Profile
Blog
Photos
Videos
29 januar
Vi kom heldigvis tidligt af sted og Steen kørte fire timer i rap, mens børnene sov. Derved blev vores sidste lange køredag ret nem. Vi ankom til Townsville allerede før middag og havde hele dagen foran os - skønt. Til trods for den kommende advarsel om cyklon, fik vi en meget åben plads med udsigt til havet.
Det blev til lidt afslapning ved poolen, før vi skulle en tur ud i byen. Mens vi badede tabte Thea sin tand. Den havde været løs i flere dage, og vi var alle glade. Når man taber en lille mælketand i en stor swimmingpool er det godt at man er god til at snorkle. Thea fik heldigvis selv bjerget tanden og far og mor lovede is for den flotte indsats. Vi gik ned til stranden og blev adskillige gange mindet om, at man ikke kunne bade ved de dejlige strande. (pga. de meget farlige stingers).
Som var det bestilt til dagens anledning, fandt vi verdens bedste isbutik (Cold Rock - Ice Creamery) langs The Strand. Man kunne selv sammensætte sin is og blande forskellige slags slik eller frugt i. Det foregik på den måde at de tog den valgt is og lagde på et iskoldt bord. Her dryssede de med det slik eller hvad man havde bestilt og "hakkede"/blandede det sammen. Nogle gange er alle de mange valg næsten for meget af det gode, men vi klarede den. Fx fik Steen en Bailey's is med crunchies og Oreos, Thea og Malthe havde valgt en Vanilla and cookie blandet med JellyBeans og Oreos. Karen derimod skulle - fejlagtigt - vælge en vanilleis blandet med frosne jordbær og nødder. Tjaa... som hun selv sagde, gik hun vist lidt i panik med alle de valgmuligheder.
Vi gik videre og fandt en pool (Rock Pool) med havvand, så vi endelig kunne få skyllet sveden af os. Selvom der kun er 30 grader her kan man godt få sved på panden. Faktisk endte det med at blive en lang gå tur på 6 km, så da vi næsten var hjemme og fandt en dejlig park var vi godt sultne og nød at dele en gang "Fish'n Chips".
Vi har endnu ikke set noget til cyklonen, men har hørt at den skulle ramme i morgen aften.
Da børnene var kommet i seng kunne Malthe slet ikke falde i søvn, så vi gav ham lov til at komme op. Vi spillede en masse spil Uno, hvor Malthe vandt med 100 point. Det var superhyggeligt.
30 januar
Vi var temmelig spændte, da vi vågnede - kunne man mærke eller se cyklonen? "Desværre" var vejret fint med dejlig solskin. Og søndag er markedsdag i Townsville, så det skulle vi selvfølgelig opleve. Der var en smule regn i luften, da vi nåede ind til byen, men vi fik gjort vores indkøb og hygget os. Vi er stadig ikke dem der "rudder" med pengene, men lidt blev det da til i dag.
Efter et par timer med shopping var vi alle ret smadrede og trængte til at komme væk. Vi kørte forbi en vandpark på vejen hjem, men faktisk var vi alle for trætte til rigtig at give den gas, så vi kørte hurtigt tilbage til campingpladsen og slappede af. Da vi kom tilbage på pladsen var de fleste telte/campingvogne taget væk eller flyttet til pladser med mere læ. Vi havde selv fulgt cyklonens bane på mobilen, og da det så ud til at centrummet af cyklonen ville ramme kysten 100 K syd herfra - var der jo ingen panik.
Sidst på eftermiddagen var der stadigvæk ikke ingen tegn på cyklonen, så vi pakkede madkurven og gik ned til stranden og grillede. Mens vi sad og spiste, kunne vi se regnen komme nærmere og nærmere og vi måtte da også løbe hjem lige pludselig, pga et kraftigt regnskyld. Da vi kom tilbage til camperen holdt det heldigvis op med at regne.
Det så heldigvis ikke ud til, at vi kom ind i cyklonen denne gang. For der var ikke en vind i løbet af aftenen/natten, og man kunne sagtens sidde udenfor og hygge sig. Derfor blev det til er hyggelig gang UNO i stedet.
31 januar
Dagen efter "stormen"... tja vi havde nok forventet lidt af en regnfuld og lettere blæsende dag i dag, men vejret var overraskende godt. Dog havde vi besluttet os for at tage ind til byen for at se ReefHQ. Bekymret for at det ville blive a la Sydney Aquarium, var det selvfølgelig en god start at der her ikke var ret mange mennesker - måske kun 20 besøgende, så der var masser af ro og plads til at se det hele, hvilket også gjorde oplevelsen markant bedre end den i Sydney, til trods for at der ikke var så meget at byde på. Personalet virkede til at have en god portion overskud, hvilket også satte kulør på oplevelsen. Højdepunktet i ReefHQ var nok besøget på Turtle Hospital, hvor de tog sig af syge skildpadder, som var blevet spottet/fundet langs kysten eller i vandet.
Efter besøget fik vi hurtigt handlet lidt frokost og kørte derefter hen til vandparken, hvor vi kunne hygge os - næsten helt alene, da de fleste var på arbejde eller i skole. Og humøret/energien var da også markant bedre end i går.
Efter en god times tid i sol og vand gik vi en tur langs The Strand hen til "vores" iskiosk - Cold Rock - Ice Creamery. Her kan man ikke komme for få gange. Steen eksperimenterede denne gang med en hvid småkagecremes is med Mars og lakridser. Uhm... Karen havde lært af sin bitre erfaring fra sidst og havde også udvalgt sig noget lidt mere "eksotisk" som boysenbær-is med freckles (de der chokoladeknapper med krymmel. Børnene kopierede hinanden og fik en double chocolate is med vingummibamser og Oreo. Stadigvæk et godt princip, som burde implementeres i Danmark.
Vi havde fået nys om en ny cyklon, som var på vej mod byen, men vi var ikke helt sikre på om hvor og hvornår den ville ramme, andet end at den sikkert ville ramme nord for os, så vi var gået i gang med at planlægge at tage turen mod syd til Whitsundays alligevel, og så køre nordpå bagefter.
- comments