New Zealand fik sig i løbet af natten vist sig fra sin omskiftelige side. Sådan i almindelige vendinger høvlede regnen ned det meste af natten - sådan VIRKELIG regn. Det viste sig, at vores ellers skønne camper - kaldet Bruce - var - skal vi sige en smule utæt ved det ene vindue - vinduet over vores seng, men heldigvis i Carstens side!!! Han vågnede med hans side af dynen OG den halve madras gennemblødt, så der gik lige et stykke tid med at lappe - i første omgang med tyggegumme- vi har ikke lige noget gaffatape inden for rækkevidde!

Dagen startede dig med det smukkeste vejr og efter morgenmad satte vi kursen yderligere nordpå. Det skulle dog vise sig, at vores Britz-camper havde flere overraskelser til os. Vejen vi skulle køre på var uovertruffen smuk - men Bruce havde egentlig ikke tænkt sig at køre nogen steder! Op ad 2. eller 3. bakke nægtedede den i hvert fald at trække og i løbet af 10 minutter kørte vi omkring 10 km i timen og nok var bjergene stejle, men SÅ stejle var de altså heller ikke. Carsten stoppede - slukkede alt - og tændte igen 5 minutter senere og så var der pludselig kræfter på motoren igen. Turen var usædvanlig smuk. Den ene fantastiske udsigt afløste den anden - bjerge så grønne, at man fik ondt i øjnene - og samtidig kørte vi igen langs kysten, hvor havet skiftevis buldrede ind mod stranden og blidt slog krøller op ad sandet.

Vi stoppede den ene gang efter den anden - bare for at soppe, løbe, tage billeder, hoppe i sandet, smide sten i vandet - og alt mulig andet - det var en skøn tur.

Over middag kom vi til Cathedral Cove - klippeformationer ved vandet, som krævede en gåtur på en god halv time gennem skov og med de smukkeste udsigter med jævne mellemrum. Vi havde smurt madpakker og havde kiks i tasken og fremme ved stranden spiste vi frokost i de skønneste omgivelser. South Pacific buldrende ind på stranden og klipper - og en kæmpestor klippetunnel man kunne gå igennem - lige ud til vandet. Det var en dejlig tur og vel tilbage ved den tætpakkede parkeringsplads - hvor vi virkelig havde været heldige at finde en plads, hvor The Britz kunne klemmes ind - spiste vi is og kørte videre mod Hot Water Beach. Turen var igen ad snirklede veje og 10 km fra Hot Water Beach gjorde bilen vrøvl igen. Den tabte kraft og samtidig gav mortorlampen i instrumentbrættet sig til at blinke hidsigt! Vi havde egentlig planlagt at køre længere ned af kysten for at finde en campingplads for natten, men nu hostede vi os ind på Hot Water Beach Top 10 og fik os en plads for natten og fik ringet til Britz.

Mens Britz overvejede situationen pakkede vi ti stranden og gik ned på endnu en new zealandsk mærkværdighed - en strand, hvor man kunne grave sig ned - bogstavelig talt til varmen - lige under overfladen bobler 65 grader varmt vand - hvis man finder de rigtige steder, så kan man grave sig en pool med varmt vand. Det gjorde vi så - først fandt vi ikke lige en varm kilde, men efter lidt søgen fik vi os placeret i en pool i vandkanten - med det skønneste varme vand. Det er virkelig et mærkeligt fænomen - visse steder på stranden var vandet så varmt, at man simpelthen brændte fødderne.

Vel hjemme på campingpladsen fik vi besøg af en mekaniker, der kikkede bilen igennem, men ikke fandt nogen fejl - og Britz sagde derefter, at vi lige skulle køre en tur i den - så lyste der naturligvis ingen lamper! Nu ser vi i morgen!!

Aftenen bød igen på regnvejr - vi talte med slet skjult skadefryd om, at vi nu var glade for, at VI ikke var en del af den store flok unge mennesker, der var kommet med "Kiwi explorer" - og som sov i 20 ens telte nede for enden af campingpladsen - i en veritabel indsø!