Så er jeg kommet frem til San Gil og sikke en forandring. Her er behageligt klima mellem 28 og 30 grader og flot natur i nærheden.

Det er efterhånden nogle dage siden jeg tog den 7t lange bus fra San Gil. Ombord mødte jeg britiske Andrew, som netop var fløjet ind fra Australien. Vi fik os nogle gode snakke på den lange og billede bustur. Da vi ankom tidligt på aftenen var vi en 6-7 backpackere der tog hen til det samme hostel for at få en god rabat. Det lykkedes og vi fandt et ganske fint sted til 10 dollars hvor jeg faktisk endte med at overnatte 6 nætter.

Dagen efter ankomst besluttede jeg at tage et lyn spanskkursus på 10t. Det var noget pebret, men læreren, Andres, skulle efter sigende være rigtig god. Jeg havde således timer fordelt på 3 dage med en morgen- og en eftermiddagssession hvilket fungerede ganske fint. 3 eller 4t i streg alene med en lærer er utrolig krævende og jeg tror man lærer mere hvis det deles op. Jeg havde i hvert fald nogle gode timer hos Andres og fik lært en masse. Det sidder selvfølgelig ikke fast på 10t, men jeg fik gennemgået de vigtigste tider, så nu er det bare med at øve.

På hostellet har jeg mødt en masse flinke mennesker, heriblandt Merlin, som jeg rejser videre til kysten med.
I onsdags inden spansk kurser startede var vi 3 stk der tog til en lille landsby en halv time væk og gik en tur ned til en flod hvor man kunne bade og slappe af. Skønt sted Her mærkede man virkelig hvordan vi er kommet på landet og hvor flinke folk er. På vej tilbage fik vi et gratis lift af en buschauffør udenfor rute, som alligevel skulle samme vej. Det sparede os for 40min op ad bakke i stegende hede.

En anden dag tog jeg med en tysk pige og en hollænder til den nærliggende grotte, cueva Vaca (ko grotten). Den skulle have fået sit navn ved at en masse køer gennem tiden er faldet i hullet ved indgangen til grotten og er døde.
Sammen med et par andre backpackere blev vi med en guide ført ned i grotten, noget som jeg havde set frem til med spænding. Først ned ad en stejl stige og rundt om et hjørne og vupti, bælgravende mørkt og meget fugtigt, men dejlig køligt i forhold til oppe på jorden.
Efter kun 10m rundt om et andet hjørne var det ned på alle 4 og kravle gennem en delvist oversvømmet del af grotten. Der var ikke mere end en halv meter til loftet, så det var ganske trættende i længden at bevæge sig fremad på alle fire og samtidig sørge for at man ikke stødte mod sten i vandet eller slog hovedet op i klippevæggen.
Dybere inde i grotten kom vi frem til et stort hulrum fyldt med stalagmitter. Ret imponerende!
Næste skridt videre ind i grotten krævede passage af en 6m lang oversvømmet tunnel, inden der igen var luft og lidt bredere gange. Alle klarede den i fin stil, selvom det var noget grænseoverskridende at dykke gennem en tunnel inde i en grotte. Dog havde vi et reb at følge, så vi ikke for vild under vandet.
Vi kom hurtigt videre til et andet hulrum hvor vi af en mudder rutsjebane kunne glide ned i et vandhul, meget underholdende!!
Dybest inde i grotten fik vi taget billeder ved et lille vandfald omgivet af flere stalagmitter.
Alle var i godt humør da vi kom ud, det havde været en rigtig sjov tur med en god og vidende guide. Da en fyr spurgte guiden om han nogensinde var gået helt til enden af grotten, svarede han helt casual at han kun var gået 7t ind og 7t tilbage, men slet ikke var nået til enden. Så blev det ligesom slået fast med syvtommersøm.

Senere samme dag tog samme gruppe til Barichara, en af de flotteste spanske, koloniale byer i Columbia med brostensgader, hvidkalkede bygninger med røde tegltag der ser lige så nye ud som dengang for 300 siden, da de blev bygget. Kort sagt, en rigtig perle.
Efter lidt sightseeing tog vi den 10km lange tur ned ad søen af bjergsiderne mod en anden lille by Guane. Vejen derned er af de lokale indbyggere for mange hundrede år siden blevet belagt med en slags brosten og blev i 1988 erklæret et nationalt monument af regeringen. Det var en flot tur gennem landmændenes marker i godt selskab.

Ellers har jeg haft et par fine løbeture her i San Gil, selvom det er svært ikke at rende ind i usandsynligt stejle stigninger. Gaden op til mit hostel er muligvis den stejleste jeg nogensinde har set, 30% kan i hvert fald ikke gøre det. Ingen biler kørte op denne vej, men til gengæld så jeg en fyr på motorcykel køre ned af den, vel og mærke uden hænder på styret.

Efter en god uge her i San Gil med masser af oplevelser og nye venner, smutter jeg sammen med Merlin nordpå til den caribiske kyst, til byen Santa Marta. Det er herfra det berømte trek til Ciudad Perdida (The Lost City) starter. Det er efter sigende endnu varmere end de 32-34 grader vi har haft de sidste dage, så det kan være jeg smelter væk :)

Det var alt for denne gang! Ciao