Vang Vieng er en lille, mere eller mindre undseelig by lidt syd for hjertet af Laos. For ikke så mange år siden var den mest af alt en lille landsby, som backpackere kun langsomt var begyndt at få øjnene op for. Indtil en mand fik en idé. Ejeren af en økologisk farm længere oppe ad floden fik den glimrende idé at sende sine frivillige ned gennem Nam Song floden, flydende i slangerne fra traktordæk. Det var en fantastisk idé.

Så god, at Vang Vieng et par år senere havde fået ry for at være Sydøstasiens party-hovedstad. Nogen havde nemlig fået øje på de frivillige farmere med deres voluminøse baderinge og havde kopieret ideen. 1000 frådende unge backpackere blev dagligt sendt ned ad floden, og et ordentligt vred barer havde derfor slået dørene op. Med reb fik de fisket tuberne ind, og med billig laotisk whiskey (billigere end drikkevand!) fik de dem drukket fulde. Det var opiumen og de store vandrutchebaner, de brugte til at slå dem ihjel.

Ikke direkte selvfølgelig, og det har mest af alt været folks eget vovemod, der har fået dem dræbt, eller i bedste fald lemlæstet. Over fyrre backpackere er døde på floden i forbindelse med tubing de sidste tre år. Så det skulle vi selvfølgelig prøve.

Der var dog lige en lille ting, der skulle overstås først...

Det tog under et halvt døgn, fra vi ankom, til bakterierne fra en buffet i Luang Prabang skulle vise sit grimme ansigt i Idas ellers sunde (og velskabte, hvis jeg selv skal sige det) krop. Min mave bulrede stadig derudad som et japansk atomkraftværk, så der var ikke meget tid til omsorg. I stedet udviklede det hele sig til en regulær slåskamp, om hvem der havde ret til toilettet mest. Hvis man ikke lige havde fået tilkæmpet sig kummen, kunne man i stedet få tiden til at gå med at vride sig i mavekramper på sengen. I fire dage skreg og snerrede vi af hinanden, hvis den anden tog sig for lang tid, hvilket i situationen var umuligt ikke at gøre.

Heldigivs kunne man i de stunder, hvor man havde nogenlunde styr på mavesitautionen, beundre det værelse, vi havde fået indlogeret os på. En Bo Bedre perle med kraftigt okseblodsfarvede vægge til at skjule muggen fra fugt og et vindue med udsigt til en arkitektonisk velfunderet væg.

Til sidst holdt vores kropsfunktioner op med at imitere et Las Vegas springvand, og vi kunne overskue situationen lidt bedre. Og Bo Bedre eller ej, første skridt var at komme så langt væk som overhovedet muligt fra et værelse der, hvis de havde myndigheder til at forbyde den slags, ikke ville være godkendt til at huse mennesker de næste ti år.

Med friske unge kroppe (der er stadig nogle dage, til jeg fylder 30) så Vang Vieng pludselig meget bedre ud. Vi fandt det bedste værelse, vi endnu har haft, med altan åben til tre sider og vinduer i værelset, der nærmest gik fra gulv til loft. Udsigten i Vang Vieng er fantastisk og med mindst ét ordentligt tordenvejr i døgnet, dejligt dramatisk. Så nu skulle vi tube!

Okay, der var faktisk en enkelt ting mere, vi skulle have overstået, inden vi vovede liv og lemmer. ScandAsia viste sig igen som den helt store helt, så med pressekortet i hånden tog vi om morgenen på Idas fødselsdag ud at flyve i luftballon. Ja, du læste rigtigt, luftballon. En af de der store, oppustede fodbolde, der driver rundt på himlen fyldt med folk under sig i en kurv. Ikke noget moderne kulfiber her, bare en flettet kurv som ligner noget, man kan få i legepladsafdelingen hos den lokale trælasthandel.

Der sad vi, 3-400 meter over jorden i Laos' eneste varmluftsballon, og kiggede ned på byen og den flod, vi senere skulle drive rundt i. Og det er fantastisk. Og varmt som bare helvede. Hvis man tror, man er ude i noget romantisk, mens man hænger der, overladt til en ung fyr i flyverdragt, så kan man godt tro om igen. Dysserne er mindst 2000 grader varme, og de larmer som jetmotorer, når de spyr ild op i ballonen. Ve det canadiske par, der havde fået placeret sig i midten af kurven.

Landingen var lige så uelegant, men til gengæld noget mere dramatisk, da vi landede midt på en landevej med elledninger til begge sider. 7 laoter strøg ud af en pickup truck, der havde fulgt efter os, og fik med et udkastet reb stoppet hele herligheden.

Senere samme dag tubede vi. Og for at berolige eventuelle familiemedlemmer eller fromme venner, der bekymret har læst med og ventet på at få beskrevet en opiumrus af de helt store på en flod, så bare rolig. Sidste august trådte myndighederne til, og tubing er en helt anden oplevelse end for et år siden. Nu er det mere en afslappet, drivende, lettere beruset oplevelse, som alle kan være med på. Barene er perfekte til at hænge ud i med petanque, volleyball og basket til de mere aktive tubere, og let hævede platforme til at slænge sine dovne kroppe på, hvis man skulle tilhøre det mere dovne segment.

På den måde fik vi også fejret Ida, og hvem kan slå en fødselsdag med tubing og luftballon? Dagen sluttede med et jungle/opium/pirat rave ude i en eller anden baghave, hvor nogle lokale havde sat højttalere nok op til at overdøve Distortion.

Vi endte med at tube tre dage i træk, hvor vi mødte rare og mindre rare og decideret mærkelige mennesker. Vi mødte sågar en svampepåvirket amerikaner, der direkte sagde, at Ida var alt for smuk til mig, fordi jeg jo ikke var noget særligt. Mens jeg måske kan give ham ret et stykke af vejen, svarede jeg med et "I find myself quite dashing", og lod det være ved det.

Den sidste dag var der en slåskamp mellem en amerikaner og tre hollændere, hvor de piger, der prøvede at blande sig, blev smidt væk som karklude. Så helt faldet ned er tubingen åbenbart ikke helt. Til gengæld var den lukket næste dag, så det lader til at være noget, de tager seriøst.

Vi mødte også nogle canadiere, skotter, købte officielt tubing tøj (som ikke er helt så fælt, som det lyder, men alligevel præcist så fælt som det lyder) og dræbte et par emsige kakkerlakker. Livet er stadigt sødt, mærkeligt og sært bekræftende.