DEL 2 !

Vi satte kurs mod Flagstaff, som ligger i Arizona og er "gateway"-byen til Grand Canyon, som desværre stadig er lukket.. so close and yet so far!

Da vi ankom til Flagstaff sneede og stormede det, og ingen af os var egentlig oplagte til noget - så Tim checkede os ind på Grand Canyon International Hostel i byen, hvor vi overnatter de næste to nætter.

Kl. 15 kørte vi til den nærliggende, lille by Williams, som primært er kendt for at ligge på Route 66, hvilket da også tydeligt fremgik af alle byens små butikker, caféer/dinere og tankstationer (og af mine billeder derfra) - det var næsten som at komme lidt tilbage i tiden.

Tilbage på hostelet i Flagstaff fik vi rester til aftensmad, og jeg snakkede med Laura, Pete og Amelia det meste af aftenen.

Fredag morgen stod jeg op kl. 7, da der var morgenmad-buffet på hostelet, hvor jeg mødte et ældre ægtepar fra København, som jeg endte med at snakke med i en hel time; de var selvsagt også nede over park-lukningerne. De havde rejst en masse i Sydamerika og Mexico for mange år siden og gav mig en masse tips og fifs og do's og dont's.

Efter morgenmad havde Tim gode nyheder til os: Utah har som den eneste stat indtil videre besluttet sig for at åbne sine nationalparker (deriblandt Bryce og Zion) i en periode på op til 10 dage - yes! Derudover havde Tim fundet ud af, at man, uden at køre ind i Grand Canyon (som fortsat er lukket, da den ligger i Arizona), kunne komme til et lille udsigtspunkt over GC, så dét begav vi os mod denne morgen!

Det tog os 2 timer at køre derop, og hér gik vi en halv times gåtur ind i en lille skov, hvorfra udsigtspunktet over Grand Canyon efter sigende skulle være; vi kunne da ganske vist også ane noget canyon-lignende landskab langt ude i horisonten, men det var bestemt ikke så spektakulært, som Tim havde gejlet det op til at være! MEN vi fik set Grand Canyon, hvilket vel må siges at være de i alt 4 timers køretur værd..

Efter at have sat tre af de andre af på hostelet, kørte resten af os en time sydpå til byen Sedona, hvor vi brugte halvanden time ved "Slide Rock", som er en lille flod omgivet af glatte sten; de andre svømmede i det 11 grader varme vand, men pga. min tilbagevendende forkølelse ville jeg hellere bruge tiden på en vandretur i området - igen lidt spild af tid, hvilket vist ret godt opsummerer denne dag.

Vi så solnedgangen på en bakketop i Sedona, hvorefter vi kørte tilbage til Flagstaff og bestilte pizza til aftensmad.

Da vi havde internet på hostelet, kom Tim med endnu en god nyhed: Grand Canyon åbner i morgen! Det eneste problem ved dette er, at Debbie er booket på en dags-aktivitet i Page, som ellers er vores destination for i morgen aften - og hun er bestemt ikke villig til at droppe denne (da hun har set Grand Canyon tre gange), selvom alle andre selvsagt hellere vil bruge dagen ved GC; dette vil betyde, at vi kun får en time ved Grand Canyon, hvis vi ankommer, når de åbner. Tim vil derfor forsøge at rykke hendes udflugt, men vi ved først noget om dette, når vi ankommer til GC i morgen tidlig.

Laura og jeg besluttede os hurtigt for, at hvis vi ikke kunne blive længere end en enkelt time ved Grand Canyon, ville vi hitchhike til morgendagens campingplads, så vi kunne bruge hele dagen i nationalparken, som trods alt er ét af de største højdepunkter på hele turen!

Lørdag morgen stod vi alle op kl. 5, så vi kunne være ved porten til Grand Canyon kl. 8, da de åbnede - og vi var der til tiden og blev lukket ind uden problemer! Vi havde alle haft vores tvivl men udgød et lettelsens suk, da bilen rullede ind i nationalparken - yes!

