21/12 - Takaka

Tirsdag skulle være endnu en dag, hvor vi måtte vågne til lyden af styrtende regn. Vi tillod os derfor at sove helt til kl. 9.45. Mandag erfarede vi, at New Zealand altså ikke er synderlig spændende, at opleve i regnvejr, da man ikke kan se den ellers så flotte natur. Hele tirsdag formiddag tilbragte vi derfor indendørs og slog igen tiden ihjel med sudoku, kryds og tværs, jagtblade og facebook.

Ved middagstid regnede det stadig, dog ikke i så store mængder, at vi ikke turde bevæge os ud. Så vi hoppede i shorts, badesandaler og regnjakker og gik en tur ned i byen for at handle. Vi besøgte nogle butikker på vej hen til indkøbscenteret - ikke noget overvældende… Lad os bare kalde dem "kom-og-køb-vi-har-alt-butikker"! Vi købte altså ingenting før vi nåede indkøbscenteret, hvor vi som altid kan finde masser af lækkerier.

Tilbage på motellet for at spise frokost - sandwich (surprise!) og pizzarester. Efter vi havde mættet vores maver, begyndte det, efter to-tre dages regn, endelig at klare op. På med badetøjet og hurtigt sad vi i det blå lyn, på jagt efter en lækker strand!

Efter ca. en times kørsel, hvor halvdelen foregik på en grusvej som snoede sig oppe i bjergene, fandt vi en strand, at slå os ned på. Det var ikke ligefrem mors favoritrute - hun sad i hvert fald i samme anspændte stilling i al den tid vi kørte på denne strækning. Om det var af stræk for, at bilen skulle falde ud over skrænten eller om det var af skræk for, at bilen skulle blive begravet af mudder og træer fra bjergskråningen, ved jeg ikke - måske en kombi… På vejen mødte vi op til flere steder, hvor sand og træer fra bjergskråningen var gledet ud på vejen pga. al den regn vi havde fået de foregående dage.

Vi endte som sagt på en badestrand, Totaranui, hvor vi fordrev ca. to timer. Sandet var nærmest orangegyldent og bestod af en masse småsten. Det var ikke fint blødt sand, men det var fint til at solbade på. Vi kom også ud at lege i de store bølger. Det varede dog ikke i mange minutter før det blev for koldt. Vandet er altså koldt i forhold til, hvad det plejer at være i DK - og saltholdigt! Far og Sofie gik en tur langs vandkanten, hvor de fandt nogle store og flotte muslingeskaller. Da vi ikke havde flere småkager tilbage og lidt skyer begyndte at dække for solen, kørte vi tilbage mod motellet.

På vejen tilbage gjorde vi stop ved Wainui Falls. En gåtur på to km førte os ud til det største vandfald vi hidtil havde set. På gåturen kunne man hele vejen høre og nogle gange se, hvor oprørt og levende floden var, efter al regnvejret. Inden vi nåede frem til vandfaldet var vi blevet ført gennem små kolde bække og endnu en hængebro - hvor man kun måtte gå én person ad gangen. Vandfaldet var vildt, stort og sprøjtende. Det føltes næsten som om det regnede, da vi stod ved siden af. Vi gik de to km tilbage til bilen, og begav os hjemad.

Tilbage på motellet. Mor lavede tærte, mens vi andre nød det gode vejr. Lækkert!

Alle fik sig et bad og pakket kufferterne, så vi var klar til at køre tidligt til færgen i Picton onsdag morgen.