20/2: Bloggen er tilbage. Nu med eventyr fra de enestående tepui-bjerge i det sydlige Venezuela.

Efter at have beundret vandfald og sejlet rundt på floder til den store guldmedalje i Canaima National Park blev vi igen fløjet til Ciudad Bolivar hvorfra turen gik i vores egen bus sydpå. Destinationen hed San Francisco de Yuruani. Inden da gjorde vi dog holdt ved et meget specielt sted. Midt på landevejen, på toppen af et højdedrag fik vi besked på at stige ud af bilen. Her kunne Daniel så fortælle historien om hvordan Jurassic Park er blevet optaget med netop denne baggrund som vi stod og skuede ud over. En gigantisk græsslette med lidt træer her og der så langt øjet rakte - det var næsten lige så man kunne forestille sig dinosauerne gå rundt og græsse.

Hen på eftermiddagen nåede vi San Francisco de Yuruani, en lille landsby med få hundrede indbyggere, midt i det rene ingenting. Her skulle vi campe i nogle dage for at se området og lære lokalbefolkningen bedre at kende. En lille sjov historie knytter sig til dette navn. Vores guide, Yuru, som faktisk hedder Iruani, er opkaldt efter denne by, hvorfor fik han vist aldrig fortalt.

Nu har vi så været her nogle dage og jeg må sige at området er absolut fantastisk. For et par dage siden tog vi på tur rundt i bussen med stop ved diverse vandfald. Man skulle tro vi havde fået nok af det i Canaima, men nej! Få ting er så smukke som et brusende vandfald i naturlige omgivelser. Ligeledes gjorde vi holdt ved en lille flod med en god hældning og en masse klipper i. Der gik ikke lang tid før guiderne hoppede i og kunne glide ned ad de glatte klipper i vandet med ret så god fart på, fuldstændig som en naturlig vandrutschebane. Nogle var lidt påpasselige for helt ufarligt så det nu ikke ud. Ikke desto mindre var det en utrolig sjov forlystelse som endte nede i et lille bassin hvor vandet var næsten stillestående og man kunne lave udspring i. Her brugte vi et par timer på at more os med hinanden og specielt vores chauffør som ikke kunne et pluk engelsk.

Igår var jeg tidligt oppe for at løbe en tur og udforske nærområdet. Den lange lige asfaltvej der gik gennem byen var snorlige og drønende kedelig så jeg slog et smut igennem grusvejene i byen og fik hilst på de lokale der gik noget at grine over. En lille sti blev spottet som kort efter førte til en grusvej, tilsyneladende ud i ingenting. Her fortsatte jeg i de smukke omgivelser et par kilometer til jeg kunne konstatere at vejen kun førte et sted hen - opad! Op og op gik det, til tider i jungleagtig bevoksning på hver side af vejen, men hele tiden med en million insekter på jagt efter mig. Jeg var efterhånden godt træt og vendte om efter en 45min i den bagende sol selvom jeg havde en stor lyst til at fortsætte og se hvor vejen førte hen.
Senere på dagen kørte vi sydpå til grænsen og ind i Brasilien i den lille by Pacaraima. Her blev der shoppet hængekøjer og div andre ting. Jakob formåede ihvertfald endnu engang at slå rekorden i antal indkøbte souveniers på en dag. Kulturforskellen var ret tydelig med flotte veje og nydelige biler UDEN buler og der kunne også anses en smule forskel i ansigtstrækkene på folk. Her var ingen kæmpe knuder i elledningerne, men til gengæld masser af souvenier-butikker, som sjældent ses i Venezuela.

I dag har vi været på besøg hos nogle af Daniels bekendte i landsbyen og set deres levevej. Der blev bl.a. solgt afgrøder i en kombineret butik og restaurant. Vi prøvede at skyde med pile gennem et langt pusterør. Det var ikke nemt og ingen af os kunne hamle op med den 3-årige dreng der viste os hvordan skabet skulle stå!
I morgen starter vi vores længeventede tur til Roraima - en 6-dages vandretur der skal føre os op på toppen af en verdens få fladtoppede bjerge, de såkaldte tepuis.

