SÅ er der taget hul på Kapitel Sydamerika, og indtil videre er jeg helt opslugt af dette afsnit! Sydamerika har jo ALT, omend fordelt over langt større afstande end fx Mellemamerika eller New Zealand - men dét skal ikke forhindre os i at se lidt af alting, og vi er allerede godt i gang..

Juledag ringede vækkeuret kl. 6:30, og efter at have spist et par kiks til morgenmad blev vi kørt til lufthavnen af hostel-ejeren, der (med god grund) sad med dollartegn i øjnene hele vejen dertil - men vi blev jo nødt til at komme derud på den ene eller anden måde! Vi trådte ind i afgangshallen klokken lidt i 8, og efter at have betalt vores afgangsskatter (som vi egentlig havde troet var inkluderet i vores flybilletter..) brugte vi de næste 90 minutter på at stå i kø til check-in - det var vel nok heldigt, at vi var kommet i ordentlig tid, for aldrig har jeg da set en bunke så ineffektive fly-mænd og -damer; der stod ofte tre medarbejdere rundt om én passager, blot for grundigt at granske hendes/hans pas i intet mindre end ti minutter, for derefter at small-talke lidt, inden de modvilligt kaldte den næste passager hen - puha, tålmodighed...

Efter at kunne puste ud med vores boardingpas i hånden, havde vi lidt over en halv time til at komme igennem paskontrollen og security - men vi nåede det hele og sad endda og ventede i fem minutter på at komme ombord på flyet, som afgik og landede nogenlunde planmæssigt.

Efter den to timer lange flyetur fra San José til Bogotá havde vi ti timer i lufthavnen, inden vi skulle på vores halvanden time lange flyvetur videre til Quito - det var tydeligt, at vi skulle spare penge, for der afgik fly til Quito hver time, og vi kunne dermed sagtens have undgået at vente i hele ti timer; men sådan går det, når man ikke vil punge ud for mere end højst nødvendigt.. Ventetiden i lufthavnen gik heldigvis relativt hurtigt, og efter at have indtaget to voldsomt dyre, voldsomt klamme og voldsomt overhovedet-ikke-mættende måltider i lufthavnens "food court", fandt vi vores gate, hvor flyet afgik kl. 22:59.

Kl. 00:35 landede vi planmæssigt i Quitos lufthavn uden at have lukket et øje; vi havde selvfølgelig siddet lige foran den obligatoriske grædende (nej, ikke engang: skrigende!) fly-baby.. Det var derfor med enorme poser under øjnene og stadige propper i ørerne, at vi i zombie-tempo begav os gennem endnu en paskontrol og fandt vores tasker.

Egentlig havde vi planlagt at vente fem-seks timer i lufthavnen, så vi kunne undgå at betale for en nat på et hostel, men da en tysk fyr i ankomsthallen spurgte os, om vi ville dele en taxa til centrum, så vi vores snit til i det mindste at spare nogle taxa-penge - og efter en time i taxa (og 20$ fattigere, av!) stod vi foran vores forudbookede hostel i Quito: Hostal Marsella. Selvom vi var ved at dejse om af træthed (og selvom vi begge faktisk følte os en smule halv-sløje, nok pga. søvn- og madmangel, lange ventetider og højdeforskellen i Quito, vi lige skulle vænne os til), nægtede vi at betale 8$ for at sove på et værelse på hostelet, så de næste fire timer lå vi på en lille sofa på hostelets førstesal og forsøgte at indhente en smule af den søvn, vi havde forsømt.

Da alle de andre beboere begyndte at rumstere ved 7-tiden, opgav vi den videre søvn-indhentning, og vi ventede de næste tre timer på, at vi kunne få vores privatværelse. Hér brugte vi en halv time på at planlægge, hvad dagen skulle bringe: og eftersom vi havde en smule højdesyge (Quito ligger 2850 meter over havets overflade, og denne højde har højst sandsynligt medført træthed, svimmelhed, kvalme og en smule feber for vores begges vedkommende), besluttede vi til sidst, at vi ville tage en stille og rolig sightseeing-tur til fods i Quitos "Gamle By", som meget belejligt lå få blokke fra vores hostel. Dette gjorde vi i selskab med tre amerikanere fra Michigan, som heller ikke havde de store planer for dagen og desuden gerne ville have noget selskab: David, Christian og Amanda.

For nu at komme med den sædvanlige historie- og baggrundsinformation, vil jeg lige affyre et par facts om Ecuador og Quito (det hele skal jo ikke være sjov og ballade): Quito ligger lige under Ækvator, hvilket gør Ecuadors klima ret stabilt året rundt - vi kunne dermed ikke mærke, at vi var kommet fra vinter til sommer, da vi torsdag morgen gik ud i Quito by. Blandet med Quitos høje placering gør det temperaturen væsentligt lavere end vi har været vant til, så i løbet af de næste måneders tid kommer vi måske til at få brug for de lange bukser, som ellers har ligget godt gemt væk, imens vi rejste rundt i Mellemamerika om VINTEREN... Nuvel, Ecuador har også et ganske rigt dyreliv, der dog (desværre) primært er koncentreret i Amazonas-området (som vi først kommer til i Peru) og på Galapagos, som tilhører Ecuador. Gennem tiden har landet haft en masse mindre (og større) borgerkrige med hhv. Colombia (over narko-handelen nord i landet, hvor vi dog ikke kommer til) og Peru (over grænser, som det virker til, at Peru er blevet ved med at vinde, for Ecuador er trods alt ét af Sydamerikas mindste lande, på størrelse med New Zealand eller den amerikanske stat Nevada). Trods landets størrelse har det den tætteste befolkning i Sydamerika, hvilket nok også kommer sig af, at de fleste andre lande har en masse regnskove, sump-områder, sletter, nationalparker og andre tyndt befolkede områder. I år 2000 havde det i længere tid gået så tilpas dårligt for den ecuadorianske økonomi, at de adopterede den amerikanske dollar, som den dag i dag er landets valuta - og hvor er det rart endelig at kunne følge med i en kurs, som man kender "hjemmefra".

