Så blev det tid til aller sidste blogindlæg for denne gang. Sørgeligt, men sandt.

Der er sket meget siden sidst, men vi tager den fra begyndelsen.

Vi tog på vores trekkingtur, og skulle endnu engang op kl lort om morgenen for at blive hentet. Vi kørte i nogen timer ud til den by hvorfra vi skulle starte vores trek. Vi fik spist lidt morgenmad, og sad og spillede lidt kort inden vi skulle afsted. Vi var de eneste to der skulle afsted på dette trek - troede vi. For efter lidt tid kom der en stor gruppe som også skulle afsted, bare med en anden guide. Så første dag gik Jacob og jeg alene, og om aftenen hyggede vi med de andre fra den anden gruppe. Første dag skulle vi gå 18 km, så vi var trætte da vi kom frem, og endelig kunne krybe ned i soveposerne da kl blev. 21. Om morgenen blev vi tidligt vækket op, ved at vi fik en kop varm cocathe stukket ind i teltet. Coca hjælper på at bevæge sig nemmere oppe i højderne, så det var noget der blev indtaget med stor glæde flere gange om dagen.

Dagen efter startede vi igen tidligt, fordi vi skulle op til det højeste sted på vores trek. 4600 m oppe, inden det skulle gå nedad igen. Vi gik og gik, og så en masse flot natur, og spiste lokale retter. Oftest suppe, noget pasta eller ris, og så ellers en masse the. Inden aftensmaden hver dag var det thetid, og vi fik popcorn og sommetider varm cakao. Fantastisk når man var helt udkørt efter mange km i benene. På vores trek så vo mange forkellige ting, udover den helt fantastiske natur. Sommerfugle i massevis, som man snildt kunne tage op i hænderne og tage billeder af. Chinchillaer der løb rundt omkring på klipperne og ikke mindst køer, æsler, heste og andre bondegårdsdyr i massevis.

Efter en små 84 km på 4 dage, ankom vi til Aguas Callientes, en lille by ikke så langt fra Machu Picchu. Det var fantastisk med en seng, og et varmt bad! Inden vi skulle spise med vores guide Edgar, fik vi en øl med nogen af de andre fra den anden gruppe som vi var blevet gode venner med. Efter den lækre aftensmad der bl.a. bød på fyldte avokadoer, var vi helt udkørte, og hoppede i seng. Vi skulle mødes med Edgar kl 4 om morgenen, da vi skulle gå op til Machu Picchu, og være der når de åbnede kl 6. En meget hård og våd tur op af de mange inkatrapper, blev det hele værd da vi så den fantastiske udsigt over den forladte Inkaby Machu Picchu. Dog meget tåget så man ikke kunne se meget, men det var dog en flot udsigt. Efter et par timers rundvisning af Edgar, var det tid til at sige farvel, og vi havde alenetid der oppe. Vi havde fået at vide at vi skulle gå op på toppen af et af de to nærmeste bjerge, for at se udsigten. Så efter vi havde fået tørt tøj på og lidt at spise, begav vi os halvanden time opad. Ikke ligefrem det fedeste når en overbelastningsskade i akillessenen pressede godt og gevaldigt på, men da vi nåede toppen, var det alle besværlighederne værd! En utrolig udsigt nu hvor tågen havde lettet og solen brød frem.

Efter lidt flere timer hvor vi fik set resten af ruinerne, tog vi tilbage til Aquas Callientes hvor vi spiste frokost og ventede på at vi skulle med toget tilbage til Cusco.

Sidste dag i Cusco inden vi skulle med natbussen til Puno, blev brugt på at slappe af og få Inkamassage. Skønt efter kroppen var godt brugt lige at blive banket igennem. Bag efter, var vi et smut hos tattovøren hvor jeg fik en ny tus.

Om morgenen ankom vi til Puno, hvorfra vi skulle på en 2dages tur ud på Lake Titicaca, en af verdenens højstliggende største sø. Her skulle vi besøge de flydende øer som er lavet af en slags siv. Efter tog vi videre over de vilde bølger i søen til en anden ø, hvor vi skulle sove om natten. Vi blev delt ind hos forskellige familier, og Jacob og jeg skulle bo hos Papa Simón. Deres førstesprog var ikke spansk, og det er vores sandelig heller ikke, så kommunikationen var en smule svær. Men med lyde og fakter fik vi også snakket lidt med familien. Om aftenen var vi til "fest", så vi blev klædt ud i deres folkedragter, og skulle hen til en lade hvor vi skulle feste med de andre turister der dominerede øen disse dage. Vi skulle danse lokale danse, men efter en times tid besluttede vi os til at tage hjem, da vi synes det var ret underligt. Udover det, havde vores husmor også svært ved at holde øjnene åbne, så vi smuttede hjem. Morgenen efter skulle vi videre til en anden ø, og efter besøget skulle vi tilbage til Puno. Vi havde fået at vide at Puno skulle man ikke bruge tid i, så vi besluttede os for at tage over den bolivianske grænse, og bruge natten i den lille by Copacabana inden vi skulle til hovedstaden i Bolivia La Paz. Turistbusserne var allerede kørt, da vi kl halv fire ville afsted, men heldigvis var der mange lokale minibusser der kørte til grænsen. Så vi hoppede ind i sådan en, og nåede kun lige at komme over grænsen, inden den lukkede kl 18. Vi kom sikkert og nemt til Bolivia, og tog en taxa til Copacabana hvor vi chekede ind på et hostel, og gik tidligt i seng.

Senere på dagen skulle vi med bus til La Paz, så vi skulle bare have tiden til at gå i den lille hyggelige by. Det var ikke noget problem, så tiden gik hurtigt. Om aftenen ankom vi i La Paz.