Desuden fik Tim heldigvis flyttet Debbies udflugt til den efterfølgende dag, så vi endte med at have 6 timer i parken.

Inden vi forlod bilen beordrede Tim os til at tage papirsposer over hovedet, og vi gik i en lang slange ind til udsigtspunktet over canyon'en, hvor vi fik lov til at tage poserne af - wauw! Godt nok har man set en hulens masse billeder af denne voldsomt imponerende canyon, men det ér nu noget andet at stå der selv!

Vi fik 5½ time til "fri leg", og mange af de andre brugte 2 timer på en helikopter-tur over canyon'en; 1700 kr., så nej tak!

Pete, Amelia og jeg besluttede os for at hike ned i canyon'en i stedet for blot at gå langs den øverste kant; det er åbenbart kun 1% af alle nationalparkens besøgende, der rent faktisk går ned i canyon'en, så vi følte os lidt hævede over de andre.

Vi vandrede på den rute, der hedder South Kaibab Trail, som for vores vedkommende endte ved Skeleton Point (da vi ikke havde mere tid), der ligger mere end 2000 fod nede i canyon'en, og vores tur op og ned var i alt på over 15 km.

Jeg havde frygtet denne vandretur, da man jo normalt går OP før man går NED - men nu var det omvendt, og det var faktisk lettere end forventet. Vejret var fantastisk (kun omkring 15 grader, dejligt køligt for vores hurtigt svedende kroppe), og udsigten var intet mindre end overvældende! Jeg ville sådan ønske, vi havde mere tid (flere dage), så vi kunne have gået hele vejen ned i canyon'en, hvor der er overnatningsmuligheder, for derefter at gå hele vejen op igen - se, dét ville have været den ultimative Grand Canyon-oplevelse! Men jeg må jo komme tilbage engang.. Jeg overvejer sågar at forlade turen efter Las Vegas og bruge de to dage, vi ellers skulle være i San Diego, på at tage tilbage til Grand Canyon og hike noget mere.

På vej op til toppen mødte jeg igen det danske ægtepar fra dagen før, skønt jeg ikke ville have genkendt dem, havde de ikke mødt mig med hilsnen: "Hej Skanderborg!".

Kl. 15:30 blev vi alle samlet op ved Mather Point, og vi forlod parken og satte kurs mod Paria Ranch Guest House, som er nattens campingplads. Den ligger få mil inde i Utah (fra Arizona), og vi ankom kl. 20:30, hvor alle undtagen Pete, Amelia og jeg havde betalt for en steak-middag - jeg ville ikke betale for det, så Pete og jeg delte en grillkylling og gik forholdsvis tidligt i seng, da det lynhurtigt blev bidende koldt!

Jeg frøs helt ulideligt om natten og kunne til sidst ikke tage flere lag tøj på - så jeg valgte at tage mit liggeunderlag med ind i receptionen, hvor jeg, gudskelov, fik sovet et par timer.

Søndag forlod vi først campingpladsen kl. 11, og køreturen til Bryce National Park varede 3 timer - så fedt, at vi i sidste endte "kun" misser tre nationalparker!

Ved ankomst til Bryce Canyon gik vi til et viewpoint med udsigt til mange af parkens "hoodoos", som stenformationerne er kaldt (se billederne, de forklarer det vist endnu engang langt bedre end jeg gør). Jeg havde på forhånd hverken set billeder eller hørt fortællinger om Bryces finurlige landskaber, hvilket jeg var overordentligt glad for, da jeg skuede ud over sceneriet og blev ganske positivt overrasket.

Efter en kort picnic i parken fik vi 2½ time til at vandre rundt i på egen hånd, og halvdelen af os brugte en times tid på at gå fra Sunrise Point til Sunset Point gennem dalen af canyon'en ("Queens Garden"), hvorfra vi kunne se de sjove hoodoos nedefra.

