længe at sige ja, for jeg kunne jo altid rejse tilbage og få set de ting som vi ikke nåede sammen. Videre gik det rundt om øen, syd om volcan Maderas og igen nordpå på nogle af de dårligste veje jeg længe har set - hvis man da overhovedet kan kalde det veje... Der var meget lidt trafik på den sydlige halvdel af øen, hvilket nu er ganske forståeligt. Da vi mødte den lokale kyllingebus var det med åben mund og polypper - hvordan den formår at passere disse bakker og sving med gigantiske klippestykker overalt er over min forstand, men den kom altså bumlende lige imod os, ikke desto mindre. Vi fortsatte vores færden rundt på Nordøen og glemte helt at spise i ren begejstring over farten og alle oplevelserne. Gennem små landsbyer, små vandfald langs vejen og med et mål om at nå hele øen rundt inden dagens var omme. Det skulle vise sig at være ret ambitiøst, men med lidt ekstra gas på de sidste 20km nåede vi tilbage til udgangspunktet, næsten til tiden. Gad vide om de giver fartbøder her i Mellemamerika? Ud fra mine erfaringer so far tror jeg mit svar må være nej... Næste dag var det allerede videre til næste destination som led i Lisas ambitiøse ruteplan. Vi tog afsked med Kasper og Charly, som vi havde mødt på båden. Kasper formåede på det tidspunkt at tage huden af fra hals og ned, som var det en gummidragt han havde på. Der var vist brugt liidt for lang tid i solen. Ved middagstid nåede vi Grenada, en hyggelig kolonialby med flotte bygninger og brostensbelagte gader. Vi brugte en times tid på at sluge alle de mange indtryk fra byens flotte Plaza inden vi tog videre til Leon, en anden kolonialby længere nordpå. Det var en lidt længere tur end forventet og vi ankom først godt hen på aftenen, da der var blevet mørkt. Her begik vi første fejl. Trætte og ligeglade tog vi det første og bedste hotel, 10m fra hvor vi blev sat af. Billigt var det da, men også den mest horrible dobbeltseng hvor kun halvdelen reelt var mulig at ligge på. Lesson learned! Dagen efter var målet grænsen til Honduras, men vi nåede kun til Ocotal, et par timer fra grænsen. Her fandt vi til gengæld et hyggeligt hotel endnu billigere end dagen før og tog på restaurant om aftenen. Det var reelt mere en bar og selvom det var mandag og klokken kun var 20, var der allerede fuld gang i festen. Der var både liveband på og folk dansende omkring vores bord. Vi forkælede rigtig os selv med god mad og drinks og fik en regning dobbelt så stor som vores hotelovernatning, dog stadig under 100 kroner. Det kan mad da vist ikke klage over!

Næste gang kommer det til at handle om b.la. dykkerparadiset Utila, en ø i det karibiske hav uden for Honduras' kyst. Stay tuned!