GLÆDELIG JUL derhjemme!!!

Så er det snart tid til at tage hul på næste (og sidste) kapitel af denne store rejse: SYDAMERIKA! Jeg har hele tiden set enormt meget frem til denne del, måske fordi man umiddelbart hører mere om Sydamerika end man gør om Mellemamerika, og så fordi alting er meget større (byerne, ruinerne, bjergene, vulkanerne, afstandene, …) - men hvor er jeg glad for, at jeg valgte at tage til Mellemamerika først, for det har bestemt levet op til alle mine forventninger - og mere til!

For at opsummere min mellemamerikanske rejse, vil jeg KORT nævnte landene i den rækkefølge, jeg mindst har foretrukket dem (selvom der ikke skal være nogen tvivl om, at det hele har været helt igennem fantastisk): Belize (der var bestemt lyspunkter, men overordnet er min erindring af Belize noget våd og fyldt med regn, oversvømmelser, våde ejendele, aflysninger, skuffelser, mærkelige/fulde/sindsforvirrende mennesker, og to maya-ruiner); Honduras (det altigennemtrængende lyspunkt var selvfølgelig at tage dykkercertifikatet, hvilket var voldsomt fedt! Derudover var mit ophold i landet præget af forsinkelser, regn, aflysninger, skumle bydele, forvirring, frustration, og endnu en enkelt maya-ruin); Costa Rica (jeg tror grunden til, at dette land kommer på en fjerdeplads er, at jeg simpelthen ikke har haft nok tid; desuden er alting væsentligt dyrere end i resten af Mellemamerika, hvilket jo i mine øjne trækker ned - men derudover har Costa Rica voldsomt mange "skjulte skatte", skøn natur, fede oplevelser og ture, lækre strande, og bare lidt af alting! Bestemt et land, jeg gerne vil tilbage til en dag); Nicaragua (endnu et land, jeg uden tvivl havde alt for kort tid i! Det, der får Nicaragua til at stjæle Costa Ricas tredjeplads er, at landet ganske enkelt er meget billigere, og at de også har lidt af hvert: gode vandreture, vulkaner, strande, øer, hyggelige byer, og en masse dyreliv - dog trak vores éne dag på Isla de Ometepe min oplevelse af opholdet i landet væsentligt ned); Mexico (det er virkelig svært at vurdere, om Mexico har fortjent en førsteplads i min bog, da jeg ikke kan sætte mange fingre på mine to uger i landet; jeg følte, jeg fik set alt det, jeg ville; maden, priserne, byerne, transportmidlerne og menneskene var helt i top, MEN jeg kunne godt have brugt mere natur, dyreliv, jungle og vandreture - hvilket vist også var det eneste, jeg savnede i Mexico); og på førstepladsen: Guatemala! (jeg kan ikke komme med mange negative kommentarer.. naturen var smuk; byerne var hyggelige; priserne var dejligt lave; transporten i form af kyllinge-busser var ny og spændende; vi oplevede både ruiner, vulkaner, vilde dyr, jungle, punkteringer, bjerge, dale, flinke mennesker, grotter, søer, bådture, busture, markeder og de mest vidunderlige solop- og -nedgange - så fantastisk alt i alt, og jeg vil på alle mulige måder gerne tilbage til Guatemala!).

Der er SÅ meget mere, jeg kan sige om de seks forskellige lande, jeg nu har forladt i løbet af de sidste to måneder - men tror mine sidste mange blogindlæg beskriver det hele meget godt. Under alle omstændigheder er Mellemamerika helt fantastisk, og jeg har følt mig både tryg, underholdt, overrasket, udviklet og spændt - TAK for det, Mellemamerika! Vi er IKKE færdige med hinanden!

