Sommer, sommer og sol!

Ja, som overskriften på denne blog også siger, så er det sommeren virkelig kommet til byen - det har været 22-26 grader næsten hver dag siden jeg sidst skrev, og solen har skinnet 95 procent af tiden - således også i skrivende stund (hmmm.. hvad laver jeg så egentlig herinde!?!) Nej kan godt tillade mig at være indenfor et par timer, for vi har brugt hele weekenden på at være udenfor og nyde det gode vejr, og som i måske ved, så er UV-strålerne ret krads hernede, så man skal virkelig passe på ikke at blive fuldstændig branket.

Men lad mig da starte hvor jeg slap sidst - som forventet kom vi først afsted til Coromandels om torsdagen (heldigvis kom vi da trods alt afsted), og godt træt af aftaler som ikke holder alligevel kørte Rasmus og jeg bare afsted for os selv om morgenen. Det var en fantastisk flot dag, og humøret var højt - og vores 2-3 indlagte stop undervejs gjorde bestemt ikke humøret mindre højt. Første stop var Cathedral Cove, som er nogle smukke kalkstensklipper i en bugt - vi stoppede ved parkeringspladsen og pakkede vores snorkleudstyr sammen, for vi havde læst, at man kunne snorkel på halvvejen derud. Jeg skulle dog lige skifte til bikini først - og ved toiletterne slår det mig pludselig, at her har jeg da været før! Meget mærkeligt - og også lidt suspekt sted at komme i tanke om det, men som vi går ned mod bugten bliver jeg mere og mere sikker - føles næsten som i går at jeg gik på den samme sti sammen med de andre backpackere. Vi stopper ved Gemstone Bay, hvor der er et lille marine reserve, hvor vi leger med nogle nysgerrige snappere en halv times tid - Rasmus har nemlig lært et trick med at slå hul på en søstjerne, og det tiltrækker fiskene, fordi de selv har svært ved at få hul på søstjernen, men elsker "indmaden". Det må virkelig være guf for fiskene, for de følger i finnerne på os resten af turen - ja, man føler sig næsten ligesom "rottefængeren" :o)

Efter Cathedral Cove kører vi til Hot Water Beach, som er et lille stykke strand, hvor man omkring lavvande kan grave sig et hul i sandet, som bliver fyldt med meget varmt vand fra en underjordisk kilde - kilden er dog meget lille, og vandet bliver hurtigt koldt når man bevæger sig lidt væk fra kilden, så man skal være hurtig, hvis man vil tilkæmpe sig én af de gode pladser. Heldigvis har vi dog en spand med (tak Lonely Planet), så vi kan hente meget varmt vand fra midten, hvor ingen alligevel sidder (vandet er 60-70 grader) og fylde det i vores noget lunkne hul, skønt.

Turen går herefter til Coromandel Town, som er en rigtig hyggelig lille by, hvor vi køber nogle af lokalslagterens "muslinge-pølser" - ja det lyder mærkeligt, men de smager faktisk ret godt. Man skal bare ikke kigge på selve farsen og lade være med at tænke på at det er musling - så er det en helt acceptabel spise. Vi mødes med de andre på en hyggelig restaurant og kører videre til Little Bay, hvor den bach (sommerhus) som vi har lånt af Ric & Hollys venner ligger. Det er en noget gammel og slidt bach, men beligenheden er super - en lille trappe fører én direkte ned på stranden - så kan det næsten ikke blive bedre. De næste par dage bliver fordrevet med fiskeri, snorkling, gåture, solbadning og bare ren og skær afslapning. Og for nogen er der måske tale om lidt for meget afslapning... Ric og Hollys ven fra USA Charlie brugte i hvert fald weekenden på højlydt at bøvse og prutte og smaske så ofte han kunne komme til det... mage til ulækker og frastødende mand skal man da lede længe efter! Og vi taler ikke om en ung red neck fyr - næ manden err over 60 og har en meget succesfuld økologisk grøntsagsplantage. Kan ikke forestille mig, at han opfører sig sådan overfor sine kunder - så ville jeg i hvert fald finde andetsteds at gøre forretning! Nå, men meget mod min forventning, så fanger Rasmus faktisk hele 5 fisk med sin harpun - så hermed en officiel undskyldning for at tvivle på dine evner som en STOR STOR fiskermand Rasmus :o) Vi får også set en sjov lille shop i den nærmeste by, fordi vi mangler et par ting til middag en aften - tror ikke man kunne finde noget, som denne lille shop (den eneste i miles omkreds) ikke havde. Man kunne tanke benzin, sende breve, købe dagligvarer - selv økologiske dagligvarer, købe tøj osv. Men priserne afspejlede bestemt også den lille butiks monopol på shopping - måtte fx. slippe 25 kroner for et lille brød, mod normalprisen på 12 kroner.