Pete og jeg gik endnu en time langs Peek-a-boo Trail, imens de andre ventede på os (og gemte sig for regnen, sneen og kulden) i bilen så længe; Pete og jeg ville blot have det meste ud af den korte tid, vi havde i parken.

Kl. 17 kørte vi til Zion National Park, og hér boede vi på en campingplads lige udenfor indgangen til parken: Zion Canyon CG.

Vi satte telte op i regnen, og aftensmaden stod på toast, baked beans og spejlæg - det tog mig tilbage til de mange måneder i Australien og New Zealand.

Da solen gik ned, blev det lynhurtigt koldt, og jeg lånte Petes skiundertøj til at tage ovenpå mit eget i soveposen - det holdt mig faktisk en anelse varm for en gangs skyld; dog er jeg blevet forkølet og ganske snottet endnu engang, det går vist lidt på omgang i gruppen..

Mandag tidlig morgen var det overordentligt svært at komme ud af soveposen, men jeg fik da viklet mig ud af alle mine lag tøj og tæpper og vanter og halstørklæder; og kl. 8 tog syv af os shuttlebussen til parkindgangen efter at have smurt madpakker til dagens hiking.

Fra Visitor Centeret tog Laura, Pete, Amelia og jeg park-shuttlebussen til The Grotto, hvorfra vandrestien til "Angels Landing" startede. Angels Lading er den mest populære hike i Zion Canyon: 9 km. t/r og næsten 1500 fods stigning. Den sidste del af turen foregår på en stejl klippe med under en meter til en lodret afgrund på begge sider; der er for det meste sat kæder op til at holde fast i (da seks mennesker er faldet ned derfra) - jeg elskede det! Det var ekstremt hårdt, men vejret var dejligt i morgensolen, og udsigten var helt ubeskrivelig - det lignede noget fra Landet For Længe Siden-filmene, se bare billederne.

Vi fik frokost på toppen af bjerget (selve Angels Landing), og jeg fik en lille souvenir med i tasken: en jordegern-lort.. De var overalt, og alt for vant til mennesker..

Alt i alt, hvis man trækker frokostpausen fra, tog det os kun 2½ time t/r for hele ruten, hvilket vist er ret godt gået - det bildte vi os i hvert fald ind, da vi prustende havde fuldført udfordringen!

Næste udfordring ventede dog lige rundt om hjørnet, da Zion NP er fyldt med større og mindre hikes, og vi ville selvfølgelig nå så mange som muligt!

Vi valgte Kayenta Trail (små 4 km.), hvilken ledte op til Emerald Pools, som bestemt ikke var noget at råbe hurra for; ville knapt nok kalde dem "pools".. MEN gåturen dertil var super smuk, igen føltes det som at være kommet tilbage til dinosaur-tid.

Vi tog shuttlebussen til enden af busruten i parken: Temple of Sinawava, hvorfra vi gik på den afslappende og kørestolsbruger-venlige Riverside Walk (igen små 4 km.).

For enden af denne gåtur startede en ny: The Narrows, som foregår 75% i vand (floden, der flyder gennem og i sin tid kreerede canyon'en) - og det var ISkoldt, hvis det kan gøre det, og strømmen var stærk! Laura og jeg gik i en halv time op ad floden (jeg havde lånt Debbies vand-sko), og efter få minutter var vores fødder så kolde/forfrosne, at vi kunne begynde at nyde udsigten til de kæmpehøje klipper på begge sider af os. Hvis jeg havde haft en ekstra dag i Zion, var der ingen tvivl om, at jeg ville have lejet et "Narrows-sæt", som består af vandtætte sko og bukser, samt en stav/pind til at føle sig frem i det mudder-uigennemsigtige vand - for derefter at vade de i alt 15 km. igennem det frysende vand.

Efter at have tørret fødderne og puttet dem tilbage i tørre sko og sokker, gik vi tilbage til shuttlebussen, hvor Pete og jeg gik på en lille vandretur til Weeping Rock (igen for at få det meste ud af vores korte tid i nationalparken, nu hvor vi omsider er blevet lukket ind..).

