En længe ventet opdatering af bloggen :o)

Kultur

Det er jo efterhånden længe siden at bloggen er blevet opdateret, så på en kold og våd søndag måtte det være tid til at få skrevet lidt. Jeg satte mig ned og så vores billeder igennem fra 5. april og til nu. Det er nu ikke meget kameraet har været på arbejde. Ligesom bloggen ligger lidt i dvale kommer kameraet ikke meget frem mere. Et øjeblik spekulerede jeg på om der overhovedet var noget at berette fra perioden, men når man så kigger kalendere og billeder igennem har vi nu alligevel fået bedrevet lidt.

På kultursiden har vi på Jannis initiativ været til hvad der må kaldes en temmelig divers blanding af aktiviteter. Den første var EuroBeat på det lokale teater i Tauranga hvor skuespilsskolen havde lavet deres fortolkning af et europæisk melodigrandprix. Komplet med svenskere der lød som ABBA, irere med en melankolsk folkesang og ungarer med en besynderlig, uforståelig folkesang med harmonika og folkedragter. Kronen på værket var en post-postmodernistisk Kraftwerk inspireret sang der skulle forestille at være fra Lichtenstein og som er svær at forklare på skrift, men som var ret morsom. Man skulle nok have været der… Alt i alt var det et ret vellykket og hyggeligt show, og publikum kunne endda selv stemme på hvilken sang der vandt aftenen.

Næste kulturelle højdepunkt var den lokale balletskole der havde sat Askepot op med alle deres børneelever fra 3-16 år. Jeg ved hvad nogen af jer tænker. Hvordan mon jeg havde gjort mig fortjent til en sådan sjælden bonus?!?… Men jeg havde lovet Janni at tage med fordi vi ikke havde lavet så meget sammen på det seneste og det var faktisk en fin aften. Tro det eller ej. Det myldrede med sminkede småpiger i hele byen, og selv da vi fik en burger inden forestillingen var der fyldt af små børn med malede knurhår og hvad der ellers hører til. Stykket var lidt langt for mig, for jeg havde lige ligget vandret i 4 dage med influenza og havde svært ved at trække vejret uden at hoste og nyse. Hovedrolledanseren var en lidt gumpetung pige der var dygtig nok men ikke så yndefuld. Til gengæld var der en af birollerne der stjal billedet fuldstændig. Det var en pige på en 8-10 år der spillede en af de Disneyagtige tykke mus der er var med og hun gjorde det med så meget talent og charme at man fuldstændig glemte at se på hovedrolledanseren og blev i helt godt humør af hendes fjollerier. Ja ja, grin bare. Jeg kan tage det : )

Næste aktivitet var lidt mere Rock & roll. Vi havde booket billetter til en Queen tribute koncert med et britisk band der foregav at være Queen på tour i Tauranga. De fyrede den ret godt af og bortset fra at forsangeren sang knap så godt og var knap så finket som den ægte vare, lavede han faktisk en helt anstændig Freddy Mercury (tror jeg, har jo aldrig set ham). Det var godt med lidt rock efter de dansende græskarbørn…

Sidste aktivitet i den kulturelle potpourri var ligesom de tidligere, helt forskellig fra de foregående. Denne gang stod den på hardcore techno i The Colosseum fra 20 og til den lyse morgen. Eller næsten, for de fleste steder lukker senest kl. 3 om natten hernede. Det var Bianca og Jason der havde fundet på det, da de begge er gamle ravere fra Londons klubscene.Jeg har aldrig rigtig været til technomusik og bortset fra engang i USA at have sovet 4 nætter i træk lige overfor en fly hangar hvor der var raveparty hver nat, har jeg aldrig rigtig været til en. Jeg må indrømme at jeg ikke havde de store forventninger - specielt fordi jeg aldrig har været særlig meget til hverken dans eller folk på stoffer - men jeg prøvede da at komme stort set uden fordomme. Og det var faktisk ret sjovt selvom jeg holdt mig til alkohol og ikke tog uidentificerede piller fra skumle personer i hættetrøjer - faktisk så jeg ikke engang nogen der så ud som om de var på stoffer . Tiden fløj af sted samtidig med at musikken blev gradvist hårdere house (eller hvad det nu hedder - åbenbart er der en milliard undergenrer indenfor house), og vi dansede alle sammen løs indtil det var tid til at finde en taxa hjem kl. 3. God afslutning på vores kulturelle tour de force.

