Så kan jeg krydse endnu et par lande af på min lange (læs: længere og længere) liste over, hvilke jeg gerne vil besøge: Mexico og Belize!

I Cancún blev vi hentet hele 10 minutter før aftalt tid, hvilket hylede os helt ud af vores morgenrutiner, eftersom vi normalt først bliver hentet en halv time EFTER aftalt tid - puha, det er ikke let at skulle være fleksibel!

Vi kørte til Chichén Itzá, som er endnu en maya-ruin; dog ikke helt så "ruin-agtig" som alle de andre, vi indtil da havde set: 50% af "hoved-pyramiden" (Kukulcán-templet) er originalt, og resten er en (næsten alt for) flot rekonstruktion fra nyere tid - den er imponerende, men desværre gav den ikke en helt så autentisk følelse, som ruinerne i junglen gav.

Vi havde en engelsktalende guide i halvanden times tid, og han fik fortalt os en voldsomt masse omkring Chichén Itzás historie - skønt hans engelsk var ekstremt ringe, og han totalt misforstod alle vores spørgsmål. Han fik dog fortalt os, at Kukulcán-templet bliver en endnu større attraktion, end den i forvejen er, omkring jævndøgn (forårs- især), fordi mayaerne byggede templet så snedigt, at solens skygge "vandrer" ned ad alle trapperne fra templets top, indtil det når bunden af trinnene, hvor en udskåret slange-mund skulle lyse op og symbolisere gudernes tilstedeværelse - noget i den stil. Under alle omstændigheder var det virkelig imponerende at se, hvilke komplicerede og komplekse arkitekturiske evner, man havde dengang. Bygningerne på pladsen var også arrangeret således, at hvis man stod foran den éne og klappede i hænderne, gav det genlyd mellem alle bygningerne, og vendte til sidst tilbage som lyden af et fugle-skrig.. svært at forklare.. men imponerende!

Chichén Itzá er åbenbart ét af verdens 7 vidundere, og det ér da også ganske vidunderligt at betragte. Området var, ifølge vores dårligt forståelige guide, datidens politiske og økonomiske centrum, og indeni hoved-pyramiden kan stadig læses opgørelser over andre områders politiske gøren - dette kunne vi selvfølgelig ikke komme til at se, da pyramiden lukkede for offentligheden for fem år siden..

Af væsentlige bygninger så vi Choc Mool-templet, de 1000 søjler (som vist kun var 400 i virkeligheden, men det lyder da bedre med tusinde), og så et kæmpe boldspil-areal; hér fik vi en masse spændende baggrundsviden, og jeg kunne skrive SIDER om det - men jeg ved godt, det ikke er lige så ophidsende at læse for jer... så jeg vil lige give jer lidt info alligevel: boldspillet blev spillet af to hold (dette skete kun hvert 52. år, da dette er slutningen af en "fase" for mayaerne) med hver sin kaptajn/holdleder. Det vindenes holds kaptajn skulle efter spillet (som varede 12 timer) halshugges af det tabendes holds kaptajn - ja, den vej rundt! Det var nemlig en stor ære at blive ofret til ære for spillet, og desuden fik den halshuggede kaptajns familie lov at bo i Chichén Itzás fineste palads de næste 52 år... Så familien festede nok på lige fod med alle de andre; en fest, der altid varede i en hel måned - hvordan de ved alt dette, vil jeg ikke engang begynde at stille spørgsmålstegn ved..

En sidste sjov historie, vores guide gav os, var vedrørende ordet "maya". Da de spanske erobrere (kaldet "conquistadorer" på dansk også) kom til "mayaernes land", spurgte de mayaerne, hvad deres folk blev kaldt - de fik gang på gang svaret "maya" hvorend de kom hen i både Mexico, Belize, Guatemala og somme steder i Honduras. Dermed blev folket døbt "mayaer", selvom "maya" egentlig direkte oversat betyder: "Jeg forstår ikke en flyvende fis af, hvad du står og siger til mig". Så ved I også dét!

Efter den lærerige rundvisning blev vi "sat fri" i en time, og Amanda og jeg brugte tiden på at prutte prisen på to keramik-dødningehoveder (i anledning af Dødens Dag) ned - det lykkedes os at få dem til 15 kr. stykket, men også kun efter at vi havde gået frem og tilbage fire gange..

Vi blev sat af i byen Pisté, som ligger tæt på ruinerne; her fik jeg frokost: en halv grillkylling (frisk fra gade-grillen) med 15 tacos, og en masse ris og salat - spørg mig, om jeg blev mæt!?

Efter frokost var vejret ved at være mere behageligt at gå rundt i (det havde været alt for lummert, klamt og trykkende tidligere), og dette var selvfølgelig også tidspunktet, hvor vi skulle med bus videre til Cancún.. Busturen endte med at tage fire timer (med et ganske kort stop i byen Valladolid på vejen), selvom den kun skulle have taget 2½ (igen ikke tilfreds med Bambas informationer) - så vi endte med at ankomme til Cancún kl. 20:30, hvor vi blev sat af udenfor busstationen i bælgmørke..

Det havde regnet og stormet helt ustyrligt, imens vi kørte til Cancún - heldigvis var det stilnet lidt af ved vores ankomst.

Vi spurgte flere folk om vej til vores hostel, da det hurtigt viste sig ret umuligt at finde på egen hånd. Vi blev peget i mange forskellige retninger, og til sidst sagde en mand, at "det lå lige bag dét træ" - træet lå i en skummel, mørk gyde, og vi havde bestemt ikke lyst til at udforske denne del af byen på dette tidspunkt af dagen; men det var vores eneste tegn, og efter at have kigget os grundigt over skuldrene for at tjekke, at vi ikke blev forfulgt, viste det sig ganske rigtigt også, at Hostel Kankun lå "lige bag træet".. Phew!

