KARL MARX' BARNDOMSHJEM I TRIER har været genstand for strid og ballade i det 20. århundrede. Men nu er der nærmest faldet ro over det.

For 50 år siden gav Brückenstraße 10 ballade i Trier. I 1960erne valfartede unge venstreorienterede til huset. Og i 1990 var der meget stille - året efter Berlin-murens fald kom der ikke engang halvdelen af det antal gæster, der normalt besøgte Karl Marx" fødehus.

Nu er antallet oppe på 30.-35.000 om året. En stor del af gæsterne er fra de endnu kommunistiske lande i Asien: Kina, Vietnam og i ny og næ også fra Nordkorea og Cuba.

Men ellers er Karl-Marx-Haus godt befolket med midaldrende ægtepar, der med deres påklædning siger, at de er fuldstændig ligeglade med "tidens trend", eller hvad det nu hedder. Her er godt fyldt op med gamle 68ere - en slags levende museer på museum.

Huset, hvor Karl Marx kom til verden den 5. maj 1818, har været omstridt op gennem det 20. århundrede. Her i 2007 er det nærmest neutralt. Nå ja, vor herre bevares, Karl Marx. Lad da blot ham komme på museum. Det synes både gamle socialister og borgerlige, han hører hjemme. Så meget kan de blive enige om.

Karl-Marx-Haus drives i dag af Friedrich-Ebert-Stiftung - en fond, der er opkaldt efter den tyske rigspræsident, og som har tætte forbindelser til det tyske socialdemokrati. Det var også SPD, der allerede i Weimarrepublikken indrettede et museum i huset, hvor kommunismens far kom til verden. I 1800-tallet havde de fleste rent glemt, at Triers største berømthed blev født i Brückenstraße 10.

Men 1904 var der en vågen socialdemokrat, der i en 1818-udgave af Triersche Zeitung genopdagede fødehuset. Han læste nemlig en annonce, hvor Karl Marx" far, Heinrich Marx, meddelte, at han flyttede sin advokatforretning til en ny adresse.

Ingenting tilbage

I 1928 kunne den socialdemokratiske avis Volkswacht stolt meddele, at partiet havde købt fødehuset, hvor der blev indrettet et museum. Men det varede kun kort. I 1933 beslaglagde nazisterne det af dem så forhadte hus, hvorefter den lokale nazileder rykkede ind i den ene havde af huset og den nationalsocialistiske avis "Triersches Nationalblatt" i den anden halvdel. Nazisterne destruerede alt, hvad der gemte sig i museet. Derfor er der i dag ingenting tilbage af den slags, man ellers finder i berømtheders barndomshjem: Møbler, håndskrifter, personlige ejendele og den slags.

Efter krigen blev huset givet tilbage til SPD, der i det herrens år 1968 skænkede det til Friederich-Ebert-Stiftung. Året var tilfældigvis også 150-året for Karl Marx" fødsel, og da Willy Brandt (dengang SPD-formand og udenrigsminister) åbnede en permanent udstilling i anledning af det runde år, vakte det harme i de ledende kredse i Trier. Modstanden mod et museum var udbredt, for man var imod Karl Marx og al hans væsen.

Da 100 året for hans dødsdag blev markeret med en ny udstilling i 1983, var modstanden kun sporadisk. Og da den nuværende, moderniserede udstilling åbnede for to år siden, var der ikke én, som protesterede.

"Når nu Karl-Marx-Stadt ikke hedder sådan længere, men har fået sit gamle navn, Chemnitz, tilbage, så er dette museum en af de sidste lokaliteter, der bærer hans navn", som en turist har skrevet i gæstebogen i Trier.

Ved siden af dekejserlige termer og den romerske byport, Porta Nigra, er Karl-Marx-Haus blevet en af de historiske seværdigheder i Trier, Tysklands ældste by.

Dæmoniseret og idealiseret

En rundtur i Karl-Marx-Haus kan bestemt anbefales - også for dem, der er gået igennem det danske uddannelsessystem, hvor det engang var muligt at tærske Marx i alle leder og kanter og aldrig i øvrigt høre et kuk om Napoleon eller Den franske Revolution.

Mens Trier har et stort antal ruiner fra romertiden, er efternavnet Marx også fra antikken. Det er nemlig en fortyskning af det romerske navn Markus.

Man siger skiftevis "nåja!" og "aha" til mange af de oplysninger, en rundgang på muset byder på. Karl Marx kom fra en aristokratisk familie, hvilket han - klassekampens store teoretiker - jævnligt direkte pralede med. Han kom fra en gammel slægt af rabbinere, men familien konverterede nødtvunget til den luthersk-evangeliske tro. Faderen havde intet valg, hvis han fortsat ville virke som advokat i et restriktivt Preussen.

Hvordan det må have været for den unge Karl Marx at vokse op som en jøde blandt kristne og som protestant i det overvejende katolske Trier, skal der nok ikke så megen fantasi til at forestille sig.

Radikale miljøer

Allerede som 17-årig flyttede Karl Marx til Bonn, hvor han begyndte sin jurastudier. Her blev han trukket ind i de radikale miljøer, men efter blot to semestre flyttede han til Berlin, hvor han slog over i filosofien. Det var i Berlin, han stiftede bekendtskab med Hegels filosofi. Tilbage i Rhinlandet blev han i 1842 redaktør på den liberale Rheinische Zeitung, hvor han mødte sin sponsor, Friedrich Engels. Bladet blev lukket i 1843, samme år som Karl Marx blev gift med Jenny von Westphalen - der senere renskrev hans ulæselige kragetæer.

Efter først at være gået i eksil i Paris og senere i Bruxelles, opgav han i 1845 sit preussiske statsborgerskab, efter at den preussiske regering havde lagt et stærkt pres på den belgiske regering for at få ham udvist. I 1847 skrev han det revolutionære skrift "Det kommunistiske Manifest", og i forbindelse med martsrevolutionen i Tyskland i 1848 vendte han tilbage til Köln, hvor han var leder af den revolutionære bevægelse. De det hele var slået ned, kvitterede Preussen det hele ved at gøre ham statsløs.

Derefter stod den for tid og evig på eksil i London, hvor han ligger begravet. Her levede han af jævnlige pengeoverførsler fra Friedrich Engels - i lange perioder af kartofler dag ud og dag ind. En kost, der var med til at forværre hans helbredstilstand. Men - erkendte han også selv - sygdommen var også psyko-somatisk.

En katastrofe

I de sidste årtier af sit liv kæmpede han i London for at få "Das Kapital" skrevet færdigt. Det lykkedes ham kun at få det første bind gjort klar, inden han døde i 1883. Kladderne til de sidste to bind blev redigeret og udgivet posthumt af Engels.

I privatøkonomien var Marx en katastrofe. Han var så godt som altid flad, fordi han brugte pengene, når han havde dem - ikke kun på udgivelsen af sine politiske værker, men også på venner. En flink fyr var han dog ikke altid. Det kan man se på flere af de citater, der flimrer forbi en skærm i Karl-Marx-Haus. Kolerikeren Marx udfordrede flere af sine venner til duel, og socialistlederen Lasalle kaldte Marx for "en jødisk ******".

Hvorefter næste citat dukker op på tavlen: "Tvivl på alt".

Det var der mange marxister, der glemte.

(Artiklen er tidligere blevet bragt på FDMs hjemmeside som rejsetip - Siden lukkede 3. oktober 2017)