MEN I skal jo lige have den sidste opdatering fra Costa Rica, som har fuldendt mit mellemamerikanske eventyr:

Torsdag den 19. december stod vi op kl. 5:30, og efter at have pakket alle vores tasker forlod vi hostelet i Granada og satte kurs mod Tica Bus "station", hvor vores bus havde destinationen San José, Costa Rica! Busturen tog i alt 8 timer, hvor vi blev gennet ud af to omgange i forbindelse med grænsekrydsningen. På den anden side af grænsen regnede det, og hidtil havde dette jo desværre været et dårligt tegn fra "landets" side - det var derfor noget tvivlende og spændte, at vi fortsatte ind i Costa Rica, heldigvis uden at have haft problemer med at krydse grænsen. De 8 timer i bussen blev brugt på følgende: guidebogs-læsning, søvn og spisning: jeg havde købt et "fuldkornsbrød", som de kalder det, og noget lækkert smøreost - desværre endte denne smøreost ud over hele bussen, da det tynde låg ikke kunne holde osten inde. Det var en side-historie, men nu er den delt med jer!

Vi var fremme i San Josés centrum kl. 15:30, og vi havde til den første nat i byen forudbestilt et hostel: det billigste, vi kunne finde, som desværre lå et stykke udenfor byen. Vi startede med at finde en nærliggende bank, hvor vi kunne hæve penge; jeg hævede 85.000 (svarer til lidt over 1000 kr.), og det var vildt at stå med så mange nuller i hænderne.. Vores umiddelbare indtryk af San José var ganske positivt: en pæn og ren storby-hovedstad med gamle mænd i nye biler, og det var (foruroligende) tydeligt, at dette land var meget rigere end alle de forrige, vi havde rejst igennem - dette afspejlede sig jo desværre også i priserne.

Da vi hurtigt fandt ud af, at en taxa ville koste 180 kr., tog det os ikke lang tid at beslutte os for at tage en bus til vores hostel. Desværre gav alle folk, vi spurgte om vej, forskellige svar, og i sidste ende var det umuligt at finde hoved og hale i, hvilken bus vi skulle tage og hvor vi skulle skifte og hvor vi skulle stå af.. SÅ med den stædighed, der heldigvis kun er blevet stærkere i løbet af de sidste måneder, fik vi pruttet en taxa ned på 60 kr. i alt, selvom han ikke virkede til at have nogen idé om, hvor vi skulle hen.

Det viste sig da også, at vores chauffør ikke havde den fjerneste anelse om, hvor vores hostel var placeret - og (først) efter en times kørsel måtte han se sit nederlag i øjnene og ringe til vores hostel, som guidede ham på rette vej - det viste sig så, at den adresse, vi havde fået, var inkorrekt. Som vores chauffør selv beskrev det: "Adresser her i landet er som heste: du placerer den på et gadehjørne og regner med, at den bliver stående - men hvis den flytter sig, flytter adressen sig også".. Heldigvis forlangte han ikke mere end han havde lovet os, hvilket vist blot var vores held - så vi skyndte os ud af bilen og ringede på dørklokken ved den sorte port til Costa Rica Love Hostel 2 (ja, jeg havde også haft mine tvivl..). Hostelet var meget småt, og det samme var vores 6-sengs dorm; stedet var drevet af en lille familie, og udover pladsmanglen var det egentlig meget hyggeligt, men desværre havde vi vist sat næserne for højt op i forhold til julestemning - ikke en eneste nisse eller grangren eller julekugle.. Det var trods alt hér, vi skulle fejre jul. Desuden gik hele familien overdrevet meget op i at spare på lyset i hele huset, hvilket resulterede i, at faderen ligefrem skruede pæren ud af lampen, da jeg stod og lavede mad en aften.. Dog kørte der både høj musik og TV døgnet rundt, så det var da ikke for at spare på strømmen - meget mærkeligt!

Vi brugte resten af aftenen i stuen på hostelet, hvor vi forholdsvis tidligt blev nødt til at iklæde os lange bukser og en trøje - det lå allernederst i rygækken! Efter at have brugt nogle timer i den dunkelt belyste stue uden andet selskab end vindens susen udenfor, gik jeg til køjs efter at have spist resten af mit fuldkornsbrød og smattede smøreost.. Lyset blev slukket kl. 23, og der skulle være ro efter kl. 22! God jul, siger jeg bare..

