Profile
Blog
Photos
Videos
3. feb.: 40 dage uden vasketøj, uden madlavning, uden at fryse, uden at lave andet end hvad vi har lyst til…vi nyder hver eneste dag i Thailand.
I går hentede vi Marius tidligt fra skole og tog på cruise med longtailbåd til Koh Ngai for at dykke og se solnedgang fra båden. Vi tog af sted i bagende varme og blikstille hav. Vores lokale skipper sejlede os ud til et fantastisk dykkersted hvor det vrimlede med fisk i alle regnbuens farver. Efter et par dykkerstop gik vi i land på Koh Ngai som er en lille bitte ø med få hoteller og krystalklart vand. Her badet vi selvfølgelig og fik også kigget lidt på et lille hotel hvor jeg tror vi tager en overnatning senere på måneden, det var bestemt et sted der er værd at vende tilbage til. Efter badning og dykning lavede skipper bbq på båden, rigtig lækkert. Så blæste det desværre op, og selvom der var total skyfrit måtte vi sejle hjemad inden solnedgang. Det blev en noget hård tur hjem med store bølger og en MEGET gyngende båd. Heldigvis sov ungerne fra det, men stor respekt for havet og tak til en dygtig kaptajn som fik sejlet os sikkert i havn. Den hårde hjemtur skyllede vi ned med kaffe og whisky hjemme på verandaen.
I dag har vi været til skolefest på Lanta Sanuk School. Skolen havde stillet masser af boder op, lavet underholdning og lotteri. Det var en rigtig hyggelig (og MEGET varm) eftermiddag, og hele deres overskud gik jo til et rigtig godt formål, til de burmesiske forældreløse børn.
I aften har vi været i Saladan og spise på vores lille yndlingsrestaurant hvor Carla og Marius bliver behandlet som var de kongelige. Det er vildt hyggeligt at være der, og børnene elsker at kigge ud i køkkenet eller tegne tegninger til kokken, som laver verdens bedste thai mad !! Når vi går står den på kæmpe krammere og oftest også gratis is til børnene.
Marius er blevet vores lille tolk hernede, han lærer Thai i skolen, og han kan efterhånden en del ord. Også engelske sætninger har printet sig i hovedet, specielt ved han hvordan man prutter om prisen på legetøj hernede J. Carla er selvfølgelig papegøje og råber nærmest på refleks "How much ?" hver gang hun kommer til en butik hvor der er noget der er lyserødt…
I morgen skal mine forældre desværre retur til DK. Vi har haft 2 rigtig hyggelige uger sammen med dem, og de bliver helt sikkert savnet. Weekenden skal stå på strand og swimmingpool, og i morgen aften har vi lovet børnene en tur på night market i Saladan hvor der er koncert og noget tivolihalløj…
- comments