Nu kan mit andet sydamerikanske land krydses af listen: Peru - og tak for oplevelserne, Peru! Jeg har svært ved at bedømme, hvorvidt jeg bedst kunne lide Ecuador eller Peru, men eftersom jeg har haft en hel måned i Peru og blot halvdelen af dette i Ecuador, er det nok ikke underligt, at det er mine peruvianske oplevelser, der umiddelbart fylder mest på min Top-liste. Nu må vi se, om Bolivia kommer til at nå sin nabo til sokkeholderne!

Søndag den 2. februar tog Amanda og jeg en natbus til Puerto Maldonado, der (som tidligere nævnt) ligger ude i Amazonas - lige præcist hvor denne grænse går (Amazonas/ikke-Amazonas), skal jeg ikke gøre mig klog på. Bussen fra Cuzco må siges at være den mest luksuriøse, vi hidtil har været med hér i Latinamerika (og dét selvom vi tog den billigste, vi kunne finde): en dobbeltdækker, hvor vi havde de to forreste pladser allerøverst oppe; ergo: god benplads, vildt udsyn og tilmed plads til alle vores tasker. Vi følte os som VIP's, og som om de behagelige sæder ikke var nok, fik vi alle udleveret en snack-"pakke" med en juice og et stykke chokolade - vi tøvede dog med at tage imod dette i starten, da de jo normalt vil have penge for det.. Desværre faldt denne ellers voldsomt let-nydelige bustur sammen med, at bussens bremser ikke virkede og derfor peb hvert andet sekund, og derudover bevægede vi os fra over 3300 meters højde i Cuzco til den lave, fugtige jungle i Puerto Maldonado - dette medførte en ulidelig, intens varme i bussen (som selvfølgelig ikke havde nogen vinduer, der kunne åbnes - så luksuriøs var den nemlig), hvilket igen medførte, at mit tøj og hår var drivvådt (jep, sved!), da vi klokken syv mandag morgen ankom til Amazonas!

Vi blev på busterminalen mødt af regnvejr i stride strømme og desuden af en ung fyr fra Carlos Expeditions, som i sin lille, bestemt-ikke-vandtætte tuk-tuk kørte os ind til centrum af byen og turselskabets kontor. Puerto Maldonado bliver af mange guidebøger beskrevet som værende "the gateway to the Amazon" (skønt selve byen også ligger i Amazonas), og det er da også herfra, alle de kortere jungle-ture i Peru afgår fra. Hvis man vil have afsides, autentisk jungle, however, er alternativet at tage til byen Iquitos i det nordlige Peru - men dette kræver enten: en ret pebret flyvetur, eller en flere uger lang bådtur på et fragtskib, der kun afgår et par gange om måneden. Ergo: vi valgte jungle-muligheden fra Puerto Maldonado! Der er absolut intet at lave i selve byen, der ligger i Madre de Dios-regionen (Perus sydligste Amazonas), men vi havde da heller ikke mere end halvanden time på turselskabets kontor, før det klokken ni gik løs. Imens vi ventede på kontoret fik vi at vide, at der i den del af junglen, vi skulle til, var mellem 20 centimeter og 3 meters oversvømmelse (!), så "der var nok en del af de aktiviteter, vi var blevet lovet, der ikke kunne lade sig gøre alligevel" - vi var selvsagt lidt uforstående overfor dette i starten, men det blev lynhurtigt gjort os klart, at det jo ikke var turselskabets skyld, at vi havde valgt at booke en jungle-tur i regnsæsonen.. Nej okay, men der er (i mine øjne) langt fra en smule regn nu og da, og til 3 meters oversvømmelse! Men nu var vi her, og de vidste jo godt, at vi ikke havde i sinde at tage videre uden i det mindste at have fået noget af det, vi havde betalt for..

Vi blev, sammen med en kæmpestor, sydamerikansk, højlydt familie gennet ned til Puerto Maldonados havn/båd-kaj, hvor en aflang, overdækket (gudskelov for det!), motordrevet træbåd holdt og ventede på os. Amanda og jeg havde hver især pakket en taske til disse dage, og resten af vores skrammel stod på turselskabets kontor. Det tog os en time at sejle ned ad Río (flod) Madre de Dios (og hvis ikke det havde stået ned i tykke stråler, havde udsigten sikkert været fantastisk), og herefter nåede vi Monte Amazonico Lodge - hér var halvdelen af lodge-området oversvømmet, så i stedet for at tage vores tasker på ryggen og vandre ind til selve hytterne, blev vi sejlet i endnu en aflang (dog u-overdækket) træbåd mellem træerne, hvor vandet næsten stod op til trækronerne. Det var lidt surrealistisk at se vandet stå så højt (de ansattes hytter, som i forvejen var bygget på høje træpæle, stod under vand), og når det tilmed fortsat regnede, var mine forhåbninger om ikke-oversvømmede aktiviteter ikke høje.

Vi blev sat af ved "hovedbygningen", der også havde områdets køkken, og hér fik Amanda og jeg over en kop varm kakao at vide, at vi denne formiddag (klokken var 10) ikke havde nogen aktiviteter planlagt, men at vi da kunne slappe af i tre timer på vores værelse, indtil der var frokost klokken ét.. Vi havde ikke rigtig noget valg, da der rundtom hovedbygningen og gæsternes værelser var oversvømmet, så en gåtur i junglen var udelukket. Vi blev dog indlogeret på vores privatværelse med eget bad, og efter at have pakket lidt ud (den bog, jeg havde medbragt, blev i løbet af de næste tre dage så fugtig af at ligge på værelset, at siderne næsten faldt ud), stod den på afslapning i den myggenet-omringede seng - det var nu egentlig meget rart ovenpå Inkastien, som stadig "sad" i fødderne.. Og klokken ét var der frokost i hovedbygningen! Måske var det fordi, jeg var blevet vant til lækker camping-mad i overflod; måske var det fordi, vi havde betalt for denne tur i dyre domme; måske var det skuffelsen over vandstanden og en anelse kedsomhed; uanset hvad, er der ingen tvivl om, at jungle-turens første måltid viste sig at være ualmindeligt skuffende: fem slatne, syltede stykker grøntsager til forret; lidt ris samt en klump friture-kylling til hovedret; og et overordentligt sparsomt stykke vandmelon til dessert.. De andre virkede til at være ganske tilfredse med madmængden, men Amanda og jeg var alt andet end mætte (det føltes blot som en appetitvækker), så vi marcherede op til køkkenpersonalet for at bede om endnu en portion - men dét kunne vi så sandelig ikke få! Vi endte med at få dem overtalt til at give os en skefuld ris og et æble, blot for at få lidt ekstra i vores halvfyldte maver - og så måtte de meget gerne lave en ekstra portion aftensmad til os, vi havde trods alt betalt for det..

