Det var en lettere (læs: voldsomt) presset Helene, der søndag morgen kl. 5:20 tog shuttlebussen fra Hacienda Hotel i Los Angeles til LAX lufthavn. Pga. det sidste store blogindlæg, som jeg ikke havde medregnet i mit tids-budget for natten, blev jeg over en halv time forsinket.. MEN jeg var heldigvis i lufthavnen allerede kl. 5:50 og fik hurtigt checket min bagage ind på flyet til Mexico City med afgang kl. 8:05.

Lige udenfor håndbagage-kontrollen (hvor de tog min indgraverede lommekniv, øv!) mødtes jeg med Amanda, som var let at spotte blandt de mange mørkhårede mexicanere, der farede rundt i terminalen.

Vi havde en time til flyafgang, hvor jeg fik mig en omgang dyr lufthavns-morgenmad, og heldigvis afgik flyet planmæssigt; jeg fik sovet i 2 ud af de i alt 3 timer, flyveturen tog, da jeg allerede var totalt kvæstet efter den manglende søvn natten forinden.

Jeg havde en meget mærkelig fornemmelse i kroppen, da jeg kl. 13:30 "Mexico time" (nu kun 7 timer bag Danmark igen) steg ud af flyet i Mexico City; nu er USA et overstået kapitel, og de næste 6 måneder står på Mexico, Belize, Guatemala, Honduras, Nicaragua, Costa Rica, Ecuador, Peru, Bolivia, Chile, Argentina og Brasilien - puha! Det bliver mærkeligt, men også fedt, nu endelig at skulle til at planlægge alting selv igen: hostels, mad, oplevelser.. Jeg glæder mig!

Efter at have hentet vores store tasker uden problemer, fandt vi en ATM og hævede mexicanske pesos til at kunne klare os de første dage; derefter gik vi til metroen, som forbinder denne kæmpemæssige bys mest centrale dele (dette var for at spare penge på at tage en taxa).

En metro-tur koster kun 3 pesos (lidt over én dansk krone), og da vi først havde orienteret os på Insurgentes Station, fandt vi hurtigt vores forudbookede hostel (Bed and Breakfast Mexico Hostel), som lå blot små 10 minutters gang fra metroen.

Klokken var næsten blevet 17, før vi ankom til hostelet, og vi fik checket ind på et lille 4-personers dorm. Hostelet er småt men hyggeligt, og der er et køkken samt en lille terasse på tagetagen.

Vejret ved vores ankomst var behageligt, overskyet, ikke for varmt; det gjorde mig umiddelbart intet, da jeg er overbevist om, at jeg nok skal komme til at få sved på panden, når vi bevæger os længere sydpå.

Vi tog metroen ind til centrum (Centro Historico), hvor den 2./3. største plads (plaza) i verden ligger. Grunden til forvirringen består i, at man (åbenbart) ikke præcist ved, hvorvidt denne plads er større end en plads i Kina - selvom man skulle tro, at målebåndet også var opfundet i disse dele af verden..

På pladsen ligger en kæmpe kirke (Catedral Metropolitana), som vi kiggede ind i - de havde sågar en lille souvenir-shop indenfor, nu da det jo var gratis at besøge selve kirken...

Generelt fik jeg hurtigt et ganske udmærket indtryk af Mexico City, nok primært fordi jeg har hørt så mange skrækhistorier om denne storby; i mine øjne var folk venlige, på ingen måde ubehagelige eller stirrede alt for meget (end ikke i metroen, som faktisk var utroligt moderne i forhold til absolut alt andet i byen), og centrum var slet ikke så kaotisk, trafikeret og uoverskueligt, som jeg på forhånd havde fået indtryk af. Bygningerne var generelt gamle og faldefærdige, og det samme var de vanvittigt mange kirker, katedraler og templer, som nærmest lå side om side gennem hele byen - ganske hyggelig atmosfære.

Efter et par timers formålsløs vandren faldt vi over "strøget" i byen, som i modsætning til de små, faldefærdige gader vrimlede med liv. Vi gik gennem denne hovedgade og endte ved endnu en større plads lige ved siden af en park med tilhørende springvand, lysshows og gadesælgere.

Vi tog metroen tilbage til Zona Rosa, som vores "hood" hedder. Herfra var der ikke langt til et lille supermarked, hvor vi købte ind til aftenens måltid, og lidt til..

På tagetagen tilbage på hostelet lavede vi en salat med tun, majs og avocado - og den blev nydt ude på terrassen, hvorefter den stod på afslapning og indhentning af manglende søvn.

Mandag besluttede vi os for en tidlig start og forlod derfor hostelet lidt over 7, og turen gik rundt i det nærliggende område, hvor vi startede med et kig på "the Independence Monument"/"the Angel", som I kan se på billederne.