Hostel Kankun.. En mørk, dyster baggade med skrald helt op til hoveddøren. Vi var trætte, klamt svedende, og manglede desperat en seng for natten - heldigvis havde vi booket to nætter. Den store, blodrøde port åbnede langsomt og knirkende, og bag den lød et hæst "buenas noches" fra en pukkelrygget, ældre mandsperson. Det tog os næsten ti minutter at komme op på 2. sal til vores værelse, da Klokkeren fra Cancún tog ét skridt, hvor vi ville have taget otte. Værelset var kulsort, indtil vi tændte for lyset; væggene var af afskallet maling, iturevne stikkontakter og hullede vinduer.. Men der var en seng til hver, så vi klagede ikke! Desuden fik vi vores egen nøgle til værelset, hvilket er absolut første gang, så LIDT luksus var der trods alt..

Jeg skyllede mig hurtigt over på badeværelset, hvor "bruseren" var et plasticrør, der var sat op i bruser-højde, hvor vandet kom ud af; men det gjorde mig da mindre svedig, hvilket var formålet. På vej ud af badeværelset blev jeg mødt af ca. 470 termitter, der havde gemt sig bag/i trædøren - altid dejligt med selskab!

For ikke at skulle bruge længere end højst nødvendigt på det ellers så luksuriøse værelse, gik vi ud i byen; vi bor nær centrum af byen, hvilket dog ikke er grunden til, at turister tager til Cancún - grunden hertil er strandene og resort-hotellerne, der ligger små 10 km. fra centrum.. dette kom vi aldrig til at se...

Vi fandt en nærliggende bar, som serverede gratis nachos til vores øl - vi endte med at spise tre store skåle nachos, til kun én øl per person; så var aftensmaden også klaret!

Søndag morgen vågnede vi kl. 7 til lyden af vand, der dryppede ind på vores gulv; det regnede, stormede, lynede og tordnede udenfor - vi var vågnet op til en tropisk tordenstorm.. Typisk, at Cancún udelukkende har én ting at give sig til: strandliv! Vi havde planlagt at bruge dagen på at tage ud til den nærliggende Isla Mujeres (der skulle være voldsomt flotte strande, gode snorkel-muligheder og en hyggelig, lille by) og så bruge aftenen i Cancúns centrum for også at få oplevet dét; men vores planer blev lynhurtigt ødelagt, da der ikke var ét sekunds pause i den voldsomme regn-storm.. Vi begyndte at vurdere, om vi skulle booke endnu en nat på det meget lidt hyggelige hostel, men efter et kig på vejrudsigten (regn, regn, storm, lyn, torden, og mere regn de næste 5 dage) besluttede vi os for at tage videre i morgen som planlagt, skønt dette betød, at vi slet ikke fik set hverken Isla Mujeres, Cancún by ELLER Playa del Carmen, som ellers var næste destination (fordi Playa del Carmen også er en strand-by, og ifølge DMI havde de lige så dårligt vejr hele den efterfølgende uge). Øv øv!

Regnen aftog ikke på noget tidspunkt, og fordi der åbenbart ikke er noget tag på hostelet (!), regnede det ind overalt, og efter blot få timer var gangene og trapperne helt oversvømmede - hvilken charterferie!

Efter at have brugt hele formiddagen på at kigge på regnen, besluttede vi os for at trodse vejrguderne og bevæge os udenfor for at finde noget spiseligt; vi endte på den samme bar/restaurant, som vi havde været på i går (den med de gratis nachos, som vi også gjorde god brug af i dag) - jeg fik dog en dyr pasta-ret, som virkede lige så gennemblødt som de oversvømmede gader ved siden af.

Udover dårlig pasta levede vi af chokolade og snacks hele dagen.. Jeg fik dog begivet mig ud i et længerevarende projekt for at slå tiden ihjel: at klippe mit hår - det blev desværre ikke videre vellykket, hvilket bare understregede denne dags nedern-hed..

Regnen stoppede kl. 20, og det var stadig tørvejr, da vi stod op næste morgen - der var ligefrem blå himmel at skimte bag de hvide skyer, hvilket selvfølgelig bare fik os til at ærge os endnu voldsommere over, at vi nu skulle videre - vejret havde været perfekt til Isla Mujeres! MEN bussen var booket og betalt, og der var ingen vej udenom: vi skulle til Tulum..

Bussen afgik kl. 11, og vi var fremme 2½ time senere. Skyerne var blevet mere og mere grå på vejen fra Cancún - heldet var bare ikke med os disse dage! Vi fandt dog hurtigt vores hostel (uden at blive våde), Tulum-Naa, og eftersom vi først kunne checke ind efter en time, gik vi ud i byen for at finde noget spiseligt; det endte med at blive "tortas" (en mexicansk ting, som vi indtil videre blot har hørt tale om). Det første sted, vi prøvede, fortalte han os, at "han ikke havde mere af det 'rigtige' brød tilbage" - vi var egentlig ret ligeglade, men det virkede han ikke til at være.. så vi blev henvist til en anden biks, der solgte præcis det samme (og til turistpriser). Det viste sig, at en "torta" ganske enkelt bare er en sandwich.. To skiver bolle-brød, et salatblad, et par skiver agurk og tomat, et par klumper kylling, og så lidt dressing: torta! Så kan vi også krydse dét af listen med god samvittighed.

Tilbage på Tulum-Naa blev vi tildelt vores 4-sengs værelse, som vi delte med et hollandsk par. Hostelet er rent, nyt og pænt og har et veludstyret køkken - det er så også det dyreste, vi hidtil har boet på.