Fredag stod vi op kl. 7, i tide til at få en bid af den inkluderede morgenmad: to små pandekager til hver - de var, bogstaveligt talt, væk i én bid.. Vi pakkede vores små tasker, fik opbevaret de store tasker på hostelet og gik ud for at udforske området. Vi boede i den bydel af San José, der hedder Santo Domingo, og det stod os hurtigt klart, at der ikke var voldsomt meget at give sig til i dette område. Vi fik dog set et par fine kirker, nogle små parker, og derudover en masse mindre butikker; frokosten blev indtaget på et pizzaria, der havde en klar idé om, hvad han skulle tage for sine knapt så velsamgende indbagte pizzaer. Efter denne gourmet-oplevelse gik vi på jagt efter et spisested, hvor vi kunne indtage vores juleaftens-måltid den 24. - der var dog kun én egentlig restaurant i bydelen (hvis ikke vi ville holde juleaften i en grillkyllinge-biks, som selvfølgelig lå på hvert eneste gadehjørne), men de serverede kun fisk eller kinesisk, så vi begyndte i stedet at lege med tanken om at tage ind til centrum juleaften.

For dog at komme med noget positivt om Santo Domingo, er det et fint, rent, pænt, dyrt område, hvor husene utvivlsomt er beboede af velhavende costaricanere (hedder det dét?) eller amerikanere, der har valgt at flytte sydpå i søgen efter sol. Indfødte fra Costa Rica er generelt meget lysere i huden end folkene fra resten af Mellemamerika, der sammen med de dyre huse og biler er med til at forstærke følelsen af at befinde sig i et mere "vestligt" land - hvilket egentlig ikke var så ringe endda efter at have været 100 år tilbage i tiden i to måneder. Desuden modtog vi ikke nær så mange bemærkninger, kommentarer, tilråb, pift og blikke, når vi gik på gaden - hvilken ny følelse!

Ved 13-tiden tog vi en bus til centrum af San José: en halv times bustur for hele 4 kr., hvilket jo er voldsomt dyrt set med mellemamerikanske øjne - til gengæld var der siddepladser i bussen og tilmed stop-knapper! Velkommen til Vestens luksus! Vi skulle gå gennem et "red light district" for at nå San Carlos busstation, men selvom dette kvarter skulle være et af de mest usikre i San José, følte jeg mig langt mere tryg end jeg har gjort i størstedelen af de andre byer i Mellemamerika. Uden at være blevet overfaldet, tilråbt, tilbudt eller fornærmet, nåede vi efter et kvarters gang San Carlos busstation, som jeg rent faktisk vil karakterisere som en decideret "station" - igen er Costa Rica meget forskellig fra resten af sine naboer.

På busstationen fandt vi hurtigt en bus til Monteverde/Santa Elena - denne gang var der rent faktisk et skilt, der fortalte os, hvor bussem kørte hen; hidtil havde vi været vant til, at mænd råbte destinationer i munden på hinanden. Den 4½ timers bustur kostede os 32 kr. hver, og igen var det næsten danske standarder! Vi var ved at smelte af varme i bussen, men da vi ankom til Santa Elena kl. 19, blev vi næsten nødt til at trække i de lange bukser igen - det måtte være pga. at vi nu er kommet op i bjergene, hvilket også havde været tydeligt at mærke på proppere i ørerne på busturen.

Eftersom vi ikke havde forudbooket et hostel i Santa Elena, havde vi endnu engang haft vores tvivl, om det ville være besværligt og/eller dyrt at finde en overnatningsmulighed ved ankomst. Men lige så snart vi steg ud af bussen, blev vores tvivl heldigvis manet til jorden! En mand, der arbejdede for et nærliggende hostel, tilbød os et gratis lift, så "vi lige kunne kigge på værelserne - vi kunne jo altid takke nej" - og det endte vi så med at gøre, selvom den flinke mand var gået ned fra 10 til 8 dollars for et privatværelse "med udsigt". Vi gik videre op ad gaden, da alt, der prægede aftenens bybillede var hostels og restauranter - og lynhurtigt lykkedes det os da også at prutte prisen for et privatværelse ned på 7 dollars pr. person, da både ejeren af dette hostel OG den flinke mand stod og pruttede hinanden ned, imens Amanda og jeg blot kiggede på - aldrig har jeg da prøvet noget så let og samtidigt underholdende. Så i sidste ende fik vi et 3-sengs værelse for os selv på et centralt beliggende hostel, hvor vi havde en fantastisk internetforbindelse, inkluderet morgenmad og information om områdets aktiviteter; stedet hed Vista al Golfo (der var efter sigende god udsigt fra værelserne på 1. sal).

