Morgenen i Dalat stod på morgenmad på hotellet, inden turen gik videre ud i det fantastiske vietnamesiske landskab. Humøret var højt hos de gæve bikers, og det lagde an til en god dag, hvilket det også blev.

Første stop var ved Dentalan vandfaldet, kun lidt uden for Dalat, hvor vi skulle gå gennem en frodig regnskovslignende natur, for at komme til det enorme og meget storslået vandfald. Et rigtigt smukt syn, og bossen Bang mente at et familie foto foran vandfaldet, var uundværligt. Efterhånden er vi nok ved at have et halvt hundrede familiefotos fra vores easyrider tur - spørgsmålet er om behovet fra chaufførene for at fotografere os ikke var større end omvendt - måske var det Emmas fede Nikon, der trak. På vejen tilbage tog mor, Nis, Emma, Agnes og Ditte en af forlystelserne i naturområdet, som tildels var blevet en "forlystelsespark". Turen viste sig at være en kortvarig fornøjelse, men vi slap da for gåturen op.

På vej ned til vandfaldet var der som altid en række souvenirs, som vi hurtigt forcerede, men alligevel --- I løbet af de seneste uger har far Ole udviklet en passion for glade buddha'er. Det er kommet snigende til ham - startende på marmorfabrikken, hvor han begyndte at lege med tanken om at få sendt en et tons tung figur i marmor til Danmark, men der var ikke rigtig andre i familien, der tændte på ideen. Efterhånden er der dog andre familiemedlemmer, der har fået øjnene op for det fantastisk livsbekræftende, der er i den glade Buddha. Næsten al religion er forbundet med tungsind og regler, men den glade Buddha udstråler et livsmod og glæde - fantastisk.

Den forplantede interesse, forårsagede, at Ditte og Charlotte tidligere på ugen investerede i et par mindre figurer, men nu - på vej ned til vandfaldet, faldt far Ole så pludselig over en glad Buddha, som han ikke kunne lade blive tilbage i Vietnam. Buddha'en var ikke færdig, og måske heldigvis, da kunstneren sluttede sine mesterværker af med at polere tingene i en grad, der ikke var særlig interessant. Den næsten færdige træfigur - fremstod derimod på en helt anderledes måde rå og flot.

Der blev udvekslet lidt priser på vej ned til vandfaldet og så ikke yderligere. På vej tilbage valgte pigerne og Nis, jo at tage en rutsjebane op og Ole og guiden valgte altså at gå. Det udnyttede Ole til at få en snak med guiden om, hvor meget man kunne tillade sig at handle med en kunstner, der i den grad havde lagt sjæl og arbejde i den omtalte Buddha. Strategien var dermed klar - nu skulle der handles. Og det blev der, kunstneren var ikke til at hugge eller stikke i, men Ole var brændt varm og det lykkedes faktisk at ramme den pris der var limit inden forhandlingerne. Sådan - eller næsten, for nu var næste problem, hvordan i alverden skulle vi få den pokkers træklump med på motorcyklerne eller for den sags skyld i flyveren. Nå ja, vores altid positive easy riders løste det første problem, så må vi finde ud af resten senere.

Næste stop kom kort efter, hvor vi skulle besøge en landsby, hvor de dyrkede og tørrede svampe. Alle husstande var involverede i produktionen. Svampene blev dyrket i store telte i mørke og plastik, der var fyldt med savsmuld fra gummitræer - et sælsomt syn, og et udtryk for en enormt tilbagestående industrialisering - på godt og ondt. Hver gang vi holdt stop, blev vi præsenteret for nye frugter og krydderier - her var det passionsfrugter og senere var det peber, kærligehdsfrugter og meget andet som vi ikke engang kender navnene på.

Kort efter holdt vi hos den etniske minoritet Koho, der også er en fattig gruppe, der bl.a. ernærer sig ved kvindernes fantastiske håndarbejde og mændenes gode sans for landbrug. Vi så vævede tørklæder, sengetæpper og duge som var så fantastiske at det vi hidtil havde stiftet bekendtskab med, næsten kom til at blegne. Da vi hørte priserne, var vi enige om - at her skulle der ikke handles. 600.000 don for et håndvævet sengetæppe af 80% silke og 20% bomuld, det svarer til ca. 160 kr. Et lille kuriosum var, da vi spurgte til om man ikke kunne bruge sengetæppet til dug, da vi synes det var pænere end de duge, der også var til salg. Hertil kunne den fantastisk imødekommende kvinde oplyse os om, at sengetæppet var for flot til dug - en meget sympatisk prioritering - men hun havde også fire små børn og en femte på vej.

