28/12 2010 - tirsdag - Rotorua

Endnu en dag i regntøjets tegn!

Vi ville se noget med Maorierne - egentlig havde vi valgt stedet Te Puia - noget lignende den fynske landsby, men receptionisten ved motellet anbefalede os i stedet Whakarewarewa - The Living Thermal Village.

Dette er også i stil med den fynske landsby, men her bor til daglig maorier. Husene i det lille samfund var i meget forskellig stand - nogle få ganske fine - de fleste knapt så fine. Vi nåede lige frem til at kunne se et lille show med bla. krigsdansen Haka. Der blev "jongleret" med små "bolde" i snor og stænger i forskellig længde. Den ene af de 8 optrædende spillede guitar - de øvrige sang sammen og på skift. I dansene blev mimiken brugt i fulde drag - en del tungerækning samt store opspilede øjne. Showet forgår, hvis det er muligt udendørs, men var denne gang flyttet inden døre.

Landsbyen ligger i et geothermisk område, hvor vi bla. kunne se gejseren Pohutu sprøjte vand op i luften. Herudover var der en række mudderpools samt søer med meget tempereret vand. Vi gik en afmærket tur rundt i området i silende regn.

Vi blev rimeligt våde, da vi kun havde regnjakkerne på, så vi vendte hjem til motellet, dels for at skifte tøj, dels for at indtage frokosten.

Der bliver reklameret en del for den blå og den grønne Lake, så det mente mor (og Maiken) jo, at vi måtte se trods vejret. I stedet for en vandretur tog vi en tur med Rotorua Duck Tour på 1,5 time - der kunne vi sidde i tørvejr.

Turen foregik i et køretøj, som både kunne køre på vejen og sejle over søerne! Den vi kørte i, var fra 1944. Køretøjet blev lavet af amerikanerne til brug under 2. Verdenskrig. Den var malet gul, og bliver nu kaldet Duck - og ikke som rigtig Dukw. Vi fik alle udleveret nogle gule plasticfløjter, som når vi pustede i dem, sagde som en and - duck. Ja i kan jo selv gætte, hvordan folk gloede efter os, når vi kørte gennem byen, og alle truttede i fløjten! Vi fik en køretur ud i naturen til bla. den såkaldte Blue Lake - vi kan oplyse, at det formentligt kræver blå himmel, før man kan få den oplevelse - vi så den i hvert tilfælde ikke! Vi havde dog en gevaldig munter/lun chauffør - Daffy(Phil) - han talte stort set hele vejen, og havde konstant en lille vits i ærmet (ellers havde turen nu ikke været pengene værd). På 2 af søerne fik vi afprøvet køretøjets evne til at sejle -dette gik uden problemer - dog ikke så stærkt - den kørte i øvrigt heller ikke så stærkt. Nå, men så fik vi da brændt de penge af!

Ja så gik den dag - og i regnvejrets tegn blev der også tid til lidt opdatering af "hjemmesiden". Og vist også søgen efter de sidste overnatninger - det er knapt så nemt på denne side af jul - ferien blandt New Zealænderne er begyndt at melde sig.