Hestekræfter, hot pools og hot wheels!

Lang tid siden sidst - I know. Men nu har vi endelig fået det trådløse internet til at virke, så vi ikke skal sidde oppe i huset og være på nettet, så nu burde vi få opdateret vores blog lidt oftere. Der er sket en del på de to uger, der er gået, så jeg kunne sikkert skrive en mindre roman, men bare rolig - jeg skal nok prøve at begrænse mig en smule..

Jeg startede fuld af energi mandag morgen hos Sally og Phil - et vaskeægte, ungt kiwi-par med deraf følgende besværligheder med at forstå hvert andet ord, suk. Forståelsen må vel komme med tiden. Dagens rutine starter med at lukke enkelte heste på fold, muge, give hø og mad til de ialt 15 heste, som for tiden står hos dem, mens de selv får redet et par heste. Nogle er deres egne, andre har de i kommission, mens andre igen er problemheste, som er på "heste-bootcamp". Dernæst er der kaffe/the/småkage-pause (bare rolig Kenneth, jeg overholdt skam vores slik-dage), og bagefter går man boksene igennem igen for diverse nye efterladenskaber, man hjælper med at strigle og sadle op osv., mens et par heste bliver redet/longeret. Efter frokosten - eller skulle jeg sige morgenmad nr. 2, for de spiser det samme til både morgenmad og frokost..højst besynderligt - gåes foldene igennem for dagens efterladenskaber, og så gentager morgenens rutine sig - nu blot med det formål at gøre klar til aftenen. Det er hårdt arbejde og en ca. 10 timers arbejdsdag, pyhha.. man får sved på panden. Første dag er dog ikke så hård, for deres lille dreng James fylder 1 år, så meget af dagen går med at lave ko-, ande- og kattesmåkager og pynte dem med glasur og m&ms, samt med at lave en kæmpe ballonkage, som dog ser bedre ud end den smager. Da gæsterne kommer er jeg lidt "statist" - kender jo ikke rigtig nogen. De næste par dage går med at hjælpe til med den daglige rutine i stalden samt med at klargøre hestene og deres udstyr til weekendens stævne i Hastings. Jeg møder også Jac og Russ fra UK, som har været der ca. en måned og klarer de daglige gøremål. Jac er en rigtig hestepige og skal også med til stævnet, mens Russ skal passe de heste, som bliver hjemme. De skal have 9 heste med, hvilket er ret mange - det mærker jeg i hvert fald tydeligt på den mængde af seletøj, som skal pudses, arghhh. Når hestene skal vaskes - især på halsen og i hovedet - har de af en eller anden mærkelig grund overtaget... gad vide hvad det kan være?? Ender i hvert fald ofte med, at jeg bliver mere våd og sæbet ind end de gør - tsk tsk.

Rasmus havde en lidt hektisk uge - Ric er nemlig ikke til stede på arbejdet, så han har givet Rasmus en liste over de ting, som han skal klare i løbet af ugen. Bl.a. skal han have noget træning i et kortlægningssystem, og han skal sørge for, at plantningen af de 1000 planter af indfødt art, som Ric har købt, påbegyndes. Men det viser sig hurtigt, at kommunikationen vist ikke er forløbet helt som den skulle mellem planteleveringsfirmaet og Ric, for mens Ric var af den forståelse, at planterne skulle leveres oppe i parken, mener firmaet, at Ric selv skulle stå for at hente dem i Rotorua - en by ca. en times kørsel herfra. Så Rasmus og Darrell, som er fyren, der skal stå for selve plantningen, må køre ned i en udlejningsbil og hente dem. Derudover har Darrell vist også undervurderet terrænet i parken - plantetiden var estimeret til 2 dage.. men efter 2 dage har Rasmus og ham kun sat ca. 250 planter i jorden, fordi den er hård og overlaget er fyldt med træstumer mv. Så i skrivende stund er Rasmus og Darell igen ude i parken og plante - nu står der vist lidt over 500 planter derude, men der er laaangt til de 1000!