Vi begav os igen ud i byen, hvor vi forsøgte at finde vejen, der ledte til stranden (da det så ud til at være i nærområdet på det kort, vi anvendte); men da vi havde vandret rundt i halvanden time og stadig ikke fundet en strand (OG eftersom mørket begyndte at falde på), besluttede vi os for at vende om.. Vi fik dog lidt action dér sidst på eftermiddagen: en bil kørte forbi os i et sving, hvorefter vi hørte et brat smæld, som et stort stykke træ, der blev tabt - dette "stykke træ" viste sig at være en mand, der havde været ude at gå/cykle og måske havde gået lidt for langt fra fortovet.. I løbet af mindre end fem minutter var der tre politibiler og en ambulance på stedet - så lige i dén henseende er mexicanerne åbenbart ikke så langsomme (men når de skal betjene kunder i butikker, kan jeg love for, at de tager sig deres tid! Måske også bedst, at det er dén vej rundt..).

På vej tilbage til hostelet kom vi forbi det største, og mest turistede, supermarked, vi hidtil har set - og de havde en hel afdeling bare med DOUGHNUTS! Jeg købte 5... Jeg købte også aftensmad til de næste to dage, men det fyldte ikke nær så meget.

Vi lavede mad, da vi kom tilbage på Tulum-Naa (ris med sorte bønner, majs og tomater), og som sædvanligt lavede vi alt for meget - men det blev selvfølgelig spist op alligevel. Netop som vi var kommet tilbage til hostelet, begyndte det at regne og storme, næsten med Cancun-styrke, så for en gangs skyld havde vi virkelig timet det!

Natmaden stod på doughtnuts (for mit vedkommende) og popcorn (for vores begges vedkommende) - ren forkælelse, nu da jeg ikke kunne styre mig, fordi jeg kom forbi et kæmpe supermarked.. Vi forsøgte desuden at streame en film, men det lykkedes (selvklart) ikke med denne ualmindeligt langsomme computer..

Tirsdag (den 5. november) havde vi en hel dag i Tulum, og vi stod tidligt op for at det meste ud af den. Jeg startede selvfølgelig dagen med en doughtnut, og SÅ var vi klar til at gå på eventyr!

Himlen var overskyet, skyerne så grå og truende ud, men vi endte med at undgå regn hele dagen - måske er vores held ved at vende??

Vi gik 40 minutter til indgangen til Tulum Ruins, som er hovedattraktionen (læs: den eneste attrakton) i Tulum, og vi var bestemt ikke alene; parkeringspladsen var fyldt med turist-busser, og vi skulle ligefrem stå i kø for at få lov at købe vores indgangsbilletter (første gang!).

Tulum-ruinerne er også mayaernes værk, men fordi området er så ufatteligt turistet, lignede det mest af alt en kæmpe minigolf-bane, hvorpå ruinerne blot var placeret for at give det en nu-er-vi-i-Mexico-stemning.. Øv øv, det var uden tvivl alt for turistet til os; de havde sågar ansat et dusin folk til at... wait for it... fjerne MOS på ruinerne! I kan nok forestille jer hvor u-autentisk og forlystelsespark-agtigt det hele virkede! Vi endte med knapt nok at kigge på selve bygningerne/ruinerne, fordi græsplænen var så pænt slået, og stierne blev revet regelmæssigt - nej puha, vi skyndte os væk!

I stedet gik vi hen til endnu et alt for turistet sted: supermarkedet fra i går! Jeg gik bevidst i en stor cirkel om doughnut-afdelingen. I stedet fik jeg stacket godt op på solcreme, tandpasta og tandtråd (de havde Gum Picks, mor!), og efter et længere besøg i supermarkedet (det er lige før, vi brugte længere tid dér end ved ruinerne, og bestemt også flere penge) gik vi tilbage til centrum, hvor vi brugte en times tid på at gå fra den ene ende til den anden: souvenir- og turist-butikker afbrudt af nogle få restauranter, hoteller og gadesælgere hist og her.

Vi gik tilbage på hostelet for en kort bemærkning, hvorefter vi aflagde supermarkedet vores tredje (og sidste, bare rolig) besøg: Amanda havde besluttet sig for at købe en lille computer, så det også er lettere for hende at oploade billeder og blog - og tro det eller lad være, men det endte med at tage over halvanden time (!) at købe computeren, selvom hun på forhånd vidste, hvad hun ville have; dét siger lidt om effektiviteten, som jeg tidligere har nævnt.

Igen tilbage på hostelet stod aftenen på det samme som dagen forinden: ris, bønner, majs og tomat til aftensmad, og popcorn og doughnut til dessert.

Onsdag morgen stod vi op lidt over 6, og jeg havde god tid til min morgenmad: doughnut! Den sidste, desværre.. Vi pakkede taskerne og gik hen til busstationen, hvorfra vores bus til grænse-byen Chetumal afgik kl. 8:30. Busturen tog lidt over tre timer, og på stationen i Chetumal fandt vi en taco-biks, som i sidste ende tog vilde turist-priser for deres tacos; øv.

Vi fandt en taxa, som tog os ned til "havnen", hvor bådene til "the Cayes" afgik. I vores buspas er næste destination nemlig Caye Caulker (en ø), som ligger øst for Belize City. En optur for mig omkring Belize: det officielle sprog er engelsk, så nu er det endelig mig, der kan spørge om vej og priser - lige indtil vi kommer til Guatemala..

Vi hentede vores båd-billetter, checkede vores bagage ind (omstændigt) og fik et udrejse-stempel i vores pas; farvel, Mexico! Båden skulle sejle kl. 15, men vi skulle lige vente en halv time på, at politi-/militær-folk gennemsøgte alle vores tasker med narko-hunde - de fandt ikke noget. Det tog os et par timer at sejle til Caye Ambergris og byen San Pedro, hvor vi skulle gennem immigration og "customs", og endnu engang checke vores bagage ind, selvom vi skulle med samme båd videre. Der var ingen problemer med at få Belize-stemplet i vores pas, og vi var snart på vej videre til Caye Caulker.

