Lige nu irriterer det mig at jeg ikke kan tale spansk - efter mere end en uge burde jeg være i stand til at udtrykke mig bedre! Alle andre taler spansk og ingen taler andet. Jeg føler at jeg ikke kan slippe ud af sprogburet. Og da ingen kan andet end spansk og med det mener jeg ikke et ord på noget andet sprog end spansk og deres eget sprog Popti, er man pisket til at bprøve. Vi snakkede om det på skolen i dag og min skolechef siger at skandinaver klarer sig efter ca 3 måneder og det forklarer han med at skandinaver er vandt til at lære fremmede sprog, medens amerikanere fra USA ikke har samme nødvendighed af at kunne tale andre sprog, da alle deres partnere taler engelsk. Så 3 måneder, det er jo også cirka, hvad jeg har! Mine 2 medstuderende fra Estados Unidos siger at de godt husker tiden hvor intet ville lykkes, men man forstod alt. Jeg bor hos nogle fantastiske mennesker som ikke ved, hvor godt de skal gøre det. Og jeg kan ikke vise min taknemmelighed ordentligt. Ingen dage har vi fået det samme og alle retter 3 gange om dagen er typiske egnsretter, tilberedt med omhu og med spændende tilbehør. Tilpas krydret. Jeg får typisk dobbelt portion og skal forklare mig ud af ikke at kunne spise så meget, men at det smager fantastisk, hvilket det gør. I dag fik vi et tilbehør til frokost som bare var fantastisk: friske jalopenos og hvide løg, alt hakket som vi normalt hakker løg. Marineret/flydende i masser af frisk lime/citronsaft. Især de skivestegte og sprøde bananer om morgenen, kan få en til at glemme jordbærmarmelade.
Alle i byen hilser på mig, som de forøvrigt gør over for hinanden hele tiden. I skolen og i familien fornemmer jeg en imødekommenhed, hvor jeg altid føler mig ligeværdig selvom jeg altid får den bedste plads på ladet af pickuppen eller det bedste stykke kage. At alle sørger for at alle får tilbuddet når der sker noget. Fx slutter jeg jo skolen her fredag middag og alle er bekymret for om jeg nu bliver i byen fredag aften, hvor skole holder grillfest og om jeg nu ikke deltager i turen til en sø i Mexico, forøvrigt over de floder jeg omtalte i bloggen i går. Turen foregår over ubevogtet grænse, den grænse, som kontrabanderne og bruger til åbenlys indsmugling af benzin lige forbi min dør her i La Laguna.

På den næste skole i Xela www.learn2speakspanish.com vil jeg starte med at bo på skole. Jeg vil dog straks i Xela undersøge mulighederne for at leje en lejlighed et par måneder for at få lidt privatliv - ikke at det fremmer det spanske, men jeg håber så at kunne slippe ud af buret. Endelig er Xela jo en by med masser af studiemiljø og deraf følgende cafeliv.
se: http://www.elmundoenespanol.org/quetzaltenango.html
 Byen er godt og ved på størrelse med Århus og minder på mange måder om hinanden, dog ikke i udseende, men i bylivet.

Det var lidt filosofia og nu lidt om dagen: Don Abelino er fasionerende med sin viden - idag snakkede vi lidt literatur og han talte om et dukkehjem - jeg forstod ikke et ord og spurgte bare for at spørge om han mente Ibsen, han lyste op og sagde ja - Herico Ibsen, han vidste dog ikke at han talte om en scandinav. Så vi fik vendt både Kierkegaard, Andersen og Sartre!

Kl 4 inviterede Don Abelino til gåtur langs floden Rio Azul, som skolen er opkaldt efter. Det viste sig at langs floden er der indrettet den mest fantastiske campingplads/picknikplads med overdækkede borde og bænke. Det bliver ikke brugt og de lokale bruger nu stedet til at grave sand op fra flodbunden. Sanden sælges så på det frie market. Sandet skarbes og af floden med en slags bøjet skovl - bæres op på pladsen og tørres og lægges i bunker. Alt med håndkraft. Da vi var der kom 2 lastviler med lad og ved omkring 20 mænd gik i gang med at smide sand op på lastbilen med skovle - gad vide om de er færdige nu?