Monteverde er et område, hvori Santa Elena er en lillebitte beboelse, og vi boede som sagt lige i centrum af Santa Elena. Monteverde er kendt i hele landet (og langt længere væk) som Costa Ricas adventure-hovedstad: det var her, "zip-lining" i sin tid startede, og området er siden vokset og vokset og har fået flere adrenalin-pumpede aktiviteter på programmet, såsom bungee-jumping, rafting, canyoneering, samt fugle-ture, hesteridning og vandring/trekking i de to "cloud forest"-reservater, der omringer Monteverde: Santa Elena- og Monteverde Cloud Forest Reserves. Vi blev selvsagt nødt til at få adrenalinen til at pumpe lidt, nu vi var her! Derfor brugte vi en halv time på at snakke med hostelets tur-disk om dagsture den følgende dag - og vi bestilte og betalte for hele to! Stay tuned..

Lørdag blev jeg klokken 5:30 vækket til lyden af mit vækkeur, og det higede mig bestemt ikke at skulle forlade mit varme tæppe. Men turen var betalt, og efter at have fået en portion af hostelets inkluderede morgenmad (cornflakes og bananer, som jeg vist kom til at tage hele fem af, nu da det trods alt var gratis) blev vi hentet af en shuttlebus, der kørte os til Reserva Santa Elena (ét af de to reservater, der omringer Monteverde). Turen tog lidt over en halv time, og kl. 7 var vi fremme ved sky-skov-reservatet (eller hvordan "cloud forest" skal oversættes?), hvori der er 13,5 km. vandrestier, og vi havde besluttet os for at skulle nå dem alle! Vi skulle trods alt få det meste ud af vores penge.. Så vi begav os ud på de i alt fem stier, der var tydeligt afmærkede og ikke på nogen måde anstrengende - desværre.

På én af stierne kom vi forbi et udkigstårn, hvorfra vi pga. den skyfri himmel kunne se hele vejen til Stillehavet på den ene side, Det Carribiske Hav på den anden side, og Volcán Arenal i midten (Costa Ricas mest aktive vulkan, som man desværre ikke må bestige - ellers var det dét, jeg havde brugt min dag på!) - det var et mægtigt syn, og jeg følte trods alt, at mine 7 dollars for indgang til reservatet var godt givet ud. Udover udsigten fra tårnet ændrede landskabet sig ikke voldsomt i løbet af de i alt fire timer, vi endte med at gå rundt i reservatet. Det hele mindede meget om en regnskov: luften var fugtig, der var mos, bregner og lianer overalt, og vi fik (helt uden hjælp fra en betalt guide!) set en hel del "wildlife": tusindben (og ja, der er et billede igen!), sommerfugle, biller (store og små, ja ja, så fint), en kæmpe fugl (tror den var ret speciel, men måske var det bare fordi jeg håbede på at se en sej fugl), pisotes (de der myresluger-lignende dyr, og vi så rent faktisk hele to af dem, der løb lige over stien foran os!), OG en hel koloni af edderkoppe-aber, der forsøgte at smide store grene ned i hovedet på os - jeg forsøgte til gengæld at lokke dem hen til mig med én af de fem bananer, jeg havde hugget ved morgenbuffeten.. men det virkede langt fra, så jeg spiste bananen lige for øjnene af aben - ha! Desværre havde vi jo set alle disse dyr før, og vi havde håbet på at spotte et dovendyr, men det var næsten umuligt at skelne al den løse mos i trætoppene fra et decideret dovendyr - så feel free til at granske mine billeder for noget, der kunne ligne et sådant dyr!