Caye Caulker er en lillebitte ø (under 1 km. i længden, og langt kortere i bredden), og selve byen har intet navn udover "Caye Caulker" - den er desuden langt mindre turistet end Caye Ambergris (som også er væsentligt større), hvilket i mine øjne kun er et plus! Vi ankom kl. 18, og vejret var behageligt mildt, der var vindstille, og det var blevet mørkt. Vi havde af det hostel, vi havde booket, fået at vide, at vi blot skulle dreje til venstre, når vi steg af båden, og gå langs vandet til vi ankom til huset - men efter at have vadet frem og tilbage og spurgt en masse forskellige folk om vej, måtte vi efter en lille times ufrugtbar søgen erkende, at vi IKKE bare skulle have drejet til venstre.. Der var en masse lettere skumle mennesker på de mørke gader, men heldigvis snakkede de da engelsk - og det endte med at blive "Uncle Bobby", byens lokale jeg-kender-alt-og-alle-mand, der pegede os i den rigtige retning.

Pause Hostel lå på den totalt modsatte side af øen (det tog ganske vist kun 10 minutter at gå pga. øens størrelse) i et mørkt, øde, tilgroet og egentlig ret skummelt kvarter; vi fandt en port, som vi mente måtte tilhøre det rigtige hus, og råbte indtil et lys blev tændt, og den kvindelige ejer at hostelet kom os i møde - vi havde fundet det rigtige sted! Hun havde åbenbart fejlagtigt givet os de forkerte vejanvisninger, fordi hun troede, vores båd ville komme ind på den anden side af øen..

"Hostelet", som består af en del små cabañas (hytter) lige ved vandet, er bygget op omkring et katte-reservat, som ejeren har viet sit liv til - det virkede til, at det eneste, hun kunne snakke om, var hendes katte og hunde, og det var da heller ikke til at overse de godt 50 katte, der løb rundt på grunden. Efter den første nat fandt vi ud af, at der var kattelopper i vores senge, så vi er fyldt med loppebid, der klør og irriterer noget så grusomt - dumme dyr! Vi havde dog vores egen lille hytte, hvilket var ganske hyggeligt - og toilettet/badeværelset var et lille skur, lige rundt om hjørnet.

Efter at have sat vores tasker i hytten, gik vi ud for at finde en bank og hæve Belize dollars; Belize er efter sigende virkelig dyrt sammenlignet med Mexico, og heldigvis regner vi heller ikke med at bruge meget mere end en uges tid i landet. Vi fandt en kinesisk restaurant (da der ikke er mulighed for selv at lave mad på Pause Hostel), og hvor var det dyrt i forhold til billige Mexico!

Vi besluttede os for at vente med at udforske øen til morgendagens dagslys.

Torsdag vågnede vi kl. 7:30, og gik efter et hurtigt bad ud i byen for at finde noget spiseligt: en lille bager (den eneste på øen), hvor jeg købte en pose boller og nogle vakuumpakkede discount-pølser, som blev min morgenmad. De næste timer slentrede vi rundt på øen (ikke fordi det tog så lang tid at komme fra den ene ende til anden) og nåede også til The Split, som er den nordligste del af Caye Caulker - i hvert fald den del, der er tilgængelig til fods. Caye Caulker er en virkelig hyggelig ø, meget laid-back og stille og rolig - ingen har travlt, og ingen virker til at have noget egentligt at lave udover at snakke med turisterne og køre rundt i deres golf-biler for at slå tiden ihjel.

Himlen var overskyet, men det var stadig varmt i vejret, så vi hoppede i bikinierne og fandt en lille "strand" (hele øen er jo omgivet af vand, men der er som sådan ikke noget egentlige strande), hvor vi dyppede os og ellers bare lå og slappede af og læste en bog i den overskyede middags-varme.

Tilbage i vores hytte fik vi et bad, og jeg åd de sidste pølser fra min morgenmad - de var ved at have skiftet farve pga. varmen.. Solen var ved at gå ned, og vi fik en voldsom smuk udsigt til solnedgangen fra vores "baghave" lige ud til vandet - selvom billederne er flotte, var det stadig intet i forhold til "the real thing".

Vi slentrede rundt i byen for at finde noget aftensmad, og kl. 18:30 satte vi os ind på Enjoy Bar and Restaurant, som Uncle Bobby havde foreslået os.. Hér fik vi øens billigste grillede hummer, og inkluderet i prisen (60 kr.) var en drink, et grillspyd med rejer, ris, grøntsager, brød og en frugt-dessert; stadig langt dyrere end Mexico, men dette var til gengæld også virkelig lækkert og mættende!

Efter at have fyldt mavesækkene endnu engang, gik vi en aftentur i byen, men alt virkede ret stille eller ligefrem lukket. Vi stødte på en ung fyr, der arbejdede for et snorkeling-selskab på øen (han indså dog hurtigt, at han ikke kunne få os ombord på sin snorkeling-båd, selvom han tilbød os en gratis tur), og vi blev nødt til at gå hele øen rundt, ind på en bar OG gå tilbage til vores hostel, før vi slap af med ham.

Natten til fredag blev vi adskillige gange vækket af en ufattelig voldsom torden LIGE udenfor vores hytte (lynet slog ned få meter fra hostelet), og sengen rystede og skælvede helt vildt hver gang. Selvfølgelig lynede, tordnede og REGNEDE det stadig, da vi stod op næste morgen - endnu en blive-indendøre-dag, ligesom i Cancun; ØV altså!!

