TOGTRÆK GENNEM SIBIRIEN

Af journalist Hans Christian Davidsen

Toget sætter af sted fra Beijings hovedbanegård ved aftentide. Syv tidszoner, knap 10.000 kilometer og en uges rejse ligger foran lokomotivet indtil Jaroslavskij-banegården i Moskva.

En nattesøvn senere: Morgenstund i Manchuriet - med kinesere, russere og polske handelsfolk - gennem enorme sandstepper, hvor hyrder drager af sted til hest med store fåreflokke.

Atmosfæren ved at rejse med tog er den samme over hele verden. Hjulene dunker på skinnernes sammenføjninger. Vognene krænger i kurverne, og landskaber sejler forbi vinduet. Triviel trummerum. Eller en kærkommen lejlighed til meditation.

Såvel jernbaneentusiaster som dem, der er knap så bidt af stål og sveller, lader sig dog rask væk lænke til kupéen i en hel uge for én gang at prøve at rejse med verdens længste jernbane.

Tiden synes uendelig på Den Transsibiriske jernbane. Her er ingen radio, ingen tv, ingen aviser. Ingen krav. Mens Sibiriens stepper, smålandsbyer og træklædte bjerge farer forbi, flyder begrebet tid ud i ét. Man skal bare være, indtil endestationen i Moskva, Beijing eller Vladivostok melder sig.

Gennem Manchuriet kører vi på det stykke af jernbanen, som russerne tabte i krigen mod Japan i 1904-1905. Et kostbart nederlag, der tvang zar-riget til at bygge en ny jernbane i en stor bue uden om Manchuriet for at nå Vladivostok, den vigtige havneby ved Stillehavet.

For dem, der banede vejen for en forbindelse mellem Asien og Europa i årene fra 1891 til 1904, var tilværelsen nådesløs.

Arbejdet med at lægge skinner gennem det uvejsomme pionerland foregik i temperaturudsving på 100 grader - fra minus 60 til plus 40 grader. Og myggeplager i de mange sumpområder gjorde det ikke så lidt vanskeligt at virkeliggøre de streger, der var tegnet i Sankt Petersborg. Ingeniørerne havde kun mangelfulde kort over den sibiriske ødemark. Jordbundsforhold og flodernes oversvømmelser var uforudsigelige.

Moseagtige strækninger måtte drænes, mens hundredevis af arbejdere døde af skørbug og forfrysninger.

Stærke russere

Langs strækningen ser vi nutidens stærke og beskidte Ivan Ivanovitj'er i færd med reparationsarbejder. Deres muskler er forstret af kød, kartofler og socialisme. Bodybuilding og hormonburgere er inkognito. Kønsroller ditto, for Karla og Katharina banker også skinner - og behøver ingen silikone i brysterne.

Sibirien er en verden til forskel. Her handler det om at overleve. Æstetik viger for praktik. Og russerne er et praktisk folkefærd. Et stærkt folk, der har en hang til at beklage sig, mens de overlever under forhold, hvor vi andre ville komme til kort.

Praktikken giver sig udslag på flere kuriøse måder.

I dag er Den Transsibiriske Jernbane lagt syd om den store Bajkal Sø - et projekt, det tog mange år at realisere.

På grund af terrænet var der oprindelig jernbanefærger over søen i den korte sibiriske sommer. Når søen frøs til om vinteren, klarede man forhindringen ved at læge jernbanelegemet direkte på isen - vinter efter vinter det samme arbejde.

Et aparte syn er også seancen mellem Kina og Rusland. Den russiske sporvidde er bredere end den kinesiske. Derfor løftes togvognene flere meter i luften, hvorefter de kinesiske hjul ruller ud af den ene ende af sporet, mens de russiske hjul kommer ind fra den anden. Og sættes på vognene i stedet for de kinesiske.

Skørbugens land

Rejsen syd om verdens dybeste ferskvandssø, Bajkal, er højdepunktet på den transsibiriske. Her ved taigaen, skovbæltet syd for den arktiske tundra, er Sibirien smuk. Lidt længere mod nord begynder skørbugens land - gold og alt andet end appetitvækkende.

Ivan den Grusomme lod bønderne slippe for livegenskab, hvis de tog til takke med det ubarmhjertige landområde, og kættere - der ikke kunne forliges med den russisk ortodokse kirke - fik en enkeltbillet til golde og trøstesløse sletter i permafrost. Bolsjevikker og stalinister fortsatte, hvor zar-styret slap ved at forvise modstandere og uregerlige nationaliteter til udsteder så hvide som landkortets papir.

