Flere hundrede år gamle landsbykirker i det tidligere Østpreussen ligger i dag i ruiner.

I bedste fald bliver nogle af kirkerne brugt som kostalde, lagerhaller, gymnastiksale, fabrikker eller kontorhuse.

I værste fald er de blevet revet ned for at skaffe et ludfattigt område byggematerialer.

Teglsten fra den tyske ridderordens tid er blevet brugt til beboelseshuse, vejbelægning, kollektivlandbrug og nogle steder endog til værtshuse, hvor billig vodka skylles ned.

Altre er blevet splittet ad og brugt som materialer til møbler. Og Kristus-figurer har fungeret som hegnspæle på markerne, inden de gik i total forrådnelse.

Ødelæggelsen af op til 700 år gamle kulturminder i det gamle Østpreussen er total. Det traditionelt luthersk-evangeliske land er på få årtier blevet et religiøst ingenmandsland. En rejse rundt i den nordlige del af den tidligere tyske provins er derfor en deprimerende oplevelse.

De små landsbykirker fra tysk tid er blevet misrøgtet af en ateistisk Sovjetunion og står i dag som triste minder om frugterne af det tyske korstog mod øst.

Tyske korstog

Indtil 1945 var Østpreussen Tysklands østligste provins. Området var overvejende luthersk-evangelisk og et resultat af den tyske kolonisering af Østeuropa i 1200-tallet.

Tyske Orden blev stiftet i forbindelse med det tredje korstog i 1191 og blev syv år senere ophøjet til ridderorden. Først var Tyske Orden en sygeplejeorganisation under kampen mod muslimerne, men ordenen blev senere en stærk politisk magtfaktor i Østeuropa.

I 1255 gav den tysk-romerske kejser Friedrich den Anden ordenen til opgave at kristne Preussen.

Preussen var dengang endnu ikke en betegnelse for de områder, der indtil 1945 var Tysklands største stat. Det var området mellem Østersøen og floderne Wisla (på tysk: Weichsel) og Nemunas (på tysk: Memel), hvor de baltiske pruzzere indvandrede i 400- og 500-tallet - området svarer nogenlunde til kyststrækningen mellem det nuværende Klajpeda i Litauen og Gdansk (tysk: Danzig) i Polen.

Alle tyskere fordrevet

Tyske Orden kristnede og underkuede pruzzerne, og i de efterfølgende 200 år blev området germaniseret.

I 1466 måtte Tyske Orden efter en krig tage Østpreussen i len af Polen, men i 1525 indførte ordenens stormester, Albrecht af Hohenzollern, reformationen i området. Knap 100 år senere blev Østpreussen forenet med Hohenzollernes hovedland, Brandenburg.

Kirkerne i det tidligere Østpreussen kan kort grupperes i tre grundtyper:

• Gotiske teglstenskirker fra den tyske ridderordens tid.

• Indvandrerkirker fra det 18. århundrede. I modsætning til den almindelige opfattelse af Preussen var landet fra oplysningstiden et af de mest tolerante lande i Europa. Der herskede trosfrihed i landet, og Østpreussen blev tilflugtsland for blandt andre katolikker fra Salzburg og menonitter fra Nederlandene.

• Nyere kirker, der blev indviet omkring 1901 i 200-året for kroningen af den første preussiske konge i Königsberg. Disse kirker blev overvejende opført i ny-romantisk eller ny-gotisk byggestil.

Østpreussen forblev tysk frem til 1945, hvor det efter Potsdam-aftalerne blev delt i to. Den nordlige del - mellem Litauen og Polen - tilfaldt Sovjetunionen som en Sovjetrepublik. Den sydlige del af området blev indlemmet i Polen.

Så godt som hele den tyske befolkning blev i flere omgange fordrevet mod vest, hvorfra den var kommet 700 år tidligere.

I øvrigt: Nordøstpreussen er identisk med den nuværende Kaliningrad-eksklave, som blev politisk aktuel med EUs østudvidelse. Da Polen og Litauen blev optaget i EU, blev områdets russiske indbyggere spærret inde mellem to EU-lande og der opstod en overgang transitproblemer, når russerne ønskede at besøge moderlandet.

Russere kom til området fra øst

Efter fordrivelsen af tyskerne 1945-1949 strømmede en million russere ind i det tomme land. Stalin ville for alt i verden have fat i området for at have en militær forpost mod vest med den isfri havn i Königsberg - den tyske hansestad, der i 1946 blev omdøbt til Kaliningrad.