Vi fik skrevet blog, læst lidt i vores guidebøger og forsøgt at planlægge vores videre rejse (næste stop: Belize City), men alle hostels virkede til enten at være bookede eller voldsomt dyre, så vi var lidt i tvivl om, hvad vi fremadrettet stillede op. Det endte med, at vi blev nødt til at blive en ekstra dag på Caye Caulker (havde vejret så bare været ordentligt til at kunne bade og endda snorkle!), da alle hostels under 200 kr. var fuldt bookede indtil søndag aften - spild af tid, altså!

Til aftensmad gik vi ned på vores nu stam-restaurant (den kinesiske, der tilmed er øens billigste "fast food") og fik os en omgang stegte nudler med kylling, og gik tilbage til vores hytte, hvor dagens største begivenheder havde været lyn udenfor vinduet, og nedfaldne kokosnødder, der lød som banken på taget. Så meget for dén strand-ferie..

Da vi vågnede lørdag morgen, var det heldigvis ikke til lyden af regn på taget - det var endda ligefør, man kunne spotte den blå himmel bag de ellers ret sorte skyer. Vi greb chancen og gik igen ud til The Split, hvor vi på vejen tog flere billeder af dét, vi allerede havde taget billeder af i forvejen; det siger lidt om, hvor lidt der er at lave på Caye Caulker, når vejret ikke er til svømning, snorkeling, dykning eller bådture.

Tilbage i vores hytte skiftede vi til badetøj og lånte et par af hostelets små kajakker, som vi padlede lidt rundt i (jeg faldt selvfølgelig i vandet), lige indtil det pludseligt begyndte at STÅ ned i stænger og lyne og tordne - vi blev absolut gennemblødte i løbet af halvandet minut; så der var ikke meget andet at stille op end at gå i læ i hytten. Igen...

Ved 16-tiden var vejret klaret lidt op, og jeg gik ud på øen for at tage lidt flere billeder - denne gang gik jeg til højre i stedet for venstre (!), hvilket egentlig ikke medførte den helt store forskel i sceneriet.. Da det begyndte at blive mørkt, gik jeg tilbage til hytten, hvor jeg tog mig en solnedgangs-kajak-tur, og hvor var det fredsommeligt skønt. Aftensmaden stod igen på den lokale kinesiske, hvor jeg fik en omgang sur/sød kylling - og stadig er jeg ikke træt af kinesisk.

Jeg har i løbet af den sidste uge haft et rødt udslæt på halsen, som jeg har troet var noget soleksem - men i løbet af de sidste par dage er det blevet større og større og rødere og rødere, og vi fandt ved en søgning på nettet ud af, at det højst sandsynligt er ringorm, som jeg må have fået fra alle de beskidte katte og hunde, jeg har hilst på i Mexico; øv øv, og så er det oven i købet vildt smitsomt! Det var ikke lige dét jeg manglede for at opmuntre mig i de regnfulde dage.

Kl. 8 søndag morgen var vi nødsaget til at bevæge os ud i det hidtil værste regnskyl (gaderne var oversvømmede, og vandet stod os til over anklerne), fordi vi skulle hente vores båd-billetter til at komme til Belize City - de var selvfølgelig forudbestilte, så vi kunne ikke engang vente og se, om der kom et ophør i regnen til at vove os udenfor; dette resulterede selvklart i, at vores tasker (skønt overdækkede med dyre regnslag) og ALT indhold (inklusive papirer og bøger) blev drivvådt i løbet af det kvarter, det tog os at gå ned til båden - heldet ér bare ikke med os for tiden!

Båden afgik i det midste til tiden (kl. 9), og en time senere ankom vi til Belize City, heldigvis i aftagende regnvejr. Vi blev hurtigt klar over, at vores HOTEL (alle hostels var fuldt bookede, eller også findes de bare ikke i BC), Bachelor Inn, lå et godt stykke væk fra færge-docken, så vi endte med at tage en taxa: 25 kr. for de små 15 minutter, det tog - det havde alligevel været for langt at gå, og mange af byens gader var oversvømmede pga. regnen..

Belize City virker umiddelbart rigtig utiltalende (nok ikke mindst pga. regnen), forvirrende, fattig, faldefærdig, farlig, beskidt og utryg - og for turister skulle der heller ikke være meget at komme efter i selve byen. Vores hotel ligger i den nordlige del, der vist bedst beskrives som slum-kvarteret; jeg kunne lave en endnu mere skummel beskrivelse af Bachelor Inn end af Hostel Kankun, men jeg lader være. Til gengæld har vi vores eget værelse på hotellet, der er TV (vildt!), air-con og eget lille badeværelse - det er så også vores absolut dyreste overnatning indtil videre.

Det første, vi gjorde, da vi var blevet vist op på vores værelse (af ejeren af hotellet, som jeg bestemt kommer tilbage til senere), var at tømme vores tasker fuldstændigt og sprede al vores tøj, papirer og småting ud over hele værelset i håbet om, at det kunne nå at tørre bare en smule - desværre er også mit kamerabatteri blevet drivvådt.

Vi fik kort efter besøg af en tur-dame, som åbenbart er tilknyttet hotellet. Hun fortalte os om de forskellige ture i Belize City og omegn, og vi kiggede specielt på en tur til Lamanai, som er en Maya-ruin i junglen nord for BC. Tur-damen ville dog have 110 US dollars for en sådan dagstur, men eftersom jeg havde undersøgt, at vi selv kunne klare det til halv pris, takkede vi nej til den ret skuffede tur-dame. Umiddelbart efter sendte jeg en mail til et turselskab i landsbyen Orange Walk, som også arrangerer ture til Lamanai - dette fik vi booket til i morgen for 50 US dollars. Den eneste forskel er, at vi selv skal tage en bus til Orange Walk, men det kommer kun til at koste os 15 kr.