Herefter tog vi bussen tilbage til camp'en, hvor jeg fik et tiltrængt bad og en ordentlig portion aftensmad ovenpå dagens hiking.

Jeg fik igen ikke sovet meget, både pga. kulden og min totalt tilstoppede næse (ved godt at den kolde vandretur i vandet nok ikke hjalp synderligt på min forkølelse..).

Mit kamera har fået et sandkorn i linsen, hvilket har ødelagt det totalt - jeg forsøgte på livet løs at puste og pruste for at få sandkornet ud, men det satte sig blot bedre og bedre fast, og linsen nægter at både åbne og lukke.. Så det tyder på, at jeg IGEN skal ud og investere i et nyt kamera - øv! Jeg giver dog ikke op lige foreløbig; nægter at tro på, at et lille sandkorn skal tvinge mig til at bruge 150$ på et nyt fotoapparat..

Well, life goes on... I guess..

Tirsdag stod vi igen tidligt op for at nå at få en enkelt, mindre vandretur (den allersidste på denne tur: Canyon Overlook Trail) klemt ind i programmet, inden vi satte kurs mod Nevada: Las Vegas! Viva!

Vi ankom til Vegas ved 15-tiden, hvor et par af de andre brugte en times tid på at skyde med diverse våben (gid, jeg havde pengene til det!) i en "gun store", inden vi kunne checke ind på vores hotel for de næste to nætter: Hooters Casino Hotel, en enkelt blok fra Las Vegas Boulevard, bedre kendt som The , hvor alle de kendte casinoer og megaresorts ligger.

Efter at have smidt bagagen på vores værelser, mødtes vi alle i Tims rum for at spise aftensmad (kyllingevinger, selvfølgelig når vi er på Hooters) og snakke om aftenens og den følgende dags program; herefter fik vi et par timer til at gøre os klar til party in Vegas!

Kl. 21 havde vi booket en "party bus" (ja, det kan vist ikke beskrives meget bedre; en bus med høj musik og en masse alkohol), som i løbet af de næste to timer kørte os rundt i centrum. Vi kom bl.a. forbi Vegas-skiltet, som vist er kendt af de fleste; desuden havde vi et langt stop ved Fremont Street, som har verdens (?) største LED-skærm med musik - den (skærmen) har efter sigende samme længde som fem fodboldbaner.. Ja.. Ret vildt.

Vi blev efter busturen sat af ved Bellagio (kendt fra bl.a. Ocean's-filmene, som jeg kan udenad!), hvor vi lidt efter lidt splittede op, og jeg endte med at bruge hele aftenen med Tim og et par af hans venner fra Colorado - det var rigtig hyggeligt, selvom jeg ikke fik prøvet at spille BlackJack, som jeg ellers næsten syntes, man skal i Vegas. Men så er dé penge da sparet (selvom jeg ved, jeg ville have vundet!)..

Efter alt for lidt søvn tog jeg onsdag formiddag afsted fra hotellet; The Strip ventede! Jeg kom ikke hjem før kl. 23 senere på aftenen.

Jeg brugte hele dagen på at gå op og ned ad Las Vegas Boulevard (nåede kun én gang hver vej, men det var bestemt også nok!) - afstandene er bedrageriske hér: man tror, man kan gå hen til det næste casino på 10 minutter, fordi man kan se det længere henne ad gaden - men i stedet tager det over en halv time, fordi ALT er så kæmpestort, at det er umuligt at bedømme afstande. Jeg fik dog set alt det, jeg gerne ville.

For blot at nævne nogle få af de casinoer og resorts, jeg kom forbi: Luxor (den ægyptiske med en sfinks og en oplyst pyramide foran), MGM Grand (kendt fra Ocean's), New York-New York (opbygget som NY så ud i 50'erne, og med en stor rutschebane foran), Monte Carlo, Planet Hollywood, Paris Las Vegas (med Eiffeltårnet foran), Cosmopolitan, Bellagio (også fra Ocean's, den med det kæmpe springvands-show foran), Caesar's Palace (kendt fra The Hangover, vildt sjovt at gå rundt derinde), Flamingo, The Mirage (også fra Ocean's), Treasure Island, Casino Royale, The Venetian (opbygget som Venedig med gondoler i kanalerne), Circus Circus, og til sidst The Stratosphere, hvor jeg tog elevatoren op til øverste etage og så solnedgangen fra det højeste udkigspunkt i byen - så flot!