De nye russiske bosættere, der i de efterfølgende år vandaliserede kirkerne, havde i sagens natur intet forhold til den egn, de kom til. Den overvejende del af bosætterne var ludfattige mennesker fra de dele af Rusland, som var mest ødelagt af krigen på østfronten.

Nogle bosættere blev lokket til Kaliningrad-området (Nordøstpreussen) med gyldne løfter. Andre blev tvangsforflyttet. Og en tredje gruppe var udstationerede soldater i et område, der fra slutningen af 1940'erne blev erklæret for hemmeligt militært område. Frem til murens fald var her adgang forbudt for udlændinge, og kun sovjetborgere med en særlig tilladelse fik adgang til sovjetrepublikken Kaliningrad.

Lokalhistoriker har fotograferet alle kirker

Der skete store skader på byer og kirker, da Den Røde Hær, rykkede ind i Østpreussen i januar 1945 frem til Königsbergs kapitulation den 9. april.

Men det var først i årene derefter, at kirkerne i området blev udsat for de altomfattende ødelæggelser. Det dokumenterer udsagn fra de tyskere, der blev boende i området indtil den sidste store deportation i 1950. Og det bekræftes af interviews, som arkivaren Anatolij Bachtin fra Kaliningrad har foretaget med flere hundrede beboere i området.

Det er i det hele taget Anatolij Bachtins fortjeneste, at omverdenen i dag ved, hvor slemt det står til med de gamle kirker i området. Han voksede selv op i et gammelt tysk hus i Kaliningrad som søn af russiske bosættere og begyndte allerede som ung at bore i områdets tyske fortid - et emne, som indtil Sovjetunionens opløsning var et tabu.

Bachtin har fotograferet over 200 kirker i den nordlige del af Østpreussen og sammenlignet dem med historiske fotos, han efter murens fald er kommet i besiddelse af gennem kontakter til gamle østpreussere i Tyskland.

Efter to årtiers research dokumenterer han kirke for kirke, hvordan forfaldet og ødelæggelsen er sket. Og det var ingenlunde det officielle Sovjetunionen eller hæren, der stod bag ødelæggelserne - som mange måske havde forventet.

Det var derimod civilpersoner, der fra Rusland kom med et had til alt, hvad der var tysk. Langt de fleste bosættere havde heller intet forhold til Gud, viser de interviews, som Anatolij Bachtin har foretaget med lokalbefolkningen.

Forskellen fra den sydlige del af Østpreussen - der i dag hører under Polen - er slående. Her er de gamle gotiske teglstenskirker i vid udstrækning velbevarede og gennemrestaurerede, og her bruges de endnu til gudstjenester.

Spær er gået i forrådnelse

Anatolij Bachtin fortæller:

»Når jeg kommer til en landsby og spørger efter kirken, så husker de fleste af landsbyens indbyggere kirken og siger: »Hvor var det dog en dejlig kirke. Det er en skam, at den ikke står mere«. Så spørger jeg: »Hvad gjorde De, da man brød kirken ned? Hvorfor gjorde De ikke noget?«. Igen og igen lød svarene: Det var jo landbrugskollektivets leder, der skulle have gjort det«.

Men lederne interesserede sig så godt som aldrig for kirkerne. De havde deres egne problemer. Og dermed muliggjorde befolkningens mentalitet denne enorme ødelæggelse. Og kun få af de 200 kirker står til at redde. Spær er gået i forrådnelse, røde tegltagsten er erstattet af grå eternitplader. Og i Haffstrom ved Østersøen ligger kirkeskibet sågar under vand.

Ødelagt på kort tid

Der er enkelte lyspunkter indimellem. Forudsætningen for at få reddet nogle af kirkerne er penge og vilje.

I det tidligere Gumbinnen (det nuværende Gussew) blev Salzburger Kirche i 1995 renoveret, så den kom til at fremstå smukkere end nogensinde. Det skete med økonomisk hjælp fra menigheder i Tyskland.

Der er også positive eksempler på, at de lokale myndigheder selv har taget initiativ til istandsættelser, for eksempel i Friedland (Prawdinsk), hvor den russisk-ortodokse menighed nu holder gudstjenester.

I Königsberg er domkirken fra 1333 også ved at blive istandsat, men flere arkitekter er kritiske over for det, de kalder »manglende respekt over for den oprindelige udformning«.

Hovedparten af kirkerne minder dog om ruinerne fra de nordtyske klostre, der blev ødelagt under Trediveårskrigen. Det er umuligt at se, at der ligger over 300 år imellem ødelæggelserne. Og tankevækkende, at så mange års slid og vedligeholdelse kan ødelægges på så kort tid.

Sådan forgår al jordens herlighed.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)