Vi ville gerne bruge et par timer i Chapultepec Park, som er den største park i... Mexico? Verden? Mexico City?? Well, den skulle være stor! Der er også en helt masse museer i parken, men da vi ankom til den store, sorte port, fortalte vagten bag gitteret os, at "nej, vi kunne ikke komme ind".. "Hvorfor?".. "Lukket".. Nå! Så meget for at have stået så tidligt op... Vi fandt senere ud af, at det selvfølgelig kun var om mandagen, der var lukket.

Vi gik tilbage til hostelet, hvor morgenmaden var inkluderet: tacos! Jeg fik også tacos til eftermiddags-snack i går, og fik allerede indtrykket af, at tacos spises til morgen, middag og aften i Mexico - og det skulle senere vise sig, at jeg bestemt ikke tog fejl. En "taco" er bestemt ikke som vi får dem i Danmark, da disse (dem, der købes i danske supermarkeder) er en amerikansk opfindelse. De mexicanske tacos består af en tortilla i en hvilken som helst størrelse (den lille pandekage, you know), og når man kommer fyld på denne pandekage bliver det helt automatisk til en taco! Like magic! Man kan komme ris i en taco, man kan komme spaghetti i - kort sagt, ALT, og det GØR de også! Så vi ved, hvad vi hovedsageligt kommer til at leve af de næste ugers tid - og måske mere til, hvem ved om vi også får dem i Belize!?

Men anyways, mine morgenmads-tacos var i hvert fald fyldt med noget kartoffel-sjov og derefter friturestegt - ganske udmærket, og jeg bedte selvfølgelig om en ekstra portion, nu da det trods alt var inkluderet..

For at få set lidt af byen tog vi metroen til centrum igen, hvor vi kl. 12:30 var booket på en dagstur; denne var inkluderet i vores buspas, som vi har betalt for i dyre domme - vi har bestilt buspasset gennem hele Mellemamerika (til og med Costa Rica), og det inkluderer, at selskabet booker vores busbilletter for os (som vi siden hen fandt ud af, selvfølgelig ville være langt, langt billigere at gøre selv..) og desuden tilbyder os nogle dagsture til forskellige større turistattraktioner.

Vi ankom til centrum allerede kl. 10 og havde derfor over to timer til at gå rundt i de faldefærdige gader, vi allerede havde brugt aftenen forinden på. Der er som sådan ikke mange seværdigheder i selve Mexico City, så vi slentrede lidt rundt i centrum og faldt over et tortur-museum, som vi da selvklart ikke kunne forbigå. Der måtte ikke tages billeder, men det var tilpas makabert til at vi alligevel brugte en halv time derinde.

Til vores dagstur skulle vi mødes med vores guide udenfor et design-museum i centrum, og han endte med at komme en halv time for sent, hvilket var nok til at have gjort os nervøse for, om dette dyre buspas nu rent faktisk også var ordentligt..

MEN han kom, og han talte heldigvis ret godt engelsk. Hvad vi ikke havde fattet, var, at al transport på denne tur var offentlig, så vi gik tilbage i metroen, og efter en tur i denne tog vi en halvanden times bustur til indgangen til Teotihuacan pyramiderne, hvor vi selv skulle betale entré (hvad har vi så betalt for i første omgang!?).

Teotihuacan pyramiderne er bygget mellem år 150 og 750 e.Kr., og navnet på pyramiderne betyder direkte oversat fra azteker-sproget "stedet hvor mænd bliver guder" - desværre kan jeg ikke svare på hvorfor.. Der er to dominerende pyramider i det store område: Sol- og Måne-pyramiderne. Vi startede med at bestige (ja, vi fik lidt sved på panden..) den 63 meter høje Solpyramide, hvorfra der var en fantastisk udsigt over resten af området, og ikke mindst Månepyramiden, som lå i den modsatte ende.

Vi gik gennem "dødspasset" for at komme til Månepyramiden, som vi netop nåede at bestige, inden attraktionen lukkede for dagens betalende gæster. I løbet af de to timer, vi i alt brugte ved pyramiderne, gav vores guide os en masse baggrundsviden, og vi fik god tid til at beundre den utrolige arkitektur og udsmykning fra så mange år siden; helt ufatteligt, hvad de var i stand til dengang (uden heste eller maskiner). Der er på stedet stadig udgravninger i gang (de har vist været i gang de sidste 20-30 år), da man håber at finde et gravkammer under én af pyramiderne - dette ville efter sigende være lige til at skrive ind i historiebøgerne, om det skete.

Efter pyramide-besøget gik vi til den nærliggende lille landsby, San Martin, hvor vi først besøgte en sten- og kaktus-butik; her smagte vi "pulque", som er en gammel, alkoholisk azteker-drik (samme procent som øl), lavet på hjertet af maguey-kaktussen, der kan producere 4 liter ren pulque om dagen - og det smagte farligt godt!

