Vi havde nærmest ikke forladt vores hostel i Thakhek, så det gjorde godt at komme ud på eventyr igen. Laos har ikke meget at byde på, især ikke i forhold til de turistmagneter, der grænser op til. Og her ligger Laos til gengæld godt. Med alle de andre rejsende travlt optagede af at få syet jakkesæt i Hoi An eller drikke sig en bjælke i øret på Khao San Road, er der nemlig knap så meget pres på den destination, vi havde sat os som mål.

Konglor Cave er ikke hugget i granit, men langsomt gnedet gennem et bjerg af vand og vind over de sidste mange tusinde år. Der løber en flod igennem, der er edderkopper på størrelse med knytnæver, og man sejler igennem i små kanoer. Først skulle vi dog derud, men for ikke at kede jer for meget med endnu en beskrivelse af de modbydeligheder, man kan blive udsat for i asiatisk transport, vil jeg foreslå dem, der ikke kan være foruden, at genlæse et af de tidligere afsnit. Det er altid besværligt at rejse rundt hernede.

En enkelt ting, der dog fortjener at blive nævnt, er et direkte resultat af vejenes tilstand, bussernes ligeså og chaufførenes hazarderede kørsel. Halvvejs mod grotten fik jeg kigget til venstre i samme øjeblik, som Ida blev vækket ved at blive kastet 40 centimeter op i luften, bogstaveligt talt, da bussen kørte over et bump. Forestil dig udtrykket hos et får, der bliver førstegangsforulempet, og så har du et rimelig godt indtryk af Idas ansigtsudtryk.

Ude ved grotten blev vi præsenteret for en stak redningsveste og en komplet uduelig bro, som arkitekten havde valgt at bygge mestendels et godt stykke under vand. På midten bulede den op og tjente som broer gør bedst, ved at holde eventuelle forbipasserende tørre, men det gjorde ikke meget for den almene følelser af at være gennemblødt fra knæene og ned.

Ordet grotte giver forskellige associationer hos folk, men sikkert ikke nogen, der rammer Konglor lige i øjet. Med sine 7.5 kilometer tager det tre kvarter at sejle fra den ene ende til den anden. Nogle steder er der hundrede meter til loftet, og lommelygterne må give fortabt, før de rammer loftet. 80 meter bred. Stalakitter. Stalagmitter. Og en masse andre beskrivende tal og ord. Storslået.

Desværre blev den sidste del af turen for mit vedkommende en noget blandet oplevelse. Jeg havde tilsyneladende fået noget dårlig kylling tidligere, og efterhånden som min mave fik behov for aflad, faldt oplevelsen tilsvarende. Jeg bad til, at vi gjorde holdt på den anden side. Lykkeligvis gjorde vi, og med det samme vi ramte bredden, sprang jeg ud af kanoen og op mod nærmeste toilet. Med hængelås! Tyve meter hen til kiosken i fuldt firspring senere fiskede jeg febrilsk efter noget, der var mindre end en 50.000-lap til at betale de 1000 kip, det kostede at få udleveret nøglen, men måtte give fortabt. Adskillige børn blev født og gamle erklæret døde i den tid, det tog kioskdamen at finde byttepengene frem. Jeg ræsede tilbage til toilettet, kun for at finde ud af, at den sadistiske K****** havde stukket mig et nøglebundt med 10 forskellige nøgler. Panikken var total. Alt imens jeg fumlede med nøglerne, tænkte jeg på, hvor meget det hele var begyndt at ligne en dårlig film. Så smuttede den rigtige nøgle på plads. Døren blev låst op. Bukserne trukket ned. Forløsning.

Senere om natten blev vi vækket af et tordenskrald, og vi forelskede os begge to en lille smule i Laos, alt til trods.