28/2: Tidligt om morgenen d. 21 februar blev vi kørt af Rafael op til startpunktet på turen. Taskerne blev pakket og fyldt maksimalt, da vi, udover vores normale oppakning selv skulle bære telte, liggeunderlag, soveposer og 70kg mad til deling. Herudover havde jeg selv 15000 ekstra kcal med i form og barer, kiks og andet mad med højt energiindhold. Med 22-23kg på ryggen virkede vores første dags 12km vandretur lige pludselig ikke mere så overskuelig. I smukt landskab som jeg et par dage forinden havde løbet rundt i gik og gik og gik vi. Humøret var højt på trods af den tunge last, men det gik uendelig langsomt, ikke mindst pga vores forventninger. Ud fra beskrivelserne virkede første dag som en rolig dag, men blev i virkeligheden en rimelig strabasserende 5timers tur. De første 2 dage skulle vejen gå mere eller mindre ligeud til vi nåede foden af bjerget. Virkeligheden forholdte sig dog anderledes. Selvom vi på 1. dagen ikke skulle højere op end startpunktet for dagen, gik det, det meste af tiden op og ned ad stejle bakker, som kunne tage pusten fra enhver.
Vi fik fra start selskab af to fyre fra Storbrittanien, som snakkede et lidt sjovt engelsk. De bestak Ricardo for at han skulle fungere som guide og de kunne få lov til at komme ind i parken. Derfor gik de med os det meste af tiden med AL oppakning selv, dvs. også gryder og pander, som vi faktisk havde en kok til at bære.

Vi nåede vores camp første eftermiddagen, slog telte op og fik endelig en stor velfortjent frokost. Der var overraskende god stemning i truppen, også selvom det var hårdt at arbejde at gå med den tunge taske på ryggen. Jeg udnyttede at vi havde lidt pause fra gerninger som madlavning, opvask og andre praktiske opgaver til at løbe en tur i det vilde terræn omkring campen. Det var svært at bevæge sig uden for stien så jeg endte med bare at løbe op mod Roraima, som tårnede sig majestætisk op og blev mere og mere vild at se på, des tættere jeg kom på.

På trods af den primitive rejseform når man vandrer, fik vi generelt fine måltider og man kunne regne med at blive mæt (indtil maden var ved at slippe op, oppe på Roraima).
Vi gik tidligt i seng for at følge døgnrytmen og stå op når der bliver lyst igen. Natten forløb uden de store søvnproblemer, selvom mit meget tynde liggeunderlag ikke giver meget støtte - det er faktisk næsten som at sove på jorden.
2. dagen var noget hårdere end 1. dagen, da vi nu kom tættere på mastodonten af en klippe og det blev gradvis stejlere. Denne dag fik vi lov til at gå lidt mere som vi havde lyst til, dvs i mindre grupper i hver sit tempo. Sammen med Malin nåede jeg op som den første til campen der er placeret få hundrede meter fra klippevæggen der går nærmest lodret op. Som solen gik ned og skyerne fra toppen pludselig forsvandt, fik vi knipset de smukkeste billeder fra et lille højdedrag her i campen.
Humøret var stadig højt, selvom nogle havde det særdeles hårdt. Da andre grupper kom den anden vej, kunne vi godt fornemme at det hårde først lige var begyndt. De så i hvert fald særdeles udmattede ud og kunne fortællle om hvordan det havde stået ned i stænger hver eneste dag. Vi håbede på bedre vejr og at vi kunne få udsigten at se deroppefra.
Dagens bad foregik i en lille bæk, 10m fra campen. Her var et par brædder lagt på tværs over et lille reservoir hvor der var dybere end ellers. Så var det blot at sænke sig ned i det isnende kolde vand, der bestemt ikke har været mere end 10 grader og vaske sig grundigt med en naturlig sæbe. Nøøøj hvor var det koldt!!