Quito, som vi brugte de første tre dage i, er hjem til halvanden millioner mennesker, hvilket gør hovedstaden til landets andenstørste by (den største skal vi vist til senere, så I skal nok komme til at få mere historie). Byen er delt op i to: Old Town og New Town; sidstnævnte er opbygget af moderne kontorbygninger, højhuse, busstationer, lufthavnen, restauranter, shoppingcentre og turistbureauer - ergo: meget lig enhver anden hovedstad. Old Town, derimod, består af en masse gamle bygninger, kirker, parker og har fået titlen som et Unesco World Heritage Site - og det var ikke svært at se hvorfor, for hvor var det fantastisk smukt og hyggeligt at gå rundt i de overvældende rene, pæne, gamle gader. Jeg blev lynhurtigt vild med byen, og af alle de storbyer, vi hidtil har besøgt, er denne uden tvivl på min Top 3, hvis ikke højere.

Vi gik i næsten syv timer rundt med de tre amerikanere og fik set mangt og meget af Quitos gamle bydel, som jeg nu vil dele med jer: først og fremmest vrimlede det med skopudsere (oftest små drenge) og gadesælgere i byen, og man kunne købe lige hvad man ønskede sig! De solgte en masse coca-blade, som efter sigende skulle hjælpe mod højdesyge, træthed, sult og kulde, hvis man tygger dem længe nok - man laver også te på disse blade, og hvis man blander dem med noget andet, bliver det til (yes, you guessed it) kokain. Derudover kunne man købe de sødeste små hundehvalpe af gadesælgerne, der gik rundt med fem i hver hånd (hvalpe, red.) - og jeg er lykkelig over, at jeg ikke fik prisen at vide, for så havde jeg helt sikkert rendt rundt med en hvalp i min rygsæk nu.

Vores første stop på den guidede sightseeing, der blev ledt af Amanda og jeg, var Parque Alameda, hvor Sydamerikas ældste europæisk opførte observatorium står - desværre kom vi for sent til at få en rundvisning, men ellers var det en meget fin, gammel, gul bygning.. Plaza Grande er Den Gamle Bys centrum, og hér ligger også landets regerings-bygning (Palacio del Gobierno), hvor det var muligt at få (gratis!) rundvisninger i løbet af dagen; dog var køen en hel blok lang, så vi besluttede os for at prøve igen på et andet tidspunkt. I stedet gik vi til endnu en plads: San Francisco med tilhørende kirke, der udefra ikke afveg meget fra andre kirker, vi har set - MEN da vi kom indenfor, var det en helt anden snak! Hvorend vi kiggede hen, var kirken udsmykket med det pureste guld (eller, sådan fremstod det ikke desto mindre!), og jeg forstod straks, hvorfor netop denne kirke ofte omtales som "one of Quito's most spectacular sights"! Det er desuden den ældste kirke i byen, bygget mellem 1534 og 1604.. Lidt yngre bygninger ventede os ved vores næste stop: "La Ronda", der er en enkelt gade med huse fra 1700-tallet, som alle er lavet om til hyggelige restauranter og caféer - det meste var dog lukket, da vi kom forbi.

Vores frokost bestod af dét, der i mange af Sydamerikas lande kaldes for "almuerzo" (direkte oversat: frokost), som er en bestemt ret, der serveres billigt (kun 15 kr.!) på næsten hvert et gadehjørne: en suppe til forret, en juice til side"ret", og til hovedret en portion ris, et kyllingelår (eller en "steak", hvis dette foretrækkes), en klat salat, linse-"grød" og somme tider et æg - og det smager faktisk ganske fortræffeligt, prisen taget i betragtning! Jeg er ikke i tvivl om, at dette bliver standard-frokost de næste par måneder.

Men vi var jo slet ikke færdige med sightseeingen endnu, selvom solen hastede mod vest; Vi skyndte os mod Parque Itchimbia, som vi nåede ved at klatre op ad en voldsomt stejl (eller måske føltes den bare så stejl, fordi luften var så tynd og vejtrækningen blev hurtigere og hurtigere) trappe, men på toppen var udsigten bestemt klatreturen værd! Vi kunne se hele den gamle bydel med omkringliggende bakker, deriblandt El Panecillo, som på toppen er prydet med en ubegribeligt stor statue: "Quito's jomfru" - og som solen begyndte at gå ned, og skyerne begyndte at rulle ned over bjergene, følte vi os ganske tilfredse med dagens udbytte på trods af træthed og højdesyge.

Til aftensmad fandt vi en lille lokal restaurant, hvor vi (igen for 15 kr.) kunne få et stor porton ris med kylling og grøntsager OG en sodavand - og vi endte med at komme tilbage hertil de næste to aftener. Inden sengetid spillede vi Scrabble med amerikanerne, der havde vist sig at være super hyggeligt selskab, og vi har allerede fået en invitation til Lake Superior, hvor de bor - desværre tager de dog videre allerede i morgen, men hvem ved, vi har jo før stødt ind i de samme mennesker ad flere omgange.

