Profile
Blog
Photos
Videos
Lad det være sagt med det samme, vi vidste at dag 9 ville være en dag, der ville blive præget af transport - det stod ligesom i programmet. At transporten så også havde forplantet sig til flere af vores tarme, var vi så ikke helt forberedte på - mere om det senere.
Fra hotellet på Cat Ba Island, var det tidligt op og med bus til havnebyen ca. 25 km væk. Tilbage på båden, en hurtig kop kaffe og tidlig frokost, og så ellers 180 km, eller fem timer i bus. Ja så lang tid tager det at køre i bil i Vietnam. Der er en positiv ting at sige om deres trafikale evner, de kører ikke for stærkt.
Tilbage i Hanoi var klokken efterhånden blevet fem og vi var nået tilbage til vores hotel, hvor vi ville blive afhentet kl. 22.00. Med andre ord, de sidste fem timer i Hanoi's intensive og anarkistiske trafikkaos. Først en kop kaffe hos den lokale kaffedame, der samtidigt gav anledning til endnu et indkøb, så vi heldigvis har noget at fylde i de næsten tomme rygsække. Et indkøb i en prisklasse, der i øvrigt får danske priser til at minde om ren discount, men det skulle vist også være godt. Bønnerne er slugt af en væsel, skidt ud og vasket rene - fantastisk men sandfærdig historie. Og så skulle der selvfølgelig også noget grej til at lave kaffen med.
Og nu vi er ved det med mave tarm systemet. Så startede Ditte dagen med at have meget dårlig mave og Agnes fik det pludselig meget skidt i Hanoi, hvor hun kastede op flere gange i byens nedløbsbrønde. Ikke særlig rart for den lille, men hun var godt nok tapper. For det ikke skulle være løgn tog Charlotte også lige en lille tur om aftenen, som vi havde lidt sjov med.
Efter kaffen fik, dem af os, der kunne have noget, noget at spise. Rigtig lækker mad på en fin lille restaurant. Tilbage til hotellet, hvor vi blev samlet op og kørt til banegården og sendt med nattoget til Hué - så sandelig en noget anden kvalitet end til Sa Pa - og det var ikke til det bedre.
Vi ankommer i morgen ca. kl. 11.00 - og møder formentlig en helt anden verden - vi glæder os og vil drømme søde drømme indtil da.
- comments