Denne første eftermiddag stod vores aktivitet på "gåtur i junglen" - og som I nok kan regne ud, nåede vi ikke meget længere end 50 meter, før vi blev nødt til at vende om, da vandet stod os til hofterne allerede.. Det lykkedes os dog heldigvis, sammen med vores guide, at finde en "skjult indgang" i junglen, hvor vi kunne vade et godt stykke ind uden at få alt for meget vand i gummistøvlerne - og heldigvis undslap vi regnen, der tog en pause. Desværre var alle dyrene flygtet langt længere ind i junglen pga. vandet, så det blev kun til en lektion i de forskellige træer og planter, vi passerede - men det var nu også ganske interessant, da Paul, vores jungle-fyr, der var opvokset her i Amazonas, vidste en masse om skovens flora; vi så bl.a. en "vandrende palme", og efter mange brave forsøg lykkedes det Paul at fremstille en hovedbeklædning og et "skørt" af palmeblade, som de lokale kvinder var iført til traditionelle fester og ceremonier; "men de har jo ikke tøj indenunder, ligesom jer..", fik vi at vide - ja ja, godt forsøgt, Paul.. Efter en halv times vandring var vi alle så godt som ædt op af myg, og da den videre sti lå under halvanden meter vand, besluttede vi os for at vende tilbage mod hytterne. Det eneste dyreliv, vi spottede på denne "eftermiddagsaktivitet" var: myg (!) og myrer - men nøj, nogle bæster!! De var af arterne "bullet-" og "fire-", og de største var længere end min tommelfingernegl.. Hvis man blev bidt af sådan en bad-boy, ville man med det samme få en forfærdelig feber og blive nødt til at svinge forbi jungle-hospitalet.

Vi var tilbage fra vandreturen lidt i fire og havde over to timer på værelset, indtil vores aftenaktivitet begyndte klokken 18:20: "cayman search"! Caymaner er en form for krokodiller, dog en smule mindre af kropsbygning, og de lever primært her i Amazonas-området i Sydamerika. Nu da mørket var ved at falde på, var der åbenbart størst chance for at spotte dem, så vi iførte os vores pandelamper, gummistøvler og tog en kajak ud til Madre de Dios-floden, hvor en større, motordrevet træbåd ventede på os. Der var kun Paul, Amanda og jeg i båden, og med sit store, kraftige "spotlight" lyste og ledte Paul ihærdigt efter caymaner ved flodens oversvømmede bred; vi endte da også med at spotte hele tre af slagsen, dog alle ret små, og Paul forsøgte at tage dem op af vandet - men uden held (den efterfølgende aften var Paul igen på cayman-søgning med en anden gruppe, og denne gang lykkedes det ham at fange en stor, sort, to-meter-lang cayman, som han ivrigt fremviste sit publikum - det endte dog grueligt galt, fordi en tysk kvinde ville forsøge at holde kreaturet, men i stedet for at hun fik fat i halen, fik bæstet fat i hendes hånd - og den bed sig så godt fast, at hun efter at have rystet den fast-bidte krokodille af hånden i al hast blev sendt på hospitalet og endte med at få hele sytten (!) sting! - hvorfor var det ikke dén aften, Amanda og jeg var med??). Efter at have set disse små, fredelige, "harmløse" (ja tak, Paul!) skabninger, blev vi sejlet ud på midten af floden, hvor vi slukkede pandelamper og motor og brugte ti minutter på at beundre den klare, stjernefyldte nattehimmel; vejret var desuden dejligt lunt og mildt, og regnen var totalt ophørt - og så var det som om, man pludselig glemte alt om oversvømmelser, ikke-tilfredsstillende måltider og kløende myggestik.

Efter blot en time var vi igen tilbage ved hovedbygningen, hvor aftensmaden efter tyve minutters venten blev serveret: suppe til forret; kød og ris til hovedret; og en form for saftevands-budding til dessert. Og guess what? De havde selvfølgelig ikke nok til en ekstra portion, og denne gang var Amanda og jeg ikke de eneste, der gik sultne i seng. Vi faldt i snak med Maibrit, en super sød, dansk pige (som netop var blevet student fra Skanderborg Gymnasium! What are the odds??), og desuden en new zealandsk fyr, som Maibrit rejste rundt med. Det endte med at blive en rigtig hyggelig aften, og jeg fyldte maven op med kamillete, nu da måltiderne ikke havde været nok.

Tirsdag morgen stod vi op klokken syv. Heldigvis var der lyst udenfor, for der var i hytterne kun strøm (og dermed også lys) mellem klokken seks og ni om aftenen, så hvis man havde sen-aften- eller tidlig-morgen-business, var det på med pandelampen! Morgenmaden bestod af hvidt brød, marmelade, te, kaffe, og et stykke frugt. Efter vi havde gumlet af munden, kunne Paul informere os om, at vi (Amanda og jeg) i dag blev nødt til at følge én af de andre grupper på deres aktiviteter, fordi han selv skulle tilbage til Puerto Maldonado og "ordne noget". Fint med os, så længe vi kom ud og så noget! Vi var endda så heldige, at vi kom på tur med bl.a. Maibrit og den new zealandske fyr, og desuden to drenge fra Frankrig - alle super flinke mennesker, og det var dejligt at være del af en lidt større flok.