Nå tilbage til min første stævneweekend. Vi kørte til stævnet i den største hestetransporter jeg nogensinde har set - og det var ikke altid lige morsomt, når vejen fx. snævrer ind til en énvejs-bro! Men efter 4½ time når vi frem. Og så starter helvedes-weekenden ellers - ej så slemt var det dog ikke, men det var lange lange dage - gudskelov at det ikke regnede! Op kl. 5 begge dage - og lørdag endda efter minus søvn fordi baby-James bare ikke ville stoppe med at hyle… så giv dog den baby en sut, grrr! Muge ud i græs-boksene, give mad og hø, hente vand ca. 250 meter væk, så ens arme var dobbelt så lange og ens bukser gennemblødte, når man nåede tilbage med ca. halvdelen af det vand, man havde puttet i spanden, strigle, sadle op, hjælpe med at sætte spring op og ned til opvarmningen, vaske hestene af efter endt ridning med vand fra slanger med minus tryk i dem, pudse mere seletøj, så det var pænt til om søndagen… troede aldrig det ville få en ende! Og da vi så kom hjem kl. 22.30 om søndagen, skulle vi liiige sørge for hestene og tømme og vaske transporteren ren… Så efter endnu en lang dag mandag, hvor seletøjet liiige skulle pudses igen igen oveni alle de daglige gøremål, tog jeg beslutningen om, at det bare var for hårdt arbejde for mig… især når man skal gøre størstedelen af arbejdet på sine tåspidser med armene op om hovedet.

Ja, så nu er jeg "arbejdsløs" igen.. men mens min helvedes-weekend stod på, havde Rasmus benyttet weekenden til at købe os en bil. En hvid Suparu Legacy 250 T, stationcar, fra 1999 med air con og automatgear - ja, og så er det en rigtig "Brian-bil" med tonede ruder, skørter, et meget kompliceret stereoanlæg og fancy alufælge. Men må indrømme, at han har gjort et rigtig godt køb - bilen kører som en drøm og den ser helt ny ud. Så jeg må vel leve med at være Brians kæreste de næste 10 måneder, selvom jeg nu pønser lidt på at få pillet de skørter af, når Rasmus alligevel er på arbejde, hehe. Men det er rigtig rart at have fået en bil, så vi ikke er afhængige af Ric og Holly.

En fantastisk opfindelse hernede er de såkaldte "hot pools", som basalt set består af nogle swimming pools med vand fra meget varme underjordiske kilder. Vi tog derud tirsdag i sidste uge for første, men absolut ikke sidste gang - ahhh… det var skønt at lade sin trætte krop synke ned i det varme og efter sigende helbredende vand. Der ligger en del hot pools i området - og vi har heldigvis én lige i nærheden som koster den nette sum af 20 kr. at benytte. Tror hot pools og jeg bliver meget gode venner, ja :o)

Vi har for resten besluttet os for at blive boende her i lejligheden hos Ric og Holly - i hvert fald indtil jul. Vi havde kigget lidt på andre lejligheder og småhuse, men de fleste var umøblerede, og det var jo et stort minus, for det ville betyde en del flere omkostninger, og i forvejen gløder vores visa-kort bare.. man kommer i tanke om utrolig mange ting, som man bare ikke kan undvære, så jeg har brugt sidste uge til at køre frem og tilbage til "The Warehouse", som er en butik, hvor man kan få alt muligt til næsten ingen penge, og "Pak n Save", som er et stort Netto-lignende supermarked, hvor vi gør vores daglige indkøb. Priserne på mad er næsten de samme som i Danmark, dog er fx lammekød så rørende billigt, at det ligefrem fremkaldte et helt drømmeagtigt og lykkesagligt smil hos Rasmus. Derudover har jeg meldt mig som frivillig hjælper på en rideskole for handicappede, som ligger lige i nærheden. Har kun været derude og udfylde nogle papirer - de skulle bl.a. sikre sig, at jeg ikke var pædofil! Men i morgen, tirsdag, skal jeg derud og starte rigtig - det er dog kun nogle timer om dagen, og jeg har indtil videre sagt, at jeg kan komme tirsdag til fredag. Så jeg skal helt sikkert have fundet mig noget yderligere at foretage mig.