Endelig oprandt dagen hvor vi skulle op på Selve Roraima. Kl 9.00 startede vi med at gå, først stejlt ned, dernæst MEGET stejlt op og efter en lille time stod vi og kunne røre klippevæggen inde i forholdsvis tæt junglebevoksning. Fugtigheden steg lige til det dobbelte, men vi var nu efterhånden så højt oppe, at det ikke var så stegende hedt at gå mere. Hvordan vi formåede at komme op ad selve klippen begriber jeg stadig ikke, for den ser aldeles lodret ud, når man kigger op ad den. Ikke desto mindre kom vi, skridt for skridt, nærmere og nærmere toppen. Skyerne væltede i perioder ind over os og sænkede sigtbarheden til noget nær 0 indtil vi nåede Valley of Tears. Valley of Tears er en passage på et par hundrede meter hvorfra der kommer vand ned fra toppen af bjerget, hvilket gør det til et vanskeligt sted at passere. I forvejen er stien smal og skrænten ned i junglen meget stejl, men når det så begynder at piske ned med regn og stenene bliver glattede og til tider delvist oversvømmede, kan man godt få lidt problemer med at overbevise sig selv om at det man har gang i, faktisk har en mening.
Vi kom dog igennem, også uden at vores backpacks blev helt våde, hvilket var min store skræk. Tænk hvis telt, liggeunderlag og ALT tøj og andet personligt grej blev vådt uden mulighed for at tørrre det mindste i det klima som hersker på toppen? Nå, det skete lykkeligvis ikke og vi blev mange gange mindet om hvor heldige vi egentlig havde været med vejret indtil videre.
Efter godt 4 timer på klippevæggen nåede vi toppen, meget trætte efter 1000hm på kort tid og i vanskeligt terræn. Dagen var dog ikke helt slut, da vi stadig havde en times vandring foran os, hen til vores "hotel". Landskaber heroppe var så diametral en modsætning fra det vi lige havde gået i få timer forinden. Heroppe var der kun klipper, klipper og atter klipper i alskens mærkelige formationer. Et sandt månelandskab, umiddelbart uden nogen form for vegetation.
Vores såkaldte hotel lå nærmest oppe i en hule på nogle høje klipper, en 10-20m over resten af landskabet. Helt inde langs klippevæggen slog vi telte op hvor der knap nok var plads. Heldigvis var vi delvist i læ for regnen i tilfælde af dårligt vejr. Vores meget intermistiske hotel var nu hyggeligt nok, selvom vi var omgivet af absolut ingenting. Det virkede virkelig som om vi var kommet på månen, uden nogen mulighed for kontakt til resten af verdenen. Lidt uhyggeligt, men samtidig fascinerende og utrolig spændende.
På toppen havde vi 2 dage til at gå rundt og udforske området, som faktisk er større end vi lige havde regnet med. Den ene dag skulle vi over på den anden ende af klippen, og selvom der kun var 9 kilometer, tog det os mere end 3½ time pga terrænet undervejs. Vi fandt ud af at der faktisk er planter visse steder på klippen og derudover millioner af vandhuller og reservoirs. På vej tilbage gik vi gennem en marsk som til forveksling kunne ligne en scene fra en af Ringenes Herre filmene hvor Frodo og Sam går med Gollum igennem "the dead marshes".
Vi var generelt heldige med vejret og fik meget lidt regn, men som næsten altid var skyet og tåget på toppen, hvilket gjorde at vi desværre ikke fik set udsigten fra selve toppen og ned på det omkringliggende flade land. Next time! Til gengæld nåede vi hen til det berømte triple-point hvor Venezuela grænser op til både Brasilien mod syd og Guyana mod øst. Her var det altså muligt at befinde sig i hele 3 lande samtidigt! Udover stenen der markerer grænsen, så vi hverken vagter eller andre tegn på at vi var ved at krydse over til et andet land. Kan det have noget at gøre med at man kun kan komme op og ned fra Venezuelas side?

På 2. dagen heroppe fik vi at mærke at depoterne var ved at løbe op, både i vores maver og beholdningerne som Ricardo styrede. Ingen blev vist mætte af suppen med lidt nudler i til aftensmad og folk måtte gå sultne og trætte i seng. Heldigvis havde jeg stadig lidt goodies tilbage i min enorme "junk-pose", men jeg må sande at man bliver lidt træt af mariekiks efter at have tygget sig gennem nr 100 på få dage.

Gåturen ned blev turens med garanti mest udfordrende dag. For det første har man en lidt anden mentalitet på vej ned end på vej op. Det hele er set før, man er træt og vil egentlig blot "hjem" og have adgang til normale sanitære forhold osv. Dette gjorde at et par af pigerne var ved at miste modet eftersom vi jo egentlig havde endnu en overnatning på vej ned, før vi kom helt tilbage til civilisationen. Efter at have kæmpet os ned ad den stejle sektion til campen nær klippevæggens start, ventede vi på alle og fik os lidt snacks. Her havde jeg i en lille time nærmest løbet om kap med en af de andre gruppers guide, der lige skulle vise mig hvordan man laver nedløb.
Et par timer eller 3 senere nåede vi campen som vi havde tilbragt første nat i. Nu var selv de mere hårdnakkede vandrere blevet godt ømme i lårene og havde meget ømme fødder. Efter at have ventet en lille time på de sidste, havde de tilstedeværende siddet ved et bord og diskuteret muligheden for at gå hele vejen ned samme dag og dermed kunne få et bad og komme ned til et mere behageligt klima. De fleste af os var med på ideen, nu var det blot at overtale Maria, som var ret udmattet og selvfølgelig Ricardo. Vi fremsatte ideen under frokosten og hun skulle lige bruge lidt på at sluge den. Hun indvilligede dog til sidst og Ricardo fik vi også overtalt. Det krævede blot at vi gik med det samme efter frokosten og i et godt tempo, for ellers ville det blive for sent.