Fredag morgen forlod vi hostelet kl. 9:30, og på vejen til bussen (som egentlig er en slags nyere sporvogn, kaldet "Trole") købte vi morgenmad hos en gadesælger: en ordentlig portion majs, kartofler, kød/fedt/brusk og sovs - bestemt et værdigt måltid for blot 8 kr.! Vi tog som sagt "Trole'n" til Quitos nye busterminal (en tur på en time), der rent faktisk ville falde ind under kategorien "terminal" selv set med danske øjne. Hér købte vi en billet til vores videre destination: Baños, da vi skal afsted den 29/12, og busserne op til nytår generelt er godt fyldte. Vi tog efter dette korte visit en bus tilbage til den gamle bydel, hvorfra vi skiftede til en ny bus til endestationen nord for byen (endnu en times køretur), hvorfra vi IGEN tog en bus til Mitad del Mundo (en tur på en halv time..) med ankomst kl. 13:30.

Mitad del Mundo betyder direkte oversat "Verdens Midte", hvilket er meget passende i og med at denne attraktion ligger lige ovenpå ækvator-linjen (eller, 300 meter syd for den rigtige ækvator-linje, men da man fandt ud af dette, gad man ikke flytte hele den seværdighed, de i forvejen havde bygget op). Udregningerne fandt sted i 1736 ved Charles-Marie de la Condamine, og et mindre museum på stedet viste optegninger og udmålinger fra processen. Derudover var der også et gratis "insektarium" med fugleedderkopper, sommerfugle og kæmpebiller (spørg mig ikke, hvad det har at gøre med verdens midte). Selve stedet var enormt turistet (FOR turistet), og der var alt for mange souvenir-shops og boder og udenoms-ting for min smag - og vi endte da også med kun at blive i en halv time, hvorefter halvanden times bustur igen ventede.. So (NOT!) worth it! Inden vi hoppede på bussen fik vi dog fortæret en omgang almuerzo, der pga. turistpriserne ikke smagte helt så godt som den portion, vi fik i går.

Tilbage i Den Gamle By ville vi nu igen forsøge at hoppe på én af de gratis rundvisninger i regeringsbygningen, men efter at have stået i kø i en hel time (og næsten være de forreste i køen) fik vi at vide, at vi skulle medbringe vores pas for at komme med på en tur - og hvor lå vores pas? Jep, hjemme på værelset! Jeg havde efterhånden fået indtrykket af, at det IKKE var meningen, at vi skulle besøge Ecuadors præsident, så vi gik noget slukørede tilbage mod hostelet, hvor vi på vejen fik et par billeder af Basílica del Voto Nacionál (en kirke fra 1926), der dog var lukket.

Vi besluttede os for, at lørdagens sightseeing skulle indebære langt færre busture, så efter en blot ti minutters køretur stod vi af metrobussen, der havde sat os af et stykke udenfor den nye bydel. Vores morgenmad kom - pga. at alle butikker åbenbart havde lukket og gadesælgerne ikke var stået op kl. 9 om morgenen - til at bestå af et brød og nogle kager fra en morgenfrisk bager. Efter at have stået af bussen vandrede vi tre stejle kilometer (dette endte med at tage os over en time) til TelefériQo, som er en multimillion-dollar svævebane på 2,5 km., der dagligt transporterer turister såvel som lokale op til Cruz Loma, der ligger 4100 meter oppe på Volcán Achincha. Ved første øjekast virkede alt lukket og forladt, og vi gik igennem et deserteret tivoli, der spillede spørgelsesby-musik, som man hører det i gyserfilm. Vi begyndte at spekulere på, om vi havde mistet fem liter sved for ingen verdens nytte, men rundt om det næste hjørne var billet-kiosken til svævebanen åben! Det var væsentligt dyrere end vi havde regnet med (og vores guidebog havde fortalt os), men vi var vel ikke kommet hele denne vej for ingenting?

På toppen blæste det, og vi fik med det samme brug for den ene lange trøje, vi hver især havde taget med - måske man skulle have iført sig lange bukser, men med gårsdagens varme middags-vejr i baghovedet var vi hoppet i shorts.. Udsigten fra toppen viste sig dog at være ganske udmærket, omend ikke noget, vi ikke havde set før. Dog var der noget på toppen, vi ikke havde set før: lamaer "in the wild" - det var lidt vildt, men jeg turde dog ikke at gå for tæt på dem; de spytter jo, de uforudsigelige dyr!

Jeg besluttede mig for at tage på en tre-timers solo-vandretur op til toppen af vulkanen; jeg kunne jo lige så godt udnytte mine svævebane-penge fuldt ud. Amanda valgte at blive ved svævebanen, da hun frøs og vist havde en del højdesyge stadig. Selv nåede jeg efter tre timer toppen af Rucu Pichincha (4680 meter), og det havde været en hård, "breathtaking" og solbrændt tur (min næse skallede i flere dage efter). De første to timer foregik på en godt afmærket sti på kanten af bjergsiden, men herefter udviklede vandringen sig til klatring, snublen, hoppen og ønsket om IKKE at sætte foden et forkert sted i de løse sten på klippesiden - der var trods alt ikke andre mennesker i nærheden, der ville høre mit skrig..

Men jeg klarede det, og jeg fik straks en fantastisk I-did-it-!-følelse. På toppen blæste det alt for meget til mine korte shorts, og kulden fik mine fingre til at fryse til is - jeg droppede derfor et længerevarende stop på toppen og begav mig hurtigt nedad igen; så hurtigt, at jeg endte med at løbe halvdelen af vejen. Alt i alt var det dog en virkelig flot vandretur, og udsigten fra vulkanen var helt spektakulær i den kølige bjergluft. Jeg havde dog ikke haft andet end vand med på turen, og jeg kunne godt mærke sulten melde sig, da jeg kl. 14 igen mødtes med Amanda. Vi tog svævebanen ned til 3000 meters højde igen, og jeg fik mig en gade-snack (til under 3 kr.) i form af en skefuld bønner, tørrede banan-skiver, tørrede majs, løg, salsa og.. popcorn! Det smagte uventet godt men mættede desværre ikke nok, så vi fandt en omgang... wait for it... almuerzo (!) til frokost, og endda meget billigere end de forrige dage - win win!

