Profile
Blog
Photos
Videos
Livet går sin stille gang i Tauranga. Vi er så småt ved at komme tilbage i de normale rutiner efter vores lange ferie nede sydpå. Sommeren er for alvor kommet til Tauranga nu efter et par kølige uger, og den sidste måned har været meget varm. 22-27 grader om dagen. Det lyder jo ikke af så meget, men med det store hul i ozonlaget der opstår over Antarktis og New Zealand hver sommer kan man virkelig mærke solen. Så det er med at slip-slop-slap-wrap'e hele tiden. Det er mantraet herovre. Noget med Slip a shirt on, slap sunscreen on osv.
En af de første dage hvor varmen virkelig tog til, tog vi til A&P fair på ridebanen i Greerton. En A&P fair er det samme som et dansk dyrskue, og der var masser af alpaqa'er, køer, heste, får og hunde samt diverse maskiner, skovarbejdershows osv. Vi havde taget pigerne med fordi Holly og Ric gerne ville have et par timer til at arbejde på huset, og det var rigtig hyggeligt at have dem med. En af de store attraktioner som vi meget gerne ville se var Fiona the sheep. Ikke mindst fordi det jo var Fionas navnesøster. Fiona - altså den mest uldne udgave - var noget så eksotisk som et nyfanget vildfår. Det stak af da det var lille og har levet vildt i en utilgængelig grusgrav i 7 år og var aldrig blevet klippet. Da de endelig fangede det havde det en helt utrolig mængde uld på. Over 40 cm på siderne, så det stakkels dyr kune næsten ikke gå ordentligt. Nu skulle det så klippes af the gun shearer - mesterfåreklipperen - på scenen foran publikum. Omstændighederne taget i betragtning gik det fint og Fiona var snart en masse kilo lettere og hoppede glad - og lidt skræmt - rundt i folden med de andre får. Derefter stod den på is, hoppeborg og rutschebane for pigerne. Alt i alt en rigtig hyggelig dag.
Men derefter var det slut med hyggen. I hvert fald for Jannis vedkommende. Kort efter vi kom hjem fortalte Holly at hun skulle til Bendon triathlon - et kvindetriathlon her i Tauranga - og Janni var med på udfordringen. Men med kun 12 dage at træne i var der kun en mulighed for hende. Eye of the tiger! Så hun fyrede den af med løb, svømning og cykling i dagene op til konkurrencen. Og jeg skal love for at det virkede. Hun klarede de 400 meter svømning, 10 km cykling (på en lånt mountainbike med affjedring og offroad dæk) og 2,5 km. løb på 48:38 minutter. En rigtig god tid der placerede hende midt i feltet foran både Holly og hendes veninde Kate. Sådan!
Vi har snakket med Holly om at tage den næste triathlon der kommer i marts. Det er en man kan teame op til, så ideen er at jeg skal svømme, Holly skal cykle og Janni skal løbe. Denne gang er distancerne lidt længere. Men det er nok tvivlsomt om vi kommer til at gøre det, for min krop har besluttet sig for at klare en endnu større præstation end Jannis. Nemlig at pådrage sig stort set alle de skader det kan lade sig gøre at få til boksetræning. Denne gang er det skulderen der giver mig problemer så jeg kan ikke svømmetræne. Kan godt mærke at jeg ikke er 25 mere...
Der er en ting de virkelig har forstået her i NZ, og det er hvordan man placerer sine helligdage på en fornuftig måde. De fleste ligger her i sommeren og er enten på fredage eller mandage så man får en masse dejlig korte uger. 3 af slagsen er det blevet til siden vi kom hjem fra ferie, og den sidste blev udnyttet rigtig godt. Fredag morgen stod vi tidligt op og kørte nordpå til Coromandel Peninsula -nogle vil måske huske at vi allerede har været deroppe tidligere og har blogget om det i november. Vi mødtes med Bianca og Jason i en lille by på vejen og fik morgenmad og så var det ellers mod destinationen: Hahei beach camp grounds. Vi mødtes med flere venner og deres venner og fik rejst vores lille teltby i lejren. 6 par alt i alt. Og så stod den ellers på hygge med badning og body board, snorkling og øl i solen. Ryan, en af Bianca og Jasons venner som vi også kender godt efterhånden skød en Parore (en revfisk) men jeg måtte sejle tomhændet hjem i kajakken. Men det var ok. Bare det at dykke og være deroppe var helt fantastisk. Høj sol, blåt vand og hvidt sand
Lørdag morgen var det planen at tage til Cathedral cove, men vi kom lidt sent afsted og da vi kom frem var der en million biler og endnu flere mennesker. Det var lidt mere end vi kune klare, så vi kørte mod hot water beach i stedet for. Ikke for at sidde i de varme kilder, men mere på grund af de gode bølger der var perfekte til boggie boarding! Om eftermiddagen fik jeg revanche da jeg skød 4 parore på mit dyk og sammen med en kahawai som Jason fangede blev de til en super god grøn karry ret om aftenen. Uhm!
Sidste dag fik vi et par gode timer på Cathedral Cove før vi tog hjem og crashede i lejligheden helt udmattede af sol og saltvand.
I dag fik jeg sneget mig til en ekstra fridag, for Ric havde orlog og jeg havde ikke noget synderligt presserende at lave, så hvorfor ikke slappe lidt af
- comments