I DRACULAS FODSPOR

(Artiklen er skrevet efter en rejse i Rumænien i 1990 og har tidligere været bragt i Berlingske Tidende)

Af journalist Hans Christian Davidsen

GODT GEMT VÆK oppe i de skovklædte Karpater-bjerge ligger ruinerne af en gammel borg. En lille vej snor sig gennem Vidraru-passet, der danner grænsen mellem Transsylvanien og Vallakiet. Ekkoet runger ud over marker, hvor flokke af geder græsser. Et ældre ægtepar triller forbi i en vakkelvorn trævogn spændt bag hestens kræfter.

Vi er ved Poienari-borgen, hvor greven Vlad Tepes regerede engang i det 15. århundrede. Få uden for Rumænien kender ham ved dette navn, og det er langt fra alle rumænere kender de opdigtede fortællinger, den irske forfatter Bram Stoker udgav om han for snart 120 år siden.

Vlad Tepes var den rigtige Dracula. Han fik sit tilnavn fra det rumænske ord for drage, fordi han spiddede sine fjender på spidse pæle. Rundt om i Rumæniens landsbyer har Dracula overlevet som folkehelten. Inde i byerne fik man ikke lov til at læse om ham. Under Ceausescu var det ikke ufarligt nævne grevens navn. Det hed sig, at Ceausescu selv var bange for, at han ville blive sammenlignet med dette uhyre.

I BUKAREST ER DER heller ikke mange, der tror på den slags fabler. Det er svært at være menneske i den rumænske hovedstad. På de store boulevarder sidder tiggerkoner, der er så magre, at man næsten ikke lægger mærke til dem. Foran hoteller og restauranter slentrer prostituerede på stiletter og sortbørskarle i slidte gummisko. Der er ikke så meget at le ad i Bukarest. Folk er indadvendte og stoler ikke på fremmede. Alle passer sit. Det er den bedste måde at komme igennem dagen på.

Få rumænere tror på Ion Iliescu og »Skygge-kommunisterne«, som de er blevet døbt. Det største genfærd - hvor meget man end rejser i Draculas fodspor i Transsylvanien - er det aldrig fuldendte »Folkets Hus« for enden af den flere kilometerlange »Socialismens Sejrsboulevard« i Bukarest. Her rejser den kæmpe betonkolos sig foran en mareridtsagtig stor plads. De kolde og grå statussymboler, som Ceausescu plantede dér, hvor det gamle Bukarest engang lå, leder tankerne hen på det Germania, som Hitler aldrig nåede at bygge.

Årtiers tyranni og utryghed har sat sine spor i det rumænske menneske. Det gælder om at komme først i køen og rage til sig, mens varerne er der. I Cluj, Brasov og Bukarest går der rygter om, at det kød og den mælk, som er dukket op i forretningerne, stammer fra Irland og Holland- fra afsendere der havde en helt anden hensigt med fødevarerne. Det var de mange børnehjem - som chokerede os alle sammen - der skulle have haft det. Men det hjælper ikke at spørge en rumæner, hvad han mener om de tusinder aids-børn, der fik transfusioner af utestet blod. Resignation og magtesløshed er reaktionen.

NÅR STATSBUTIKKERNE ER tomme for varer, sker det, at sigøjnerne kommer ind fra landet og sælger frugt på byernes grøntsagsmarkeder. Mange rumænere ser helst, at sigøjnerne forsvinder, men når de tropper op med bær og ferskner, stimler byboerne omkring dem. Selv om de kommer med kilovis af frugt, bliver der kun til de første ti i køen. En skov af hænder med lasede lei-sedler forsøger at overbyde hinanden. Resultatet bliver, at de få får en masse og de fleste ingenting.

V-TEGNET ET FOR LÆNGST forsvundet i Rumæniens byer. I gaderne er der rejst kors over faldne i juledagene 1989. Færre taler om revolutionen - nu kalder man den for »statskuppet«. På husmurene kan man se graffiti som »1945 = 1990« og »FSN = PCR« (Fronten til Nationens Frelse er lig med det gamle kommunistparti).