Pionérbyen Irkutsk ved Angaraflodens udmunding i Bajkalsøen er en af de gamle fæstningsbyer, der skød op, da kosakkerne indtog Sibirien i 1600-tallet. I dag bare en betonmastodont, hvor bjørn og andet vildt fra de omkringliggende skove bliver pelshuer og frakker, der senere vandrer rundt i Moskvas og Sankt Petersborgs gader.

Landsbyerne i lavlandet længere mod vest er pittoreske. Små træhuse med smukke ornamenter omkring døre og vinduer - som bombahuse i Finland - er indhegnet af nysselige træstakitter. Vædlige brændestabler læner sig op ad husene, og bønder pløjer med heste. Ladaen er et særsyn på de små tilfældige jordveje.

Vodka-mad

Pludselig dukker et indiskret kontrafej af Lenin op på en landstation i midten af ingenting. Togets passagerer styrer dog målbevidst hen mod en bod, der bugner af pelmeni, små dejruller med kålfyld, og agurker fra private haver. De ænser ikke parolerne. Reklamer reklamerer jo altid for det, som folk har nok af.

Menukortet i toget er bluf, som så meget andet på disse kanter-

»Nur die Gedanken sind frei«, siger spisevognens tjener på gebrokkent tysk og trækker på skuldre og smilebånd.

Vi deler kupé med en bastant russer med det mytiske, men dog folkelige navn Rasputin. En venlig fyr, der varmer sin stemme med vodka og sender hæse vers ud over det endeløse Sibirien. Skjorteærmerne er smøget op, lørdagsbranderten stivet af, og guitaren forvandler kupeen til et dansegulv.

Snakken om nationalsporten »Futbål« har allerede åbnet for fortroligheden mellem russere og danskere, men organernes modstandsdygtighed over for vodkaen skiller bjørnene fra os. Det er ikke småting, der løber ned i kammeraterne.

Bynavne skifter

Næste gang gruppen - det er togvognen efter få dage rystet sammen til - strækker benene er i Jekaterinburg, der i 67 år måtte bære navn efter bolsjevikken Jakov Sverdlov. Han henrettede Zar Nikolaj II og familie i byen - og så hed den Sverdlovsk. Lige indtil bysbarnet Boris Jeltsin nåede magten. Uralbjergene markerer overgangen mellem Asien og Europa.

Moskva kommer nærmere.

I den skidne by Perm stiger den 24-årige Kolle på toget. Han skal tilbage til Moskva til den 24 kvadratmeter store lejlighed, som han deler med tre andre. Officielt må han ikke bo i den russiske hovedstad, hvor han frister en tilværelse som fredløs arbejder.

Moskva har en magnetisk tiltrækningskraft på unge, der flytter fra kedsomheden i de store industribyer.

»Jeg lever for nattelivet og spændingen. Her er ingen streger, man ikke må gå over. Vort samfund har nok af uskrevne regler. To af dem er, at man ikke må tjene penge og ikke tage initiativ. Så er man en snylter. Samtidig forventer mine landsmænd, at astaen gør alt«, siger Kolle på selvlært engelsk.

Kolle har en penneven i Canada, og jeg gætter på, at korrespondancen har udstyret ham med denne usædvanlige selvkritik.

Alle handler

Da toget tømmes på endestationen Jaroslavskij i Moskva, går alt - hvad der i ugens løb var rystet sammen i togvognene, hvor pladsen og tiden umuliggjorde en musestille dansk kupéstemning - i opløsning.

Moskva har ikke tid til at vente. Det gælder om at komme først. Alting er knapt, så intet er vigtigere end en plads i den legendariske kø.

Byen uden villaer er fyldt med mennesker. Folk vandrer meget. Og allesteds står mænd og kvinder, som vil sælge noget. Plasticposer med vestlige reklamer, lidt cowboytøj, Marlboro-cigaretter og smarte plakater. Alt som smager af Vesten kan sælges. Kun de færreste har råd til at købe.

Men Moskva mangler intet - hvis man vel at mærke ejer fremmed valuta. Hotellerne kan byde på alt det, moskovitterne ikke selv kan købe. Med dollars kan vi gå lige ind i en restaurant og bestille en Coca Cola eller bøffer - og få en sær smag i munden. Oplevelsen ville ude i det ganske land svare til en månerejse. Og månerejser kunne det Sovjet, der nu er blevet ribbet for sildemadder, sende sine børn ud på. Eller bygge en jernbane, hvor virkeligheden overgik ingeniørernes fantasi.

(Artiklen blev bragt i dagbladet JydskeVestkysten i 1992 og er skrevet, mens Sovjetunionen stadig eksisterede)