Efter at have spist morgenmad på hotellet, blev vi hentet af vores guide og chauffør kl. 8:00. Turen gik nu langt uden for den tidligere kongeby, Hué's bymur. På vejen var guiden meget engageret i at fortælle, og faktisk ikke dårlig til engelsk, hvilket vi før har været udsat for. Det første stop var ved den officielle grænse mellem Nord- og Sydvietnam efter delingsaftalen i 1953, hvor en flod markererede adskillelsen mellem nord og syd. Guiden var meget engageret og fortalte om symbolikken i flag og hvordan man har brugt propaganda under krigen i form af store højtalere både nord og syd for floden.

Videre gik turen til den demilitariserede zone (DMZ), som floden var en del af. Efter aftalen om at dele Vietnam i nord og syd, fik befolkningen 300 dage til at beslutte sig for om de ville til nord eller syd. Efter det tidspunkt var det forbundet med dødsstraf at forsøge at forcere floden.

Efterhånden som vi kom længere frem, kunne vi for alvor se konsekvenserne af amerikanernes indtog. Vi besøgte en kirkegård og en amerikansk base - uhyggelige symboler, på en totalt fejlslagen amerikansk udenrigspolitik.

Så kom vi til turens højdepunkt, Vinh Moc Tunnel, et kæmpe underjordisk gang- og opholdssystem der blev skabt efter amerikansk bombning af en lille landsby, hvor den lokale befolkning besluttede sig for at etablere det fantastiske og meget fascinerende underjordiske anlæg, for at beskytte sig selv.

Anlægget er etableret i tre niveauer, således at dele ville overleve et bombardement fra amerikanernes side. Meget snedigt. Hver familie havde et areal på ca 2-3 m2, så der var ikke meget at give plads på. Til gengæld var der ca. 2 km ganganlæg. At anlægget var mere end blot et opholdssted for de ca. 80 familier gik hurtigt op for os, selvom det ikke fylder meget i de vietnamesiske beskrivelser. Familierne har haft en strategisk vigtig forsvarsrolle i forhold til amerikanerne. Det dybeste niveau i anlægget var f.eks. reserveret til våben - og det var ret tungt materiel. Anlægget ligger meget strategisk lige ud til kysten, hvor man kunne holde øje med den amerikanske flåde, og beskyde den fra flere positioner. Og der havde tydeligvis været mange kampe.

At amerikanerne også havde været meget interesserede i at få ram på anlægget, vidnede adskillige bombekratere om. Man vidste hvor anlægget lå, men det lykkedes aldrig at ramme det, selvom man brugte specialdesignede spiralbomber, der borer sig ned i jorden og først detonerer, når de rammer lufthuller (ganganlægget)

Det var en storslået oplevelse, der på fineste vis illustrerer noget af den utrolige modstand som amerikanerne har været oppe imod og som de tydeligvis undervurderede - befolkningens sammenhold. Vores guide fortalte os, at det var gået op for amerikanerne, at det ville være utroligt vanskeligt at ramme forsyningskanalerne, fordi man brugte cykler, som man læssede med op til 250 kg og trak dem op til 800 km gennem landet i Ho Chi Minh trails. Jamen kan det være så svært at ramme? Ja når man ser Vietnam vil det nærmeste betyde at man skal nedkæmpe hele civilbefolkningen.

Tilbage til civilisationen fik vi lidt frokost og kom videre ud på vores tur. Vi kørte op til en amerikansk overvågningspost, der kun kunne nås med helikopter - Rockpile. Et af de mere berømte slag har også stået på de kanter. Der står stadig et flag på toppen af bjerget, men det er så også det der er at se. Samtidigt mødte vi endnu en af de utallige etniske minoriteter, Vin Kie - og de var tydeligvis meget fattige og ikke vant til turister - sådan som vi tidligere har mødt. Der var ikke noget tiggeri blot undren over hvad vi var for nogle skabninger. Når man så ikke kan leve af at tigge hos turisterne, hvad finder man så på? Smugleri og ulovlig fældning af træer! Der lå et læs træ som vores guide med det samme kunne konstatere at det hørte til i den kategori - klar til at blive smuglet ud af landet.

Laos er kun 30 km væk så alt hvad der har med narkotika at gøre er også oplagte smugleremner - og det er så det arbejde som stolte stammefolk nu er overladt til at udføre.

Nu ventede en lang køretur hjem til hotellet hvor vi landede ca. 17.30. Kl. 19 gik vi på restaurant - og den var rigtig god. Hold da op, en franskmand havde stedet, men det var bestemt vietnamesisk mad der blev serveret så lækkert. Fem retters menu bordet rundt, dyr vin (25% af prisen), drikkevarer og drikepenge. 2.000.000 vietnamesiske don, eller 550 kr. det er da til at forstå. I øvrigt vores klart dyreste aften indtil nu.

På vej hjem skete miraklet - en café med Eurosport hvor det var muligt - kl. 20 om aftenen og følge de sidste halvanden time af Tour De France - sådan. Hvor smager en kold øl dog fantastisk i det selskab og så er det jo super at se TDF live om aftenen p.g.a. tidsforskellen.