Ude godt men hjemme bedst..

Vi har nu været på vores første "road-trip" med Brianslæden. Destination: Auckland - NZ's største by, som huser 1/4 af landets befolkning, dvs. ca 1 mio indbyggere. Hvad vi ikke vidste var, at en stor procentdel af Aucklænderne er asiater - og at dømme ud fra spisestedernes karakter, er størstedelen af disse koreanere. På hovedgaden ligger der således den ene koreanske bbq efter den anden - hvis det da ikke lige er en koreansk-kinesisk restaurant. Måske det helt nye fusions-køkken? Vi fik dog aldrig lagt smagsløg til det koreanske køkken, for vores visit blev ganske kort... Jeg havde set, at der var danse-festival i byen, så vi havde bestilt billetter til et street-dance show fredag aften, som hed "Bond008" - og ja, som uden overraskelse var bygget op om James Bond.

Så vi kørte afsted fredag efter frokost, fandt vores hostel, men stødte så på første forhindring og det tilbagevendende storby-problem... parkering! Endte med at køre ned i en p-kælder, checke ind på hostlet, tage et hurtigt bad,hvorefter vi ville køre bilen over i nærheden af, hvor showet blev vist og lade den stå der, fordi parkering der var gratis. Vi kørte afsted i god tid, så vi kunne nå at spise aftensmad på en nærliggende restaurant, men efter 10 minutters kørsel stødte vi så på anden forhindring... vores medbragte Auckland-kort viste os fejlagtigt (det var i hvert fald ikke kortførerens skyld, nej det var ej!) ned på motorvejen lige midt i myldretiden, og vi nåede derfor kun lige at parkere, hente vores billetter og finde en kiosk, hvor de solgte nogle meget tvivlsomme tærter med et ligeså tvivlsomt fyld, som vi kunne stille vores sult bare nogenlunde med. Selve showet var rigtig godt - omend der var diverse småfejl med lyd og lys, men det var universitetsstuderende som havde sat showet op, så det bar vi selvfølgelig over med. Og stemningen var fantastisk - der blev heppet på helten, piftet af de hotte dansepiger og bu'et af skurken, så det var ligesom det skulle være.

På vej tilbage til hostlet førte vores Auckland-kort os igen på afveje (nej, det var stadig ikke kortførerens skyld, nej det var ej), så vi endte med at have gået ca. 3 km i høje hæle/fine herresko inden vi var tilbage, og det blev derfor kun til et par øl/drinks i hostlets bar inden vi gik i seng. Næste morgen ville vi benytte hostlets højt profilerede spa-pool inden vi tjekkede ud - man skal da have fuld valuta for sine penge... men tredje forhindring kom os i vejen...spa-poolen var drænet for vand fordi den skulle gøres ren - men vi kunne da bruge den om eftermiddagen, men nej det kunne vi ikke, for vi havde kun booket én nat, suk. Nå, men vi gik op til bilen med vores ting og brugte så ellers resten af dagen på at vandre hovedgaden tynd - men vi hyggede os og fik da også brugt lidt flere penge, bl.a. på et weekend-marked, hvor Rasmus "desværre" ikke fandt nogle ting, som han kunne sælge videre. Fik også lige set lidt kiwi-kunst på Kunstmuséet, men det var bestemt ikke noget at råbe hurra for - godt der var gratis adgang. Ja, der var nu alligevel lidt for meget storby over det, så vi besluttede os for at "ude var godt, men hjemme nu engang bedst", og derfor tog vi hjem om eftermiddagen.

Det gav os søndagen herhjemme - og en mulighed for Rasmus for at komme ud og afprøve sin lange lange fiskestang. Så han stod op inden solen søndag morgen og tog med Ric og hans bror Bruce ud og fiske fra klipperne ude ved Mount Maunganui (i kort tale bare "the mount"). Og lur mig om de ikke fangede noget - Rasmus fik en "John Dory" på krogen, som har en KÆMPE mund (på billedet kan man dog ikke rigtig se det - men hvis man slår munden ud på den, er den ligeså stor som halvdelen af fisken), men som desværre ikke rigtig er særlig spiselig. Men det satte virkelig skub i ham, så nu vil han bare ud og fiske hele tiden.

Efter en lidt sløv formiddag (i hvert fald for mig), hvor vi egentlig mest var i humør til bare at lave ingenting hele dagen, kom Ric og Holly og spurgte om vi ikke ville med til Te Puna Quarry Park, som ligger 25 minutters kørsel fra huset. Vejret var godt, så vi slog til, og det blev en fortræffelig eftermiddag i en park, som havde rigtig meget at byde på. Der var små oaser med bonzai-træer, orkidéer, sommerfugle, kaktusser mv, men det mest opsigtsvækkende i parken var de mange mere eller mindre malplacerede metal-figurer, som tydeligt vidnede om en noget excentrisk park-designer. Bl.a. stod Tiger Wood lige pludselig foran os, og hov, der sad en mand og sov op ad et træ... og vuf, vuf, der stod en hund, men den tabte hovedet, da Lilly ville klappe den. Den sjoveste figur var dog rensdyret med golfbold-øjnene, som poppede ud af hovedet på den (se billedet i albummet).

Siden sidst har jeg været ude og ride lidt sammen med Helen - det har heldigvis ikke været så "farligt" som jeg havde forestillet mig, og det seje er, at én af de ponyer, som hun har til rådighed lige er min størrelse og mit temperament. Hun hedder Opal, og ejeren Dave vil gerne have, at hun lærer at springe, så det skal jeg hjælpe med - og måske skal jeg ud og starte små springkonkurrencer på hende, jubiii. Indtil videre skal jeg hjælpe til 3 gange om ugen mod at få lov at ride - det bliver godt at komme i rideform igen! Jeg har også haft mine første rigtige dage hos RDA, hvilket har været spændende men udfordrende.. det er som sagt ikke altid lige let for mig at forstå kiwi-engelsk, og når det oven i købet kommer fra et psykisk handicappet barn, puhha - så skal jeg virkelig spidse ører, samtidig med at jeg skal kontrollere hesten. Det foregår nemlig sådan, at man trækker hesten og skal interagere med barnet samtidig - lege lege osv. Det er dog kun med de børn, som selv kan sidde - en del af dem er fysisk handicappede, så de skal have en hjælper på hver side, som holder dem, så de ikke skvatter af, men det er også ret hårdt, for man går ofte med armene i nogle akavede stillinger. Men jeg synes det er rigtig sjovt at komme der, og så kan man jo også lige pudse glorien samtidig, hehe :o) Er forresten også startet som frivillig hos Røde Kors, hvor jeg et par gange om ugen skal ordne deres daglige bank-forretninger og hjælpe til i selve shoppen - hmm.. måske er det på tide, at jeg holder hesten lidt, ellers ender jeg med at have for lidt timer i døgnet..