Dagen efter gik vi lidt rundt i byen for at se os lidt omkring, og se om vi kunne booke en tur ud på "Verdens farligste vej" som man kunne køre på mountainbike. Det fandt vi, og skulle afsted dagen efter. Vi spurgte manden i butikken om han vidste hvad vi skulle se i La Paz, og han mente at vi skulle tage ud og se Cholita Wrestling. Vi anede ikke rigtig hvad det gik ud på, men tog afsted samme dag. Vi endte i en kold betonhal med plasticstole hvor vi skulle sidde. Så kom der ellers den ene grimme udklædte wrestlier efter den anden og lavede deres skuespil. Enkelte kampe var også mellem en kvinde og en mand, og andre var kvinder mod kvinder. Morsomt i starten, men vi fik hurtigt nok af det, men var for nærrige til at selv at tage en taxa ned til byen, så vi ventede de 2 og en halv time før turistbusserne kørte igen. Morgenen efter skulle vi ud og cykle, så vi skulle tidligt op, så et var tidligt i seng.

Vi skulle mødes kl 7 nede i byen, og blev kørt over for at få morgenmad. Her blev vi sat sammen med 3 israelske drenge som også skulle med, og kørte så et par timer ud hvor vi skulle starte. Først skulle vi pakkes ind i udstyr og tøj, og så begyndte vi ellers vores tur. Vi skulle bare sidde og styre vores cykel, for det gik meget nedad. Ikke specielt spændende eftersom det første stykke var asfalt som vi skulle køre på for at vænne os til det hele. Efter en times tid skulle vi køre lidt i bussen igen, inden vi blev sat af hvor Dead Road startede. Grunden til at den er blevet kategoriseret som den farligste vej i verdenen, er at det er en grusvej som er meget snæver. Nogen steder er skrænten ned 1000 m, så man skal ikke langt ud, før det kunne blive fatalt. Oveni det, kørte der engang biler og busser, men al trafik er nu lukket. Derfor var det ikke særlig farligt. Det var bare at køre nedad på en grusvej. Det var stadig sjovt, da man sommetider skulle køre igennem vandfald og over mudderskred. Da vi kom ned skulle vi spise på et hotel hvor der også var en swimmingpool som vi kunne benytte. LÆKKERT!

Sidste dag i La Paz for mit vedkomne gik med at vandre lidt rundt og kigge på ting og sager. Vi skulle også lige have købt de sidste gaver, og se lidt mere af byen. Vi gik forbi et af verdendens farligste fængsler, hvor man normalt kan få guidede ture til. Der var desværre oprør da vi var der, så vi gik kun forbi. Da vi gjorde det, var der flere fanger der stod og råbte for at få os til at komme ind. Betalingen går nemlig til fangernes kokainproduktion i fængslet, så de ville selvfølgelig gerne have os ind. For ja, de producerer kokain i fængslet. Vagter er der vist nok ikke nogen af, så de styrer det meget selv.

Senere på dagen var vi på Coca-museum hvor vi læste en masse om Coca og dets historie. Spændende museum hvor vi også fik smagsprøver på Cocaslik som man kunne købe. Om aftenen skulle vi begge pakke vores tasker, da jeg skulle hjemad, og Jacob på bjergbestigningstur. Tidligt næste morgen skulle jeg til lufthavnen for at flyve til Lima, så jeg fik sagt farvel til Jacob.

I Lima havde jeg 12 timer der skulle dræbes, og uden computer som jeg har været vant til, var det en opgave. Men det gik, så da flyet til Rio skulle afsted var jeg glad. Da jeg kom til Rio havde jeg 18 timer, så jeg havde aftalt med to søde piger fra Danmark som vi hvade mødt, og jeg kunne tage ind til byen og være sammen med dem. Jeg ankom til deres hostel ved Ipanema beach kl tidligt om morgenen, så hængekøjen ude foran blev brugt i en times tid, inden Astrid stod op og vi sludrede. Omkring kl 9 skulle jeg på en guidet tur ud i Rios slumkvarter Favela. en spændende tur hvor man oplevede mange klasseforskelle. Da jeg kom tilbage til pigerne tog vi ud til den station hvorfra man kunne tage toget op til den berømte Jesus. Desværre var det ret dårligt vejr med regn ogskyer, så vi fik at vide at vi lige så godt kunne lade være med at tage der op, da man ikke ville kunne se noget. Så vi tog til et hyggligt kvarter og spiste frokost på en café. På vejen hjem til hostlet kiggede vi lidt i butikker, da det regnede og vi ikke gad at blive våde. Dejlig undskyldning. :) Tilbage på The Mango Tree Hostel bestilte jeg en taxa til lufthavnen, og vi snakkede lidt inden jeg blev hentet. På vej der ud havde skyerne lettet, så jeg kunne se Jesus lyst op som han stod der på bjerget.

Lufthavnen var ikke ret spændende, og jeg var ret træt, så tiden gik med en lille lur. Turen til London tog 11 timer, og da jeg kom dertil var mit fly til Danmark forsinket lidt. Men der gik ikke mange timer før jeg kunne gå ud i terminalen og se min familie, Michelle og Simone stå og hoppe og skrige og vifte med flag. Det var dejligt at være hjemme igen, og endnu bedre, så havde min far taget en rugbrødsmad med leverpostej med agurk med til mig. FEDT! :D

Nu er jeg så hjemme igen, og har efterhånden vænnet mig til de noget koldere temperaturer. Det er dejligt at være hjemme, men jeg glæder mig også til at skulle afsted igen engang i fremtiden.

Over and Out.