Vi gik ind til centrum af New Town, som i bund og grund også er centrum af Quito, og hér fandt vi Avenida Río Amazonas ("Strøget"), som førte til Mariscal Sucre, hvilket er turist-stedET i Quito! Det er hér alle turist- og rejseselskaberne ligger, der er dyrere restauranter, barer, caféer, souvenir-shops OG turist-orienterede butikker: jeg fandt en outdoor-butik!! Det er den første, vi er faldet over i hele Latinamerika, og chancen var næsten for god til at lade passere; det endte derfor med, at jeg efter halvanden times frem-og-tilbage og prøven og overvejelse og lidt mere frem-og-tilbage kom frem til, at jeg da skulle have en ny rygsæk! Og ikke nok med én, for de havde ikke rygsække, der var store nok til alt mit ragelse - så jeg endte med at købe TO rygsække (én "normal" og en mindre, som tilsammen skal erstatte begge de tasker, jeg på nuværende tidspunkt har med - dog endte alt mit ragelse med at fylde mere end jeg havde troet, så det kunne ikke engang være i de to nye tasker, hvorfor jeg måtte smide en del ud igen..). Jeg var helt rundt på gulvet efter denne shopping-oplevelse, men i det mindste behøvede jeg nu ikke at gå rundt og binde reb om min taske for at stropperne ikke skulle falde af - og dét kan jeg mærke, jeg bliver glad for! Og hvem ved, måske skal de nye tasker med på endnu et verdens-eventyr engang i fremtiden.. Men puha, hvor har mit dankort ikke brændt så meget siden jeg forlod Danmark!

På vej tilbage til hostelet gik vi igennem to parker (deriblandt Parque El Ejido, der er den største i Quito og fyldt med hyggelige boder, gadesælgere og legende familier), og jeg kunne tydeligt mærke, at mine fødder havde gået mere end normalt denne dag - og de var fyldt med vulkan-støv, som jeg syntes, I skulle have et billede af.. Det endte desværre med, at jeg de følgende dage fik voldsomt ondt i min venstre fod og skinneben, men heldigvis stod der ingen store vandreture på programmet før nytår.

Søndag morgen forlod vi hostelet i Quito for sidste gang, og vi hoppede på Trole'n til busterminalen. Køreturen tog dog længere end vi huskede, så da vi ankom til terminalen kl. 9:47 var der blot tre minutter til vores bus' afgang! Om der blev løbet? Dét tror jeg nok, der gjorde! Vi masede os foran i køerne, skubbede til folk og små børn på vejen, og væltede gadesælgernes varer, men heldigvis ikke uden gevinst: vi fandt vores bus netop som døren blev lukket, og fordi chaufføren kunne se desperationen i vores øjne og sveden på vores pander, lukkede han os ind, og vi kom sikkert og trygt med vores bus til Baños (det havde kostet os 20 kr. for en 3½ times bustur, så det ville jo være en skandale, hvis vi skulle købe en ny billet..).

Baños er en lille by oppe i bjergene, der ligger forholdsvis tæt på Amazonas - og fordi Baños tilmed er en adventure-aktivitets-by, er der mange turister, der vælger at tage på jungleture herfra; vi valgte dog at vente. Byen er primært kendt for sine varme/termiske bade ("baños" betyder "bade", selvom ordet også til dagligt bruges om toiletter) og derudover for sine vulkaner, bjerge, floder, søer, vandfald, jungle, og aktiviteter: rafting, bungee-jumping, mountain biking, hiking, canyoning og massage. Desuden sælges der overvældende meget slik og godter på gaden, deriblandt "melcocha", som er Baños' bud på karameller.

Vi ankom til byen kl. 13:30, og selvom det små-regnede, brugte vi næsten to timer på at gå rundt og lede efter et sted at sove. Vi havde nemlig, fejlagtigt, ikke bestilt et værelse på forhånd, og det gik hurtigt op for os, at priserne var tredoblede her op til nytår.. Vi mødte en fyr fra England, og fordi vi var tre, kunne vi få et værelse lidt billigere - men Amanda og jeg endte hele tiden med at ville prøve at finde noget endnu billigere, så til sidst mistede vi englænderen, og vi selv endte med at skulle betale 10$ per person per nat, og dette udelukkende fordi vi betalte for tre nætter (ellers havde det kostet os 15$) - så denne gang nyttede vores stædighed og nærighed ikke meget. Vi checkede dog ind på et privatværelse på Hostal Los Andes, og så gik vi ellers ud i byen for at finde frokost, da vi intet havde fået at spise hele dagen - og vi endte selvfølgelig med en portion almuerzo.

Vi gik lidt rundt i centrum efterfølgende, og aldrig har jeg set så mange hostels på så småt et område! Mellem to gadehjørner kunne man se mindst fire hostels, hvilket (uden at overdrive) vist svarer til hver anden bygning i byen - resten var restauranter og turselskaber.. Velkommen til turist-by! Da jeg var begyndt at halte mere og mere efter vandreturen dagen forinden, gik vi tilbage til hostelet i et par timer, inden jeg ved 19-tiden fik en besked fra de tre amerikanere, vi mødte i Quito: om ikke vi havde lyst til at mødes til aftensmad? Dét ville vi da gerne, og vi mødtes til et billigt restaurant-besøg og efterfølgende øl og hygge og snak på deres hostel i centrum. Vi fik igen bekræftet, at vi var mere end velkomne i Michigan, og alt tyder på, at vi forsøger at holde nytår sammen med de tre.