Vi besøgte herefter en lokal familie, der lavede alverdens "ting" (marmelade, alkoholiske drikke, yoghurt, proteinpulver, tørret frugt, slik m.m.) ud af kaktus-planter og -frugter, deriblandt frugten "tuna", nopal og xoconostle.. Nej, jeg fattede heller ikke meget af det!

Vi fik smagsprøver på det hele, men besluttede hurtigt at der bestemt ikke var plads i taskerne til at købe produkterne med hjem.

Aftensmad fik vi hos endnu en lokal familie, der diskede op med: tacos! Selvfølgelig.. Til disse fik vi dog ris, suppe, kød og salat, og det smagte sammenblandet (bogstaveligt talt) rigtig godt!

Vi tog bus og metro tilbage til hostelet, og efter lidt hyggesnak på værelset gik vi til køjs for at forsøge at få indhentet endnu mere søvn - det hjalp dog ikke på det, at den tykke tysker i køjen ovenover vendte og drejede sig hele natten, så man ikke vidste, om man ville vågne op i en køjesengs-taco...

Tirsdag stod vi lige så tidligt op som dagen forinden, og vi fik (ligesom dagen forinden) friturestegte tacos til morgenmad - hun var stået tidligt op for at lave dem til os, søde mexicaner-hostel-dame..

Metroen tog os næsten direkte til vores busstation, hvor vi uden problemer hentede vores forudbestilte og -betalte førsteklasses busbilletter; og kl. 9 gik turen til Oaxaca, en bustur på 6 timer syd for Mexico City.

Ved ankomst til Oaxaca blev vi mødt af Gabino og hans far; Gabino er en mexicansk 19-årig dreng, som i nogle måneder boede hos Amanda og hendes familie som udvekslingsstudent og altid har sagt, at hun bare kan komme på besøg, når hun kom til Oaxaca - så dét skulle vi selvfølgelig udnytte!

Vi boede ved Gabino og hans ekstremt søde familie de næste to nætter - og i løbet af disse dage kunne jeg lynhurtigt mærke, hvor meget bedre min forståelse af spansk blev; jeg taler stadig ikke et ord (bortset fra "no", "si" og "gracias"), men hvor var det en fed følelse næsten at kunne følge med i de andres samtaler omkring middagsbordet - selvom jeg nok ikke havde fattet meget uden Amandas oversættelser..

Lige da vi trådte ind af døren til Gabinos familie, blev vi sat ved spisebordet, og Gabinos mor diskede op med lækker majssuppe, ris, tacos og kød - skønt vi lige havde spist vores medbragte sandwiches i bussen.. Men gratis mad siger man nu engang ALDRIG nej til! Og heller ikke 2. og 3. portion, hvis man bliver budt..

Efter frokost tog Gabino os med til centrum af byen, som ligger tæt på deres hus. Her gik vi på et lokalt marked, der solgte alverdens ting og sager, frugt, kød, alkohol, smykker, dukker, tøj og andet skrammel - vi endte med at købe en pose tørrede (og krydrede, fandt jeg ud af!) græshopper, som skulle være en Oaxacansk delikatesse.. Ja, lidt ligesom kyllingefødder er det i Kina.

Generelt fik jeg hurtigt et rigtig godt indtryk af Oaxaca som værende en ren, pæn og hyggelig by med små, fine gader med restauranter, caféer og huse malet i alverdens farver; bestemt ikke så faldefærdigt og slum-agtigt som Mexico City.

Senere på aftenen tog Amanda til en øjenlæge, da hun (åbenbart, fandt hun ud af) havde haft et stykke metal (!) i øjet lige siden Los Angeles - men det skulle være under kontrol nu..

Tilbage ved Gabino undersøge Amanda og jeg vores busser for de næste 4-5 dage og bookede også et par hostels, så det var ude af verden. Vi fik ikke aftensmad med familien, da det som sagt ikke er noget, man gør så meget i her i Mellem- eller Sydamerika; vi tog i stedet nogle kiks med marmelade, da de andre var gået i seng.

Lige inden vi lagde os til at sove, begyndte sengene at ryste ret voldsomt; så havde jeg også mærket mit første jordskælv i Mexico, hvilket sikkert ikke kommer til at blive det sidste..

Onsdag sov vi helt til kl. 8:30, da vi først blev hentet kl. 10 til vores næste inkluderede dagstur: Arbol de Tule, Hierve del Agua, Mitla plus to forskellige fabrikker.

Arbol (= træ) de Tule er, kort fortalt, et træ... i byen Tule... Igen så dejligt originale navne! Træet, der er et "ahuehuete cypress"-træ, er over 2000 år gammelt (nej, ikke det ældste i verden), 42 meter højt (nej, bestemt ikke det højeste i verden), har en omkreds på 58 meter (nej, ikke det bredeste i verden), og vejer 509 tons (og nej, heller ikke det tungeste i verden) - det var da ganske vist et fint, gammelt, større træ, MEN jeg har set både ældre, større og tungere træer, så.. hurtigt videre!

