Profile
Blog
Photos
Videos
1. februar
Vi har på det sidste haft lidt svært ved at finde ud af, hvordan vi lige skal få stykket den sidste tid i Australien sammen og på hvilken måde vi skulle ændre flybilletterne. Så dagens plan var, at vi skulle blive her i Townsville en ekstra nat, og så køre den vej cyklonen ikke ville komme (helst mod nord, da bilen skulle afleveres i Cairns), og så skulle Steen få ordnet billetterne til Melbourne.
Men alt dette ændrede sig radikalt efter Steen havde betalt for en ekstra nat. Damen i receptionen var noget bekymret over, at vi ville blive en ekstra nat, og sagde at de sikkert blev nødt til at evakuere pladsen inden for de næste par timer alt efter cyklonens bane. Hun viste Steen dagens avis, hvor der var vist hvorledes cyklonen ville påvirke vandstanden i byen og store dele af byen ville her komme til at være under 4-5m vand - campingpladen inklusiv... hmmm.... Mens Steen stod og snakkede i receptionen kom der en dame, som boede inde i byen og tilbød, at campingpladsen kunne henvise til hende, hvis de havde brug for hjælp med evakuering af folk. :-).
Det kan nok være, at familien fik sadlet om, og børnene blev da også helt bekymrede, da de hørte om cyklonens kraft. Den var åbenbart 6-700 km i diameter og en kategori 5 cyklon - den kraftigste de har oplevet siden 1918 og her med vindstød op mod 290-300 km/t. Folk var meget bekymrede og de regnede med, at den ville være noget af det voldsomste de har set i mange år.
Da Steen kom tilbage til camperen var det næsten kun vores camper, der var tilbage og vi fik da også hurtigt pakket sammen og børnene var gode til at hjælpe med at få borde og stole ind i camperen. Havde det ikke været for frygten af at camperen ville blive smadret, synes Steen det kunne have været en surrealistisk oplevelse at blive i Townsville, men det gjorde vi heldigvis ikke.
Det viste sig også, at et par timer efter vi var taget af sted havde politi og militæret været rundt i byen for at evakuere folk, så det var da godt at vi kom af sted i god tid.
Vi havde nu bestemt os for, at køre sydpå ca. til Bowen (ca. 250km), men da vi kom til byen var alle campingpladser lukkede og byen var uden strøm efter cyklonen i søndags, og desuden ville man forsøge at få folk til at trække væk fra byen. Så vi skyndte os - efter vi havde fået en is - at fortsætte videre mod MacKay, som blev dagens mål.
Til trods for vi skulle skynde os videre, var det interessant at se hvorledes landskabet nu havde forandret sig med et utal af sukkerrørs-marker over det hele. En anden ting som var helt surrealistisk var, da vi kørte over en anseelig størrelse flod, som lå ca. 12 under broen, der var 100m lang. Her kunne man se en pæl med markeringer med forskellige årstal af hvor vandstanden har været. Og det er altså 3-4 over broen.
Da vi kom til campingpladsen var der ikke mange, og campingmutter sagde, at hun om morgenen havde fået besked på at evakuere folk fra pladsen (hvilket senere viste sig at blive ophævet), men nu sagde hun, at hun i morgen tidlig var nødt til at gøre det igen. Så det gælder om at komme videre tidligt i morgen.
Til trods for at pladsen tidligere har været "lukket", så er det lige før at det er den plads, hvor vi har set fleste campere. Alle flygter simpelthen som rotter fra et synkende skib og sikkert med god grund.
- comments