JowJow

Altid mest spændende dage, når grænser til helt ukendte lande skal passeres. Hele følesspektret kommer i brug – kommer man overhovedet over grænsen, er der noget man har glemt som lukker og hvis det ikke lykke, hvad så. Du kan ikke bare ringe til en ven eller en ambassade, ekstrabladet er nok heller ikke interesseret – du har kun en ven!

Pakket og ude af døren kl. 7 – måtte banke parkeringskonen op og så forsøg på at slippe ud af byen i retning Mx. Det lyder nemt, men er det ikke – skilte findes, men fortsættelsen mangler – ud af byen i riggtig retning kom jeg. Kontrolposterne var heller ikke rigtig vågnet op, så de lod mig i fred.

Jeg har jo betalt 200 US$ depositum for bilen i Mx, den skulle jeg jo gerne have igen inden jeg regner med at forlade landet ved middagstid. Mine canadiske motorcykelvenner var jo blevet jaget 100 km tilbage til 243 km stenen. Hva så? Nu kørte jeg 170 km nordpå til den Panamerikanske Hwy, hvor skulle jeg få mine penge igen? Da jeg skulle tanke spurgte jeg tankfolket, hvad de troede om det, de vidste bestemt at jeg skulle tilbage til Tapachule og vente til mandag – det tog lige toppen af humøret!

Der var langt til grænseovergangen La Melissa, selv om jeg kørte langs grænsen hele tiden. 5 km. Før grænsen var der noget der lignede et kontrolsted, jeg kørte forbi, men vendte om, skader jo ikke at spørge – og nej det var ikke her, men i bygningen ved siden af – jubelscener – 20 minutter efter var bilen klareret ud af Mx og pengene tilbageført til min konto, og det tror jeg på! Jeg glemte s¨, eller tænkte ikke på, at passet selvfølgeligt også skal stemples her 5 km før grænsen. Det fik jeg så at vide veed grænsen og jeg tog med glæde turen tilbage og fik mit stempel – det triggige er at ingen kontrollerer at jeg har gjort det og problemerne først opstår senere – måske.

Guatemaleanerne! Havde stillet trekant vejafmærkning og en kraftig bom. Det startede med at bilen blev sprøjtet med en havesprøjte, så kunne jeg komme ud og vist hen til kassen for bat betale 80 Zentales (tror jeg de hedder) Jeg spurgte sene, hvad de 80 z var for og fil med et skævt smil at vide at det var for desinfektieringen af bilen! Jeg havde jo ikke lokal mønt, men det havde de forudset, ham med seddelstakken stod lige uden for – jeg forsøgte at forhandle en god kurs på Pesos – han gik ikke over 50 altså 2$ til 1 Z – sådan måtte det så være. Senere betalte jeg 160 z for at få bilen med ind i landet.

Udenfor bommen vekslede jeg 1000$ til 550´- lidt bedre, men det går ordentlig til.

Hele indrejsebehandlingen foregik i den venligste og mest imødekommende facon.

Jeg blev mildest talt chokeret over benzinprisen 30-32 Z det svarer lidt til svenske kroner og er helt vildt. Indtil en forklarede mig at her møler man i Mx gallon, det gør man ikke en gang i Mx, men det bliver så i stedet noget med 6 kr. L – det passer jo bedre.

Jeg skulle jo ringe til Don Abelino og fik en pengehaj til at ringe. Han blev glad for at høre liv og lovede at finde mig når jeg kørte ind i La Laguna. Jeg påstod at jeg selv kunne finde byen – hvilket opså lykkedes efter et par små fejl. Jeg så ham før han så mig, han havde ellers lavet et skilt, som han altså først fik frem da jeg stod af vognen. Han hoppede ind og vi kørte ad hovedhaven, hvor alle tydeligvis vidste hvad det drejede sig om. Vi mødte også min professor, hun siges at være meget skrap, det kan jo nok også være nødvendig.

Vi kørte direkte til mine værtsfolks hus og ramlede ned i et religiøst møde. Jeg kunne køre direkte gennem den låste port. Familien består af en kone, hendes teenager datter og søn. De har en dejlig grund, med flotte træer og planter, en papegøje, em kanin og en hund.

Alle de religiøse var henne at hilse og en ville vi om jeg havde en religion – jeg sagte nej og han forsvandt hurtigt, dog først efter at have spurgt om jeg var interesseret i at være med i en engelsktalende gruppe.

Jeg har et anneks med gang, 2 værelse og badeværelse. Hele møblementet består af en send, et bord og en havestol. En lampe i loftet udgør underholdningen – der er eget badeværelse med bruser og træk og slip – kun mangler man at få indlagt vand, men der står da en spand vand ved siden af toilettet. Et andet sted over græsplænen er der et bruserum med dejligt koldt vand.

Nu kalder konen og der spises kl er 18:30

– pause-

hun spiser ikke med - kun de store børn og mig.

Portionsanretning med en tallerkenfuld sorte bønner i egen sovs og noget pølse vendt i æg – serveres med salsa og frisk ost i skåle. Dertil et krus hjemmelavet kaffe – absolut velsmagende. Hjemmelavet kaffe har her en anden mening end i DK. Bønnerne er selvplukkede og tørrede – derefter brændt og malet. Alle her taler Pipo, hvilket også bruges i undervisning i folkeskolen og spansk, som alle formodedes at kunne.

Drikkevandet kommer fra husets eget filtersystem, gad vide om maven kan tåle det, men sådan er det bare.

Maden laves over åben komfur med brænde. Der er køleskab og microovn, men vist ingen fjernsyn. Mobiler er der nok af.

Husets spisetider er 7:30, 13:15 og 19:00 – så kan der lige blive 5 gange undervisning og så må vi se hvordan resten af dagen går.

.