Efter yderligere nogle stop, med nogle fantastiske synsoplevelser og en udmærket frokost begav vi os videre mod nationalparken, Cat Tien. Vores rutinerede chauffører var stadig fulde af kunster og ballade - meget underholdende. Det næste de præsenterede var en lille smutvej, hvor vi kunne skære 15-20 km af ruten - helt fint med ømme bagdele in mente.

Det var dog en af de mest underholdende genveje vi nogensinde havde oplevet. Efter ca. fem km. stoppede vejen ved en lille flod, hvor vi kunne se en tømmerflåde af bambus på den anden bred, bemandet med en ældre dame, mindst lige så gammel som hende vi havde fejret et par dage tidligere. Derudover var der en lian trukket fra den ene bred til den anden så den gamle dame kunne trække tømmerflåden frem og tilbage og fragte passagerer over - inkl. motorcykler og pakkenellikker, godt nok af flere omgange - men alligevel imponerende.

Lidt senere var vi fremme ved endnu en flod som vi skulle forcere i et lidt mere civiliseret fartøj for at komme over til vores destination i nationalparken.

En lille afstikker, til læserens forklaring - vi havde truffet et meget klart valg før vi tog hjemme fra. Vores tur skulle være en oplevelsestur - ikke en luksusferietur. Vi var tidligt meget enige om, at graden af oplevelser ofte er ligefrem proportional med, hvor tæt man lever på den lokale befolknings præmisser. Vi har levet i den bedre del af "backpacker" niveauet hidtil og det har været rigtig fint, men også noget højere end det den almindelige vietnameser, normalt ville kunne gøre. På vores easy rider tur har vi derimod levet på samme niveau som vores chauffører - og vi har tydeligt kunnet mærke, at vores teori om oplevelser har været rigtige, men vi glæder os også rigtig meget til at komme tilbage til vores normale standard.

Ankommet til dagens overnatningssted besluttede vi os for at tage med på natsafarituren et par timer senere. Først et par hyggeøl med vores chauffører og så afsted. Vi havde sat næsen op efter næsehorn, aber og krokodiller, men måtte nøjes med nogle mindre eksotiske dyr, en ugle og et ubestemmeligt kræ - samt en hulens masse insekter. Men en fantastisk oplevelse var det alligevel at bevæge sig rundt på ladet i en lastbil i en bælgmørk jungle, uvidende om, hvad der pludselig ville komme springende.

Der kom ikke nogen overraskelser - i hvert faldt ikke før vi skulle i seng, hvor Ditte stak i et hyl, der fik hidkaldt en af vores chauffører der måtte tage affære i forhold til den største edderkop vi nogensinde har set in real life.

Dag 21, ud af sengen, morgenmad, tilbage over floden, op på cyklen. Ignorer de ømme bagdele og så afsted på de sidste 160 km.

Vi havde ikke mange synsoplevelser, men vi nåede at se et lille teglværk, hvor de lavede mursten, der minder en hel del om vores - det gør produktionsmetoden så til gengæld ikke. Hold fast hvor er det primitivt.

Et lille stop ved en fiskerby, ellers kun stop nødvendiggjort af mangel på blodcirkulation, væske eller kulhydrater.

Dagens oplevelse var imidlertid at opleve den stadig stigende trafikmængde jo tættere vi kom på Ho Chi Minh centrum. Hanoi var slem, men lidt af et provinshul i forhold til HCM.

Vi havde heldigvis kun oplevet Hanoi som gående eller passagerer i bus eller taxa. Nu sad vi på motorcykler på vej ind i en by, der er så kaotisk, at det ikke lader sig beskrive.

En tur gennem HCM´s trafik på motorcykel svarer nok nogenlunde til at lave et bungeejump uden elastik - chancen for at overleve er ikke stor. Chancen for at seks mennesker overlever er dermed nærmest ikke eksisterende. Vi var sikre på at gamle Nis ville have fået spærret forældrene inde og tvangsfjernet børnene med det samme, hvis han havde set, hvad det var vi havde gang i.

Vi sprang allesammen - uden elastik - og overlevede - YES.

HCM er i modsætning til Hanoi meget mere vestligt inspireret, men man kan stadig genfinde gadekøkkener og meget af den særlige vietnamesiske/asiatiske atmosfære endnu - heldigvis. Aftenen blev brugt på at gå lidt rundt og bare opleve. Noget fantastisk mad på en japansk restaurant og så lidt rapportskrivning til bloggen. De næste dage skal HCM indtages - før turen går hjemad igen - desværre.