Formiddagens aktivitet var en tur på floden i båd og kano - og desuden fik vi lov at bruge et par timer på at fiske i en lille bugt lidt længere nede ad floden. Fiskeriet var franskmændenes idé, og de havde da også medbragt alverdens grej; og de endte med at fange hele tre "catfish" (hedder de bare "kattefisk" på dansk??), som vi til aftensmad fik som forret - bestemt ikke dårligt! Nu når køkkenet ikke ville give os en ekstra portion, måtte vi jo selv ud og fange føden.. Jeg havde desværre ikke medbragt mit kamera på morgenturen af frygt for at tabe det i vandet, men I kan tage mit ord for, at fiskene var sååååå store!!.. Udover "kattefiskene" (?) fangede franskmanden også en stor, slimet, albinoagtig, blind, klamt-udseende fisk, og vi fik i detaljer beskrevet, hvordan dette er den fisk, som Anders Matthesen omtaler i et af sine shows: I ved, den fisk, der i den sydamerikanske Amazonasjungle svømmer op i urinrøret på specielt mænd - og så er der ellers modhager på! Hvis jeg ikke husker helt forkert, bliver "modgiften" af Matthesen beskrevet som "at flække den på langs"… Og efter denne farverige beskrivelse blev vi af vores guide helt seriøst spurgt: "Er der nogen, der vil have en svømmetur, inden vi sejler tilbage??"..

Efter fiskeriet (og en omgang regn) gik vi alle ombord i små plastic-kajakker og padlede herefter tilbage til hovedbygningen, hvor vi ankom lige i tide til frokost: en kaffekop-tallerken med et par hvedekorn til forret (vi diskuterede alle, om de var begyndt at tage pis på os ude i køkkenet?); et kyllingelår med ris til hovedret; og igen det mærkelige, uappetitlige saftevands-budding til dessert. Endnu engang dristede Amanda og jeg os til at spørge om en ekstra portion (selvom vi får et nej hver gang, skal det ikke holde os tilbage), og det lykkedes os igen at få en skefuld ris..

Dagens eftermiddagsaktivitet foregik i regnvejr: "canopy/trætops-walk" og "ziplining". Dette foregik på mange områder præcist ligesom den omgang ziplining, vi betalte i dyre domme for, da vi var i Monteverde i Costa Rica: vi fik et par bælter spændt om livet, og så var vi ellers klar til at svinge os selv fra trætop til trætop i små 100 meters højde! Jeg er voldsomt glad for, at jeg efterhånden har prøvet ziplining et par gange, for instruktionerne var forfærdelige og udstyret ligeså - desuden havde de kun to "baner", så det var en ganske hurtig fornøjelse.. Efter det minimale adrenalinkick fik vi lov at gå rundt i trætoppene på dertil egnede hængebroer, og dét fik næsten mit hjerte til at pumpe endnu hårdere; der var absolut ingen sikkerhed, halvdelen af trinnene manglede, og regnen gjorde vandringen noget besværlig - men til sidst fik jeg kæmpet mig op til det højeste punkt i denne del af junglen, og derfra havde jeg et henrivende udsyn over Río Madre de Dios, junglens trætoppe og mange af de oversvømmede hytter. Alt dette tog blot en time, så efter at være blevet padlet tilbage til hovedbygningen (normalt kunne man gå, men vandet var nu blot steget yderligere) havde vi to timer til "fri leg" - jeg valgte at tage et iskoldt bad på vores mørke badeværelse.

Som aftenaktivitet kom vi, igen sammen med den anden gruppe, på en jungle-natvandring, hvis formål var at spotte nattelivet i lyset af vores pandelamper og lyden af myggenes summen. Igen kunne vi desværre ikke gå forfærdeligt langt ind i junglen, og desuden gik vores guides pandelampe i stykker på halvvejen, så vi blev enige om at give det endnu et forsøg den efterfølgende aften. Vi fik dog set et par biller, snegle og andre insekter - welcome to the wild wild jungle!

Aftensmåltidet behøver jeg vist knapt nok omtale, da det endnu engang var skuffende - men efter to dages brok lykkedes det os at få en ekstra portion, og vi fik misundelige blikke fra samtlige øjne rundtom bordet. Efter maden snakkede jeg igen med Maibrit, som desværre forlod junglen næste morgen - men vi blev enige om, at chancerne var store for at rende ind i hinanden på årets Smukkeste Festival.

Onsdag morgen (nat!) ringede mit vækkeur klokken fire, og efter at have famlet mig rundt i mørket i en halv times tid, var der morgenmad i hovedbygningen (hvidt brød, marmelade og te). Dette foregik sammen med en endnu en ny gruppe, som Amanda og jeg endte med at bruge dagen med: Mandy fra Holland, Frida og Camilla fra Norge, Eden fra USA, og et ældre (men ualmindeligt friskt) "vennepar" fra Canada. Igen var vi i super godt selskab, og dagen endte med at give mig en håndfuld nye, gode venner. Morgenens/formiddagens aktivitet var en tur til Sandoval Lake..

