27. jan

Efter vores fantastiske uge i Merida med adventure naermest hver eneste dag, gik turen videre til Los Llanos liggende centralt i landet.
Afgang tidlig soendag morgen fra vores camp i El Vallecito, Merida. Koereturen tog 9,5t. Man vaenner sig efterhaanden til de lange koereture, utallige hidsige bump og hyppige militaer-tjek med dertilhoerende bestikkelsespenge.
Undervejs krydsede vi Venezuelas hoejest beliggende vej i omkr. 3600m´s hoejde hvor der mildt sagt var p.... koldt. De havde imidlertid en rigtig laekker kage i en lille butik, som gjorde resten af turen lidt mere udholdelig.

Da vi naermede os vores desitnation blev temperaturen gradvis hoejere, luftfugtigheden lavere og vejene stoevede og meget smaa. Langs de utallige km grusveje kunne man i vejkanten begynde at spotte flodsvin i hobevis, Cayman-krokodiller, veraner og maerkelige koer med pukler og alskens fugle med vingefang op imod 1,5m.
Vi ankom til en lille farm i absolut ingenmandsland ved 18.30 tiden og blev straks budt velkommen af den lokale familie og indlogeret i et lille rundt hus med 10 haengekoejer. Temperaturen derinde naermede sig de 35 grader (kl 19 om aftenen), fordi solen hele dagen bager paa det sorte tag.
Efter en absoulut sublim aftensmad (nok den bedste paa turen so far) serveret af rigtig soede kokke-koner gik vi paa hovedet i seng for at vaere klar til de naeste dages eventyr.

Den efterfoelgende formiddag stod paa en, for os, uforstaaelig og kedelig gaatur rundt i den omkringliggende natur. Ricardo, den af vores guider der er mindst fortaellende og sympatisk kunne ikke rigtig forklare formaalet med turen. Vi gik en 2-3km i stegende hede for derefter pludselig at vende om og gaa tilbage igen.
Eftermiddagen skulle vise sig at blive vaesentlig mere spaendende. Sammen med 2 lokale cowboys, Ricardo som chauffoer og Rafael (vores normale chauffoer) drog vi i vores minibus ud i bushen ad lange lige (og utrolig ujaevne) grusveje. Da vejen paa et tidspunkt blev for ufremkommelig, drejede vi ud paa savannen for at koere paa graesset istedet. Det betoed dog at vi regelmaessigt maatte krydse stoerre og mindre vandhuller fyldt med smaa baby-caymans som desperat forsoegte ikke at blive koert over. En enkelt gang var vandhullet for stort til at krydse med folk i, saa vi maatte vandre over i bare taer og haabe ikke at traede paa en krokodille.
Det erklaerede maal med turen var at fange en anakonda. Cowboys´ne gik rundt ude i vandhullerne i gummistoevler, stikkende ned i vandet med en lang pind. Stikker man i noget haardt er det blot bunden, men rammer man pludselig noget bloedt, er det i 9/10 tilfaelde en anakonda. I et saadant tilfaelde er det ned med grabberne i det mudrede vand og haabe at man faar fat lige bag hovedet, saa man kan traekke dyret op paa land uden at blive bidt og spist. At vi ikke selv fik lov til at proeve at fange dem forstod vi godt, saa vi stod blot taalmodigt paa kanten og ventede.
Efter 1,5t forgaeves jagt maatte vi give fortabt og vende snuden hjemad. Siddende paa taget af bussen, koerende gennem praerien med de 100vis af dyr i vejkanten, solnedgangen i horisonten, god musik ud af hoejtalerne og kaempende for ikke at falde af - saa bliver livet altsaa ikke meget bedre! Den koeretur hjem bliver i hvert fald sent glemt.

Til morgenbriefingen om tirsdagen med endnu en laekker gang bestaaende af, for mit vedkommende, 16 laekre pandekager (mums!) fik vi dagens program opridset: Flodsafari i floderne i omraadet og senere en fisketur. Efter en MEGET stoevet koeretur (det med at lukke doeren til bussen bruger de ikke saa meget hernede), naaede vi hen til floden hvor der laa en fin 15m land traebaad parat. Efter en del startproblemer kom vi igang, og der gik ikke lang tid foer vores kameraer blev roedgloedende. 100'vis af caymans og alligatorer laa i vandkanten og solede sig. Da vores motorbaad naermede sig, hoppede de, til nogle af pigernes store skraek, i vandet, tilsyneladende for at angribe baaden. Det viste sig dog, at de var bange for larmen og dykkede under vand. Alverdens fugle floej rundt om os, store som smaa. Specielt lagde jeg maerke til en lille en af slagsen, som, naar den aldres, skifter farve. Den starter som graa/sort, bliver senere lilla, orange og ender som den flotteste roede fugl jeg laenge har set.
For at give vores kameraer lidt ro paa, stoppede vi for at holde en lille pause. Vi fik lov til at hoppe i vandet og koele os lidt ned - det var saerdeles veltraengt da det er forholdsvis varmt at sidde og stege i solen i 32-33 graders varme. Ingen af os blev bidt af krokodiller eller andet kravl, men vi maerkede sommetider noget glide hen over huden for hurtigt at forsvinde igen. Behoever jeg at naevne, at det var en smule graenseoverskridende!?