Vi havde egentlig regnet med at skulle være i Coromandels til om mandagen, men gæt engang - Ric og Holly havde ændrede planer og vi tog derfor afsted allerede søndag eftermiddag. På vejen hjem kørte vi forbi et lille vandfald, og en lille plantage med 600 år gamle Kauri-træer. Kauri er en indfødt træart, og de træer kan bare blive store! Det var både imponerende men også lidt trist at lægge nakken tilbage og følge den enorme stamme op og op og op i luften indtil trækronen begyndte, for førhen var der ikke noget særligt ved sådanne træer - de voksede overalt, men så begyndte man at fælde dem - heldigvis overlevede disse 13 træer, hvoraf det største havde en stamme med en diameter på 6 meter! Ric, Holly, Charlie og pigerne kunne lige nå rundt om det ved at holde i hånd og strække sig så langt de kunne. Der var også et sjovt siamesisk træ, hvor der var én stamme på jorden, som delte sig i to identiske træer.

De næste par dage går livet sin sædvanlige gang. Fredagen er dog lidt anderledes, for vi rider Helens heste på stranden, hvor de skal stå de næste par dage, så hendes kunder kan komme og ride ture på stranden. Det er en sjov tur - og også ret udfordrende, for vi skal trække hestene under vejen to steder i tuneller bygget til køer, som er ja, en smule lavere end hestene, så det kræver både deres og vores mod, men under kommer vi da. Om aftenen passer vi pigerne, fordi vi har givet Holly to billetter til en jazz-musical til hendes fødselsdag. Ja, passer og passer er måske så meget sagt, for Ric og Holly beslutter sig for at spise sammen med os derhjemme (hvilket de først meddeler kokken EFTER hun har forberedt maden, grrr), og derefter er der kun ½ time til de skal i seng, så det er en meget nem babysitter-tjans (hvem sagde det var svært at have børn, hehe). Der er run på dagen efter nede på stranden for vejret er perfekt - jeg har taget min dykkerstøvler med, så jeg kan gå med hestene ude i bølgerne uden at være bange for at blive trådt over tæerne. Det er hårdt at gå op og ned og op og ned af stranden hele dagen - især til sidst fordi én af pigerne gerne vil trave og galoppere, men det vil hesten ikke.. så jeg bliver sat til at løbe ved siden af med et reb i hånden, som kan "tilskynde" hesten til at løbe. Puhha, det var vist den dags motion!

Om søndagen kører vi til Whakatane, hvorfra vores tur til White Island starter. Jeg havde givet Rasmus det i fødselsdagsgave, fordi han lige siden vi ankom har snakket om at se White Island, som er den eneste aktive vulkanø i New Zealand. Vi havde på forhånd fået at vide, at man skal tage søsygepiller fordi bådturen kan være ret slem, men vi er heldige at havet er stille, så ingen bliver søsyge og det er en flot tur derover. Vi bliver delt op i 3 grupper med hver sin guide og får udleveret et obligatorisk sikkerhedssæt bestående af en hård hjelm og en gasmaske. Det er en utrolig flot og spændende tur - der er konstant aktivitet i undergrunden, som viser sig ved uforudsigelige dampskyer, hvoraf nogle er mere behagelige end andre; boblende mudderhuller; små jordskælv (vi oplever dog ikke nogen mens vi er derovre); jordskred mv. Nogle af dampskyerne har svovlsyre i sig, som man kan mærke som små prik på huden og vi bliver nødt til at tage maskerne på og sutte bolsjer, da indånding af gasserne kan gøre det svært at trække vejret. Uha, det hele er lidt vildt og farligt, hihi. Man skal også huske at holde sig til stierne, for flere steder er der kun et tyndt lag hårdt materiale ovenpå flydende og meget varme lavestrømme... dette fandt en geolog ud af for nogle år siden, da han trådte sin støvle igennem og lavede et flot fodspor i overfladen. Heldigvis var støvlerne højskaftede, så der skete ikke noget med hans fod/ben. Vi får en masse ting at vide om selve vulkanen og øen - men jeg hører vist kun efter med et halvt øre, fordi jeg er mere optaget af at tage billeder - masser af billeder, som i vist også kan se ud fra fotoalbummet.