I lørdags var vi ude på vores første mountain bike tur - Ric havde aftalt at mødes med den lokale mountain bike klub, som skal stå for at lave stier i parken, og så inviterede han os med. Vi lånte hans og Hollys gamle cykler, købte selv hjelme - vidste jeg skulle have medbragt min zebrastribede hjelm med solsikker på - og så kørte vi ud til parken, selvom det så småt var begyndt at regne. Det var godt nok noget af en prøvelse må jeg indrømme. De få veje, som er i parken, er hullede, meget bakkede og stejle grusveje, og mine hænder holdt krampagtigt om bremserne næsten hele turen, når det altså ikke lige gik så stejlt opad, at jeg måtte stige af cyklen og trække. Og den sidste del af turen gik ad en vej, som vist ikke havde været befærdet i lange tider.. i hvert fald var den overvokset med "gorse", som er en stikkende, gul busk, som vokser som ukrudt hernede, så ikke nok med at man knap kunne se, hvor man kørte, så skulle man også passe på ikke at køre lige ind i de tornede arme på en gorse-busk. Det var lidt for meget vildmand til mig! Rasmus syntes derimod det var en fantastisk oplevelse - og det endda selvom han måtte ned og bide i gruset, efter at have ramt et hul i vejen, så cyklen pludselig stoppede brat op. Så han er helt sikkert klar på at prøve kræfter med denne sport - jeg derimod er knap så sikker…

Vejret i går viste sig fra sin bedste side med sol og næsten ingen blæst (i den tid vi har været her, har det næsten blæst kraftigt hver dag). Så efter at have spist hjemmelavede pandekager udenfor i solen, satte vi os ind i vores Brian-bil, og kørte til Mount Maunganui, som er en ferieby med strand og hvad der ellers hører til ude på spidsen af den halvø, hvor Tauranga også ligger. Vi fandt en parkeringsplads, og så besteg vi ellers Mauao, som Mt Maunganui også kaldes. Ja, besteg og besteg er måske så meget sagt, når bjerget kun er 232 meter højt - men vi svedte i hvert fald, da vi kom op på toppen. Udsigten var fantastisk, så vi spiste vores medbragte madpakke her, hvorefter vi tog en anden sti ned igen. Den første ned til hovedstranden, hvor der allerede var en del hårdhudede kiwier, som havde kastet sig i bølgerne. Rasmus havde også badetøjet med… men efter at have mærket på vandtemperaturen, var der nok lidt for lidt vinterbader i ham, så vi nøjedes med at gå en tur langs stranden. Sjovt nok var en del af stranden fuldstændig dækket af muslinge- og konkylieskaller i alle mulige former, farver og størrelser - det var ret vildt at se, og man nænnede næsten ikke at gå på dette stykke af stranden. Der var også allerede gang i beachvolley'en - så måske kaster jeg mig ud i at spille beach, hvis jeg kan finde nogen at spille med.. forhåbentlig bliver det så til lidt mere end de to gange, som jeg nåede at få spillet henover sommeren i DK.

Jeg er så småt begyndt at løbe igen, og Rasmus har lige købt løbesko, så vi skal snart ud sammen - men puhha, det er altså hårdt hernede sammenlignet med flade flade Danmark. Så indtil videre er det ikke blevet til så lange løbeture, for det tager mig næsten 30 minutter at løbe 3 km, fordi det går stejlt op ad bakke en stor del af turen… de af jer, som har prøvet at løbe bakken op mod slottet i Frb. Have ved, at man godt kan være temlig forpustet, når man når toppen… så prøv at lægge lidt til stigningen og gang distancen med 10 - så har i en idé om, hvad slags terræn man løber i hernede. Jeg kan næsten ikke stå oprejst på toppen af sådan en bakke… men forhåbentlig bliver det bedre med tiden. Nå ja, og så skal vi begynde til dans på torsdag - det er bare et 6-ugers begynderkursus, og det bliver spændende at se, om vi er de eneste unge, men sjovt skal det nok blive. Men det kan i høre mere om næste gang.

Se så fik jeg alligevel ikke rigtig begrænset mig - håber i bærer over med mig. Næste gang går der forhåbentlig ikke så længe, så det burde jo i sig selv nedsætte mængden af information, som vi gerne vil dele med jer :o)

Kh Janni (og Rasmus)