Med riflen på nakken

For lidt tid siden købte jeg en riffel og nu da jeg har den vil jeg selvfølgelig gerne have den brugt. Specielt her i New Zealand hvor mulighederne for at komme på jagt er noget bedre end de er i DK. Indtil videre har jeg haft den ude nogle gange oppe i parken og andre steder i området hvor jeg har fået lov at gå på jagt, men indtil videre har jeg ikke set andet end småfugle på turene. Men det ændrede sig for et par uger siden.

Fredag eftermiddag tog vi tidligt fri fra arbejde og kørte mod Natapa station der ligger omkring 4 timer sydpå. Stationen er en privatejet farm på 1200 ha. der har både bison, hjorte, køer og får på græs. Udenom ligger et stort fondsejet Maori skovområde på omkring 16.000 ha. som bliver styret af 7 repræsentanter fra Iwi'en (Maori stamme). Jarron, vores nye ranger, har maori rødder og sidder i repræsentationen, så han vidste dels hvem man skulle snakke med for at komme på jagt dernede med kort varsel og så kendte han også bestyreren på Natapa station så vi kunne overnatte i hans shearer's quarters.

Vi ankom omkring aftensmadtid i let regnvejr og efter et simpelt hyttemåltid - ris med grøntsager og friskstegte kinarejer - gjorde vi klar til aftenens spotlight, dvs. jagt med projektør fra et køretøj. Den slags er helt legitimt i New Zealand og er nogle steder den eneste måder at komme på skudhold af dyrene på. Vi stod 3 mand bagpå, Craig (farmbestyreren) med spotlighten, Ric med salonriflen for at skyde possums og kaniner og jeg med min 270'er klar hvis vi skulle se nogle store gule hjorteøjne. Den lette regn silede stille og roligt ned og timerne krøb af sted med samme tempo som dråberne krøb ned af nakken. Craig havde en besynderlig og fuldstændig uforudsigelig måde at styre spotten på og jeg havde totalt opgivet at følge den med øjnene da Ric sagde ordene der fik adrenalinen til at pumpe "Rasmus, a deer!" Jeg så øjnene - og intet andet - ude i natten omkring 75 meter ude og havde ikke lang tid til at reagere. Man kan aldrig rigtig vide hvad der sker når dyrene bliver fanget i spotten og de andre var allerede i gang med at hviske "shoot it, get it!" da jeg linede op på øjnene og trykkede af. Jeg ved ikke om det var bilen der rystede i tomgang, adrenalin eller rysten på hånden, men det var åbenlyst at jeg ikke ramte. Et skud i hovedet med en kaliber 270 riffel ville have lagt dyret ned med det samme, og den kiggede stadig over mod bilen før den satte i let trav ca. parallelt med vejen. Denne gang kunne man se dens krop i lyset og jeg linede og skød igen. Intet. Der var ikke det mindste tegn på at den var ramt og Ric begyndte med "Rasmus Rasmus Rasmus" men jeg vidste at skuddet sad i den på trods af at den ikke tegnede i skuddet. Kort efter satte den da også farten betydeligt ned og andet skud fældede den. Jeg hoppede ned af bilen og begyndte at forsøge at navigere igennem det bakkede, forrevne landskab over mod dyret da projektøren fangede den igen. Han var oppe igen og stod og rystede på usikre ben. Utroligt, men jeg har set det mange gange i min tid på Klosterheden. Et dødeligt såret krondyr der nægter at give op. Men jeg synes nu han havde løbet nok, så han fik et sidste, afsluttende skud. Og der lå han. Min første kronhjort. En fin ung 6ender på omkring 150 kilo.

Resten af aftenen var Ric på riflen men vi så ikke mere hjortevildt der var til at skyde på. En var væk på et splitsekund, og de tre andre vi så, stod på en bakketop og det ville have været alt for farligt at sende et riffelprojektil over en bakkekam hvor man ikke aner hvad der er bagved.

Lørdag var der dømt action, for bestyrelsen havde besluttet at der skulle skydes 20 krondyr fordelt over hele områdets 16.000 ha. for at teste for tuberkulose. Den bedste måde at gøre det på er fra helikopter med en ordentlig, halvautomatisk kanon og som elev er man jo desværre nødt til at tilbyde sine tjenester uanset hvor triviel opgaven kunne synes… Det var meningen at Jarron skulle flyve først og vise piloten områdets grænser, hvorefter Ric og jeg skulle ud at skyde, men desværre spillede vejret op. Det høvlede ned med regn hele morgen og piloten kunne først komme 2 timer efter vi skulle være taget af sted. Derfor nåede Jarron godt nok at få sin tur i helikopteren og skyde en stor kronhind, men jeg nåede kun 10 minutter i maskinen uden tid til at jage. Men hvilken tur… Piloten lettede i den lille tosæders maskine lige da jeg havde sat mig i sædet og før jeg overhovedet havde haft tid til at justere sikkerhedsselen lå vi i en 45 graders hældning til siden med snuden pegende lodret ned i en forreven klippedal. Jeg måtte opgive sikkerhedsbæltet og holdt fast med venstre arm i de næste 10 minutters vanvittige ridt. Han kunne flyve den helikopter!

