Profile
Blog
Photos
Videos
Efter at være vågnet tidligt på Gili Trawangan, susede vi ned til det bureau, hvor vi havde booket turen til Rinjani. Ejeren sov på bordet, men vi fik ham vækket, og kort efter sad vi på båden til Lombok. Her mødte vi Mr. Super (og han var en mister super), som sørgede for transport til hest igennem Bangsal. Herfra kørte vi videre i bil til Senura, som er gateway til Mt. Rinjani. Rinjani er en vulkan på 3.726 meter, hvilket gør den til Indonesiens tredjehøjeste. Vi havde booket en tur på to nætter/tre dage, og vi kom i gruppe med et par amerikanere og folk fra andre lande. En rigtig god gruppe.
Efter at have pakket en daypack begyndte vi opstigningen, der startede i regnskov. Det var virkelig stejlt, og solen bagte ned på vores i forvejen godt solbrændte hus. Vi fik tidligt set flere aber svinge sig fra træ til træ - skægt! Lidt tid og mange sveddråber senere kom vi op i skydækket, hvilket resulterede i tåge og masser af fugt. Det var lidt skægt at tænke på, at man bogstaveligt talt befandt sig imellem skyerne. Vi gjorde et par pauser undervejs, hvor vores unge guide bl.a. lokkede os til at røre en plante, der fik huden til at klø. Flot :) Vi så også andre folk på vej ned, hvor guiderne bare gik i bare tæer eller sandaler. Imponerende.
Efter lidt tid kom vi ud af regnskoven og over skyerne, og fra en stejl græssavanne kunne vi nyde en helt utrolig udsigt ud over Lombok. Det mest utrolige var dog de smukke skyformationer - her bare set fra oven. Sidst på eftermiddagen slog vi lejr med telte, og mens bærerne lavede mad, nød vi den smukke solnedgang. Solen gik ned over Mt. Agung på Bali, hvilket var flot. Godt trætte gik vi tidligt i seng.
Tidligt næste morgen gik vi op til kraterkanten, hvorfra udsigten er fantastisk. Mt. Rinjani består af en stor gant, hvorpå det højeste punkt også ligger. I midten ligger en stor vulkansø, og i midten af den står vulkanen, der havde sit sidste udbrud i 2009. Efter en møde med de vanvittige toiletter (en plade med et meget lille hul - uden dør) begyndte vi at gå ned til søen. Det var en stejl nedstigning, der dog til tider gik ret hurtigt. Efter et par timer kom vi ned til søen, hvor vi fik os en kold dukkert i maleriske omgivelser. Lækkert! Efter lidt afslapning gik vi til et par (meget) varme kilder, der lå lige ved siden af et flot vandfald. Inden da skulle vi dog først passere et vandløb, hvor jeg selvfølgelig plaskede i med våde fødder til følge. Flot, Jakob. Vi slappede lidt af, og bagefter begyndte det at gå seriøst opad. Vi gik på små stier med store drop-offs, men pludselig skiftede landskabet fra grønt og frodigt til goldt og askefyldt. Vi var tæt på toppen, og ved 2.800 meter slog vi lejr. Der var masser af aber omkring lejren, og vi kunne se toppen, der skulle blive nattens store udfordring. Aftensmaden var dog også en kamp i sig selv; den bestod af de samme fem ingredienser som dagene forinden (ris, gulerødder, kål, bønner og vand). Vi nød en helt, helt utrolig solnedgang og gik rimelig tidligt i seng.
Vi stod op klokken 02.30 om natten, og klokken 03.00 begyndte vi det sidste store træk. Det var meget stejlt i starten, men vi fik det klaret i en rimelig fart. Hele vejen til toppen gjaldt det dog, at det var vulkanaske, som var svært at få fodfæste i. Bagefter var det ikke så stejlt, og vi troede, at det værste var overstået. Vi troede sågar, at vi kunne se toppen, men efter noget tid kunne vi se, at det, vi troede var toppen, skjulte en højere bjergtop bagved. Tilmed var der vanvittigt stejlt derop, ligesom den megen aske og den tynde luft virkelig gjorde det til en stor kamp. Vi kom dog op på toppen før solopgangen, og belønningen var stor: det var utroligt smukt at se solen stå op over skyerne. Billederne taler for sig selv, og det kan være svært at beskrive med ord. Efter en times tid på toppen begyndte nedstigningen, der nærmest foregik i løb. Det gjorde den - efter at have pakket vores tasker - faktisk hely ned til bunden, hvor vi var omkring klokken 14.30. Her blev vi hentet af en ladvogn (og ja, vi sad i over en time på ladet), hvor vi blandt andet kørtr forbi rn skolebus, hvor børnene sad på taget. Hmmm. Vi blev sat af i Senura, hvor vi ville blive i en nat ekstra.
- comments
Hanne Wauw...hvor lyder det bare fedt...Lidt noget andet end det danske terræn:-)...