Vi tog den overdækkede træbåd i et kvarter ned ad floden, og herefter stod den på en times mudder-vandring. Under normale omstændigheder er jeg overbevist om, at denne gåtur er en ganske fredelig, nydelig og smuk gåtur, men efter de sidste mange ugers vandladninger var stien fra Río Madre de Dios til Lago Sandoval forvandlet til et grise-paradis af dimensioner! Vi var heldigvis alle iført gummistøvler, men med kviksands-agtigt, dybt, sjasket mudder gjorde de ikke den store forskel. Normalt har man garanteret kunne klare turen på en fjerdedel af tiden; og hvis ikke det havde været for de ufattelige sværme af myg, den klamme varme og den ubeslutsomme regn, kunne det da sikkert også have blevet en særdeles hyggelig vandring. Det var svært at holde balancen, og selvom vores guide (endnu en ny fyr i dag) blev ved med at minde os om at være på udkig efter jungle-dyr, lykkedes det mig ikke at skimte andet end de ellers enormt flotte, farvestrålende sommerfugle, der konstant sværmede om mit svedige ansigt.

Efter over en times snublende, famlende og glidende muddervandring ankom vi til en lille lysning, hvor der i vandkanten holdt en helt masse u-overdækkede, håndkraft-drevne træbåde - vores lille gruppe hoppede i én af disse, som blev ført af en Amazonas-robåds-mand. Og så blev de næste tre timer ellers brugt på en rundtur tæt på bredden af den smukke, dyrelivs-rige sø. Efter sigende var vi ganske heldige hvad angår spottede dyrearter (men mon ikke det er den samme historie, hver eneste gruppe får fortalt?), og vi fik da også set både flagermus, alverdens fugle, flere caymaner, sommerfugle, en masse røde brøleaber i toppen af at træ (disse er vist ret ualmindelige at spotte i regnsæsonen), og på tilbagevejen var vi så heldige at få øje på to smukke blå-gule macaw-papegøjer. Generelt var vi heldige med vejret på vores formiddags-sejltur (vi fik kun et par ordentlige skyl), og det var helt fantastisk at sejle rundt under åben himmel og slippe for myggenes konstante summen og bid - men selvfølgelig kunne vi ikke engang nyde dette, og i sidste ende sad vi alle og brokkede os over den bagende sol og fugtigheden; vi havde ikke tænkt over, at myggene ventede på os lige så snart vi begyndte tilbagevandringen gennem mudderet igen.. Det endte med at tage os endnu længere tid at komme tilbage, da vandstanden (læs: mudderet) var steget mindst 30 centimeter, og nu var der dermed intet håb om at undgå at få oversvømmede gummistøvler..

Det var en ny båd, der kom og hentede os, og da vi en halv time senere var tilbage på værelserne (vandet gik nu næsten op til vores dør) syntes jeg, mine beskidte ben fortjente et bad - og netop som sæben var godt gnubbet ind overalt, blev der slukket for vandet! Mandy, der boede ved siden af os, var åbenbart i samme situation som mig, for vi endte med at stå og råbe til hinanden for at diskutere, om vi skulle give vandet en chance; men efter ti minutter droppede jeg det og gik i stedet op til hovedbygningen for at få frokost. Herefter fik Amanda og jeg at vide, at vi (åbenbart) ikke havde en planlagt eftermiddags-aktivitet i dag, så vi havde over fire timer til at slappe af på værelserne, lege med stedets edderkoppeabe (en spydig lille fætter) og de to næb-nappende papegøjer. Klokken halv-syv fik vi allernådigst lov til at komme med på aftenens "night walk" i junglen igen (sammen med Frida, Camilla og Eden), og selvom vi hverken så anakondaer eller tapirer, fangede vi dog et glimt af både et par rotter, en kanin, nogle kæmpe-snegle og endnu flere græshopper (se, SÅ begyndte vi for alvor at føle, vi var kommet i junglen!).. Vi kom tilbage lige i tide til aftensmaden, og måske var jeg begyndt at vænne mig til de små portioner, eller måske var min mavesæk endelig indskrænket lidt; uanset hvad følte jeg ikke behov for en portion nummer to.. Da aftensmaden var vel overstået, fandt jeg et kortspil frem, og helt til klokken ét spillede jeg kort med Eden og Victor (endnu en guide, der arbejdede på stedet); sidstnævnte lærte os at spille en masse forskellige "jungle-spil", og vi havde en super hyggelig aften i pandelampernes skær.

Efter alt for få timers søvn ringede mobilen klokken halv-syv, og morgenmaden blev serveret en time senere, efter Amanda og jeg havde pakket vores tasker. Lidt over otte blev vi, sammen med Mandy, sejlet tilbage til Puerto Maldonado, og for første dag siden vi ankom til Amazonas-junglen, var vejret intet mindre end perfekt! Efter en behagelig times sejltur nåede vi Carlos Expeditions' kontor igen, og efter at have brokket os over vores manglende aktiviteter pga. oversvømmelser fik Amanda og jeg hver især foræret 20 soles til at købe et frokostmåltid for; det var da bedre end ingenting! Vi endte dog med at bruge langt over det dobbelte på en overdådig middag, som vist i sidste ende var pga. Mandys overtalelsesevner; hun er bestemt ikke på budget-/backpacker-rejse, og vi trængte ærligt talt til et finere måltid ovenpå halvanden uge med camping- og jungle-mad. Og nøj, hvor havde jeg savnet en god, cremet champignonsovs!

Efter at have brugt flere timer på junglekontoret og var blevet opdateret på hvad der skete i verden udenfor, gik jeg ud for at finde et par peruvianske "empanadas" til at tage med på den forestående natbus-tur, men inden jeg nåede så langt stødte jeg ind i Frida, Camilla og Eden, som netop var kommet tilbage fra junglen. Eden havde ingen faste planer for sin videre rejse, så efter at have hørt om mine, besluttede han sig for at blive sammen med Amanda, Mandy og jeg, og klokken halv-syv steg vi alle fire ombord på en natbus til Juliaca; det endte med at tage 14 timer, og vi gik fra stegende, fugtig hede til bidende, sneende kulde, da vi klokken halv-ni fredag morgen nåede Juliaca - endnu engang befandt vi os oppe i de peruvianske højder. Af Juliaca nåede vi ikke at se andet end busterminalen, da vi efter blot ti minutter steg ombord på endnu en bus, der i løbet af en time fragtede os til Puno. Puno ligger ved bredden af Lake Titicaca, som anses for at være verdens største "high altitude"-sø. Normalt er der ikke meget at komme efter i Puno, men netop den weekend, vi slog vejen forbi, var der bestemt gang i gaderne! Det var nemlig den årlige folketraditions-festival, "Virgen de la Candelaria", og denne festival/kæmpe karneval siges at være Sydamerikas andet- eller tredjestørste (det største er selvfølgelig festlighederne i Río de Janeiro i februar/marts måned) - hvilket fremragende tilfælde, at vi netop ankom på dette tidspunkt!