Vi jagede både resten af lørdagen og det meste af søndagen, men regnen blev ved med at vælte ned og gøre det meget kompliceret. Søndag eftermiddag havde vi givet op og var på vej tilbage mod hytten da vi overraskede en lille flok vildgeder. Geder er skadedyr af værste skuffe i NZ og det er forventet af enhver jæger at man gør kort proces med dem hvis man kan. Og det kunne vi. Vi fik nedlagt 2 geder hver og da jeg stod og skar bagkøllerne af den ene kom de tre sidste tilbage for at se hvad der var sket. Det blev enden på den gedeflok og på en spændende men også ekstremt våd jagttur i bjergene.

Peter kom forbi

Peter fra min klasse kom over i starten af maj for at arbejde med mig i 3 uger, og det har været rigtig godt med noget dansk SLing selskab på arbejdet. Vi har haft nogle gode dage i felten med vegetationsanalyser, og jeg skal love for at der blev lidt bush bashing ud af det. De fleste af stederne var overgroet med 2-3 meter høj sedge og toetoe som er nogle kæmpe græsarter hvis blade er knivskarpe, så man har rifter over det hele når man har været igennem. Nogle dage har jeg dog været nødt til at give ham fri fordi jeg skulle arbejde på mit virksomhedsprojekt og vejret har drillet noget, så alle vores planlagte udflugter, fisketure og jagtture er stort set blevet aflyst men vi har da været på kronvildtjagt (dog uden at se noget), på en enkelt god nats possum shoot hvor Peter fik et par stykker og ude at se vildsvin lørdag eftermiddag. Derudover har vi også været til Quiz-night med "ganget" på en irsk pub på Mt. Maunganui - vores hold hed "The Bloody Foreigners", selvom der dog var to vaske-ægte kiwier iblandt. Og det var åbenbart ikke helt dårligt at være fra forskellige lande, for vi blev nr. 2 - kun slået med 10 point af de lokale stam-quiz-night-gæster, som efter sigende ALTID vinder. Så lidt er der da sket. Men han skal allerede videre i overmorgen, hvor han forlader kolde, regnvåde Tauranga for at tage 3 uger til Cook Islands før han vender næsen hjemad igen. Vildt at der allerede er gået 3 uger!

Aktiviteter

Vi har været et par gange nede ved de lokale vandfald - McLaren falls - på det seneste. Første gang var i påsken hvor vi tog på udflugt med Ric, Holly og tøserne og så Ric's mor og stedfar der var på besøg. Det var en rigtig hyggelig tur og jeg fik lært dem vores - i hvert tilfælde min families - danske tradition med at trille æg. Ric fik dog vendt noget om på det hele, da han pludselig besluttede sig for at vælte alle æggene ud af æggebakken på én gang ned af en MEGET stejl bakke, så de fik sig nogle gevaldige slag i skalden… tror endda ét af dem blev pillet fuldstændig på vej ned. Men Lillys æg var det mindst skadede æg, så hun blev vinderen og var meget begejstret over de danske marcipanfugleæg som vi kunne uddele til hende. Kort efter var vi dernede igen med Bianca, Jason, Ryan og Fenella bare for en enkelt dags hyggetur. Der er en lille å og en sø dernede, så vi havde taget kajakkerne med og tog en padletur rundt i området. Super godt.

Nå, nu opgav Rasmus vidst, så jeg må hellere tage over herfra - han kan alligevel ikke rigtig skrive om fx min spilleaften med tøserne. Bianca havde fået fat i et brætspil/dvd-spil som hed "Atmosfear", som hun havde spillet for mange år siden sammen med sine veninder - dengang dvd'en endnu ikke var opfundet og det foregik på vhs. Det var et meget meget underholdende spil - ikke ret uhyggeligt, selvom den interaktive "vært" på bedste vi forsøgte at være både u-hygge-lig og at fornærme samtlige spillere med kommentarer som "you are just a useless ugly maggot" og "you are just unbelievabely stupid". Bagefter stod den på en klassisk omgang "Pictionary" - det er altid sjovt hvor imaginær man kan være og ud af et par streger gætte på alt fra "drage" til "sejlbåd", når det rigtige ord nu var en lejlighedsbygning! Det var en super hyglig aften, men jeg var nu lidt af en dårlig værtinde, for jeg måtte bede alle om at tage en lille ret med, fordi jeg alligevel ikke ville få tid til at lave middag, som jeg ellers altid plejer…