Hierve del Agua betyder direkte oversat "kogende vand". Dette kommer sig af, at en masse mineraler får vandet til at boble, selvom det er ganske koldt. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at de vandfald, som Hierve del Aguas hovedattraktion består af, ikke har noget med vand at gøre.. De er "forstenede", dvs. der er dannet vandfald-lignende aflejringer på klipperne pga. størknede mineraler og salte (hæng mig ikke op på dette), og disse ligner da ganske vist også vandfald.. Ganske nydeligt, men desværre også hurtigt overstået.

Næste stop var "Mitla", som er en gammel Zapotec'er-by, der nu selvfølgelig mest består af ruiner. Mitla betyder "place of the dead" på Nahuatl-sprog, men stammer oprindeligt fra zapotec'er-sproget lyobaa: "place of burials" (jeg skriver lidt af fra min guidebog, kan I nok høre..). Der var både templer, huse og gravpladser (ødelagte og genopbyggede), og stedet var beboet mellem 100 og 1521 e.Kr.. Nok om dét!

Til frokost spiste Amanda og jeg vores medbragte, hjemmesmurte sandwiches, imens de andre brugte næsten halvanden time på en frokost-buffet til over 200 pesos - så hellere sidde og vente med en våd, slasket sandwich!

De næste to stops var hhv. en tæppe- og en mezkal-fabrik. På tæppefabrikken så vi, hvordan ulden, farverne og selve tæpperne bliver fremstillet - selvfølgelig med henblik på, at vi skulle købe os fattige i tæpper efterfølgende.. Dette foregik i byen Teotitlán del Valle.

På mezkal-fabrikken/-bryggeriet fik vi hele historien bag fremstillingsprocessen af mezkal, der som tidligere nævnt er en alkoholisk drik fremstillet af kaktus-plantens hjerte "agave". Der er mellem 40 og 70% alkohol i mezkal, og vi endte alle med at smage mellem 13 og 15 forskellige typer mezkal..

Vi var tilbage hos familien i Oaxaca ved 19-tiden, hvor Gabinos mor diskede op med tortillas stegt på panden, smagte ligesom toast - hvor blev vi forkælet!

Senere på aftenen gik Gabino, Amanda og jeg igen ind til centrum, hvor der var åbning af et nyt kulturmuseum, og hér fik vi tiltusket os lidt gratis snacks.. På vej hjem så vi fyrværkeri udenfor Zocalo-kirken i centrum.

Torsdag sov vi igen helt til lidt i 9, og efter at have fået morgenmad gik Amanda og jeg til en shuttlebus-station, som lå et stykke fra Gabinos hus; men Gabinos far havde tegnet et utroligt detljeret kort til os, så vi på ingen måde kunne fare vild.. Hér tog vi en bus til Monte Alban, som ligger en lille halv times køretur udenfor Oaxaca.

Monte Alban er også et Unesco-site (som pyramiderne i Mexico City), og vi brugte tre timer på at vandre rundt blandt tempel-ruinerne, der virkede helt forskellige fra Teotihuacan. Vejret var helt perfekt med skyfri, blå himmel, der dannede en smuk kontrast til det grønne græs og de falmede ruiner. Monte Alban er fra samme periode som pyramiderne i Mexico City, men alligevel var helhedsoplevelsen totalt forskellig; Monte Alban er langt bedre bevaret (eller skulle man sige rekonstrueret..), hvilket gav et godt indblik i, hvordan det højt sandsynligt havde set ud i det første årtusinde e.Kr. Alt i alt var det bestemt pengene værd!

Vi tog en bus tilbage til Oaxaca kl. 14, hvor vi gik til Domingo-kirken i centrum - men da det kostede lige så meget at komme ind i kirken, som vi havde givet for at komme ind på Monte Alban, blev det et hurtigt nej!

I stedet gik vi tilbage til familien og fik lækker, mættende frokost; og efter at have været på det nærliggende marked for at købe tørrede frugter og andre snacks til vores forestående lange busture, pakkede vi vores tasker og fik en sidste kop hjemmelavet varm kakao med Gabino og hans forældre.

Vores bus afgik kl. 23, og vi havde nær misset den, fordi de i første omgang ikke kunne finde vores billetter i systemet - men alt endte godt, og efter 9 timer i en ret kold nat-bus ankom vi kl. 8 fredag morgen til Puerto Escondido, hvor vi blev mødt af en mur af varme! Vi havde begge alt for mange lag tøj på pga. air-conditionen i bussen, og fordi jeg var for nærig til at bruge penge på en taxa, endte vi med at rende rundt med i alt fem tunge tasker i 40 minutters bagende hede - og ja, selvom klokken kun var 8, var der bagende hedt!