Vi kom med en bus fra reservatet kl. 11 (vi havde skyndt os lidt for at nå den, da den næste først kørte kl. 13), og vi havde derefter et par timer tilbage i Santa Elena, inden vi kl. 14:30 blev hentet af 100% Aventura! 100% Aventura er, som navnet næsten antyder, et adventure-selskab, der bl.a. arrangerer zipline-/canopy-ture i Monteverde; "canopy" betyder "trætoppe", og ziplining-ture foregår altså ved, at man via et bælte om maven og brystet bliver spændt fast til en wire, der igen er spændt fast mellem to træer - og så tager man ellers en flyvetur mellem træerne, fuldstændig ligesom Tarzan! Det er lidt svært at forklare, og jeg kunne desværre ikke få mit kamera med på turen - så hvis dette ikke giver mening, findes der garanterert både billeder og videoer på nettet..

Vi var i alt omkring tyve mennesker, der skulle med på eftermiddagens tur, og da vi alle havde fået vores udstyr (inklusiv hjelme og handsker), gik turen derudad mellem trætoppene! Der var 5-6 "almindelige" zipliner, hvorefter vi kom til de to "Superman" zipliner, som har fået deres navn, fordi man bliver spændt fast i bagdelen og omkring brystet, og så tager man turen "liggende på maven" gennem luften (ligesom Superman!): 200 meter over jorden og 1590 meter langt (det er den længste zipline i hele Latinamerika, så det er intet at kimse ad..). Desuden regnede det så meget, at tågen gjorde det umuligt at se enden af linen, hvilket blot øgede spændingen. Det var en super fed oplevelse, og adrenalinen fik da lov at pumpe en smule - men hvor var det hurtigt overstået! Det var desværre en alt for profit-orienteret organisation (det kunne man selvfølgelig have sagt sig selv, når de sender tyve mennesker afsted på samme tidspunkt), og vi brugte sammenlagt mere tid på at vente på hinanden, end vi gjorde på selve banerne - hele festen var overstået på en time! Det gjaldt kort sagt bare om at få så mange mennesker (læs: penge) igennem på så kort tid som muligt - lidt ærgerligt, men det var en meget sjov oplevelse.

Vi var tilbage på vores fine privatværelse på Vista al Golfo da mørket var faldet på, og efter en times tid havde vi besluttet, at vi rykkede julemåltidet frem til i aften! Grunden til dette var, at vi lige siden Mexico havde snakket om at spise sushi juleaften (da alternativet højst sandsynligt ikke ville være and eller flæskesteg), og direkte overfor vores hostel lå en sushi-restaurant! Dyr, javist, men vi har virkelig også været gode til at spare overordnet (jeg har brugt langt færre penge end planlagt), og så må vi lade være med at spise fint den 24. - under alle omstændigheder blev julen rykket tre dage frem! Sushi'en var super lækker, og selvom det var voldsomt dyrt, var det bestemt et julemåltid værdigt. Denne festlighed var overstået ved 22-tiden, og vi gik - tilfredse, mætte og fattige - over på den anden side ad gaden til vores værelse, hvor vi gik omkuld efter en ret lang og oplevelsesrig dag. Det eneste, vi ellers kunne have ønsket os, var et juletræ, en julesang og en portion risengrød - men nu kunne vi jo heller ikke tillade os at være krævende.

Søndag stod på afslapning i Santa Elena, og vi fik hurtigt gået den lille by tynd, hvorfor resten af dagen blev brugt på læsning og dagbogs-skriveri, inden vi igen gik tidligt i seng, da vækkeuret (igen igen) ringede kl. 5:30 mandag morgen. Vores bus tilbage til San José afgik nemlig kl. 6:30, og denne gang tog det os kun 4 timer, hvorfor vi spiste hjemmelavede sandwiches på San Carlos busstation klokken lidt i 11. Herefter ville vi udforske San José til fods, nu da vi trods alt havde et par dage i hovedstaden.