Eftermiddagens fisketur blev ikke den store succes for mit vedkommende. Jeg fangede nada paa ca. 3t. De andre fangede heldigvis et par piratfisk eller 3 hver, saa aftensmaden var da i hus. Endnu engang fik jeg lov til at sidde paa taget og nyde den fantastiske solnedgang - den udsigt vaennner man sig altsaa ikke lige til!
Aftensmaden bestod, ikke overraskende, af piratfisk. Naar foerst de er pillet for ben, er det ren gourmetmad. Vores cowboys havde fanget tilstraekelig mange til at vi blot kunne spise loes. Me gusto mucho!

Efter den efterfoelgende morgen at have loebet en lille tur paa 8km, skulle vi ud at ride paa heste, naturligvis paa aegte cowboy-maner! Brems saadan og saaden - det var instruktionen inden vi satte os op paa hestene for at ride derudaf. Skidesjovt at proeve, men det store hestemenneske bliver jeg nok aldrig. 1 minuts galop var i hvertfald nok for mig !

Eftermiddagen stod endnu engang paa anakonda-jagt. Denne gang havde vi mere held med os og der gik ikke 10min foer slangen var lokaliseret. Efter forholdsvis stort postyr med at hive dyret op paa land kunne vi gaa hen og holde den. Det var desvaerre en bette en paa omkring en 3m, men imponerende var den alligevel (de findes i stoerrelser fra 2-12m her). Vi fik taget et par gode billeder, inden den igen blev sendt ud i vandet.
Som et lille ekstra krydderi paa en ellers forrygende dag tog vi ogsaa paa aften/natte-safari. Vi koerte ud i bussen til et sted naer et stoerre vandhul og taendte vores pandelamper. Foran os kunne vi se et sandt lyshav af cayman-oejne, sikkert undrende sig over det pludselige skarke lys. En cowboy og Rafa (vores chauffoer) fik hurtigt nappet en og bragt den ud paa vejen. Vi fik igen lov til at holde den, en ad gangen og tage de saedvanlige billeder. Det var en lille soed en af slagsen paa omkring 1m med den bloedeste mave.
Efter fangsten stod vi og noed den fantastiske stjernehimmel som der er, naar der ikke er rigtig civilisation eller elektricitet i miles omkreds.

Sidste morgen i Los Llanos, d. 30 januar, blev blot brugt paa pakning. Koereturen til vores naeste stop, Choroni, skulle vise sig at blive noget laengere end planlagt. Da vi efter 3-4timers koersel paa grusvejene endelig naede highway et eller andet, var der sket et trafikuheld. At der ikke sker flere af slagsen er endelig et under, naar man taenker paa deres koersel og maerkelige, eller nok naermere ikke eksisterende faerdselsregler. Det er aabenbart ikke usaedvanligt at se cykler, skateboardere og andet godtfolk koerende (i modsat retning!) med biler flyvende forbi med 120km/t. Vi formaaede idag ogsaa at blive stoppet af politet/militaeret hele 3 gange i dag. Sidste gang oversaa Rafael politiets tegn til at vi skulle holde ind til siden, saa vi koerte blot videre. Det endte dog i en heftig og hasarderet jagt for at indhente os i den saerdeles taette traffik. De de endelig naede os og fik stoppet bussen, var betjentene bestemt ikke glade. Efter en laengere diskussion endte vi med at give dem et ukendt antal bestikkelses-penge for at Rafa ikke skulle en tur med paa politistationen.
Ved 19-tiden naaede vi endelig nabobyen til Caracas, Maracay. Her hoppede Yuru (vores absolut bedste og mest kompetente guide) paa med et stort antal indkoebsposer til de naeste dage.
Vejen fra Maracay til Choroni var intet mindre end vanvittig. Egentlig ligger byerne under 20km fra hinanden, men der er saa lige et bjerg at passere paa vejen. Paa smalle og MEGET stejle grusveje, hvor vi flere gange lavede hjulspin og begyndte at trille ret saa hurtigt den forkerte vej, vel og maerke i bulderravende moerke og taet taage naaede vi toppen i 1600's hoejde efter mere end en times vanvidskoersel. Turen ned af bjerget var mindre vild, og Rafa formaaede endnu engang at klare skaerene og faa os sikkert frem til Choroni. Vi landende ved 22.30 tiden, efter ca. 16t koersel (det skulle have taget mellem 8 og 9), helt udkoerte. En venlig tysk dame der ejede det lille Posada vi skulle bo i, tog friskt imod og uddelte vaerelserne. Derefter var det paa hovedet i seng for endelig at faa en nats soevn med temperaturer under 32 grader.

Vores 4 dage i Choroni maa i vente med at hoere om til naeste blogindlaeg.

Ciao fra Venezuela!