MEN med festligheder, karnevaler og sammenkomster kommer selvfølgelig også enorme menneskemængder og femdobbelte priser. Det var derfor umuligt at finde hostels til rimelige priser eller tilgængelighed i løbet af denne festivals-weekend. Heldigvis havde vi dog forudbooket et hostel, som vi endte med at tage en taxa til; da vi ankom, fik vi dog meddelt, at de forlangte 40 kr. ekstra pr. nat pga. karnevalet, og selvom vi brugte en halv time på at forklare dem, at vi havde bestilt værelserne til en anden pris på nettet, nyttede det intet.. Mandy, især, blev voldsomt forarget og nægtede at blive på hostelet, selvom vi havde svært ved at finde noget billigere på nettet - i sidste ende lykkedes det dog, og vi skyndte os at booke det, så vi var sikre på at ankomme med en gyldig reservation. Da vi ankom til dette ny-bookede hostel (som vistnok var et hotel) gentog historien sig: deres priser var steget under festivalen (til det femdobbelte), og desuden samarbejdede de slet ikke med HostelBookers (som vi havde bestilt værelserne igennem) længere.. Øv bøv! Igen nyttede fornuftig samtale intet, så Amanda og Mandy blev på hotellet med vores tasker, imens Eden og jeg travede byen tynd for at finde en overnatningsmulighed - og efter to timers søgen var det efterhånden ikke så sjovt længere.. Enten var alt udsolgt, eller også var priserne helt uhørte! Vi endte dog, pga. træthed, sult og opgivenhed, med at takke ja til to dobbeltværelser på Hostal Los Pinos (i mine øjne lignede det bestemt mere et hotel), som vi fik til 80 kroner per nat per person: vores dyreste nat hidtil, men det var trods alt også festlige tider, og efter halvanden uge i telte og jungle-hytter, fortjente vi vist og en ordentlig seng i rolige omgivelser..

.. "Rolig" viste sig dog at være et ikkeeksisterende begreb i løbet af denne weekend, da der var musik-, danse- og alkohol-parader i alle byens gader 24 timer i døgnet (ingen overdrivelse!) - det hjalp nok heller ikke på det, at vi boede lige ved siden af Punos centrale plads, hvor festen aldrig tog en ende. Udover larmen skal det hurtigt tilføjes, at paraderne med den levende musik og de overdrevet flotte, lokale udklædninger bestemt var en fornøjelse at betragte. Folk var glade, venlige, smilende, grinende, fulde og generelt helt oppe at køre - man kunne slet ikke lade være med at komme i feststemning blot ved at observere de uendelige menneskemængder.

Den fredag, vi ankom, var starten på den (næsten) ugelange festival, og søndagen sagdes at være højdepunktet. Folk var kommet fra nær og fjern (sågar fra andre lande end Peru!) for at deltage i denne årlige begivenhed, og det var da også helt tydeligt, at størstedelen havde brugt en mindre (nej, større!) formue på at investere i deres kæmpe kjoler, imponerende hovedbeklædninger, prægtige blæseinstrumenter og trommer, og fine bjældebesatte støvler. Dét var så sandelig en vældig fest! Musikerne havde ganske vist ikke en tone i livet, og danserne var ude at takt, men efter et par øl var der ikke en sjæl, der bemærkede en eneste fejltone. Når det ene hold musikere var trætte af at blæse, tog det næste over, og således gik det til, at der, som beskrevet, ikke var stille i gaderne på noget tidspunkt af døgnet. Jeg tror, billederne beskriver de ekstremt flotte kostumer langt bedre end jeg kan - og jeg tror, I har fået en fornemmelse af feststemningen allerede.

Efter vi havde brugt det meste af for- og noget af eftermiddagen på blot at finde et sted at hvile vores trætte kroppe (okay, så slemt var det ikke..), gik vi i samlet trop ud for at finde et frokost-måltid. Igen var det tydeligt, at Mandy var på et helt andet budget end Amanda og jeg, men flertallet vandt heldigvis i sidste ende, og vi fandt en "menu" på en lille restaurant, der ikke var proppet med spisende udklædninger. Herefter fandt vi en spiritus-forretning og købte ind til vores egen fest samme aften.. Tilbage på ho(s)telværelset tog jeg et iskoldt bad (varmt vand var egentlig med i prisen, men jeg går ud fra, at intet kunne garanteres i disse tider), og SÅ gik al strømmen i byen! Det lynede, tordnede, stormede, haglede, regnede og blæste som jeg aldrig har set det før, og det varede ved i en god time - jeg behøver vist ikke at sige, at selv dette gudsforladte vejr ikke kunne stoppe de højlydte parader på gaden. Heldigvis fik vi igen lys på værelserne først på aftenen, og vi spillede kort, drak "piscola" (pisco blandet med cola) og hyggede os gevaldigt både indenfor og udenfor til langt ud på natten - vi forsøgte sågar at mænge os med danserne, men efter tilstrækkeligt med anklagende blikke stillede vi os tilbage i tilskuerrækkerne..

