11/12 - Te Anau

Det blev fredag morgen, og vi forlod Dunedin for at køre 300 km vestpå mod Te Anau. Endelig blev det sommervejr, og vi kunne sætte os i bilen iført shorts, T-shirt og solbriller.

På vejen gjorde vi et enkelt stop for at spise en banan. Her mødte vi en ældre dame, som snakkede mere end Stine kan formå - hun havde åbenbart et eller andet kendskab til Danmark.

Efter 3,5 times kørsel, nærmede vi os Amber Court Motel i Te Anau og bjergene (enkelte sneklædte) pyntede så flot i baggrunden. Motellet var lidt bedre standard, end hvad vi hidtil havde oplevet, så her var vi klar til at opholde os et par dage. Vi spiste frokost og bestilte tur til glowworm caves kl. 17.45-20.00.

Efter frokost kørte vi ned til byen (højst 1 km) for at handle ind til aftensmaden. Her stødte vi på et juleoptog med sækkepiber, gamle biler, udklædte børn og voksne (med vandpistoler og vandballoner) og selvfølgelig julemanden, som her ikke kører i kane, men i en lille rød veteranbil.

Der landede tilfældigvis en kasse is i indkøbskurven, da vi handlede ind, som vi jo så fint kunne nyde i solen nede ved søen Lake Te Anau.

Vi landede igen på motellet, hvor vi nåede at slappe af, inden turen skulle gå til glowworm grotterne. Vi nåede også at lave aftensmaden, så den bare skulle varmes op, når vi kom sultne tilbage fra vores udflugt.

Klokken blev omkring 17 og denne gang gik vi ned til byen, hvorfra en katamaran skulle sejle os ud til grotterne med glowworms. Sejlturen var flot og tog omkring 30 min. Ombord fik vi blandt andet fortalt, at vandet i Lake Te Anau skulle være så rent, at man kan drikke det direkte fra søen og, at den nogle steder er helt op til 417 m dyb!

Da vi ankom til glowworm grotterne blev vi delt op i 5 grupper, med ca. 10-12 personer og en guide på hvert hold. Vores hold startede med lidt information om the glowworms - nogle trælse 5 min. hvor vi var ved at blive ædt op af sandfluer. Møgdyr! Efter informationsmødet begav vi os ind i grotternes kulde (ca. 8 grader) og mørke.

De første meter ind i grotten skulle man bukke sig, for ikke at stødet hovedet imod. Vi nåede ikke ret langt ind, før vi kunne se de første glowworms lyse blåt i toppen af grotten. Hele turen var blevet formet af en slags bro, som gud må vide, hvordan man har bygget den. På turen mødte vi flotte vandfald, hvor det var tydeligt at se, hvor rent vandet i søen er. Vand som dryppede ned fra grotten, måtte vi fange med vores hænder og drikke, som om det var vand fra hanen - det betød uheld ikke at gøre det.

250 m inde i grotten, gik vi ned i en lille båd, som vores guide trak os rundt i ved hjælp af et reb, som var sat fast til grottens vægge. Her var der kul sort, og det eneste man kunne se, var hundrede vis af glowworms, som lyste med forskellig kraft i toppen af grotten. Glowworms lyser alt efter, hvor sultne de er, dvs. jo mere sultne de er, jo mere lyser de.

Da sejlturen var slut, var nakken godt træt af at kigge opad, og hovedet var lidt rundtosset efter ikke at vide, hvor man befandt sig i mørket. Turen ud, gik samme vej, som vi kom ind. Den specielle oplevelse sluttede af med gratis kaffe og te og et lidt længere foredrag om glowworms. Vi sejlede tilbage og gik hurtigt hjem med sultne maver.

Risene skulle koges. Maiken formåede dog først, at tænde for den forkerte kogeplade, og derefter, at tænde for lav varme i stedet for høj varme - Maiken var altså skyld i, at vi først spiste aftensmad lidt over 21!

Godnat og tak for i dag J

P.s. I morgen har Maiken fødselsdag!