Profile
Blog
Photos
Videos
12/12 2010 - Maikens 20 års fødselsdag - Te Anau - Milford Sound - 120 km.
Kl. 6.30 stod far op! Vi har jo så travlt! Vi havde hørt, at trafikken til Milford Sound kunne være slem, hvis ikke man er tidlig på den.
Mor og Maiken kom ret hurtigt ud af fjerene - Sofie ligeså - men Stine ja hun har altså sovesyge - men op kom hun da.
Efter vores sædvanlige morgenbord med frisk brød, blødkogte æg og røræg - gik turen imod Te Anau.
Det var lunt i vejret, men ret overskyet nordpå, hvor Milford Sound ligger.
Køreturen til Milford Sound er, som det plejer at være her på New Zealand, utrolig flot - det er grønt og frodigt overalt. Terrænet er fyldt med grønne træer, store grønne bregner, palmelignende vækster, gule gyvel og lupiner i lilla nuancer. Dertil kommer søerne samt skift i højden.
Den første halvdel af turen var det relativt fladt terræn, så far kunne stort set følge max hastigheden i New Zealand på landevejene - 100 km/t - uden at mor skreg op. Mor synes ind imellem, at det er fuldstændigt uansvarligt, så stærkt man må køre i dette land. Den sidste halvdel bestod af let bjergkørsel. Der var enkelte hårnåle lignende sving, steder med broer, hvor der kun kunne være en bil i bredden og for dens sags skyld også i længden.
Vi ankom efter ca. 2,5 times kørsel til Milford Sound og sandfluerne - pigerne mente, at det var godt, at vi ikke skulle overnatte der - for hvad skulle man dog lave der! Langt ude i naturen med de smukkeste omgivelse - bjerge med sne på toppen, bjergsider som stort set overalt er dækket med grønne træer og buske - eller et lag mos. Der var enkelte steder, hvor siderne var bare. Dette skulle at træerne mv. var skredet ned i vandet.
Vi nåede 11.45, hvor vi skulle af sted med Southern Discovery på sejltur igennem Milford Sound ud til det tasmanske hav. I ventetiden så vi bla. en video med klip fra turene. Der var vist den lækreste buffet (vi havde betalt for barbequemenu ombord), så de madglade piger glædede sig helt vildt til maden. Det viste sig dog ikke at være den helt store oplevelse, men mad fik vi dog.
Vi så adskillige vandfald. Rigtig mange af bjergsiderne går lige op og ned (flere hundrede meter ned under overfladen )- det er ganske utroligt, at træer og lign. kan vokse der uden at "falde" ned. Det hele var meget grønt, men som guiden viste os, var der enkelte steder bevoksninger med røde blomster. I klipperne så vi også forskellige mineraler - f.eks. er der guld, kobber og kul i klipperne her.
Efter vending i det tasmanske hav - med lidt bølgegang - sejlede vi retur. Vi kom ret hurtigt til et klippefremspring, hvor der lå en hel flok sæler. Nogle lå oppe på en klippe, de kunne simpelthen hoppe fra vandet og op på klippen - ganske imponerende.
Næste stop var et undervandsobservatorium, som er blevet bygget i 1990erne. Vi fik en introduktion på maori sprog - det blev dog ret hurtigt til engelsk - gudskelov. Guiden talte i et væk med vitser og relevant information, men de fleste af os danskere "stod af". Han talte temmelig hurtigt og meget!
Vi gik ned af trapper - 10,5 meter ned under vand. Der var lavet en stor "tønde"- lignende genstand med vinduer hele vejen rundt. Vi kunne nu se lige ud i fjordens liv under vandet. Det var helt fantastisk at se både koraller, fisk, søstjerner m.v. I må se billederne - det kan næsten ikke beskrives. Hele bygningsværket var lavet som en husbåd, så vi kunne mærke dets bevægelser i vandet.
Herefter sluttede sejlturen, og vi begav os hjemad i vores "hurtige" bil. Inden vi nåede Homer tunnelen, så vi en bil der var kørt af vejen - den lå på siden nede af en skrænt - ja det kan altså være farligt at køre for stærkt!
Vi aftalte et stop ved Mirrow Lake. Det skulle være muligt at se bjergene spejle sig i, hvad vi troede var en sø. I vores øjne lignende det mere en mini-flod - ja det er måske ikke helt rigtigt, da de fleste floder er tørlagt p.t. Vi fik dog taget et par billeder med spejlbilleder af bjergene - vejret havde faktisk artet sig - så solen havde fået lov at kigge igennem skyerne - 26 grader var der, da vi kom hjem.
Vi sluttede dagen med bragte pizzaer - super gode pizzaer og is til dessert.
Ja og det var så Maikens første fødselsdag uden gaver! PS måske får hun New Zealand sweater - hun insistere herpå!
- comments