Moni

Efter et par overnatninger på Flores' vestlige spids i Labuan Bajo valgte vi sammen med Nicholas - en 29-årig fransk lokomotivfører - at sætte kursen mod Moni et godt stykke inde på øen. Shuttlebusserne var fulde, så vi måtte i en lokalbus, hvilket krævede, at vi nok en gang skulle tidligt op - klokken 04.45. Vi fandt en bus til byen Bajawa og håbede så på, at vi kunne finde noget derfra samme dag. Vi var nemlig på lidt af et tight schedule de sidste dage på Flores, idet vi skulle nå et fly mandag i Maumere.

Vores valg af lokalbus var dog ikke ligefrem heldigt - vi kom faktisk med hvidløgsekspressen. Det er meget normalt, at lokalbusser transporterer varer på loftet, gulvet og sæderne sammen med passagererne, men denne transporterede ufattelige mængder hvidløg. Det tog meget af pladsen i bussen, ligesom det var under vores fødder, så sæderne bare blev endnu mindre. Dertil kom lugten og at bussen var overfyldt, så folk sad i gangen, hang ud af døren og så videre. Personligt skulle der gå knap otte timer, før der var plads nok til, at jeg kunne have armene langs siden. Det hjalp dog lidt, at udsigten var rigtig flot - smalle bjergveje, store risterrasser, farverige landsbyer. Efter omkring 10 timer var vi dog så heldige at passere og skifte til en bus, der skulle til Ende, og her var forholdene noget bedre.

Da vi ankom til Ende viste det umuligt at finde et hotel, så vi mødte en fyr, der gerne ville køre os den halvanden time til Moni. Her fandt vi et dyrt sted, der havde åbent, men vi var jo tre til at dele, så det var okay.

Næste morgen tog vi det stille og roligt, og vi havde egentlig kun én plan: se vulkanen Kelimutu. Kelimutu er en vulkan med tre mineralsøer i dens krater, der har helt maleriske og meget klare farver. 

Vores hotel lå lidt uden for byen, så omkranset af rismarker gik vi ind til landsbyen, hvorfra vi lejede scootere m.h.p. selv at køre op til toppen. Som sagt så gjort, og efter en halv times kørsel igennem skyer og regnskov (med aber på vejen) kunne vi begynde vandringen det sidste stykke, der tog omkring 20 minutter.

Da vi kom op på toppen, kunne vi nyde den utrolige udsigt. To af søerne var en helt intens blågrøn farve, mens den sidste var komplet sort. Det var virkelig flot, og det skulle billederne også gerne gengive.

Vi kørte ned fra Kelimutu, fik noget mad og hoppede på den næste lokalbus med retning mod Maumere. Nicholas valgte at blive i Moni, så nu er vi bare os to på farten igen.