Nu kommer "historien" om den mærkelige hotelejer, der kommer fra Taiwan og taler ualmindeligt dårligt engelsk. Vi gik ned for at spørge hende, om det var muligt at vaske tøj på hotellet; det var det ikke, for det krævede, at hun gik hele vejen op på 2. sal og tændte for vaskemaskinen - nej, dét ville da også være forfærdeligt! Med det samme derefter fik hun øje på "min ringorm" på halsen, og hun sagde, at vi blev nødt til at tage på hospitalet, som lå lige om hjørnet og var helt gratis - hun ville gerne køre os derhen, men det krævede, at vi gik op på 2. sal og hentede hendes søn, som skulle kigge efter receptionen i mellemtiden.. Hun virkede overdrevent oppe at køre over at "være fri" og få lov til at komme ud og køre i bil - det var ærligt talt lidt uroligende, selvom jeg samtidigt ikke kunne lade være med at grine.

Hun kørte os godt nok lidt rundt i byen, men vi endte på intet tidspunkt ved hospitalet.. I stedet besøgte vi hendes ven, som "skyldte hende noget mad", og han var åbenbart skabs-doktor, for han fortalte mig, at jeg bare skulle smøre citronsaft og salt på min hals, og så ville mærket forsvinde i løbet af ingen tid! Ja, det' godt..

Absolut alt i byen var lukket, fordi det var søndag, så hotel-damen (Nancy) kørte os til... troooommehvirvel... en kinesisk restaurant (!), hvor vi kunne købe sur/sød kylling, da vi ikke havde fået noget at spise hele dagen. Jeg købte to kæmpe portioner, så jeg også havde noget til aftensmad (som i sidste ende også blev min aftensmad den efterfølgende dag). Nancy selv købte fem øl, som hun lynhurtigt fik drukket med kommentaren: "my ex-husband called me alcoholic because I drink so much beer and wine, I love beer, haha, but I'm not alcoholic!" - okay, if you say so.. Scary??

Tilbage på hotellet trak Nancy mig med ud i hendes køkken, hvor jeg fik en ordentlig klat citronsaft og salt på min hals, og hun gav mig et helt glas fyldt med denne hekse-bryg, som jeg skulle smøre på halsen af og til - det gjorde jeg skam også resten af aftenen, og det var faktisk en anelse mindre rødt næste morgen; men stadig lige så stort, så jeg var stadig besluttet på at finde et apotek.

Om aftenen så vi film til vores kinesiske aftensmad (YES, endelig fjernsyn!), og vi fik Nancy til at bestille en taxa til kl. 5:15 næste morgen - hun virkede dog ret bedugget (klokken var også 17, så det kunne vi selvfølgelig have sagt os selv...), så vi havde vores tvivl, om taxaen rent faktisk ville dukke op..

Da vi næste morgen havde ventet udenfor hotellet siden kl. 5, og taxaen endnu ikke var kommet kl. 5:30, ringede vi efter en ny (på vores dyre, danske mobiler), der ankom ti minutter senere. Vi nåede lige netop ned til busstationen i tide til at nå afgangen til Orange Walk kl. 6 - vi steg bare på bussen, og så kom der en penge-indkrævende mand senere.

Det tog halvanden time at komme til Orange Walk, som er en lille landsby nord for Belize City - der er ikke meget at komme efter, men byen har en hyggelig, lokal stemning. Der var endda blå himmel, da vi ankom! Vi blev mødt af Antonio fra Jungle River Tours, da vi ankom til bus-holdepladsen - han tog os til deres "kontor" (skur, ville jeg kalde det), hvor vi betalte for Lamanai-turen (inkluderer en båd-tur til ruinerne, en guide, frokost og drikkevarer).

Vi fik en time til at gå rundt i byen (fordi turen først startede kl. 9, selvom vi havde fået at vide, at vi absolut ikke ville have kunnet nå det hele, hvis vi tog en bus fra BC en time senere..), og vi købte tacos (det havde vi savnet!) til morgenmad. Der var gade-lange køer foran byens to banker, fordi det var "pay day" i dag; alle gik rundt med lommerne fulde af kontanter! Selvfølgelig afgik vores tur først kl. 9:30 (dvs. efter vi havde ventet to timer i Orange Walk) - lige før jeg skulle til at brokke mig og forsøge at forhandle om rabat..

Vi gik ned til New River, som løber igennem byen - her ventede den speedbåd, som skulle tage os ned af floden. Der var godt og vel 20 mennesker i båden, heraf flest amerikanere, der blot havde få dage i Belize - så syntes man pludselig ikke, man selv havde så travlt (selvom det generelt er den følelse, jeg er ved at få). Vi sejlede ned ad floden i godt og vel 2 timer i dejligt solskinsvejr - næsten for varmt, og vi tog os selv i at brokke os over varmen flere gange; man bliver da heller aldrig tilfreds! På bådturen så vi en eddekoppeabe (?) ("spider monkey"), som kravlede helt tæt på båden - den virkede ikke helt så "vild", som de ville have den til at fremstå, desværre.. Desuden så vi en masse fugle og en sukkerrørs-plantage (der også fremstillede alkohol), hvilken lå lige ved siden af et afvænnings-center - stakkels mennesker!

Lige pludseligt begyndte det at regne helt ustyrligt, og "gulvet" i båden var oversvømmet i løbet af få minutter; herefter var der ingen stops før vi ankom til Lamanai, hvor vi søgte ly og også fik (inkluderet) frokost: ris, bønner og kylling - desværre kun én portion til hver..