Langt om længe ankom vi: Tower Bridge Hostel, godt gemt i de lokale baggader.

Vi fik hurtigt et.. specielt indtryk af Tower Brigde; vi blev mødt af en ældre, britisk herre med en klam, lille, halvbarberet hund under armen - han fortalte, at han ejede hostelet, men at receptionisten ikke var stået op endnu pga. tømmermænd.. Men vi kunne bare sætte vores ting ind på værelset og ordne betalingen senere - så dét gjorde vi!

De andre, der bor på hostelet, har alle boer der i flere uger, selvom det oprindeligt var meningen, at de, ligesom os, kun skulle have været der i en dag eller to. Det er egentlig ikke fordi, der er noget som helst andet at lave i Puerto Escondido end at ligge på stranden eller ved poolen, eller at surfe eller tage på bådture for at se delfiner, hvaler og alt muligt andet, som jeg har prøvet så mange gange før.. Men Tower Bridge er så tilpas småt, at alle gæsterne åbenbart lynhurtigt føler, de er en del af en lille familie, og derfor har de ikke lyst til at forlade stedet igen - sådan kom vi dog ikke til at føle (heldigvis), selvom vi endte med at hygge os gevaldigt med de andre.

Vi stillede som sagt vores tasker på vores forudbestilte 12-mands dorm, skiftede tøj, og gik ud på et lokalt marked og fik morgenmad: ét fyldt-med-fedt kyllingelår i en kold suppe.. Så ville man hellere have købt noget at lave selv! Det gjorde vi til gengæld til aftensmad: tacos med mozarella, avocado og sorte bønner - nam nam!

Efter turen til markedet gik vi på stranden for at se, hvad "the fuzz was about" - og der var ærligt talt ikke det helt store at komme efter.. Vandet var ganske vist lækkert, men næsten for varmt til at være forfriskende - og understrømmen var for stærk og bølgerne for store til at svømme langt ud. Men det var skønt med lidt afslapning i sandet, og vi endte med at blive helt til det begyndte at regne ved 17-tiden.

Om aftenen stod den på fest! - Som den åbenbart gjorde hver evig eneste aften på dette hostel; nok meget godt for både min pengepung og min begyndende ølvom, at vi kun boede der én nat. MEN fordi det var min fødselsdag dagen efter (som jeg selvfølgelig lod en knapt så diskret bemærkning falde om), fik jeg foræret en masse tequilas og "mexican iced teas" - og vi tog med alle de andre på en bar senere på aftenen. Det blev bestemt en festlig start på min fødselsdag!

Lørdag var det min fødselsdag! Vi stod forholdsvis tidligt op, checkede ud (men fik lov at lade vores tasker stå på værelset, da vi først skulle med bussen senere samme aften), og derefter lavede en af mexicanerne på hostelet morgenmad til os: tacos! What else..

Vi vaskede tøj som noget af det første på dagen, men selv da vi forlod hostelet kl. 17, var det stadig fugtigt pga. den klamme varme - der var dog ikke noget at gøre ved det, for vores bus afgik kl. 17:30, og vi burde egentlig hente billetterne en halv time før.

Bussen afgik til tiden, og kl. 19 ankom vi til Pochutla, hvor vi en time senere skulle med en bus videre til San Cristóbal de las Casas. En time burde være rigeligt med tid til at nå at hente de nye billetter (som blev Amandas job, da mit spanske bestemt ikke er på dét niveau endnu..) - men vi fik endnu engang at vide, at de ikke kunne finde vores billetter i systemet. Dette var det samme problem som i Oaxaca, så vi fortalte dem, at de måtte kigge det forkerte sted - men uanset hvor mange forskellige elektroniske mapper de søgte i, var der intet at finde..

Så ringede jeg til Bamba (selskabet, vi har booket buspasset igennem), men på daværende tidspunkt var der kun 10 minutter til bussen afgik. Bamba kunne desuden ikke rigtig hjælpe os, da de blot blev ved med at sige, at "de havde bookingnummeret" - ja, det havde VI jo også, men det virkede altså ikke, og desuden sad der nogle andre på vores efter sigende reserverede pladser!

Så kl. 20 tog vi en hurtig beslutning: vi købte to nye busbilletter til samme afgang, og så var jeg fast besluttet på at gøre alt for at beløbet refunderet fra Bamba!

Busturen tog små 11 timer, men pga. omskiften til vintertid ankom vi til San Cristóbal kl. 6:30 søndag morgen.

Vi blev hér mødt af et sødt, mexicansk par, der fulgte os hen til vores hostel: Tata Inta; en gåtur på små 20 minutter. Hostelet ligger ret centralt, hvilket nok også har noget at gøre med, at San Cristóbals centrum ikke ér videre stort..