Lørdag morgen vågnede vi alle tidligt (eller, noget modvilligt til lyden af vækkeuret..), og klokken otte forlod vi vores fine dobbeltværelser. Vi bevægede os langsomt ned mod Punos havneområde, og om det var pga. karnevalet eller blot en normal weekend-ting skal jeg ikke kunne sige, men vi passerede under alle omstændigheder en hulens masse gadeboder på vejen; og disse sørgede for, at Amanda og jeg blev rigeligt mætte! Alverdens juices, frugter, nødder, lækre empanadas, æg, kager og tærter - det tog ingen ende, og vi blev selvfølgelig nødt til at prøve lidt af det hele.. Alt imens dette stor-gnaskeri stod på, var Mandy og Eden på café og fik en fin morgenmad, og vi mødtes med dem på havnen lidt over ti. Grunden til dette var, at der fra havnen i Puno afgår både til "de flydende øer" på alle tidspunkter af dagen - og vi hoppede på en sådan båd klokken halv-elleve. "De flydende øer" bliver kaldt således, netop fordi de flyder! De er bygget af en slags siv/strå, som i store, tykke, tætpakkede bundter simpelthen er lavet om til over halvtreds flydende øer ud for Punos kyst. De blev bygget for århundreder siden, da områdets befolkning (Uros-folket) ville undslippe bl.a. Inkaerne, og så blev man åbenbart så glade for disse let-rådnende, svuppende, helbredsskadelige, besværligt tilgængelige, våde øer, at man den dag i dag stadig bor der.. En anden teori (læs: min teori) er, at øboerne fandt ud af, hvordan de let og ligetil kunne tjene kassen på at bygge fine, svane-lignende strå-både, som for en ganske net sum kunne transportere kamera-bærende, solcremes-smørende, souvenir-købende turister fra ø til ø - se, SÅ ville jeg også finde mig i stråhusene lidt endnu!

Alt i alt var det da en ganske udmærket tre-timers tur, men ud af disse tre timer brugte vi to af dem på to forskellige øer: Chumi og Utama, hvor vi efter en kort fortælling om øernes oprindelse og den nuværende befolkning fik tid til at kigge på deres souvenirs og ellers blot tage billeder. Alle, pånær os, valgte at betale sig fra en kort sejltur med én af disse strå-både (ja, motoren var sjovt nok ikke lavet af strå..), men dette betød blot, at vi fik metal-båden for os selv! Overordnet var hele turen voldsomt turistet, og jeg følte mig nærmere i en forlystelsespark end i egentlige beboede huse.. I det mindste var vi ekstremt heldige med vejret; så heldige, at jeg endte med at få så tilpas meget sol, at jeg resten af eftermiddagen og aftenen havde det voldsomt dårligt og måtte ligge i sengen med et rødglødende ansigt..

Efter oplevelsen på de flydende øer kunne vi selvsagt ikke undgå en tur gennem de tiltalende gadeboder endnu engang, og måske fandt Amanda og Mandy det en anelse mere tiltalende; det endte i hvert fald med, at Eden og jeg gik tilbage på værelset (efter at have kæmpet og "albuet" os vej gennem alle de berusede karnevals-deltagere), og jeg forsøgte at pleje min solskoldede knold. Senere på aftenen gik vi alle ned for at kigge på festlighederne igen (om jeg begriber, hvordan de kan holde sig kørende i fem hele dage og samtidigt have overskud til at blæse i instrumenter og danse på samme tid), men jeg blev desværre nødt til at tilbringe resten af aftenen i min seng - øv, nu når man var midt i karnevalet!

Heldigvis havde det hjulpet med en god, lang nats søvn, og klokken ni næste morgen checkede vi ud fra det fornemme ho(s)tel og bevægede os ned til byens stadion, som efter sigende skulle huse "toppen af poppen" hvad angik karnevals-parader, -optog og -konkurrencer. På vej til stadionet snackede vi selvfølgelig ved en masse gadeboder, og efter kortvarigt at have stået i billet-kø (vi havde dagen forinden fået at vide, at man skulle stå i kø fra klokken tre om natten for at tiltuske sig en pladsbillet til stadion-paraderne; pjat!) købte vi fire af de billigste billetter tilgængeligt (60 kroner per mand). Vores første tanke var, at dette da var vældigt billigt, men vi fandt lynhurtigt ud af hvorfor: alle de billigste pladser var selvklart fyldt til randen, og det lykkedes os kun lige at mase os ind på fire pladser allernederst, lige bag en kæmpe pæl og i skyggen af de millioner af sælgere, der travede frem og tilbage med alt fra bøger til paraplyer til ris-retter. Ikke nok med at vi alle kogte i den stegende hede, men vi kunne desuden ikke skimte meget andet end paraplyer, sælgere og så lidt flere paraplyer.. De opreklamerede optog, der efter sigende fandt sted inde midt på pladsen, kunne vi ikke se noget som helst af; så da vi havde kogt i en halv time, fandt vi herlighederne tilstrækkeligt og forlod stadionet - så havde vi også prøvet dét! På vores skubbende og masende vej tilbage til hotellet fandt vi frokost på en restaurant, hvorfra de sendte live-optagelser fra stadion-paraderne; hér var udsigten væsentligt bedre end fra hvor vi sad, og så var det oven i købet gratis.. Og hvis ikke dét havde været nok, var hver eneste gade fyldt med farvestrålende optog, som vi også free of charge kunne overvære - men nu var vi alle trods alt ved at være mætte af den evindelige melodi, der virkede til at køre på repeat dag og nat.

