Så er der nyt på bloggen, denne gang fra det caribiske hav. Da vores Lost City gruppe kom tilbage til Santa Marta, valgte vi at blive sammen og tage videre til Taganga - eller det vil sige de fire af os der var tilbage. Taganga ligger 15min kørsel fra Santa Marta og er ikke andet end en lille fiskerby. De sidste 5-6år er den dog blevet en fast del af backpacker-ruten rundt i Colombia, primært grundet dens lækre strande og gode muligheder for dykning. Vi ankom 5 mennesker i en lille taxi proppet med tasker, til et lille hostel på en meget smal og ujævn grusvej, et par blokke fra stranden. Ejeren af stedet var chefens kone til det firma som vi tog til Lost City med, så vi blev budt varmt velkommen. De 3 drenge valgte hængekøjerne helt oppe på 3. sal i hippiehytten hvor man nærmest skulle kravle for at komme op. Det blæste en pelikan deroppe og eftersom jeg ikke sover fantastisk i hængekøjer, fik jeg mit eget værelse, endda til samme pris som de andre. Vi blev i Taganga i et par dage og nød livet på stranden og vores terrasse med havudsigt efter de mange kilometer i junglen. Det var skønt og virkelig tiltrængt. Herefter splittede gruppen op. Jeg tog til Cartagena, mens de andre ville østpå inden karnevallet i Baranquilla (som faktisk er det næststørste i verden efter Rio. Jeg ankom lidt sent på dagen til en tilsyneladende stor, varm og beskidt by. Busterminalen lå dog ude i forstæderne og jeg fik et helt anderledes billede af byen, da jeg kom ind i centrum. Jeg kom af bussen og fik fundet frem til et hostel. Ikke det mest tiltalende sted, men uden reserveringer på denne tid af året, kommer man ikke langt. Dagen efter kom jeg over på et lækkert hostel med andre backpackere og tog straks på sightseeing tur med en svensker og en fransk pige, der talte flydende spansk. Vi snakkede så vidt muligt spansk og jeg fik øvet mig en masse. Jeg fik også bekræftet hvor lidt jeg egentlig kan og hvor meget der skal øves, før det bliver godt. Dagen efter fik jeg booket et billigt fly til Medellin (hvor Pablo Escobars narkokartel og residens i flere årtier var placeret) - det sparede mig for en forfærdelig 14t bustur. Alt med det fly gik som smurt, det var slet ikke til at mærke at jeg var i et land som Colombia. Eneste minus var dog at lufthavnen ligger 40km fra Medellin, da byen ligger i en kæmpe dal og man således ikke kan lande med store fly der. I Medellin lavede jeg ikke samme fejl og havde booket et godt hostel hvor jeg mødte en masse flinke backpackere. Jeg må indrømme at det jo ikke er sådan jeg lærer spansk, men hvis jeg også skal have det sjovt og finde nogle at rejse med, kan det ikke være anderledes. Efter at have booket en sightseeing tur rundt i Medellin besluttede jeg om morgenen lige inden afgang at tage en 2-dages tur til Guatape, 2t fra Medellin. Jeg var efterhånden lidt træt af storbyer og ville gerne lidt væk. Den beslutning skulle jeg ikke komme til at fortryde! Guatape er mest kendt for deres enorme klippe der rager 250m op over omgivelserne, placeret på en bakketop. Man ser den fra lang afstand inden man når Guatape - hvilket usædvanligt syn! Jeg fik indlogeret mig et billigt sted, der tilsyneladende var ret tomt for turister (også generelt i byen), men jeg skulle jo også bare slappe af og nyde omgivelserne. Om eftermiddagen fik jeg løbet den mest fantastiske tur i de skønneste grønne omgivelser. For en gangs skyld var jeg kommet så langt ud på landet at der ikke var asfalterede veje, men bløde stier og dermed perfekt underlag for løbeture. Undervejs passerede jeg flere landsbyer med indbyggere der forundret stirrede på gringoen der løb og løb, tilsyneladende uden formål. Jeg kunne helt tiden skimte klippen i baggrunden og kom faktisk også forbi den sidst på den 15km lange løbetur. Jeg valgte dog at udskyde "bestigningen" til næste dag, da det var meget skyet det støvregnede lidt. Regn kom jeg til at se mere af. Efter ugevis langs kysten uden nedbør var jeg jo nu i bjergrige omgivelser med hyppig regn. Gerne både formiddag og eftermiddag. Heldigvis stoppede det mig ikke fra en løbetur på samme rute næsten morgen, denne gang med et smut forbi toppen af klippen. Sikke et udsyn deroppe fra. Dusinvis af små øer i de mange søer omkring Guatape og fantastiske grønne og orange farver overalt. Ved middagstid tog jeg tilbage til Black Sheep Hostel i Medellin for at hente mine ting og så ellers drage videre sydpå, længere ind i bjergregionen. Den halvsene afgang kombineret med en 2-timers forsinkelse på bussen gjorde, at jeg ikke nåede min destination den dag. Planen var (måske lidt ambitiøst) at tage de 7t i bus til Armenia og derfra en lille 45min bus videre op bjergene til Salento. Bussen til Salento blev dog forsinket undervejs (selvom vi nu ikke sad i går), hvilket betød at jeg missede den sidste bus til Salento den aften. Næste bus kl 4.45 den efterfølgende morgen. Uden den store iver for at overnatte i terminalen gik jeg udenfor og fandt da heldigvis også et værelse for natten. Næste dag tog jeg så en lille lokal bus op til Salento. Ikke en speciel behagelig bustur med en stor backback på skødet og alt for lidt benplads, men hey, i det mindste havde jeg da et sæde, i modsætning til mange andre! Salento var fantastisk, mit lille paradis. Efter en kedelig første dag på et ellers dejligt hostel (men mennesketomt!) flyttede jeg lidt ud af byen til et sandt paradis. Nærmest et resort beliggende i de smukkeste grønne rullende bakker og en ganske uimodståelig udsigt - alt sammen selvfølgelig til backpackervenlige priser! Her mødte jeg hollandske Judith, som jeg før havde set lidt til i Medellin. Dagene gik med udforskning af området enten på cykel eller løbeben - det var nærmest en lille højdetræningslejr. Aftenerne gik med lejrbål i haven med den flotteste udsigt over glitrende Armenia langt under os, lysende ildfluer, sang og fantastisk god stemning, som kun hersker omkring et bål. Som sagt, et rent paradis. Lykken varer dog ikke ved, da jeg her efter 3 dage i Salento, må drage mod Bogotá for at nå mit fly til næste destination og dermed næste kontinent, nemlig Panama. Jeg har haft små 4, men utrolig indholdsrige uger her i Columbia og det er helt sikkert et sted jeg skal tilbage til engang. Folk er så søde og venlige og naturen er second-to-none. Jeg glæder mig dog også til nye oplevelser og indtryk i Panama.