Efter frokosten var regnen heldigvis aftagende, og vi begyndte den guidede tur rundt blandt ruinerne - endnu et Maya-site, som åbenbart var ceremonielt center længe før mange andre Maya-byer, og desuden strækker sig over et af de største områder hvad ruiner angår. Det ligger helt ude i junglen (også grunden til den lange båd-tur), og dette betød desværre, at vi blev fuldstændigt helt og aldeles ÆDT op af myg! Desuden gik mit kamera hele tiden ud pga. det våde batteri, så jeg fik ikke engang taget billeder af området; Amanda har dog en del, så når jeg engang får hendes billeder, lægger jeg et Amanda-album op. Vi besteg det højeste tempel (farligt glat pga. regnen), og fra toppen kunne vi se junglens trætoppe, høre brøleaber, se New River, og sågar se helt til Mexico (fik vi i hvert fald at vide: "det er derude.. et sted.." - ja ja). Uanset hvad, var det uden tvivl én af de flotteste, hvis ikke dén flotteste, udsigt fra nogen af de templer/ruiner, vi har besøgt - og dette er trods alt vores 9., så vi ved efterhånden, hvad vi snakker om..

Efter rundvisningen gik vi tilbage til båden, hvor jeg på vejen fandt en stor "apple snail"-skal. Guiden sagde til mig, at jeg skulle samle sneglens æg (en lyserød, klistret klump) op - det gjorde jeg, og han tog æggene ud af hånden på mig og smurte dem ud over min hals: "there you go! No more ringworm!"; dette er min anden alternative behandling, men jeg hælder nu stadig mest til at finde et apotek..

Vi blev herefter sejlet tilbage til Tower Hill toll bridge, som ligger lidt syd for Orange Walk by. Hér ventede vi i vejkanten i en halv times tid, indtil bussen til Belize City kom - igen tog det halvanden time, og vi fandt en taxa tilbage til Bachelor Inn.

Kl. 18 var vi tilbage, og hér ventede min anden portion sur/sød kylling på mig, og desuden viste de Danser Med Ulve i TV - så blev det alligevel en OK dag! Vi brugte begge ekstremt lang tid på at pakke vores tasker, da alt vores tøj, papirer og bøger stadig er fugtigt - men ned skulle det jo, og ned kom det! Min aften blev afsluttet med et dejligt, varmt bad; jeg har ikke haft adgang til varmt vand siden Los Angeles..

I går stod vi op kl. 7, pakkede det sidste og stillede os udenfor hotellet og ventede kl 8. Vi ventede på tur-damen, som vi i søndags havde fortalt, at vi gerne ville have en tur til Belikin-bryggeriet, som ligger lidt udenfor byen (Belikin er Belizes "national-øl".. egentlig er det den eneste øl, de har, men ja) - grunden til, at vi valgte at booke turen gennem hende var, at hvis man skal have en rundvisning på bryggeriet og efterfølgende smagsprøver (som selvfølgelig var meningen med vores besøg), skal man booke det gennem en turleder, så vi havde ikke rigtig noget valg.

Hun kom først kl. 9:45, dvs. næsten to timer for sent. Hendes årsag? "I had a lot of stuff to clean at home". Mit svar? "So what? This is your job, we've been waiting for two hours - we're not doing it unless we get a discount" - så vi fik 10 US dollars slået af prisen, hvilket var fair nok; desuden havde hun lovet at køre os forbi et apotek (som vi gjorde, og jeg fik endelig et ikke-heksedoktor-middel til min hals) og at sætte os af på busstationen, så vi kunne tage en bus videre.

Efter apotek-stoppet foreslog tur-damen, at vi kørte til en bager, så vi kunne få noget morgenmad - igen havde vi ikke det store at skulle have sagt, selvom vi nok ville have foretrukket noget billigere.. Efter vi havde købt vores morgen-snegl, fortalte tur-damen os, at hun først nu (!) havde ringet til bryggeriet, der desværre ikke havde flere rundvisninger før torsdag.. Jamen, det gav jo også god mening, at hun slet ikke havde ringet til dem, før vi overhovedet begyndte turen!? Hun gav os en lang smøre om, hvor "heart broken", hun var, og hvor meget hun havde forsøgt at overtale dem - men der var jo intet at gøre, og Amanda og jeg kiggede blot kort på hinanden og blev enige om, at vi gerne ville køres til busstationen med det samme; Belize City var ikke en by, vi havde lyst til at vandre rundt på sightseeing i med vores store tasker.

Vi blev sat af på stationen (klokken var lidt i 10, spild af tid!), hvor damen sagde, at vi "i det mindste" kunne betale for hendes benzin - men gu' ville vi ej, når vi havde siddet og ventet på hende i 2 timer, og hun bare kunne have undersøgt sagen inden.. uprofessionelt! Hun endte med at sige "don't worry about it", inden hun satte sig ind i bilen igen.

Vi kom lige i tide til bussen til San Ignacio, som er vores næste destination - dette gør vi dog på egen hånd med lokale busser, da vores busrute gennem Bamba ikke har et stop i San Ignacio, hvilket ville have betydet, at vores eneste stop i Belize var Caye Caulker og Belize City - vi vil trods alt gerne nå at se mere! Lige da vi havde sat os i bussen og fået klemt vores tasker ind på sæderne, kommer tur-damen (fandeme!) ind i bussen efterfulgt af TO svært bevæbnede (AK-47 og hele møget) politimænd: "You have to at least give me some money for gas! The police is there, but I don't want to cause any trouble" - jeg var målløs!! Målløs, men følte mig på ingen måde truet - selv politimændene stod og så lidt undskyldene ud, som om "vi ved godt, hun er skør, men vi kan ikke gøre noget" - de blandede sig slet ikke i samtalen. Vi blev ved med at afvise, at hun skulle have nogen penge; hun forlangte 21 dollars (!), fordi vi havde lavet tre stops (apotek, bager og busstation), som hvert kostede 7 dollars - jeg kiggede bare på hende og rystede på hovedet: skøre k******! Jeg forsøgte at forklare, at vi ikke ville have stoppet ved en bager, hvis vi selv havde bestemt - men ligemeget hjalp det. Til sidst afbrød buschaufføren os: vi blev nødt til at tage den udenfor, hvis vi ikke kunne blive enige, for bussen skulle afsted nu. Det ærgede mig grænseløst, men fordi vi ikke ville misse bussen, endte vi med at give hende hvad der svarer til 25., hvilket vi ville have givet for en taxa - og heldigvis gik hun, og hun tog politiet med sig. Puha! Heldigvis gav de andre passagerer i bussen os ret i, at det var en totalt forrykt opførsel.