Ingen af os havde derfor noget imod, at det nu hed "farvel Puno" og "HEJ BOLIVIA!" - det havde været helt fantastisk i Peru, så det var selvfølgelig ikke let at være Bolivia.. Vi fandt en bus til Copacabana med afgang klokken halv-tre, og efter blot tre timer (inklusiv endnu en problemfri grænsekrydsning, samt en times tidsforskel) ankom vi til denne rimeligt turistede by i 3800 meters højde. Byen ligger også lige på bredden af Lake Titicaca, ligesom Puno gjorde, men udsigten fra denne side af søen må siges at være væsentligt smukkere! Copacabana er, som sagt, endnu en turistet by, men på trods af de mange souvenir-butikker, turistvenlige restauranter og tur- og busselskaber på stribe, har den lille by en enormt hyggelig stemning, og specielt en gåtur ved vandkanten er at anbefale, skulle I nogensinde være på disse kanter ved solnedgangs-tid; det var vi, og det var en helt fantastisk solnedgang vi fik at se..

Lige som vi steg af bussen i Copacabana stod det os lynhurtigt klart, at det bestemt ikke var hostels, der hér var mangel på! De lå ganske enkelt på stribe på byens hovedgade, og allerede ved det første sted, vi prøvede, var der bid: han gik fra 40 bolivianos (35 kroner) til 30 bolivianos (25 kroner) i løbet af syv sekunder, og selvom vi burde have været en anelse skeptiske, takkede vi hurtigt ja til dette umiddelbart fremragende tilbud. Vi fik vores eget værelse med privat badeværelse (der var endda plads til fem mennesker), men som vi skulle til at forlade hostelet, forlangtes det, at vi betalte med det samme; det skal lige siges, at det i Sydamerika er kutyme, at man først betaler for sin overnatning, når man forlader stedet. Desuden var det kun Amanda og jeg, der havde vekslet penge, hvilket gjorde det hele mere besværligt - men deres penge fik de da! Og vi fandt senere ud af hvorfor: da vi forlod hostelet var det nemlig stadig lyst, og da vi senere kom tilbage, var "lyset gået".. sjovt nok var dette det eneste hus i hele byen, der nu ikke havde strøm. Vi fik derfor udleveret et stearinlys (ét stearinlys til deling), som selvsagt ikke kunne oplyse hele vores værelse - men Amanda og jeg havde det nu vældig sjovt med at lave skyggebilleder indtil vi gik i seng.. Men inden vi nåede så langt, dog, havde vi været en tur ude i byen og set en smuk solnedgang. Derefter stod den på aftensmad, og pga. min altid-eksisterende nærighed endte det med, at Amanda og Mandy spiste et måltid på en restaurant (hvor de ventede i to timer på maden!), imens Eden og jeg (efter at have spurgt os til råds i byen) fandt en lækker gade-biks, hvor gade-biks-mutter solgte en lækker, mættende tallerken med ris, æg, bøf, salat og pommes - alt det for blot 7 kroner, hvad siger I så!? Indtil videre levede Bolivia bestemt op til forventningerne!

Mandag morgen fik vi en tidlig start: klokken syv ringede vækkeuret, og halvanden time senere (efter et par voldsomt skuffende empanadas til morgenmad) sad vi på en båd med kurs mod Isla del Sol (nu hvor vi ikke har råd til solKYSTEN må vi jo nøjes med solØEN)! Sejlturen foregik på taget af båden, hvor vinden og senere regnen gjorde, at vi to timer senere gik i land noget rystende og kolde. Det regnede lidt endnu, og jeg begyndte at overveje, om øens navn var givet som en joke. Heldigvis brændte solen dog igennem skyerne efter et par timer, og resten af dagen var behagelig og varm. Isla del Sol har i sin tid fået sit navn af inkaerne, der mente, at solen blev født på netop denne ø - hvorfor skal jeg ikke kunne sige, men efter ham sol-fyren blev født, kunne meget tyde på, at han da for længst er flyttet hjemmefra!

Vi brugte ikke lang tid på at lede efter et hostel, da den "by", vi ankom til (Cha'llapampa på øens nordlige del) er på størrelse med en tiendedel af Blegind (ja, man skal vist have været der..), og i løbet af fem minutter mødte vi to hostel-muttere, der begge ville have os til at overnatte i deres kolde, halvfærdige, sparsomt møblerede værelser; de forlangte begge den samme pris (20 bolivianos = 17 kroner), og husene var opbygget på samme måde: en trappe op til beton-værelserne, og et delt bad og toilet nede i gården. Vi valgte det første for lethedens skyld, og vi indlogerede os på de to dobbeltværelser, vi havde fået tildelt. Dagen var ung, og vi havde meget, vi skulle nå - der var derfor ikke tid til afslapning på værelset, og selvom regnen stadig ikke havde opgivet fuldstændigt, tog vi dagstaskerne på ryggen og optimismen i hovedet og gik ud for at finde en portion frokost inden vores forestående vandretur. Vi fandt et ganske dyrt måltid på hvad der vist var den eneste åbne biks på hele den nordlige del af øen, og jeg måtte slippe 12 kroner for en bunke kogte spaghetti - velkommen til solens ø!