Når man færdes i den rumænske frygt og frustration, lurer en ny revolution under overfladen. Men revolutioner mislykkes let i Rumænien, og få skal nyde noget, når det stadigt er så vanskeligt at skelne fjende fra frænde. Bevæbnede soldater er overalt i Bukarest. Rundt om tv-stationen og lufthavnen ruller stadig kampvogne. Det er svært at tro på noget blandt betonblokkene.

Ude i de afsides områder og landsbyer mod nord og i vest lever troen og fabelhistorierne endnu. I de gamle bjergprovinser Bukovina og Transsylvanien har befolkningen altid været vant til at tænke på noget andet, end magthaverne ville have dem til at tænke og tro på. Her overlever det Rumænien, som Ceausescu forsøgte at slette af landkortet.

At drage ud i Karpaternes landsbyer er som at komme til et land uden for computeralderens Europa. Her er tiden, som den man i Danmark levede i i starten af århundredet. Elektricitet, træk og slip og rindende vand er sjældenheder i Moldaviens og Bukovinas landsbyer.

TRÆHUSE ER DEKORERET i alle mulige farver, og de små haver er skilt fra hinanden med kunstfærdige hegn. Folk synger og ler, når de kører hjem fra marken med store vognlæs af hø. På vejene af grus ses flere hestetrukne køretøjer end biler. Kun i ny og næ kommer en Dacia tøffende.

I engene spadserer storkene rundt efter frøer. De har deres reder rundt på rygningerne i landsbyerne. På marken går en flok kvinder og river græs sammen til store høstakke. I baghaverne er der dyr overalt: Høns, gæs, grise, køer og heste nusser omkring.

Det er befriende at komme ud til det brogede, varme og menneskevenlige Rumænien efter Bukarest. Øst for byen Suceava i Bukovina ligger gamle klostre spredt ud i landskabet. Her udgør nonner, ortodokse præster og festklædte pilgrimme et smukt religiøst leben på en søndag. Folk må bede igen.

Et af klostrene er Moldovita. Dets ydermure er dækket af freskomalerier i flotte farver - én stor billedbibel beregnet for dem, der ikke kunne læse førhen. Tusindvis af små bibelske fortællinger om kærligheden, livet og døden i forening med lokale, mytologiske dyr.

I et hav svømmer eksempelvis to delfiner, som hver har slugt et menneske, med hovederne, der rager ud af gabet, og oven på rider en kvinde. Malerierne stammer fra 1500-tallet. De lokale siger, de har kunnet trodse det barske vinterklima, fordi kunstneren i sin tid tilsatte farverne æggeblommer og oksegalle.

FOLK PÅ LANDET er ivrige efter kontakt. Vi kan da bare flytte ind hos dem, når de nu alligevel har så meget plads.

»Apă « står der på de små sten ved bjergkilderne i Rumænien. Her smager det kølige vand af vand - hvad der jo netop er vandets hemmelighed. I Bukovina hiver man vandet op fra jorden. Det har man altid gjort.

Menneskene i Bukovina sviner ikke. Der er altid noget, der kan bruges igen, og man rydder op efter sig. Jeg sidder og venter på en lille landstation mellem grise og storke og betragter de lokale, som kun engang imellem kommer i nærheden af en avis. Gården skal jo passes, og hvis det var, er der jo altid en nede ved smeden, som ved besked om verden. Selv om man ikke skal tro på alt, hvad man hører. På landstationen er jeg på en ø midt i Europa.

I landdistrikterne lever et folk, der ikke har mistet respekten for den natur, som findes omkring dem, og som ikke har mistet livslysten. Mennesker med gammel-europæiske værdinormer, som et europæisk fællesskab ikke er meget foruden. Men alligevel ville vi nok kalde Rumænien for et U-land, hvis ikke det lå i Europa.

Egentlig skulle man have beholdt Rumænien som en hemmelighed. Det er den, der gør landet så dragende. At søge en sandhed uden for tv-kameraernes linse. At kunne besøge middelalderbyer uden neon. At stå af alfarvejen på Balkan i et land, hvor hvert enkelt ord med en vesterlænding i årtier i værste fald måtte betales med en tur i kachotten. Her er det nu gratis at invitere den rejsende med hjem. Og ellers kan den rejsende blot nyder nattehimlen fra Europas største campingplads i Den transsylvanske Alper. Og få en pause fra effektivitet, bruttonationalprodukt, karriere og alskens apparater med strøm på.