I sidste uge var det sidste gang til beachvolley, og jeg havde aftalt med Sarah og Nick at vi bagefter skulle til bbq'en og til jam night på den lokale pub. Desværre aflyste de selve volleyen pga dårligt vejr (så dårligt vejr syntes jeg nu ikke det var), og det gjorde at der ikke var ret mange folk til bbq'en... hvilket både var godt og skidt. Skidt fordi det gjorde at stemningen måske ikke var i top, men godt fordi der var mange flere pølser og gratis øl til de fremmødte. Rasmus kom ud og mødtes med os - og fik også del i de gratis øl, så vi havde aftalt at sove hos Sarah, så vi ikke skulle køre hjem. Det var super hygligt at få snakket noget mere med mine to holdkammerater, for der er sjældent tid til kampene - vi skal spille igen næste år, og har aftalt at så må vi lave noget mere socialt med holdet før/efter kampene, så vi kan få rystet holdet lidt sammen. På Mt. Mellick til jam night mødtes vi med Bianca og Jason, og fik et par drinks mere inden vi tog hjem til Sarah ved midnats tid. Rasmus skulle nemlig op på arbejde dagen efter, men jeg havde været forudsigende og taget fri fra RDA, hehe. Stod dog op dagen efter alligevel sammen med Rasmus og kørte bilen hjem fra hans arbejde. Kunne godt mærke de mange gratis øl, så sov indtil jeg skulle i Røde Kors butikken, og gik vist rundt og lignede en zombie hele dagen alligevel. Måtte også springe dans over om aftenen, mens Rasmus var sej og tog til sin sidste massageklasse - har dog stadig en helkrops-massage til gode, men nu har jeg købt massageolie, så nu er der ingen undskyldninger.

Torsdag var det sidste dag på RDA for de handicappede - og lidt vemodigt også, for de to trænere som jeg har arbejdet sammen med holder begge op. Rose fordi hun har været der i 20 år, og nu er det på tide at komme videre, men Lisa fordi hende og komitéen ikke rigtig kommer overens, så de har fyret hende, hvilket jeg synes er rigtig trist, fordi hun virkelig har gjort meget for stedet og alle godt kan lide hende. Så det bliver noget anderledes at komme tilbage efter ferien, når de starter op igen i midten af februar. Om eftermiddagen forsøgte jeg mig med at bage vaniljekranse, dvs. det blev til vaniljekager, da jeg ikke havde nogen gammeldags kødhakker med stjerneform. Men de smager nu næsten som de plejer, så man skal bare lukke øjnene når man spiser dem og forestille sig at det er små kranse :o)

Weekenden er som sagt blevet brugt på at nyde det gode vejr. Om fredagen red Helen og jeg en super god lang tur, og bagefter var der julefrokost på RDA, hvor Rasmus tog med, så han kunne se stedet og møde nogle af de frivillige som jeg arbejder sammen med. Det var dog ret stille og roligt, så vi aftalte med Bianca og Jason, som også var der, at vi tog hjem til dem og fik et par drinks, og at vi sov der, så jeg kunne have bilen om morgenen til at køre ud til Helen og Rasmus kunne køre med Jason ud at fiske. Så det gjorde vi og da jeg kom tilbage fra Helen tog vi på stranden - mens vi slappede af og svømmede, sejlede drengene kayakkerne over til en lille ø, der hedder Rabbit Island, hvor de snorklede og fiskede med harpun. Og den STORE fiskermand skød endnu en fisk - en butterfish, som vi lavede til aftensmad med gul karry og ris, mums. Strandscenariet gentog sig igen søndag - så nu er jeg blevet næsten negerbrun. Denne gang fangede Rasmus ikke én men to butterfish - dog mindre end lørdagens fangst - som han gav til Holly og Ric, fordi vi stadig havde rester fra dagen før. Åhh, STORE fiskermand - jeg bøjer mig foran dig og kysser dine fødder, haha...

I går var jeg ude hos Helen for sidste gang inden ferien - og ja, måske for sidste gang i det hele taget, for hun fortalte mig, at hun har besluttet sig for at sælge hestene pånær én, fordi det var for meget arbejde og hun ingen penge tjente på treks'ne. Så når vi kommer hjem fra ferie skal jeg på den igen - finde noget nyt at lave. I hvert fald er jeg jo "arbejdsløs" indtil RDA åbner igen - tænker jeg måske skal prøve at finde et betalt job denne gang, da vores pengebeholdning sandsynligvis er i bund efter 3 ugers køren rundt og lave sjove ting på Sydøen. Vi må se.

Og ja, så er det jo snart jul igen, og jul igen og julen varer li' til påske - og I må alle sammen have en rigtig dejlig jul og et godt nytår, hvis vi ikke når at opdatere bloggen inden. Vi er dog bestemt ikke i julestemning - det er lidt svært når det er mega varmt og længe lyst, men vi har da aftalt at lave ris à la mande til Ric, Holly og tøserne på fredag, så det kan være vi kommer i den rette stemning dér.