Profile
Blog
Photos
Videos
SØDE MENNESKER I DE VARME LANDE
Ja, så kom vi til Battamang efter en lang og kedelig bustur. Heldigvis havde vi begge to bøger som der flittigt blev læst i. Ovenikøbet så gode bøger at vi begge to brugte det meste af dagen på at læse dem færdige. Ellers fik vi lige kigget lidt omkring i byen. Det er Cambodias anden største by, og til trods for det, var byen lige så død som Haslev efter butikkerne er lukket.
På vores hostel var der mange guider der var gode til engelsk, og da vi kom tilbage efter aftensmaden, kom der en af dem hen og spurgte hvad vi havde tænkt os at lave den næste dag. Han kom ikke løbende i hovedet på os, og han var heller ikke total ivrig for at sælge deres ture. Helt befriende, og ikke noget der sker så tit her nede! Så vi besluttede os for at vi gerne ville på tur med ham, og det aftalte vi så. Turen gik først til de lokales "bambustog". En slags plade lavet af bambus som man sad på, og som så blev trukket af en 6 hestekræfters motor. Før i tiden skubbede man sig frem med en bambuspind. En del nemmere nu. :) Da vi havde kørt lidt, kom der er modkørende "tog" på skinnerne, så vores "togfører" bremsede, og vi stod af. Nu skulle man tro at der var et problem, men da de såkaldte toge er lavet af bambus og ikke er ret tunge, så løftede vi bare vores tog af skinnerne imens det andet kørte forbi. Da vi kom til endestationen stod vi af, og to små børn kom over til os. De fulgte os om bag ved en lade hvor en murstensfabrik lå gemt. Sjovt at se hvordan en klump ler kan blive til byggesten til et hus. :) Børnene legede lidt, og de fik nogen Oreos af os. Sofie fik tilgengæld en flot ring lavet af blade. Tobias var lidt misundelig. :b Turen gik tilbage af skinnerne til vores tuk tuk, og vi kørte videre.
Vi skulle nu til et tempel der hed Prasat Banan, men på vejen stoppede vi ved et stort træ. Vi undrede os begge to hvad vi mon skulle lave der, men vores guide tog hjelmen af og viste os at i toppen af træet sad en masse KÆMPE flagermus! Han fik dem til at flyve, og vi så hvor store de egentlig var. Mellem en halv og en hel meter når de fløj. Det var sygt! :D
Turen gik videre til templet. Det lå på toppen af et ligge bjerg, så der var mange trapper op! 300 fik vi af vide bag efter. Hele vejen op fulgte en lokal dreng på 5 os, og viftede vind på os med sin lille vifte. Sødt, og utoligt at han ikke blev mere træt end det han gjorde! Udsigten var flot, men desværre var der ret mange træer i vejen. Da vi skulle ned, kom drenges storebror hen og spurgte om vi ville med ind i en grotte som lå ved foden af bjerget. Vi sagde selvfølgelig ja, og fulgte den lidt større dreng ned af den stejle bjerside. Alligevel meget rart at have ham med, da der flere steder var skilte hvorpå der stod at der var miner uden for de anlagte stier. Inden vi skulle ind i grotten, fik vi en lommelygte hver, og smuttede ind i den lille sprække der var indgangen. Det var helt som man ser på film, med at indgangen var både smal og lav, og når man så først kom ind, var der højt til loftet. Der var helt stille der inde, og ret mørkt. :) Men en sjov oplevelse.
Næste stop på vores tur var Phnom Sampeau hvor endnu flere templer var anbragt på toppen af et bjerg. Men inden vi kom så langt, stoppede vores guide igen et sted i ødemarken hvor vi ikke anede hvad vi skulle se. Han stod af sin knallert, og sagde at vi skulle følge med ham ned i noget krat der var ved siden af vejen. Hernede sad en gammel lokal mand og fiskede, og det var hvad vores guide ville vise os. Han fortalte os noget om hvordan man gjorde, og også lidt om hvordan de lokale passede rismarkerne. Det vidste han meget om, da han førhen havde arbejdet med netop dette.
Vi kørte videre, og kom ind i en lille by. Her spiste vi frokost, og begav os så op af det stejde bjerg. En ny lokal guide fulgte os der op. Først stoppede vi ved The Killing Caves som var et sted hvor Khmer Rouge havde henrettet de mennesker der boede på bjerget da de kom og overtog stedet. Mange af kranierne var samlet, og lå i en glasmontre sammen med diverse knogler og andre lækre sager. Vi gik så videre og kom op på toppen af bjerget efter laaaang tid opad. Deroppe var udsigten fantastisk, så det brugte vi lang tid på at stå og beundre. Templerne på toppen lignede alle de andre templer som i efterhånden har set en del af. Der sad en munk ved siden af et af templerne, og smilte sødt. Så Sofie spurtge ham om vi kunne få taget et billede med ham, og det ville han gerne. Efter mange timers tur, skulle vi nu hjemad. Vores guide var nok den sødeste vi har oplevet indtil videre. Helt rart at vide at der også findes søde af den slags. :)
Da vi kom tilbage til værelset stod den på et veltrængt bad, og en lille lur inden vi igen skulle på farten. I Battambang ligger der en skole hvor børn kan lære en masse kreative fag som musik, kunst og dans. De opførte så et teater/cirkus som vi så om aftenen. Det var vanvittigt! Drengene som opførte en slags historie, hoppede og dansede, og lavede de vildeste badutspring. Og så ovenikøbet bare på gulvet. Det var utroligt hvad de kunne. I teateret mødte vi en tysker som vi spiste aftensmad sammen med. Ikke speciel interessant person, men hun var da meget hyggelig. Turen gik så tilbage til vores værelse hvor den stod på seriøs afslapning efter en dag fyldt med oplevelser.
Vi var begge ret kvæstede efter gårsdagens tur, så vi sov længe. Da vi stod op vidste vi ikke rigtig hvad planerne var, så efter den sene morgenmad fandt vi ud af at der gik bus til Phnom Pehn kl 14.30. Der var ikke rigtig det store tilbage i Battambang som skulle ses, så vi købte billetter, og steg på bussen. En lang tur på 6 timer, føles dog endnu længere når de i bussen valgte at skrue helt op for det asiatiske musik med tilhørende musikvideoer.
Da vi ankom til Phnom Pehn blev vi begge meget chokerede. Så snart bussens motor var slukket stod der tuktukchaufførere og råbte og pegede på en inde i bussen for at vi skulle vælge at køre med dem. Da vi kom ud af bussen var der endda sat hegn op så chaufførerne ikke kunne komme ind til os før vi havde fået vores baggage. Netop da dette skete, stormede der 15 mænd hen til os for at få os som kunder. Meget hektisk! Vi valgte at køre med ham der var mindst frembrusende. :) Han kørte os til Sunday Guesthouse som var der hvor vi skulle sove for natten. Her er vi så nu, og har ikke de store planer for i morgen. Vi ser hvad der sker.
Over and Out.
- comments
Pernille Både bambus toget og den gamle fisker,gad jeg godt have oplevet. du skriver meget levende Sofie. Det er en fornøjelse at læse. Hvor oplever I dog meget ! ! Mange knus til jer begge !