Mandag morgen tog Amanda afsted på en rafting-tur (jeg takkede nej pga. økonomien, specielt efter mit taske-køb), og jeg havde besluttet mig for at forkæle mig selv med en omgang massage til min ømme, ømme krop og min dumme, haltende fod. Jeg fandt hurtigt et professionelt sted (der var alt for mange at vælge imellem), og efter en kort spansk/engelsk snak fandt jeg ud af, at jeg kunne få en times dybdegående helkrops-massage for under 150 kr. - jeg valgte at takke ja! Det var ekstremt afslappende, og jeg fortrød bestemt ikke mit køb, da jeg en time senere stod på gaden med olie i håret og tøj, der klistrede til kroppen; thi da ved du, at det har været en god omgang massage!

På vej tilbage til hostelet stødte jeg ind i Amanda, og vi købte sammen en omgang you-know-what. Alle steder koster dette omkring 15 kr., dog varierer kvaliteten og indholdet væsentligt - så vi leder videre i morgen! Da Amanda var udmattet efter sin rafting-oplevelse tidligere på dagen, gik jeg ud for at kigge på byen "by night" og samtidigt finde noget aftensmad; dette blev til en portion "churrasco", som er en omgang ris, kød, salat og æg - stort set alle retterne ligner hinanden, men alt efter om der er æg eller ej, om der er en avocado i salaten, eller om du får pommes frites sammen med dine ris (og mange andre variabler), hedder alle retterne noget forskelligt. Ude i byen stødte jeg på de tre amerikanere, der netop var kommet tilbage fra en tur til de nærliggende "hot baths", som Baños er så kendt for - de kunne dog bestemt ikke anbefale denne oplevelse (det var dyrt og dårligt, som de beskrev det), så selvom Amanda og jeg havde regnet med at tage dertil næste morgen, besluttede vi os for at lægge nye planer..

Vi stod den 31. december op kl. 8:30 og begav os til den lille bys busstation, hvor vi ville forhøre os om busbilletter til vores næste destination; vi fik at vide, at busserne måske kørte i morgen, måske ikke (afhængigt af om buschaufførerne havde tømmermænd efter alt at dømme), og at vi desuden ikke kunne købe billetter på forhånd, så vi måtte tage chancen - dette resulterede i, at vi besluttede os for at udskyde vores videre rejse til den 2. januar i stedet for den 1., hvilket vi vist også godt kan tillade os med hensyn til tidsplanen. Planen er at tage til en vulkankrater-sø lidt nordvest for Baños (mere herom senere, om vores planer lykkes), og der skulle efter sigende være bidende koldt og blæsende, så vi brugte en time på at prutte et par huer og vanter ned i pris, så vi i det mindste har et skjold mod kulden.

Resten af for- og eftermiddagen stod på sightseeing til fods, og vi startede med at lægge vejen forbi et stort vandfald i udkanten af byen - selve vandfaldet var ikke noget at råbe hurra for, og det lå lige bag de "varme bade", som vi nu med egne øjne kunne se, at vi bestemt ikke havde lyst til at betale penge for: voldsomt mange mennesker til blot to pools, lignede mest af alt en gammel badeanstalt. Vi fik frokost på det lokale marked, eftersom vi havde en forestilling om, at maden hér ville være væsentligt billigere end på de små restauranter rundt omkring i byen, primært fordi markedet var tilholdssted for alle de lokale beboere. Vi tog dog grueligt fejl: prisen var den samme (selvom den ikke inkluderede suppe og juice, som normalvis er tilfældet), og kødet var uspiseligt - men så ved vi dét til næste gang!

De næste tre timer blev brugt på en længere vandretur i Baños' omkringliggende bjerge; byen ligger i en dal, omringet af vulkaner og bjerge til alle sider. Vi vadede op ad de stejle bakker til Bellavista, som er et kæmpe, hvidt kors på toppen af bjergene, og derfra havde vi et fantastisk udsyn til Baños by - selve byen er dog forholdsvis grim set fra oven (og fra øjenhøjde desuden), men omgivelserne var smukke! På toppen faldt vi i snak med en ældre mand ved navn Nils, som oprindeligt kom fra Norge men havde boet i Montreal det meste af sit liv. Han var vældig frisk og enormt interesseret i vores rejse, da han også selv havde brugt mange år på at rejse rundt i både Mellem- og Sydamerika. Vi faldt så godt i snak med Nils, at han fulgtes med os på resten af vandreturen - virkelig godt klaret af en ældre herre, og selv JEG havde svært ved at følge med ham, når han små-løb op ad den stejle bjergside. Vi gik 5 kilometer i bjergene, til vi nåede "Mirador de la Virgen del Agua Santa" ("Mirador" betyder "udkigspunkt"), og udsigten herfra var da også ganske spektakulær, omend meget lig udsigten fra Bellavista. "Jomfruen" var en gigantisk marmor-statue, og hun må siges at have fundet sig et godt sted at sidde og nyde sceneriet.