Vi fik igen et noget.. specielt indtryk af vores nye hostel: alle, inklusive ejeren, havde dreadlocks, hørte Bob Marley-musik og havde generelt en ret afslappet indstilling til absolut alt - deriblandt vores betaling, som først skete i sidste øjeblik, fordi vi selv bragte det op.. Et andet eksempel er, da vi spurgte ind til morgenmaden på hostelet, som vi havde fået at vide var inkluderet; "breakfast?.. well... you can have some.. coffee??".

San Cristóbal viste sig at være en super hyggelig by, men der var ikke voldsomt meget at se i selve centrum - derimod ville der have været gode muligheder for at vandre i de omkringliggende bjerge, hvis vi havde blevet længere.

Vi fik set stort set alle byens seværdigheder på nogle timer, og derudover er der en masse restauranter, caféer, små gader og farverige huse (lidt som Oaxaca) tæt på den centrale plads, som i alle byer blot bliver kaldt for "Zocalo".

I løbet af vores 4-5 timers sightseeing fik vi set Cerro de Guadalupe og Cerro de San Cristóbal, som begge er bakketoppe med tilhørende kirker/templer på toppen - herfra fik vi god udsigt over byen fra alle vinkler. Desuden udforskede vi Plaza 31 de Marzo, som er hoved-pladsen (den, der normalt refereres til som "Zocalo" i alle byer); herfra var der ikke langt til Templo de la Caridad og Templo de Santo Domingo, hvilke lå et stenkast fra to store markeder, som vi brugte hoveddelen af tiden på: Mercado Municipal (dagligvarer, et meget lokalt marked med alverdens ting og sager) og så et midlertidigt marked med hjemmelavede "crafts" fra Chamulan-indianerfolket, der holder til i landsbyerne udenfor San Cristóbal.

Tilbage på hostelet slappede vi af i fællesrummet, indtil vi fik nok af Bob Marley - så klædte vi om og tog på (fin!) restaurant for at fejre min fødselsdag; godt nok en dag for sent, men det ville have været en anelse fesent at fejre den i bussen forrige nat..

Restauranten lå på hovedgaden på Plaza Real, og vi følte os en anelse for backpacker-agtige til overhovedet at få lov at få et bord derinde. Men det stoppede os ikke, og jeg endte med at bruge over 100 kr. (!!) på mad og drikke: noget oste-/hvidløgs-/aubergine-halløj til forret og en rib eye til hovedret - hvor var det godt med nogle ordentlige proteiner, det er flere måneder siden! Vi havde begge en fantastisk mæthedsfornemmelse, da vi et par timer senere forlod restauranten og begav os tilbage til hostelet, hvor rasta-folkene nu havde fået endnu flere rasta-venner på besøg.

Mandag stod vi op lidt i 8, spiste morgenmad og smurte en sandwich-madpakke til dagens udflugt: Sumidero Canyon, der ligger en times tid fra San Cristóbal.

Vi blev hentet kl. 9:30 og kørte direkte til cañonen, hvor vi fik en 2½-timers speedbåd-tur på den flod, der løber gennem Sumidero. Canyon'en var 1 km. høj på det højeste sted, og udover flotte klipper så vi vandfald, en enkelt grotte, krokodiller, pelikaner og traner - alt i alt en rigtig god tur, og vejret var perfekt! Solen skinnede, imens det regnede både morgen og aften i San Cristóbal..

På vej tilbage besøgte vi en lille by ved navn Chiapa de Corzo - meget mere er der vist ikke at sige om dén.

Tilbage i las Casas gik vi igen på markedet, og jeg købte en "rigtig mexicaner-trøje" for blot 30 kr. - så må vi se, hvor længe den holder.

På hostelet spurgte to af rasta-fyrene (den ene blév faktisk kaldt for "Rasta"), om vi ikke skulle lave noget aftensmad sammen, og vi så dermed hurtigt vores snit til at spare nogle penge på mad; vi (dvs. drengene) endte med at lave en lækker pasta-ret med grøntsager, som vi heldigvis ikke kunne have lavet billigere selv.

Efter maden gik jeg med nogle af de andre ned på plaza'en, hvor der var live musik (trængte til noget andet end Marley), men fordi det regnede, gik vi hurtigt tilbage igen - jeg skulle alligevel tidligt op næste morgen.

Mit vækkeur ringede kl. 4 tirsdag morgen, da vi blev hentet kl. 5 til dagens dagstur: Palenque! Vi skulle have alle vores tasker med i minibussen, da vi ikke kom tilbage til San Cristóbal.

