Profile
Blog
Photos
Videos
9. jan: Så blev det søndag, og en skøn weekend er ovre. Fredag havde ungerne tidligt fri fra skole og børnehave, og vi smuttede et par timer på stranden, spiste frokost og bookede os ind på en tur ud til junglen for at ride på elefanter. Blev hentet i åben ladvogn, og så gik det ellers derudaf med 12 mennesker stuvet sammen på ladet af en bil, og med 100 km i timen på de små bumplede veje, puha, lidt grænseoverskridende med 2 børn. Vejen er heller ikke liiige blevet færdigbygget hernede, så indimellem slutter vejen brat og så står den på små hullede jordveje, indtil man igen rammer et stykke asfaldt. Men elefantridning blev endnu en oplevelse til samlingen, og selvom begge unger (og mor) skulle tage sig lidt mod til at sætte sig op på kæmpe kræet, så var det fantastisk at prøve. Carla var ikke helt tryg ved det, men da vi igen ramte jorden igen var hun pave stolt, og hun var henne og fodre elefanterne med ananas flere gange bagefter.
Lørdag slappede vi af på strandenog sidst på dagen tog vi tuk tuk ind til Saladan og spiste på vores lokale yndlingsrestaurant som er et lille pensionat der står på pæle ude i vandet. Super hyggeligt, og rigtig billigt. Vi spiste alle thai mad og fik is og kaffe bagefter, og regningen lød på 400 bath, ca. 70 kr.
I dag stod vi tidligt op og skulle på tur til Koh Rok. Vi havde booket os ind på en arrangeret speedbåd tur hvor vi kunne komme ud og dykke og bade ved de kridhvide sandstrande. Helt fantastisk turkisblå vand, og masser af fisk. Marius er blevet fuldstændig bidt af at dykke med snorkel, og i dag kunne han så dykke ned til nemo og tonsvis af andre farverige fisk. Carla og jeg gik på land på Koh Rok mens drengene tog videre ud og dykkede fra båden. Men selv når man bare stod i vand til knæene kom alle fiskene svømmende forbi, til stor fornøjelse for Carla. Koh Rok er også kendt for sine varaner, og de er så rimelig store sku jeg hilse at sige. Men sjovt at se hvordan de kravlede rundt inde på øen, og sågar nede ved stranden også.
Nu sidder vi så hjemme på terassen igen, og fordøjer weekendens oplevelser…i 31 graders varme kl. 20.30. Vi klager ikke, livet her på Koh Lanta er SKØNT. I morgen er det mandag, og "hverdag" igen. Carla og Marius skal i børnehave og skole, og Kim og jeg skal…hmmm…måske på stranden eller en tur på marked, det er de store overvejelser man skal gøre sig J.
- comments