De efterfølgende syv timer brugte vi på at vandre øen rundt - eller, i hvert fald et lille loop til den sydligste del af øen og tilbage igen. Vejret var heldigvis på vores side (faktisk var det på højre side hele dagen, så min venstre ansigts-halvdel er blevet noget bleg), og vi på vores vej mødte vi en del lokale, nogle indhegnede køer, og en hulens masse fede grise og noget slankere æsler, der hvinede fra alle bakketoppe og -dale. Fra Cha'llapampa, hvor vi boede, fulgte vi den østlige kyst sydpå, og udsigten over Titicaca-søen, som Isla del Sol er placeret i, var super smuk oppe fra øens højderygge (vi befandt os i 4000 meters højde, og det kunne helt tydeligt både høres på de tunge åndedræt, ses på den glinsende sved på panderne og mærkes på smerterne i knæet..). Efter at have vandret i et par timer nåede vi et kontrol-hus, hvor vi hver især måtte punge ud med 15 bolivianos for at få lov at krydse over til øens sydlige del - og nu hvor vi var gået så langt, havde vi bestemt ikke i sinde at vende om. Umiddelbart herefter rendte vi ind i øens vel nok største by: Yumani, der bestod af hostels, pizza-restauranter, lidt flere hostels og så en anelse flere pizza-restauranter - og et æsel eller tyve.. Den egentlige grund til vores syv timer lange udflugt var, at der på øens sydligste spids skulle findes en gammel inka-ruin, som vi havde i sinde at se nærmere på; og efter en helt ekstremt besværlig, stejl og "tilkrattet" omvej så vi en bunke sten i det fjerne, som desværre viste sig at være den ruin, vi havde ledt efter: Pilko Kaira! Som om denne skuffelse ikke var nok, blev vi antastet af en lokal kvinde, der nu forlangte 25 bolivianos for at vi kunne få lov at betræde øens sydlige del - men i stedet for at betale, forsikrede vi hende om, at vi hastigt var på vej videre til den nordlige del; og det var vi også! Der var ikke mere at komme efter nede sydpå, men vi ville alligevel forsøge, om vi ikke kunne gå en anden vej hjemad, og måske endda se den anden side af øen. Også dette endte dog som et noget mislykket forsøg på et eventyr, og i sidste ende gik vi samme vej tilbage som vi var kommet.. Dog valgte vi den forkerte vej ned til vores lille landsby, så den sidste halve time foregik snublende på ustabilt underlag - men udsigten over søen havde været ret så flot i den tidlige aftens sollys.

Vi havde alle ondt i fødderne og var godt solbrændte og trætte, da vi klokken halv-otte var tilbage i Cha'llapampa. Vi gik direkte ud for at finde et sted at spise (det var tiltrængt!), og efter at have undersøgt alle byens fem restauranters menukort og fundet ud af, at priserne var præcist de samme overalt, valgte vi stedet tættest på vores hostel og bestilte alle en steak med pommes, ris og to tomat-skiver - dette ventede vi en time på; men det var også lækkert. Vi var tilbage på værelserne klokken halv-ti og gik på hovedet i seng, da der ganske enkelt ikke var meget andet at give sig til - og vi blev i løbet af natten vækket flere gange af voldsom regn, lyn og torden; det havde så sandelig været et mindeværdigt besøg på den solskinsfyldte ø i Titicaca-søen!

I morges (tirsdag) forlod vi hostelet klokken otte, købte vores kom-væk-fra-øen-billetter til klokken halv-elleve og brugte herefter en time på at vade rundt i.. drivvådt græs, grøntsagsbede og.. ja, absolut ingenting! Endnu engang viste soløens legender sig at være noget forældede, for da vi i tre kvarter havde eftersøgt endnu en ruin, måtte vi slukørede og totalt våd-skoede erkende, at der altså IKKE eksisterede en eneste ruin på den nordlige del af øen; vi fandt dog en ganske fint konstrueret gylletank, men det må også siges at være den våde vandreturs højdepunkt.. Turen gik tilbage til Cha'llapampa! Hér steg vi som sagt ombord på en båd tilbage til Copacabana med ankomst klokken halv-et. I Copacabana var det bestemt ikke busselskaber, der var mangel på, så i tre kvarter gik Eden og jeg rundt i byen for at sammenligne buspriser blot for at finde ud af, at de alle forlangte præcist det samme. I mellemtiden var Mandy blevet utålmodig (nok med god grund), så vi sagde farvel, og hun hoppede på en bus til La Paz med afgang klokken halv-to. Amanda, Eden og jeg endte med først at komme afsted klokken to og desuden betale præcist det samme som Mandy for en væsentligt dårligere service! Sådan kan det også gå, når man er for nærig.. I det mindste brugte vi vores ventetid i Copacabana på at nyde et super lækkert 10-kroners frokostmåltid på det lokale marked: steak, ris, pommes, salat og en delikat friturestegt omelet af en art.

Vores bus til La Paz afgik som nævnt klokken to, og fire timer senere ankom vi til Bolivias hovedstad. Byen ligger i en dal/canyon i 3660 meters højde; der er dermed én hovedgade i laveste niveau, og herfra udgår alle sidegaderne op ad bakke - og det er virkelig op ad bakke!.. La Paz er desuden kendt for dens mange små gader og markeder; bl.a. et heksemarked, som vi har planer om at besøge en af de kommende dage. Nå, men vi var blevet lovet en endestation i byens centrum, men i stedet blev vi alle gennet ud af bussen ved siden af byens kirkegård, der lå et langt stykke udenfor centrum - og så endda i regnvejr! Vi var vist blevet taget godt og grundigt ved næsen, men vi var ikke de eneste, der følte sig snydt; et canadisk par var også blevet gennet af bussen, og sammen tog vi alle en colectivo til centrum, primært for at undgå regnen - og det viste sig at være en fornuftig investering, da turen til centrum endte med at tage en halv time! Og selvom klokken var ved at være mange, brugte vi halvanden time (!) på at traske rundt i søgen efter en overnatningsmulighed - og havde vi ikke været så nærige, havde det da garanteret også været langt lettere. De fleste steder forlangte 50 kroner og opefter, men til sidst bar vores stædighed frugt: Hostal Milenio til blot 35 bolivianos per person; og Eden, Amanda og jeg blev indlogeret på et fint fire-sengs værelse - og SÅ kunne vi smide taskerne og puste ud ovenpå de stejle gåture i La Paz' gader. Klokken var lynhurtigt blevet halv-ni, så vi tog pengebælterne om livet og gik ud for at finde noget at putte i maverne; jeg havde gademad i tankerne, men desværre ser det ikke ud til, at Bolivias hovedstad gør meget i gademad om aftenen - så vi endte på en kinesisk restaurant, som ganske vist var relativt billigt og godt, men langt fra mættende; i hvert fald ikke for Helene og Amanda..

Nu står den på et par dage eller tre her i La Paz, og derefter aner jeg ikke, hvad Bolivia ellers har at byde på - men stay tuned, og:

- So long!