På vej til Palenque (som er en by, men navnet bliver primært associeret med det store ruin-område, der ligger få kilometer fra byen) besøgte vi to vandfald: Agua Azul (som direkte oversat betyder Vand Blå) og Misol-Ha (som på et eller andet gammelt sprog betyder "strømmende vand" - hvor originalt). Vi fik kort tid til at kigge os omkring ved begge vandfald, da vi havde en masse kørsel foran os - der var nemlig protest-blokader hele vejen til Palenque.

Vores frokost bestod endnu engang af hjemmesmurte sandwiches, og jeg misundte igen ikke de andre, der skulle give 200 pesos for deres måltid..

Da vi endelig ankom til Palenque Ruins fik vi nogle timer på egen hånd til at udforske det overraskende store område; heldigvis var der forklarende tavler på engelsk det meste af vejen.

Palenque ligger midt ude i regnskoven, så der var varmt, fugtigt og tungt - det begyndte da også at regne flere gange, hvilket heldigvis rensede lidt ud i luften. Ruinerne er fra Mayaernes tid, og man kunne da også tydeligt se, at disse mindede mere om de ruiner, man hjemmefra havde set i TV og film; virkede mere "autentisk" og jungle-agtigt end alle de ruiner, vi hidtil havde set. Mange af templerne var dækket af planter, men trods dette var de fleste af bygningerne ekstremt velbevarede - det var som at blive sendt tilbage i tiden..

På vej fra ruinerne begyndte det at øse ned, og vores tasker blev hurtigt drivvåde. Det hjalp ikke på det, at vi blev sat af som de allerførste, så vi skulle vade gennem junglen i regnvejr - men så fik vi også dén med!

Vi blev sat af ved El Panchán, som er et kæmpe område lige udenfor ruinerne (og dermed også midt i junglen), dog med restauranter og (ret primitive) overnatningsmuligheder. Vi valgte den billigste: en cabaña (lille hytte) i skoven, som vi delte med en pige fra Spanien for at banke prisen yderligere ned.

Da der ikke var mulighed for at lave egen mad (medmindre denne var selv-fanget og -tilberedt i junglen), spiste vi aftensmad på den nærmeste restaurant, og det viste sig at være et ganske anstændigt måltid.

Vi tog et tiltrængt (!) bad tilbage i hytten (i mørke vel at mærke, da der selvfølgelig ikke var fungerende elektricitet), og i løbet af natten og morgenen vågnede jeg mange gange til brøleabernes BRØL; "howler monkeys" brøl kan høres op til 3 km. væk og lyder ærligt talt som en blanding mellem et grise-grynt, et løve-brøl og en hunde-gøen - bestemt ikke en lyd, man normalt ville forbinde med en faktisk ret så lille abe..

Onsdag stod vi op kl. 5, da denne dags tur (ja, hele TRE dagsture i træk!) startede kl. 6, og vi igen skulle have alle vores tasker med ombord på minibussen. Turen gik i dag til Bonampak og Yaxchilán. Dette var dog en tur, vi selv havde bestilt, da vi kunne gøre det til en tredjedel af hvad Bamba ville have taget for det..

Morgenmad og frokost var inkluderet i turen, hvilket var lækkert! Derudover var al transport inkluderet, og vi endte med at bruge gode 8 timer i bussen denne dag.

Efter 3 timers køretur ankom vi til Yaxchilán, som er en arkæologisk park (ligesom Bonampak) - begge har også en del maya-ruiner.

I Yaxchilán brugte vi sammenlagt 3½ time; halvanden af disse foregik i en "lancha", som er en lang, tynd, motordrevet træ-båd, som sejlede os til og fra ruinerne (på floden Río Usumacinta), der lå godt og grundigt gemt i junglen! Der var ekstremt klamt og fugtigt, og det vrimlede med myg og kæmpe-myrer overalt - både Amanda og jeg endte med at få over hundrede myggestik på benene..

Yaxchilán er et kæmpe område, og vi nåede kun at se halvdelen af det (primært fordi resten var delvist oversvømmet pga. den seneste tids megen regn), selvom vi havde en spansktalende guide med - jeg fattede, selvsagt, ikke meget af hvad der foregik, og gik bare rundt og tog mine egne billeder og lavede mine egne historier om, hvad de forskellige inskriptioner og indgraveringer betød. Under alle omstændigheder er Yaxchilán også mayaernes og bygget mellem 681 og 800 e.Kr. På vej dertil ledte guiden os igennem en mørk grotte (hvor det var åh så sjovt at slukke lommelygten nu og da!) med både flagermus og KÆMPE edderkopper! Puuuh.. Det ligger som sagt heeelt ude i junglen, og mange af bygningerne er stadig dækket af planter og lianer.