…jeg havde nemlig fået alle tiders mulighed, som jeg bare IKKE kunne sige nej til. Vanessa (sekretæren fra RDA) skulle til et springstævne med sin datter og hendes pony, og da der var en ledig plads i traileren, spurgte de om jeg ville med på Cisco. Om jeg ville! Havde kun 4 dage til at forberede mig, og hver dag blev sommerfuglene større og flere - det var jo trods alt flere år siden jeg sidst havde været til stævne! Man kunne frit vælge sin højde, og så var der i løbet af dagen 3 klasser i samme højde, som man måtte starte. Jeg valgte den mindste højde - 45 cm - da Cisco aldrig havde været ude før, og han er en noget hidsig herre, men det var nu godt nok meget småt, så kunne nok godt have presset den til 60 cm. Der var en del fra RDA, som i løbet af ugen havde hørt, at jeg skulle springe ham, så jeg havde min helt egen lille fan-klub, hvilket ikke ligefrem gjorde nerverne mindre! Holly og tøserne plus hendes veninde Kate og hendes børn var der også - Kates datter Emsea havde endda lavet et meget flot heppe-flag, som næsten fik mig til at knibe en tåre. I første runde travede vi bare mellem springene, og selvom vi fik 2 tidsfejl blev vi alligevel nr. 2 - jubiii… flot at blive nr. 2, når ens konkurrenter alle er mellem 7 og 13 år ik, hehe. Og sig ikke til nogen, at det var den mindste deltager på den mindste pony, som slog os alle sammen, schhh… Næste klasse galopperede jeg en meget ophidset og svedig hest rundt og blev nr. 3 - men i sidste klasse fik vi en nedrivning og dermed ingen placering. Men syntes alt i alt det var en stor succes, og fik helt blod på tanden igen for at komme ud og konkurrere igen!

Mens vi er ved ridningen, så er Fiona og Emsea for resten startet til ridning på RDA, og det er super hyggeligt at hjælpe dem med at lære at ride på de heste, som jeg snakker så meget om til hverdag. De er begge to rigtig seje, og skal nok blive nogle gode ryttere. Fiona var også deroppe i ferien mellem term 1 og term 2 til "own your own pony-day", og det syntes hun var rigtig sjovt - også selvom det indebar at samle efterladenskaber op efter hestene, hvilket en anden af pigerne var ved at falde ned af stolen af - hun troede bare ikke sine egne ører, da vi fortalte dem, at det hørte med til at have sin egen pony, tsk tsk. Hun er vist ikke en rigtig heste-tøs.

Det er ved at gå op for mig (og også for Rasmus tror jeg), hvor meget vi kommer til at savne Fiona og Lilly - de har stille og roligt sneget sig ind under huden på én, og vi har det bare altid rigtig sjovt sammen med dem. For nogle uger siden passede vi dem begge to, og midt i en "pillow-man"leg (består i at os tøser gemmer alle puderne for Rasmus - "the pillow-man", og når han så kommer efter os, så løber vi skrigende rundt, mens "pillow-man" klager "piiilllow…. Piiillloow" - lyder det ikke sjovt? :o)), finder Fiona pludselig ud af, at det ser sjovt ud, når Rasmus snakker liggende ned samtidig med at man ser ham "omvendt" - så ligner det nemlig, at hans hage er hans ansigt, og han bare har en kæmpe mund. Jeg hentede min eye-liner frem og tegnede øjne på hans hage, og så fandt vi et skæg frem og gav ham hår - jeg prøver at up-loade en video af "Mr. Slick Bluh Bah", så i selv kan se, at det faktisk var ret morsomt :o)

Så tror jeg sørme vi nåede hele vejen rundt - hvis du stadig er med, så er det godt gået :o) Vi prøver at få opdateret bloggen en sidste gang inden vi kommer hjem, så i kan være fuldt informeret om vores sidste par måneder hernede, som efterhånden er meget tæt-pakkede, fordi det pludselig er gået op for os, hvor lidt tid der egentlig er tilbage til at få lavet alt det, som vi endnu ikke har nået - og få set en masse til alle de herlige mennesker, som vi snart skal forlade for ubestemt tid.