Da vi havde vadet ned ad de voldsomt mange trapper (gudskelov, at vi ikke skulle op ad dem), gik Nils med os ind til centrum, hvor han viste os en mindre café, der solgte "yuca boller" (yuca er en grøntsag, som på en måde bliver lavet til mel, hvilken bollerne bages af), og eftersom nordmanden havde snakket meget om disse på vores vandretur, måtte vi jo prøve dem! De smagte specielt godt med yoghurt, fik vi at vide, hvorfor den gode Nils købte en lækker yoghurt til os, så vi kunne få den fulde oplevelse - han virkede enormt glad for at have mødt skandinaviere, og desuden en smule trist over at være alene nytårsaftensdag. Han ville svært gerne drikke en kop kaffe med os efter bolle-spisningen, men vi måtte desværre takke nej og gå tilbage til hostelet for at få et tiltrængt bad; farvel, Nils.

Tilbage på værelset gjorde vi os klar til aftenens begivenheder (der dog endnu lå lidt hen i det uvisse), og lidt i 19 gik vi ud for at finde et nytårs-måltid. Vi havde sat os i hovedet, at aftenens kulinariske oplevelse skulle bestå af den ecuadorianske specialitet "cuy", som i bund og grund er stegt marsvin (!) - ikke kæle-marsvin, som vi kender dem hjemmefra, men vilde marsvin, der er noget større. Dog var gadesælgerne, som åbenbart var de eneste, der forhandlede marsvin, gået hjem til familien og havde lukket biksen, så vi var nødsaget til at finde et alternativ til cuy'en; dette blev en stor portion kylling med ris, pommes og salat - og vi blev mætte!

I gaderne var der pyntet flot op til nytår, og ifølge Ecuadors traditioner igangsættes det nye år med fyrværkeri og afbrænding af en ufattelig mængde af store, hjemmelavede papmaché-/stof-/tøj-dukker (nogle større end mennesker) - hvad det skal betyde, skal jeg ikke kunne sige, men der var både søde, skræmmende, flotte og veludførte dukker overalt i gaderne, og vi glædede os til at finde ud af, hvad der helt præcist skulle ske, når klokken slog tolv. Desuden går folk rundt i kostumer og alverdens udklædninger, og børnene tigger med deres masker på, og det samme gør unge fyre, der er klædt ud som damer med falske bryster og barberede ben - og deres "scheme" går ud på at omringe en befippet mand, som i sidste ende bliver nødt til at give dem en skilling (eller ti), før han kan slippe for deres lyse hvin og kommentarer; godt, jeg ikke er mand i aften! Børnene står desuden på gaden med et reb, de spænder op foran bilerne, som ikke får lov at passere, før de også har betalt til festlighederne; godt, jeg ikke er i bil i aften!

Vi gik hen til amerikanernes hostel, hvor der (udover David, Christian og Amanda) var en masse søde mennesker fra hele verden, og vi blev derfor i det hyggelige selskab hele aftenen. Da klokken pludselig blev 24, deltog vi i de lokales traditioner ved at afbrænde en kæmpe stof-dukke, som hostelet havde stillet til rådighed. Overalt i gaderne var der ild og røg og en smule kaos, og hvor må der være voldsomt meget oprydning dagen efter! Men det var sjovt og festligt, og vi var i godt selskab. Vi tilbragte de første timer af 2014 på et diskotek få sekunders gang fra Amandas og mit hostel, og efter at have snakket med en masse søde mennesker hele aftenen, gik vi omkuld kl. 5 - godt nytår!

Årets første dag blev brugt på afslapning, dagbogs-skrivning og læsning, som det så ofte er tilfældet med vores afslapnings-dage. Til frokost fik vi endnu en skuffende omgang almuerzo, og jeg købte derfor en stor portion yuca-boller til at stille den resterende sult. Til aftensmad forsøgte vi igen at opspore marsvine-sælgerne, men de måtte have en lang nytårsferie, så i stedet endte vi med en portion "churrasco", som bestemt heller ikke var ringe.

På vores vej tilbage til hostelet stødte vi ind i Christian og Amanda, som inviterede os "hjem" til dem, primært for at sige ordentligt farvel og tak, men også for at spille en omgang Scrabble. Vi var dog alle umanerligt trætte, så vi endte med pænt at takke nej med håbet op, at vi igen støder på dem - om ikke andet har jeg i hvert fald allerede store planer om at skulle aflægge dem et visit i Michigan.

Torsdag stod vi tidligt op (det var ved at blive helt uvant, da vi havde kunnet sove længe(re) de forrige dage): kl. 6:30, og vores bus til Latacung afgik kl. 8. To timer senere var vi fremme, og det eneste formål vi havde i denne by, var at skifte bus (hvilket vist også må siges at være det eneste, der er at give sig til i Latacunga) - heldigvis fandt vi hurtigt busstationen, og kl. 11:15 hoppede vi på en bus til Quilotoa, hvilket også tog to timer.

Quilotoa "by" (tyve faldefærdige beton-huse) ligger bogstaveligt talt lige op ad vulkankrater-søen af samme navn. Det var derfor et belejligt stop for os, da vores plan var at hike hele vejen rundt om det kæmpe krater den efterfølgende dag. Som vi havde begivet os fra Latacunga til Quilotoa, havde vi næsten kørt lige så højt, som vi havde kørt langt; vi befandt os nemlig i 3914 meters højde, hvilket (alt for) tydeligt kunne mærkes på vejrtrækningen, da vi steg af bussen - jeg kunne næsten ikke samle kræfter til at smide min taske over ryggen, og dét siger nu normalt ikke så lidt! Landskabet havde også ændret sig markant på vejen, og vi var nu omgivet af lokale farmer-huse, marker, bjerge og det lokale folk i deres særprægede beklædning: dette gjaldt primært kvinderne, som alle bar en sort bowler-hat med et sort bånd omkring, et farverigt tørklæde om skuldrene, og et stykke stof om deres lange hår, hvilket dannede en lang hestehale - egentlig vældigt elegant.