Det havde (inkl. stops og gåture i diverse casinoer) taget mig 6 timer at gå hele vejen ned for enden af The Strip (til Stratosphere), og på vejen tilbage fik jeg set en del shows: vulkan-"udbrud" ved The Mirage, sirene-show ved Treasure Island, og selve springvands-showet foran Bellagio; hvilken fantastisk måde at slutte besøget i denne fantastisk pulserende, spændende, levende og på alle mulige måder tidsløse by af på! Apropos "tidsløs" findes der forresten ikke et eneste ur i hele Vegas; der er også stjerner i loftet af mange af casinoerne - alt sammen for, at man ikke skal bekymre sig om, hvorvidt det er nat eller dag udenfor... lidt uhyggeligt egentlig.

Tilbage på hotellet fik jeg pakket min taske godt og grundigt (og igen smidt lidt ud, da der på mystisk vis bliver mindre og mindre plads), og så gik jeg ellers omkuld i sengen! Der var "heldigvis" ikke internet på værelset, så jeg havde alligevel ikke mulighed for at opdatere bloggen derfra.

Torsdag mødtes vi alle kl. 10 udenfor Hooters, pakkede traileren og krydsede kort efter grænsen til Californien, hvor eventyret startede for 62 dage siden.. De sidste to dage bliver brugt i San Diego, som ligger få timer syd for Los Angeles; på campingpladsen Metro KOA.

Vi ankom først til San Diego ved 17-tiden og brugte den næste time på at vente på solnedgangen på Mission Beach, som vistnok er den mest populære strand i SD.

Vi brugte også det meste af dagen i går på Mission Beach; de fleste badede og solede hele dagen, men Laura, Pete, Debbie, Danielle, Tim og jeg brugte mange timer i den nærliggende arkade-hal, hvor vi spillede lasertag, klatrede på klatrevægge og afprøvede alle spillemaskinerne; primært fordi, ingen af os gad at ligge på stranden i 7 timer..

Om eftermiddagen løb MJ og jeg 5 km. langs stranden, og vejret var perfekt til det.

I går aftes spiste vi på et bryggeri, da det var vores "last supper" sammen, og det var rigtig hyggeligt. Tilbage på campingpladsen havde vi vores sidste bål-aften, men alle var trætte og gik forholdsvis tidligt i seng; jeg sad oppe og snakkede med Tim og Laura.

I morges satte vi kurs mod L.A., hvor vi ankom ved 14-tiden og havde en time i Hollywood og omegn, som selvfølgelig er det eneste, jeg allerede har set af Los Angeles. Derefter kørte vi gennem Rodeo Drive (den dyreste shopping-gade) og Beverly Hills.

Vi ankom til Hacienda Hotel, hvor de fleste af os overnatter, ved 17-tiden, og Tim kørte mig herefter til en elektronik-butik, hvor jeg kunne købe et nyt kamera (derfor der ikke er nogen billeder fra Hollywood) - ærgerlige penge at bruge!

Jeg checkede ind på hotellet, hvor jeg deler værelse med en pige fra Sverige, der også lige har afsluttet sin Trek America-tur.

Lige nu sidder jeg på værelset efter at have brugt aftenen i baren med de andre for at sige farvel, og om to timer tager jeg bussen til lufthavnen (så der bliver absolut ingen søvn til mig i nat..), hvor jeg mødes med Amanda - og så går turen til Mexico City!

Jeg ved endnu ikke præcist, hvad planen er fremover, men det bliver godt! Jeg holder jer opdateret. :)

So long! :D