Det indtryk, jeg havde fået af byen allerede første aften, viste sig kun at holde stik: San José er, i mine øjne, en ren, pæn, fin, relativt tryg, hyggelig, "vestlig" storby-hovedstad. Der er en masse parker, pladser, kirker, butikker, gågader og museer i byen - meget lig andre vestlige hovedstæder, men stadigt med det mellemamerikanske præg. Der bor 350.000 mennesker i San José, og halvanden million hvis man tæller forstæderne med, hvilket gør byen til hjemsted for en tredjedel af hele Costa Ricas befolkning. Dette har selvsagt medført stigende kriminalitet og prostitution, men jeg syntes stadig, byen havde en vis tiltale. Af mange bliver den anset som et "nødvendigt onde", hvis man enten skal ud og se det "rigtige" Costa Rica eller bare skal nå sit fly videre, men jeg var af en helt anden holdning - det eneste, der manglede på nuværende tidspunkt, var en smule mere julestemning i gaderne.

I løbet af et par timer i centrum fik vi set en hel del: vi startede med at gå til Parque España - centrum for prostituerede, og da vi først fandt ud af dette, syntes vi, der stod letpåklædte kvinder på hvert hjørne; desuden er parken hjem til Templo de Música, der bliver anset som et symbol for San José. Herefter fandt vi hovedstadens China Town, som dog ikke havde noget som helst kinesisk over sig, udover "porten" til området - men måske er det under opførsel.. Parque Central havde en masse hyggelige butikker og fast food-kæder og er vist administrations-bygningernes centrum. Vi gik herefter gennem en masse mindre gågader, og på én af dem vrimlede der med flere mennesker, end jeg nogensinde har set på Strøget - og jeg fik et billede af et juletræ! Vi sluttede den gratis sightseeing-tur af i Parque Nacionál, hvor Monumento Nacionál står: et monument over de mellemamerikanske lande (selvfølgelig med Costa Rica som fører), der besejrer den amerikanske William Walker.

Vi fangede en bus tilbage til Santo Domingo, hvor vi havde booket vores sidste to nætter i Mellemamerika på Love Hostel'et - og så blev det jul! Da vi vågnede i morges, havde vi ingen idé om, hvad juleaftensdag ville byde på; vi vidste blot, at det på ingen måde ville blive som en dansk jul. For det første vågnede vi til 22 grader udenfor, og temperaturen steg kun i løbet af dagen. Vi overvejede at tage en tur til stranden, men fordi San José ligger lige midt i landet, ville det for det første tage os flere timer at komme ud til havet, og for det andet var en sådan tur voldsomt dyr - så det endte med, at vi har brugt dagen på hostelet og fået slappet af.

Til frokost købte vi ind til risengrød i det lokale supermarked: ris og mælk! Dét virkede da overkommeligt! MEN det var umuligt at opstøve grødris, og for det andet kunne vi kun finde langtidsholdbart, varmt mælk - men vi ville give det et forsøg! Vi fik da også kogt en pæn stor portion "risengrød", der ganske vist havde den rigtige konsistens - men bestemt ikke den rigtige smag, selvom ordentlige dynger af kanelsukker forbedrede smagen væsentligt!

Dog har vi lige fået et fantastisk aftenmåltid, som ganske vist ikke var særlig jule-agtigt men ikke desto mindre velsmagende: store bøffer, løg, kartfler, rødbeder, gulerødder og aubergine - vildt lækkert! Så det er med fyldt, udspilet mave og tilfredshed i stemmen, at jeg kan sige: GLÆDELIG JUL! Håber den har været god derhjemme, og lad os så se, om jeg er i Danmark næste år??

I morgen tidlig tager vi et fly til Bogata i Columbia, hvilket tager 2½ time. Hér skal vi så vente i 10 timer, inden vores sidste fly til Quito, Ecuador, afgår - det tager halvanden time.. Det bliver derfor en hel dag i en lufthavn, men SÅ er der også taget hul på Kapitel Sydamerika med sommer, bjerge, varme, regn, ruiner og lange busture; og hvor jeg glæder mig!

- So long!