Med højden kom selvfølgelig også kulde, og nu hvor vi befandt os på vores hidtil koldeste destination, var dette selvklart også stedet, der ikke kendte til elektricitet - al opvarmning foregik dermed ved hjælp af brændeovne, som man generelt først tændte op i ved 21-tiden; mange timer efter at kulden var begyndt at bide i næse, ører, fingre og tæer. Men vi tog det som en oplevelse, og det var bestemt en god én af slagsen! Første punkt på listen var selvfølgeligt at finde et sted at overnatte, hvorfor vi brugte lidt tid på at prutte om prisen hos de i alt fire-fem hostels i "byen"; og herefter endte vi med at splitte op, da jeg var for nærig: Amanda ville gerne blive på hostelet til 10$, hvorimod jeg gik tilbage til det, der kostede 8$ - det lå dog under 50 meter derfra. Med i prisen fik jeg morgen- og aftensmad, og jeg fik et stort fem-sengs værelse helt for mig selv, så selvom kulden var noget insiterende, syntes jeg selv, jeg havde været ret heldig; stedet hed Hostal Cabañas Quilotoa.

Efter at have smidt mine tasker og fundet en varmere trøje samt mine vanter og hue, fik jeg en omgang frokost på det ret så forladte hostel, jeg havde valgt (det virker som om, vi virkelig er kommet midt i lavsæsonen), og jeg mødtes med Amanda ved et smukt udkigspunkt over krater-søen; når himlen var blå, havde søen den flotteste farve, og selvom der var overskyet var søen bestemt et spektakulært syn! - I kan jo selv bedømme ud fra billederne..

Da klokken kun var 14:30, besluttede vi os for at udnytte dagens sidste lyse timer ved at begive os ned ad en stejl bjerg-sti, der førte hele vejen til bredden af søen; hernede kunne man leje kajakker (dyrt, selvfølgelig) eller en dyr hest ("taxis", som de blev kaldt), hvilken kunne transportere én tilbage til toppen af krateret. Alle virkede til at benytte sig af denne sidstnævnte løsning, men efter blot halvanden times prusten og stønnen og sveden og ganske god udsigt, nåede Amanda og jeg toppen igen - og så helt gratis! På toppen begyndte skyerne så småt at rulle ind over krateret, og mørket tog stille til.

Jeg havde fået at vide, at aftensmaden ville blive serveret kl. 19:30, hvorfor jeg på dette klokkeslæt begav mig over i hovedbygningen, hvor ingen lys var tændt, og der var ikke et menneske i nærheden. Jeg gik rundt om bygningen et par gange (jeg ville da have min aftensmad!) og fandt en lille dreng, der på uforståeligt spansk vistnok fortalte mig, at måltidet blev serveret på et helt andet hostel.. Nådada!.. Der var bælgmørkt omkring mig, og jeg havde ikke den fjerneste anelse om, hvor dette andet hostel kunne ligge. Jeg tog derfor en beslutning om at dreje til venstre og se, hvor mørket førte mig hen - og efter få minutters vandring i kulden så jeg lys! Og for at det ikke skulle være løgn, var jeg endt det helt rigtige sted: Hostal Alpaka, som serverede de inkluderede morgen- og aftensmåltider. Jeg satte mig ved et voldsomt stort langbord, hvor der i forvejen sad en del andre turister (også de var ankommet samme dag, så ingen af os anede, hvordan denne aften skulle forløbe); og hér faldt jeg i snak med tre ældre amerikanske par, der kunne fortælle en masse sjove og finurlige historier om deres mange rejser rundt i Sydamerika gennem de sidste 30 år; bl.a. om alle de steder og måder, hvorpå de var blevet overfaldet og truet med våben; og desuden om hvad der var værd at se i Ecuador.. Og SÅ kom maden! Jeg må indrømme, at jeg bestemt ikke blev mæt, men maden smagte udmærket, og hvad kunne jeg forlange for den pris, jeg havde betalt? Til forret fik vi den tyndeste suppe til dato (men det røg ned, takket være temperaturen) med tilhørende popcorn (!), og hovedretten bestod af ris, kød-strimler, gulerødder og et par kartofler. Jeg sad og snakkede med mine nye amerikaner-venner i en times tid herefter.

Min første nat alene var noget (læs: ekstremt) kold, men heldigvis var der blevet tændt op i min brændeovn, så jeg undgik at ligge og ryste af kulde, som jeg ellers havde frygtet; og fredag morgen vågnede jeg klokken syv, tids nok til at nå morgenmaden kl. 7:30: tørt brød, havregryn og marmelade.

Jeg mødtes med Amanda klokken ni, og i løbet af de næste 4½ timer vandrede vi hele vejen rundt om krateret, hvilket viste sig at være en noget mere krævende tur end først antaget: bjergene var enormt stejle (måske virkede de endnu stejlere pga. den tynde luft, og Amanda havde problemer med at trække vejret), og vi gik helt ude på kanten af krateret, hvilket virkelig satte krav til vores balanceevne - men hvor var det en fed, flot og fantastisk oplevelse, og selvom vinden blæste helt umenneskeligt og udsigten ikke ændrede sig voldsomt (det var trods alt en sø, uanset hvilken vinkel man så den fra), var det en dejlig træt følelse, jeg havde i benene, da jeg kl. 14 var tilbage på mit hostel. Nu kunne jeg vist også med god samvittighed sige, at jeg havde set Laguna Quilotoa fra alle vinkler og kanter! Desuden var udsigten på den anden side af søen også værd at skrive hjem om: de smukkeste "bjerg-bakker", marker og beton-huse med får og køer i baghaven (hvis der da var noget, der hed for- og bag-); vi var virkelig kommet ud på landet, og det var en suveræn oplevelse!

