Hejsa alle.

Nu er der der praecis gaaet en uge her i Kampong Langsat. Jeg har boet hos "min familie" der hedder Denis til efternavn.
I faar foerst lidt at hoerer om min familie for denne uge. Det er nogle meget interresante og selvfoelgelig soede mennesker.
I huset bor der tre damer - auntie (kender ikke hendes navn da vi bare skulle kalde hende auntie), Elizabeth og Theresa.

Auntie:
Hun er mor til 5 boern og ejer grunden og huset vi bor i. Hun er 68 aar gammel og lever af at saelge tobak for diverse markeder rundt omkring, som hendes boern koerer hende til. Hun kanikke en dyt engelsk, ligesom jeg ikke kan noget malaysisk. jeg dog alligevel at hun til tider tror jeg kan da hun ofte snakker flydende malaysisk til mig, hvor jeg bare sidder og kigger haabefuldt paa hende at hun vil bruge en smule kropssprog. men nej.
Hun er rigtig dejlig og det virker til hun nyder vores selskab.
Hun er rigtig god til at leve sig ind i film naar hun ser fjernsyn. Hun raaber og skriger mens hun hopper op opg ned. Det er en oplevelse i sig selv at se paa hende naar fjernsynet koerer.

Elizabeth:
Er omkring 40 aar gammel og arbejder hjemme i huset. familien styrer internetcafeen i landsbyen saa der gaar meget tid for hende i computerrummet. Hun taler en smule engelsk og vil rigtig gerne laerer mere. Hun er et barn (Mark paa 14 der ogsaa bor i huset) som hun fik med en mand men som hun maatte flygte fra grundet af vold. Man kan godt maerke at Elizabeth har nogle ar paa sjaelen, men hun faar det bedste ud af hverdagen. Hun er en rigtig god kok og har mange gange taget mig med ud i koekkenet for at laere nye ting.saa jeg siger jeg jeg har faaet kokkereret.

Theresa:
34 aar gammel og snakker rigtig godt engelsk. Hun er skide soed og vi har akkurat den samme humor. Hun kommer sent hjem fra KK, men vi har det rigtig sjkovt naar hun er hjemme. Hun er rigtig god til at tage os steder hen og giver os en paa opleveren.

Overodnet om familien kan man sige at de er helt igenne kristne. Vi beder bordboen ved hvert maaltid og gaar i kirke om soendagen. Trine og jeg var med i soendagsi kirke. der var sindsygt mange mennesker, og der blev snakket e hel del med jesus kristus. Praesten lignede mest af alt en der var ved at falde i soevn. Det var rigtig spaendende at foegle messen og at finde ud af hvor troende familien egentlig er, da det ikke ellers er noget man maerker paa dem. Eller jo hele huset er fyldt med jomfru maria og citater som i ser paa billdet Jesus is your savior. Jomfru maria haenger ogsaa og daengler i forruden af theresas bil.

Ja I har nok ventet paa at hoerer hvad jeg egentlig har lavet i denne uge. jeg har selv vaeret meget spaendt paa hvad der skulle ske nu hvor vi ikke kunne komme paa skole og undervise. Vi har lidt i ugens loeb blevet kastet rundt som en bold tild e forskellige mennesker, men vi har vaeret gode til selv at sige til og fra og arrageret lidt paa egen haand, med hjaelp fra hele landsbyen. For saadan er landsbylivet her. man hjaelper hinanden. Det har nok ogsaa meget at sige at alle i byen paa en eller anden vis er familie relateret. Hvergang vi moeder en er den ofte en onkel, tante, kusin eller faetter vi hilser paa. Vores nabo som jeg ikke kender navnet paa da vi kalder ham onkel fortalte at det er saadan i det fleste landsbyer, dvs. at alle er i familie.

Det foerste vi lavede var loerdag hvor vi tog med Theresa og hendes kusine michelle (vores nabo) til bryllup. Det var rigtig sjovt at opleve en bryllup. Bruden og brudgommen sad hele aftenen paa deres flade numse som to statuer mens folk havde det sjovt. Folk skulle gaa op til dem og snakke hvis de ville, hvilket ikke mange gjorde.
Der var selvfoelgelig band som lagde op til at folk skulle komme og synge. En mand hiver fat i mikrofoenen (halvberuset) og vil rigtig gerne byde en af de hvide piger op til traditionel dans. Vi sidder lidt og kigger foerst men saa griber jeg da chancen og kommer op foran alle mennesker og ca 50 kameraer og begynder at danse dusun dans der egentlig bare gaar ud paa at vifte med armene af hvad jeg ved af. De var elle vilde og resten af aftenen var vi ikke sluppet ude af syne. Gommen kommer endda senere hen paa aftenen personligt hen til mig og spoerger om jeg ikkenok vil synge en sang da bruden oensker det meget hoejt. jeg spoeger om de har engelske sange og jo de havde mindsanten en enkelt og dte var en sang der var alt andet end romantisk. Men de blev glade og gommen sagde endda til mig da vi sagde farvel "you made my wedding happening" jeg vidste ikke hvad jeg skulle svarer igen, saa smilede blot og gav ham en knuser.

Vi har ogsaa udnervist (leget) med noegle af boernen fra landsbyen. De smaa piger var meget intereseret i os, og det var rigtig sjovt at lege med dem. Vi har ogsaa vaeret emd onkel (naboen) ude og bade i en flod. det var saa idyllisk og dejligt at tage en dukkert. Vi har saadan set lavet en masse smaating her og der i ugens loeb. det har vaeret rigtig hyggeligt. Bre og gaa en tur i landsbyen bliver man budt paa risvin. Naar de gamle er blevet godt fulde begynder de at sli[ppe for mundtoejet og reagere akkurat ligesom auntie. snakker malaysisk. Men de er jo saa soede, saa jeg ruger min faa verber jeg kan paa malaysisk og vi faar faktisk en rigtig god samtale :)

Imorgen skal vi med auntie paa marked sammen med theresa. Om aftenen har vi vist planer om at tage paa den lokale karaokee bar og drikker noegle oeller med nogle af theresas venner "hvis de toer" som theresa sagde. Soendag skal vi paa marked i KK en kaempe stor marked siger de det er, saa det ser jeg meget frem til. Det er lige mig :)
Tirsdga vender vi snuden mod sandakan, men mon ikke jeg faar skrevet inden. Hvis jeg kender mig selv ret. der er jo nok noget jeg har glemt at fortaelle jer.

Tak for alle jeres mails. Jeg saetter stor ris paa det, og glaeder mig hvergang til at aabne mailen og se hvem der har sendt tanker fra dejlige Danmark.

mange knus Ann-Sofia