Det tog os 2½ at komme til San Ignacio, som ligger tæt på grænsen til Guatemala. San Ignacio, også kaldet Cayo, er omringet af en masse skøn natur, bl.a. med grotter, vandfald, ruiner, og en helt masse vandrestier i et reservat, der hedder Mountain Pine Ridge - langt de fleste af disse aktiviteter kan man dog desværre kun arrangere gennem et turselskab, da der ikke er offentlig transport til stederne.

Da San Ignacio er så lillebitte en by, tog det os kun fem minutter at gå til Rosa's Hotel, som vi har booket for to nætter. Her har vi igen vores eget værelse (det er som om, de ikke rigtig gør i dorm-værelser i Belize), og det er tilmed større og billigere end Bachelor Inn.

Vi gik ud i byen for at kigge os omkring, men næsten med det samme blev vi mødt af et kæmpe regnskyl, som tvang os til at søge ly hos et turselskab, hvor fyren brugte næsten en time på at fortælle os om alle de ture, han kunne arrangere for os: grotter, vandfald, adrenalin-aktiviteter og vandring i Mountain Pine Ridge-reservatet. Priserne var dog skyhøje, og når man tog vejret i betragtning (som ikke ser ud til at blive bedre de næste mange dage) var der ikke noget, vi havde lyst til at bruge 5-600 kr. på. Hvis vejret havde været godt/bedre, havde jeg ellers været tilbøjelig til at tage på vandreturen, da det er ved at være læææænge siden, jeg sidst har vandret ordentligt; vi har jo for det meste bare siddet på vores flade i busser, og så slentret lidt rundt blandt diverse ruiner.

Da regnen stilnede af, gik vi videre ud i byen og ned til byens to broer, der er bygget over Macal River: Hawkesworth Bridge og New Bridge, den sidstnævnte var dog oversvømmet som så meget andet her i området. Vi kom også forbi et lille frugtmarked, som dog var ved at lukke. Ellers er der ikke meget at se i lille San Ignacio, men byen har en rigtig hyggelig atmosfære med små gader og faldefærdige huse, men på en helt anden måde end Belize City.

Vi fik aftensmad på en bar på byens hovedgade (Burns Avenue), hvor vi også fik smagt på Belikin-øllene, og derefter havde ingen af os noget imod, at vi ikke nåede at få en masse Belikin-øl på fabrikken i Belize City - så sparede vi også dé penge!

I morges fandt jeg, til min store ærgrelse ud af, at mit "udslæt" på halsen har spredt sig til flere steder på kroppen - steder, som ikke er ligetil at skulle smøre med creme flere gange dagligt. Det er lidt frustrerende, hvis det fortsat spreder sig, og den fugtige varme hernede gør det nok ikke bedre - øv altså!

Vi fik desuden betalt for vores nu bookede dykkercertifikat på Utila i Honduras, som vi påbegynder den 28. i denne måned - spændende!

Udenfor regnede det ikke, men himlen var dækket af grå skyer, og der var ingen tvivl om, at det trak op til regn. Vi gik ned på byens informationscenter, hvor de kunne meddele os, at samtlige attraktioner var lukkede eller oversvømmede, hvilket også gjaldt den ruin (Xunantunich), som vi havde tænkt os at besøge i dag. Vores eneste mulighed for sightseeing i dag var Cahal Pech, som også er en maya-ruin, der ligger en halv times gåtur udenfor byen - så dét gjorde vi!

Cahal Pech betyder "Tick city" på maya-sprog, og det er omkring dét, jeg ved om Cahal Pech; men tror også I har fået nok ruin-historier. Lige da vi ankom, begyndte det at regne helt vildt igen, så vi søgte læ under et halvtag, hvor vi mødte en hollænder, som vi også havde mødt i Lamanai - han følger den samme rute som os, fordi han også er begrænset af vejret. Da regnen tog af, brugte vi et par timer på at gå rundt blandt ruinerne, og selvom dette er vores 10. ruin-site, var det ét af de bedre; vi havde det hele for os selv, og pga. regnen og jungle-omgivelserne så templerne meget mere autentiske ud, lidt som Yaxchilán. Desuden så vi en masse "wildlife": kæmpemæssige møl, en masse sommerfugle, et stort vandrende blad (!), og en helvedes masse myrer - og ingen myg, der var ved at æde os op denne gang.

Tilbage i San Ignacio brugte vi et par timer på at vaske tøj (tiltrængt!), og vi har til aften spist på Ko-Ox Han-Nah restaurant, hvor jeg fik fire store "quesadillas" (se billedet) - det smagte SÅ godt, og jeg er stadig mere end mæt.

I morgen tidlig finder vi en bus til Benque Viejo del Carmen, hvorfra vi skal tage en taxa til grænsen til Guatemala, hvor alt forhåbentlig forløber smerte- og problemfrit. I Guatemala bruger vi de første to nætter i Flores, som er en lillebitte by (det er faktisk en ø), som folk primært bruger som afgangs-sted for dagsture til Tikal-ruinerne; dette er også vores plan. Stay tuned!

Forhåbentlig er Guatemala billigere, mindre regnfyldt, mindre fugtigt og en mere opløftende oplevelse end Belize.

.. So long!