Klokken var vel blevet 15 da vi igen tog taskerne på og begav os videre i vores færd. Jeg var frisk på at gå videre fordi det tiltaler mig at presse kroppen og se hvad jeg kan klare. Jeg skal dog være ærlig og indrømme at kroppen bestemt ikke var særlig optimistisk på at fortsætte de sidste 12-13km. Vi havde et par passager hvor floder skulle passeres i en vis fart for at nå over inden vandniveauet blev for højt, men ellers gik det derudad i jævt højt tempo. Hen først på aftenen var vi spredt for alle vinde fordi folk var helt udmattede og gik i deres eget tempo. Jeg gik sammen med Malin og vi kunne begge godt se hvor det bar hen. Vi ville ikke kunne nå næste camp inden det blev mørkt. Ingen af os er de panikslagne typer så vi fortsatte lidt jokende omkring det at fare vild i ødemarken, men jeg kunne lige forestille mig hvordan nogle af de andre ville tage lidt mindre let på situationen. Tempoet blev sat i vejret i fronten og Ricardo havde lige gelindet en slange væk fra stien, da jeg og Malin nåede op til ham og Maria. Vi gik nu forrest i samlet trop i tiltagende mørke med Ricardo, som ikke ligefrem var i godt humør. Han havde musik i ørerne og gad ikke snakke med os andre. På et tidspunkt annoncerer han at han smutter i forvejen for at starte på at lave mad. Jeg vælger at følge efter ham og sætte tempoet op, selvom jeg seriøst er ved at overveje hvorvidt der stadig er hud tilbage på mine fødder eller ej. Vi fortsætter dog ufortrødent i en lille time, farer lidt vild, men finder endelig hytten hvor vi skal campere ude foran. Umanerlig træt i stænger og fødder sætter jeg mig ned og får inspiceret fusserne. Huden er heldigvis stortset intakt, men fuldstændig opløst af sved og lige til at rive af i store flager. Vandring fra 8 om morgenen til 8 om aftenen i sved-gennemblødte sokker altså ikke det smarteste!
Jeg får humpet mig ind i hytten og tager mig et velfortjent, næsten lunkent bad, eller det bildte jeg mig i hvert fald ind at det var. Der går ca 20min inden Malin og Maria dukker op, som er noget bekymrede. De havde selv haft besvær med at finde den rigtige sti og mener at de andre endnu er langt bagude et sted ude i mørket.
Ricardo tager ikke så tungt på det og tilbyder ikke at gå ud at lede efter dem. Det med at lave mad bliver heller ikke til det store, selvom vi er mere end skrupsultne. Det viser sig nemlig at han bare ville væk fra os andre og slet ikke havde noget køkkengrej til at lave maden i - den bar de lokale guider nemlig og de var endnu ikke dukket op. Endnu engang redder mit enorme lager af snacks mig og jeg kommer hurtigt til hægterne igen.

Resten af folkene ankommer lidt efter lidt i små grupper, mere eller mindre udmattede og fortabte i øjnene, men efter næsten halvanden time er Jakob og Maria endnu ikke nået frem. Vi er efterhånden ret bekymrede for deres ve og vel, for at overnatte ude i ingenting er bestemt ikke ufarligt!
En af de lokale guider løber ud for at finde dem og kommer lykkeligvis tilbage med dem begge i god behold. Maria er dog først aldeles rasende på alle og enhver og senere bare helt tom i øjnene og tømt for alle reserver.
Hen ved 22-tiden er der endelig mad på bordet og humøret stiger en anelse, selvom de fleste har haft den suverænt fysisk hårdeste dag i deres liv.

Der går ikke mange sekunder fra hovedet rammer teltbunden til at jeg falder i søvn og sover som en baby til næste morgen. Rafael kom som aftalt ved 11-tiden og hentede os og nu kunne den lange tur tilbage til campen begynde. Busturen på en 16-17t blev nok den mest stille på hele turen og de fleste sad blot og stirrede tomt ud i luften eller sov. Hårdt havde det været, men, i hvert fald for mit vedkommende, også særdeles oplevelsesrigt og spændende.