Engang havde jeg aldrig skænket det et anstrøg af en tanke at værdsætte reklamationsret. Det gør jeg nu, efter at have prøvet ikke at have det. Jeg savner ved Danmark, at man får det, man køber. Her er alle køb forbundet med en risiko for ikke at få sin vare. For eksempel når man køber en bustur fra A til B, kan det ske, at man bliver sat af på en øde landevej halvvejs til B, hvor der venter en anden bus til B, som du skal købe en ny (røvdyr) billet til, medmindre du vil efterlades i den laotiske marsk. Eller når man køber en pindis for at lindre sit korpus' overophedning og åbner papiret til synet af en krakeleret masse, der tydeligt er blevet tøet op, frosset ned igen og derefter kørt over af en rullemarie. "You buy, you eat," får man at vide. Når jeg kommer hjem til Danmark, skal jeg bytte alt, hvad jeg køber, for at få afløb for mine frustrationer og vinde et par sejre i reklamationsgamet.

Midt i Tha Khaek, der ligesom resten af Laos er et miskmask af støvede landevejsskiosker, fallerede hytter og ikke så meget andet, ligger en vaskeægte backpacker-oase. Her udveksler solbrændte unge vesterlændinge med etniske posebukser og dreadlocks rejsetips over en iskold Beer Lao, mens matriklens dovne hund snorker i hjørnet af patioen. Hver aften bliver bålet tændt. Lydene fra en backpackers dirrende guitarstrenge sætter prikken over i´et i kliché og idyl.

I denne oase tilbragte vi to dage. Vi lavede ikke andet end at slappe af og drikke øl med Kevin, en gæv gut fra Idaho, som kunne fortælle røverhistorier om sine heltegerninger som brandmand og om sin manglende tiltro til det amerikanske retssystem. Og tretusinde andre ting.

Sebastian er hærdet fra Ecuador, når det kommer til kryb og kravl. Der er jeg ikke helt endnu. Kakkerlakker er stadig ikke mine venner, og klamme flyvebiller på størrelse med bagekartofler, der rammer mig på kinden, når jeg kører scooter, heller ikke. Til gengæld er jeg ikke bange for firben længere. Faktisk skete der et kvantespring på den front under vores ophold i Tha Khaek. Ikke den første nat, hvor den største trussel på vores værelse var en israeler, som vi havde forbarmet os over og lånt vores ekstra seng til. Men den næste nat havde vi et firben på vores værelse. Det ville jo ikke være første gang, at et halvstort dyr skulle genere min søvn korporligt, så jeg ville helst have slamberten ud inden sengetid. Seb prøvede på pædagogisk vis at forklare mig, at den hed Jasper og var en rigtig venlig øgle, men det skar ikke helt igennem. Først da jeg prøvede at jage den ud, mens den flygtede og flygtede og i kampens hede åd en irriterende natsværmer, gik lyset op for mig. Jasper og jeg havde samme målsætning her på værelset; at undgå hinanden og dræbe insekter. Den åbenbaring gjorde, at vi kunne være venner og overnatte i samme rum. Faktisk var jeg i lidt vemodigt humør om morgenen, da jeg skulle sige farvel til det firben, der fjernede min væmmelse for firben.

Ironisk nok fik jeg samme morgen øjenkontakt med Jaspers lillebror, der sendte mig et gavtyvagtigt blik fra et sted, som bestemt ikke er beregnet til firben. Indersiden af min bh. Hvilken lyd var højst? Mit dybfølte og skingre forskrækkelseshyl, da øglen blev lidt for nysgerrig efter modermælk? Eller Sebastians vriskende grinehvin, der som antiloper på savannen galopperede ud mellem mundvigene? Følg med i næste afsnit.

Ordbog

Næste afsnit: Giver dig næppe svar på ovenstående.