Hej igen!

Om morgenen ankom vi til Banda Aceh, og straks blev vi omringet af taxa-chauffoerer. Vi fandt ind til byen, hvor vi fandt ind til centrum - her fandt vi et fint hostel. Turen dertil var ret kold, og vi saa flere gange aber loebe over vejen.

I Aceh-provinsen doede 170.000 mennesker i loebet af syv minutter den 26. december 2004, og i Banda Aceh, der er regionens hovedstad, doede 60.000. Det er ret mange med tanke paa, at der kun bor cirka 200.000 i dag. Af samme grund ser man ikke mange boern i alderen otte til 14 aar loebe rundt i gaderne. Stoerstedelen af boernene blev skyllet vaek af en tarvelig boelge for syv aar siden.

Vi startede med at gaa lidt rundt i byen, og derefter tog vi ud til 'Boat in the House'. Det er - som navnet antyder - en baad i et hus, skyllet langt ind paa land af tsunamien. Mange af husene hernede er lave og med fladt tag, og den lille forhoejning, som baaden skabte, endte med at redde 59 menneskers liv. En mand derude fortalte os historien om, hvordan han selv havde overlevet tsunamien ved at loebe op i en hoej bygning, ligesom han fortalte om de store svaerme af rotter og fugle i minutterne inden den foerste boelge.

Bagefter tog vi ud til stranden, hvor det hele skete. Banda Aceh er genopbygget de fleste steder, men herude er der helt goldt og oede. Vi stod i en tid og forestillede os den 26. december 2006, og saetningen 'Can you imagine...' blev sagt ret mange gange. Vildt!

Bagefter gik vi rundt paa et par lokale markeder og i byen, hvor vi blandt andet blev rippet paa en meget dyr restaurant. Vi fik at vide, at buffeten kostede 18.000 Rupiah, men jeg endte med at skulle betale 68.000, mens Francoise skulle betale 114.000 Rupiah. Vi fik dem dog lidt ned i pris.

Bagefter tog vi ud til et stort skib paa 2.500 ton, der engang leverede stroem til Banda Aceh. Det blev skyllet fire kilometer ind paa land af tsunamien, og det var helt vildt at se. Vi saa ogsaa paa billeder fra dagene; blandt andet af bjerge med lig, boelgen og saa videre. Bevaegende.

Bagefter tog vi ud til en stor moske, Masjid Raya Baiturrahman, der helt mirakuloest overlevede tsunamien. Smukt, selvom templer og moskeer ikke er min favorit.

Eftermiddagen blev brugt paa at slappe af, ligesom aftenen ogsaa foregik med at lege turister i byens gader.

I morgen smutter vi til Pulau Weh, hvor det er min plan at vaere resten af tiden hernede i Indonesien.

Indonesien er helt fantastisk!