Tilbage på mit hostel fik vi begge frokost, som igen var alt for dyr - men eftersom alle andre potentielle spisesteder (hvis der da overhovedet findes nogen i denne by?) var lukkede eller out of business, kunne de jo sætte prisen til hvad de ville - og det gjorde de så. Efter at have stillet den værste sult, forhørte vi os om busser til Latacunga den efterfølgende dag - men eftersom det er lørdag, kører busserne ikke (det siger de i hvert fald, men hvad ved vi..). Så i sidste ende stod det os klart, at vi måtte hitchhike med en lokal pick-up truck, hvis vi ville væk herfra; dette skulle efter sigende være bedst at gøre kl. 3 om natten, men til aftensmaden snakkede jeg igen med det amerikanske par, som gerne ville dele en truck med os i morgen tidlig - dog ville de ikke stå op før kl. 7, så vi blev enige om at fange en pick-up kl. 8 den efterfølgende morgen og splitte omkostningerne.

Jeg gik ned for at få morgenmad kl. 7:30, men inden jeg nåede så meget som at finde mig en stol, blev jeg mødt af amerikaner-parret, der fortalte, at de havde ringet efter en truck, som ville komme om fem minutter (grunden til dette var, at kvinden havde panikket efter at have vågnet op til en hundelort udenfor sin dør - dét kunne hun ikke overskue, så nu ville hun væk!) - så jeg skyndte mig at snuppe to tørre boller i hånden, løb op til Amandas hostel for at give hende beskeden, og løb derefter tilbage til mit eget for at hente mine tasker og mødes med de andre ved trucken, som ventede; vi endte med ikke at spare nogen penge i forhold til, hvis det blot havde været Amanda og jeg, der skulle med pick-up'en - MEN vi ankom til Zumbahua efter tyve minutters kørsel, og herfra sprang vi på en bus til Latacunga med ankomst kl. 10.

I Latacunga gik vi til busstationen, hvor vi fandt en telefon og forsøgte at ringe til togstationen i byen Riobamba, hvorfra vi havde overvejet at tage på togturen ved navn Nariz del Diablo (Djævlens Næse), som skulle være en ekstremt smuk, scenisk og spændende togtur gennem Ecuadors bjerglandskaber med udsigt til vulkaner - og den sidste del af turen er et hjerte-pumpende zigzag-forløb ned ad en stejl klippeside, hvor man i "gamle" dage (for mere end fem år siden) fik lov at sidde på togets tag for rigtigt at kunne nyde spændingen. DOG havde vi hørt delte beretninger om, hvorvidt turen stadigt kørte fra Riobamba, og desuden kendte vi ikke prisen. Så: for ikke at skulle tage til Riobamba for ingen nytte (der er intet andet at lave i byen eller omegnen), forsøgte vi at ringe til togstationen. De tog selvfølgelig ikke telefonen, og vi brugte derfor en halv time på en internetcafé for at undersøge, om toget kørte eller ej - dét bar dog heller ikke frugt, og selvom vi var noget skeptiske, besluttede vi os alligevel for at tage turen til Riobamba; det VILLE jo være ærgerligt, hvis vi missede det.

For at komme til Riobamba skulle vi fange en bus et sted ude i byen, da disse ikke stoppede på busstationen, men blot skulle "flages" ned på gaden. Vi fandt hurtigt en større forsamling af mennesker, som alle ventede på en forbigående bus, og iblandt disse var to piger (Charlotte og Michelle fra hhv. Belgien og Schweiz), som havde været på Djævlenæse-turen - de kunne fortælle os, at det bestemt ikke var pengene værd, at turen desuden var blevet kortet ned fra 5 til 2 timer, og at det kostede 25$.. Så vi tog en hurtig beslutning: ingen Riobamba til os! I stedet valgte vi at følges med de to piger, der skulle til Cuenca, som ligger otte timer syd for Latacunga.

Vi hoppede på én af de forbipasserende busser, som tog os til Ambato, hvorfra vi kunne fange en videre bus. I Ambato fandt vi dog ud af, at vi ikke kunne komme med en Cuenca-bus før kl. 17:15 (klokken var 12), men eftersom vi ikke havde et egentligt valg, takkede vi ja og brugte de næste fem timer i kedelige Ambato; vi fik en portion (overraskende god!) almuerzo, og så sad vi ellers på busstationen og ventede..

Vi ankom til Cuenca kl. 24, og selvom jeg havde blundet i et par timer, var jeg ved at falde om af træthed. Sammen med Charlotte og Michelle fandt vi en taxa til centrum (nat-takster selvfølgelig), og eftersom regnen silede ned og klokken var ved at være 1 om natten, orkede ingen af os at vade rundt og prutte om prisen på diverse hostels. Vi tog derfor det først ledige: Hostal Turista del Mundo ("verdens turister"), hvor vi fik et stort værelse med to dobbeltsenge for blot 6 dollars per person - desuden har Amanda og jeg fået lov at blive her (selvom værelset er beregnet til flere, men ejeren virker enormt rar), da Charlotte og Michelle tager videre i morgen - desværre, de virkede ellers super flinke!

Nu er klokken ved at være 2, og jeg har intet andet end min seng i hovedet - så godnat her fra Cuenca, og jeg giver lyd fra mig i Peru igen! Indtil videre har Ecaudor været over alle forventninger, og jeg ville ikke tøve med at tage tilbage hertil, fik jeg tilbuddet!

- So long!