Bonampak var næste stop, og dette arkæologiske "site" var langt mindre end Yaxchilán; Bonampak bestod af en enkelt stod plads, hvoromkring der lå et par bygninger, de fleste af dem tilgroede og faldefærdige - men til gengæld var stort set alt originalt, og ikke arkæologers rekonstruktioner. Hoved-"attraktionen" i Bonampak er nogle vægmalerier, hvoraf kun to ud af de i alt tre var åbne (man måtte hverken have tasker eller kasketter med derind, og Amanda måtte gerne have sine solbriller PÅ, men de måtte ikke sidde i panden..) - det var da ganske imponerende, hvordan de for så mange år siden havde fremstillet SÅ klare farver; men derudover var også dette ret hurtigt overstået. Bonampak betyder "malede vægge/mure", hvilket endnu engang er ganske passende.

Tilbage i Palenque blev vi sat af på busstationen, hvor vi havde over 3 timers ventetid; denne blev brugt på, at Amanda lærte mig spanske verbers bøjninger - det må jo afprøves!

Bussen afgik til tiden, og efter en voldsomt kold nat (pga. air-con) ankom vi i går morges kl. 7 til Mérida, som ligger nordligt på Yucatan-halvøen; vejret var dejligt varmt, og heldigvis tørt! Vi svedte stadig ulækkert meget, men det var VAND i forhold til jungle-turene.

I Mérida gik vi den korte afstand fra busstationen til vores hostel (Casa Nico), som ligger få blokke fra plaza'en (som de selvfølgelig også har i denne by).

Vores værelse var imponerende rent og pænt, men måske skyldes dette indtryk blot, at vi den sidste uges nætter har boet med hippier, i busser og i junglen... Vi fik endnu et tiltrængt bad, gik en tur i byen, fandt et supermarked og købte ind til en omgang hjemmelavet frokost: ris, tun, tomat og majs.

I går aftes tog vi kl. 18 en bus til Méridas kirkegård, hvorfra "paseo de las animas" ("walk of the souls") skulle starte. Sjælenes vandring er en gammel, spirituel tradition, som altid foregår aftenen/natten til den 1. november, som i Mexico er De Dødes Dag, hvor alle familier mindes deres afdøde og mener, de kommer tilbage fra de døde denne ene dag om året. "Sjælenes vandring" er derfor en slags optakt til dette, hvor en masse familier har lavet (til tider ret overvældende) altre med mad til (og billeder af) deres afdøde, således at de døde kan stille sulten, når de kommer tilbage.. Klart klart.

Vi gik fra kirkegården til San Juan Plaza, og det var en rigtig spændende stemning med alle de udklædte kvinder og børn, og folk var malet som skeletter i ansigterne - dét endte vi selvfølgelig også med at blive! Vi købte bl.a. "de dødes brød" og så forskellige skuespil omkring på pladserne, og der var en masse live musik - super fedt!

Tilbage på hostelet brugte jeg en god halv time på at vaske malingen af mit ansigt..

I morges fik vi morgenmad på hostelet og gik derefter, sammen med en pige fra Polen (ingen af os kan huske hendes navn..), ned på busstationen, hvor vi efter en times ventetid tog en bus til Cuzama, som ligger en times kørsel fra Mérida.

Hér tog vi en lille "tuktuk"-lignende vogn 5 km. ud til en lokal plads, hvor der stod bundne heste overalt. Vi betalte i alt 100 kr. for en tur, der varede de næste 3 timer: en lille, gammel vogn ud af træ, der kørte på skinner og blev trukket af en hest (prøv at se billederne, det hjælper nok bedre end min forklaring) tog os til tre forskellige "cenota'er", som på engelsk oversættes til "sinkholes" - kender ikke det danske udtryk. En cenota er et hulrum under jorden, ofte fyldt med vand. Vi så i alt tre af disse; den første var grotte-lignende, og vi skulle kravle ned af en stejl stige under/ved siden af et træ (lidt Alice i Eventyrland-agtigt); de to næste var langt større, og vi fik mulighed for at svømme i dem - hvor var det dejligt forfriskende! Lyset var helt utroligt nede i cenotaerne, og vandet var så klart, at vi kunne se helt til bunden, som var mange meter under os. Rigtig spændende og anderledes oplevelse! Rart med lidt afveksling fra ruinerne..

Vi var tilbage i Mérida ved 17-tiden, og Amanda og jeg tog på marked og afprøvede et par sukker-dødningehoveder, som er en delikatesse under Dødens Dag; jeg syntes, det var lidt kvalmt.

Til aftensmad har vi fået en kæmpe portion ris med alt for mange bønner, så vi har begge lidt ondt af de tre andre piger, der sover på vores værelse i nat..

I morgen tidlig bliver vi hentet kl. 9, og så skal vi til Cancún! På vejen dertil stopper vi ved Chichen Itza, som er endnu en maya-ruin, men én af de største og bedst kendte i hele Mexico - den skal jo ses!

Jeg giver højst sandsynligt lyd fra mig igen i Belize, og om ikke andet så i hvert fald i Guatemala!

- So long!